Læsetid: 9 min.

Drømmen om en sød kandiseret røv

Digter og krimiforfatter Christian Dorph gider ikke mere mandlig forstillelse og komediespil for at tækkes kvinderne. Mændene må ud af busken og yde kvinderne modstand. Følelser kommer ikke altid før sex, siger forfatteren der er aktuel med ny digtsamling om mandeliv
Mine digte er hårde og illusionsløse, men de er ikke nødvendigvis et udtryk for, hvordan jeg har det i mit liv. Det er jo en form for katharsis at skrive sig gennem disse følelser og bruge sproget som sparringspartner. Jeg køber ikke den med, at det hele er blevet mere privat, det ser bare sådan ud, siger Christian Dorph.

Mine digte er hårde og illusionsløse, men de er ikke nødvendigvis et udtryk for, hvordan jeg har det i mit liv. Det er jo en form for katharsis at skrive sig gennem disse følelser og bruge sproget som sparringspartner. Jeg køber ikke den med, at det hele er blevet mere privat, det ser bare sådan ud, siger Christian Dorph.

Kristine Kiilerich

3. april 2009

Det var altså ikke meningen. At han skulle afsløre, hvad vi mænd tænker om kærlighed og begær. Hvad vi tænder på. Det er forretningshemmeligheder, som kvinderne ikke nødvendigvis skal delagtiggøres i. Men det har han gjort, forfatteren Christian Dorph i sin nye bog, skrevet om, hvordan der ser ud inden i mandens hoved, når han keder sig midt i hverdagen, er rastløs, tænker på død, på sex eller er langt ude i en fantasi om callgirls mv.

"Det er rigtigt, at jeg er en slags voyeur, som går uforskammet tæt på mænds lønligste tanker. Jeg gennemlyser den mandlige tankegang og er næsten hæmningsløs ærlig. Det, som den her bog gør op med, er mandens komediespil over for deres kvinder."

Næppe siden Kristen Bjørnkjærs digtsamling Kærestesorger fra 1976 er man i et stykke litteratur blevet inviteret indenfor i en mands tankegang, men hvor Bjørnkjær trådte i karakter som blød mand midt i kønskampen, gider Dorph ikke mere mandlig forstillelse.

Dorph udgav i går sin fjerde digtsamling De sidste mange år har det handlet om børn. Bogen tager udgangspunkt i hans eget liv og er en bog om parforhold og manderoller, en bog om den moderne mands forstillelse, liderlighed, sorg, drømme og erindringer. En bog om at være utilpasset, rastløs og selvoptaget og at drømme om et skarpere og mere intenst liv.

Christian Dorph er udover at være forfatter til daglig underviser på Testrup Højskole, hvor han også er bosat sammen med sin kone Anne og deres fire børn i alderen 7-17 år. Hans første bøger var digtsamlinger. I de senere år har kender man ham især for krimierne Om et øjeblik i himlen og Afgrundens rand, som udover spændingen også i høj grad er stemningsfulde portrætter af 1970'erne, begge skrevet sammen med Simon Pasternak. Som titlen på hans nye digtsamling afslører har det i det i mange år mest handlet om livet med børn.

"Ens parforhold bliver ligesom lagt ned, når man har små børn. Man kan ikke overskue at komme ud af døren. Det bliver en livsstil, hvor man så må tage af sted alene. Det er bare sådan, det er", siger han og tilføjer, at han og hans kone i de senere år er begyndt at tage ud at rejse alene, blandt andet en tur til New York, sådan som det også er beskrevet i bogen.

Digtsamlingen er en rig og sammensat bog. Der er et afsnit med korte erindringsstykker om barndommen, et stærkt afsnit af små tætte digte om lyst og begær blandet med moderens sygdom og død, et afsnit med nærmest dialektisk luftige digte midt i hverdagslivet og med en fandenivoldsk længsel og frækhed, et mere meditativt afsnit og et afsnit med fantasier.

Et genkommende billede i bogen er sløret og forhænget. "Inde bag det næste forhæng sidder en callgirl", skriver han i et af digtene, hvor den mandlige fantasi får lov at sprudle. Bag sløret åbenbares den verden, som digteren vil delagtiggøre os i - i hvert fald for en stund.

Modstand til kvinderne

Ligesom Dorphs digte er udtryk for en indre kamp, hvor modstridende følelser, instinkter og drømme kolliderer, er også hans private liv kendetegnet af den kamp.

"Jeg har virkelig skullet finde ud af det her kompleks af parforhold og børn. Jeg er født i 66 og har oplevet hele den periode, hvor kønsrollerne ændrede sig totalt. Mine bedsteforældre levede efter gamle kønsroller, mine forældre levede i en tid med ligestilling, men kun i princippet, mens vi har implementeret den. Der er meget godt at sige om kønskampen, men mange mænd føler sig utilpasse. Vi fordeler ansvar og opgaver, men det er stadigvæk kvinderne, der bestemmer og bliver en slags arbejdsgivere."

"Jeg kender mange mænd, som ved, at hvis de nu gør sådan og sådan, så får de ro på bagsmækken. Det hykleri har altid irriteret mig. Jeg bryder mig ikke om, at menneskelige relationer 'pædagogiseres', altså at man tager overdrevne hensyn, pakker sine meninger ind og altid har en såkaldt anerkendende tilgang."

"Og så er der sådan nogle som mig, der slår sig i tøjret. Jeg tror, det handler om, at man godt kan elske og samtidig begære en anden og noget andet. Det er selvfølgelig også noget, der ødelægger forhold, men hvis man skal blive i et forhold, skal man også kunne klare, at man har andre lyster og længsler. Forhold ændrer sig hele tiden. I perioder kan det være enormt kedeligt, for så at flamme op igen og man kan blive som nyforelsket. Mange vil ikke acceptere det, men sådan må det jo være."

Dorph lægger vægt på, at han ikke er en utilpasset mandschauvinist, og at kønskampen er interessant og positiv.

"Vi må holde fast i vores kønsidentitet, i hvordan vi vil være og give kvinderne modstand. Mange moderne mænd er nogle hyklere, når de accepterer, at der hele tiden skal tales om alting, at følelser per definition kommer før sex, at alvor er bedre end ironi, at forståelse er vigtigere end handlekraft. Det kan blive en frygtelig moralsk og feminiseret parforholdsverden, hvor mændene bliver som en ekstra veninde, og det er sgu for trist og usexet."

"Jeg kan f.eks. gå sammen med mine store sønner en hel dag, uden at vi siger noget til hinanden. Vi går bare og brummer lidt og laver hver vores ting, og så har vi alligevel været sammen, og det er meget fedt."

Allerede i en meget ung alder var Dorph politisk aktiv på den yderste venstrefløj. Det var i starten af 80'erne, hvor han var ungdomskommissær og dybt involveret i fagligt partiarbejde og var med til at starte VS's ungdomsafdeling. Han var med egne ord med i den hårdeste fraktion. Han gik i en alder af kun 16 år ud af 9. kl. for at blive fuldtidskadre. I fire år herefter var politik hele hans liv.

"Det var en besættelse. I virkeligheden var det en flugt hjemmefra, fordi jeg flygtede fra en blodig skilsmisse. Ved at gå ind i politisk arbejde kunne jeg fornægte min egen baggrund. Tillagde mig en rolle som proletar, partikadre. Jeg kom fra Gentofte, lagde min dialekt om og begyndte at tale dreven københavnsk, for man skulle ikke kunne se min baggrund. Jeg var aktiv i de år i 80'erne, hvor det virkelig smuldrede, så det var op ad bakke. Det føltes, som om det var vores skyld, at det smuldrede. Og hvis vi bare arbejdede mere indædt, mere stålsatte, så kunne vi vende udviklingen."

Når Dorph tænker på sin egen selvfornægtelse og på, hvad Blekingegade-banden som en anden fraktion formåede, spørger han i dag sig selv, hvorfor der ikke var flere som gik linen ud:

"Vi var jo parate til at gribe til våben. Vi havde en anden analyse end Blekingegadebanden, som gik på at masserne skulle med, men så snart de var det, ville vi også gribe til våben." Det har irriteret ham ved Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden, at han ikke gjorde mere ud af den øvrige venstrefløj, for de enkelte grupper var faktisk meget opmærksomme på hinanden.

"Klart at der er stor forskel på at sige, at man vil gribe til våben og så gøre det. Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt ville have været i stand til det. Jeg har været ved at tage en brosten op på Nørrebrogade, men gjorde det ikke. Jeg har aldrig sendt noget af sted mod politiet, men jeg er blevet anholdt, banket af politiet, fordi jeg stod det forkerte sted, sendt i detentionen adskillige gange. Jeg løb bare forvildet rundt og ville være en del af det."

Forfatterskolen

Dorph trækker sig ud af det politiske engagement igen, kommer på Højskole på Ærø og lærer med egne ord at blive mere menneskelig. Han begynder at skrive, og i 1988 bliver han optaget på Forfatterskolen på en af de første årgange. Ifølge ham selv gik det projekt ud på at finde ud af, hvem han i virkeligheden var. Et spørgsmål, han ikke havde fået svar på, da han var politisk aktiv. Tværtimod havde han blot fornægtet sig selv.

"Jeg ville rehabilitere mig selv. Jeg havde fornægtet min egen baggrund, ofret mig for en sag, syntes jeg havde et efterslæb, meget eksistentielt som sådan noget er, når man er ung. Man skriver, ikke fordi man føler sig udvalgt, men snarere fordi man føler sig forbandet. Det er en følelse, mange forfattere kender. Det var et sort hul, jeg skulle forholde mig til. At skrive var en redningskrans midt i krisen."

Det private

Selv om han havde lagt afstand til sit politiske engagement, var han de første år på Forfatterskolen meget puritansk med, hvad han kunne lide af litteratur. Han havde dårlig samvitighed over at beskæftige sig med poesi, fordi det i forhold til det politiske blev betragtet som noget navlepilleri. Men gradvist ændrede det sig, fordi han i årene under Poul Borum og Per Aage Brandt blev præsteret for så meget god litteratur.

I De sidste mange år har det handlet om børn tager forfatteren derimod i en grad afsæt i sit eget liv.

"Det gør man altid, når man skriver digte. Per Aage Brandt sagde noget i retning af, at digte ikke er fiktion. Det genkender jeg hos mange lyrikere. For så vidt det handler om noget, er det først og fremmest et arbejde med sproget. Der kan jo godt være elementer af fiktion, fri fantasi, men som udgangspunkt synes jeg ikke, digte er fiktion. Det er faktisk den genre, som er mindst fiktion. Det er den genre, der går tættest på ens tanker og følelser og på det liv, man nu lever."

"Mine digte er hårde og illusionsløse, men de er ikke nødvendigvis et udtryk for, hvordan jeg har det i mit liv. Det er jo en form for katharsis at skrive sig gennem disse følelser og bruge sproget som sparringspartner. Jeg køber ikke den med, at det hele er blevet mere privat, det ser bare sådan ud."

"Der er lige nu en stor debat om, hvor privat man skriver. Jeg vil gerne stille spørgsmål ved, hvor private folk er blevet. Samtidig med at man er privat, maskerer man sig også, man tilslører samtidig med, at man blotter ting."

Drømmen om lykken

Hvis det er muligt at udlede Dorphs stærke selvfornægtelse og politiske engagement af forældrenes skilsmisse og efterfølgende hans forsøg på at rehabilitere sig selv ved at blive forfatter, så er engagementet nu diffunderet ud i mere spredte sammenhænge. Han følger lidenskabeligt med i politik og nyheder og er "så træt af vores tids konflikter, af islamister, skægmænd og den evige sort/hvid problematik" og savner Den Kolde Krig, spionspillet og de ideologiske spil. Han er til gengæld meget optaget af nyere Danmarkshistorie, som han især får forløst i sit arbejde med samtidskrimierne, der løber som det andet spor i hans forfatterskab ved siden af digtene.

Et mandligt forbillede har han heller ikke længere. Tidligere ville han måske havde sagt Jørgen Leth, men tilføjer så, at det at blive ældre handler om at lade være med at have forbilleder. Det hører ungdommen til, at man sætter folk op på en piedestal.

"Det med rollemodeller kan jeg ikke have. Nu er jeg så gammel, at jeg bare vil være mig selv. Så væk med forbillederne."

Og så er der alligevel en helt tilbage.

"Obama, ham er der mange, der har som forbillede. Han er en helt. Det er fandme i orden med ham. Vi må håbe, han kan leve op til det."

Måske er det den modne mand, der taler. Ham der har dyrket de falske forbilleder, men nu har fundet sig selv. Men hvad så med lykken? Spørgsmålet ledsages først af en lang tavshed. Og så lidt snak om lykken ved at skrive og komme i en slags trance, når det bare går derudaf. Men så kommer det:

"Faktisk har jeg et godt og passioneret og stærkt parforhold og ægteskab - uanset at jeg slår mig i tøjret i mine digte. Men derfor kan man jo godt drømme om at sætte tænderne i en sød kandiseret røv".

Præcis sådan lyder i øvrigt også bogen korteste digt på bare én linie:

jeg sætter tænderne i din søde kandiserede røv

Så vi fandt den til sidst - lykken!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu