Klumme
Læsetid: 4 min.

Det endelige opgør

Det er ikke uden historisk humor, at konflikten mellem Anders Fogh Rasmussen og Søren Krarup viser sig gennem deres forskellige læsninger af en moderne roman
Rystet. Søren Krarup fik kaffen galt i halsen, da han læste Anders Fogh Rasmussens festtale til Jens Smærup Sørensen. Den ideologisk allierede viste sig pludselig at have et helt andet Danmarks- og verdensbilllede end han selv.

Rystet. Søren Krarup fik kaffen galt i halsen, da han læste Anders Fogh Rasmussens festtale til Jens Smærup Sørensen. Den ideologisk allierede viste sig pludselig at have et helt andet Danmarks- og verdensbilllede end han selv.

Klavs Bo Christensen

Kultur
18. april 2009

Han har ret i én ting: Og det er, at han ikke fik ret. Søren Krarups nye bog om sin karriere i dansk politik er en slags status på kulturkampen. I en anden bog erklærede han ellers, at han havde vundet, og hans mange modstandere har også fra fornemmelser af egne nederlag sluttet sig frem til, at Krarup skulle have vundet. Men ganske præcist iagttager Krarup nu sit eget nederlag.

Det har været en præmis for Søren Krarups engagement i dansk politik siden 2001, at Anders Fogh Rasmussens kamp også var hans egen kamp. Denne identifikation synes nærliggende. De to har nemlig haft de samme modstandere, som den ene kalder kulturradikale, og den anden kalder pladderhumanister. Ingen af de to har holdt sig for gode til at tale på vegne af den lille mand, den almindelige dansker og indimellem endda folket. Og de har været enige om at forvalte dette mandat ved i særdeleshed at udpege flygtninge og indvandrere som truslen mod Danmark. Som regel har Krarup og i øvrigt også Jesper Langballe og Pia Kjærsgaard virket mere begejstrede for Anders Fogh Rasmussen end Venstre-politikere. De har set den nu forhenværende statsminister som en mand, man kunne stole på, et redeligt menneske.

Men nu har Søren Krarup læst Anders Fogh Rasmussens læsning af Jens Smærup Sørensens bog Mærkedage. Og Søren Krarup er forfærdet: Det viser sig nemlig, at det slet ikke er det samme folk og den samme almindelige dansker, Anders Fogh Rasmussen og han selv har talt om. Det kan godt være, at de har et fjendefællesskab, men de har helt forskellige venner, og de har dramatisk forskellige blik på Danmark.

Det, Krarup forsvarer og altid har forsvaret, er noget, som han kalder det 'konkrete', og det, han har bekæmpet, er følgelig det 'abstrakte'. Kulturradikalismen var for Krarup abstrakt, fordi den ikke så det enkelte menneskes historiske udgangspunkt som horisonten for tilværelsen, men derimod som noget, man skulle frigøre sig fra. Religion og tradition skulle overskrides. Socialismen er abstrakt, fordi den stadig ifølge Krarup dyrker et billede af mennesket, som ikke er forankret i det 'konkrete', det sprog, som man er født med, den tradition man er præget af. Det samme kan ifølge Krarup siges om liberalismen og humanismen. Disse abstrakte positioner anerkender ikke, at menneskets livsomstændigheder er givet én gang for alle. De antager, at man selv kan skabe sine livsomstændigheder. Og i sin læsning af Foghs tale for Jens Smærup Sørensen går det op for Krarup, at heller ikke Fogh anerkender nationen og folket som det historisk givne, som det konkrete.

Det forkerte folk

Gennem nedslag i historiske scener som en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en rund fødselsdag i 2003 fortæller Mærkedage historien om, hvordan den gamle bondekultur går under, og Danmark bliver til et moderne samfund. En indforstået samhørighed og et fællesskab baseret på vaner og tradition bliver opløst, og nye former og fællesskaber træder i stedet. Man kan sammenligne den indforståede bondekultur med det, Søren Krarup kalder det "konkrete" og det "givne". 'De almindelige mennesker' i romanen oplever ikke kun bondekulturens opløsning som en undergang, men også som en overgang. De oplever både tab og gevinster, de er ambivalente. Nogle er bedre beredt end andre, men gennemgående griber også bønderne mulighederne og identificerer sig med frihederne i det nye samfund.

Derfor er Krarup heller ikke tilfreds med Smærups karakterer. De opfører sig ikke som Folket ifølge Krarup: "Dette var ikke en skildring af gedigne mennesker," skriver Krarup og anfører imod Smærup: "jeg genkendte ikke mine sognebørn".

Det moderne Danmark

Anders Fogh Rasmussen sagde til gengæld i sin tale, at han genkendte sin livshistorie i Smærups roman: "Min egen families historie er en beretning om, hvordan hvert slægtled har søgt at bryde de gamle mønstre og skabe nye muligheder," sagde han.

Den hastige overgang fra bondekultur til moderne velfærdsstat udlægges af Anders Fogh Rasmussen som en frigørelsesfortælling. Hans egen far havde ikke råd til at læse videre efter folkeskolen, mens Anders Fogh Rasmussen i næste generation blev familiens første akademiker, og familiens yngste generation "har taget skridtet fuldt ud fra det lokale til det globale".

Og her går det i følge Krarup helt galt for Fogh: "Det er en statsminister, der dyrker 'det globale' og dermed 'udviklingen' eller det ubegrænsede som den højeste og sidste sandhed. Her er ikke tale om at være sit sted og sit tro". Den definitive konsekvens af Foghs synspunkt er ifølge Krarup intet mindre end "Danmarks nedlæggelse".

Det sjove i den forbindelse er, at Krarups eget politiske angreb på det moderne Danmark af mange andre opleves som nedlæggelsen af det Danmark, de er vokset op i. For generationer født i 60'erne og 70'erne er det moderne Danmark ikke en abstraktion udtænkt af ideologer. Dette Danmark er derimod det konkrete udgangspunkt, og forestillingen om, at man kan rejse ud og gøre sig gældende og leve sammen med folk andre steder fra, er ikke verdensfjern og spekulativ. Det finder ikke sted uden forhandlinger og konflikter, men det giver ikke anledning til en kamp for eller imod det moderne Danmark.

Modernistiske og kulturradikale værker er i den forstand ikke længere provokerende udfordringer, men kulturarv. Unge forældre synger Poul Henningsens sang om aben for deres børn, eller de læser Benny Andersens fortællinger om Snøvsen. Bedsteforældrene finder måske Benny Andersens vise om, "at alting klippes ned" i Højskolesangbogen, og i velhavende hjem vil møblementet ikke sjældent være det, man kalder moderne klassik.

Det moderne er blevet et vilkår, og reaktionerne er selv moderne. Som det hedder i Mærkedage:

"Intet ligger fast. Det vilkår deler de, og alting er så muligt. Andet kan ingen af dem efterhånden blot forestille sig."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Carstensen

Jo, Krarup genkender ikke sine sognebørn i Fogh's læsning og forståelse.Som da Krarup i tidernes morgen skulle gæsteprædike i Ribe Domkirke hvor unge såvel som gamle demonstrerede med bannere og skriften "Næsten Kærlig" med billedet af en bulldog med Krarup's hovede på.Det var tider og tiderne udvikler sig stadig. Nuvel vi har vel alle små tidslommer i os,men at benægte det modernes indoptagelse i kulturen er jo spekulativ idioti og benægtigelse af værste skuffe. Det forhindrer naturligvis ikke den hektiske debat og mudderkastningen, men desværre forhindrer det en positiv diálog og en opbyggelighed på tværs segmenter og klasser.

Nej, Rune Lykkeberg. Krarups anmeldelse af Mærkedage er, som du rigtigt bemærker det, helt usædvanlig. Mig bekendt er Krarup den eneste ud over undertegnede, der har forholdt sig gennemgribende kritisk til bogen og draget sammenhængen til den politiske anvendelse, den hurtigt, med forfatteren accept, blev genstand for. Frem for i den sædvanlige manipulation med begreberne om abstrakt og konkret, kunne det jo tænkes, at Krarups afstandtagen til Mærkedage bundede i, at bogens beskrivelse af landbosamfundets udvikling rummede væsentlige fejl og mangler, og at bogens fremstilling ganske simpelt ikke stemte overens med Krarups erindringer om, hvad der skete. Ud fra et helt andet udgangspunkt er det også min oplevelse: Bogen er højst en troværdig beskrivelse af storbøndernes historie, oven i købet med en ganske ringe afstand til den værdirelativisme, som den agroindustrielle overklasse efterhånden tog til sig. Som jeg for et år siden (Information d. 17-04 2008) skrev:
”Mærkedage skriver KUN storbøndernes historie. Ikke et ord om husmandsbevægelsen, og ikke et ord om husmændenes parti, Det radikale Venstre. Kun ganske lidt om de religiøse vækkelser, og stort set intet om den Grundtvigske bevægelse. Repræsentanterne for de øvrige sociale klasser beskrives i karikeret form som løjerlige særlinge og/eller indskrænkede uslinge.
Dette er formentlig en væsentlig grund til bogens kommercielle succes: Der er grund til at tro, at mange læsere med Mærkedage får sat ord på forventninger og ønsker, som de hidtil kun dulgt og stykkevis har båret på. Mærkedage bekræfter, at VI stammer fra Bønderne – og ikke fra DEM - tyendet, de jordløse og husmændene. Og Mærkedage bekræfter, at det ikke kunne være gået anderledes: De store MÅTTE æde de små; storbøndernes værdier knyttet til Blodet og Jorden SKULLE – desværre – gå i opløsning; den postmoderne forbrugerisme KUNNE ikke andet end sejre fuldstændigt.
Mærkedage bliver, enten forfatteren har villet det eller ej, til et politisk kampskrift. Ingen, som har læst Anders Fogh Rasmussens tale til Jens Smærup Sørensen under prisoverrækkelsen på Axelborg kan med sin redelighed i behold benægte dette. JSS har med Mærkedage leveret den politiske højrefløj en længe savnet gave: En litterær legitimering af ”Det store Jordrøveri”, alias strukturudviklingen i landbruget, og en apologi for forbrugersamfundets uafvendelighed. Alt sammen i skikkelse af den fineste, postmodernistiske kunst.
Mærkedage har vist sig nyttig, og dens forfatter har været sin løn værd.”
At Søren Krarup benytter Mærkedage til SIT formål, nemlig et begyndende brud med Fogh og hans væsen, er en anden sag. Det er måske for optimistisk at håbe på, at dette betegner indledningen til en konkret fortolkning af hensigten om at være jorden tro?
Ole Kjærulff Davidsen, Frie Bønder – Levende Land

Hvis man tager Smærup Sørensen til indtægt for højrefløjen, ja så tager man grueligt fejl. Så har man ikke set det fremragende interview med ham, kort efter udgivelsen af bogen, DR2' 2. sektion bragte.

Her var han meget klar i mælet omkring at bestemt partri (gæt selv hvilket) stadig befinder sig i 1950er-landet, hvor bønderne styrede det hele. Og som var netop var knyttet til den jord og det blod, som Søren Krarup så brændende ønsker sig tilbage til.

Med mekaniseringen af landbruget i 1950erne og automatiseringen af fabrikkerne i 1960erne, blev der skabt et overskud af arbejdskraft i landbruget; folk som ikke længere kunne få arbejde indenfor landbruget. Disse tog så ind til byen eller købte en bil og fik arbejde på f.eks. Radiometer i Skive. Om dette kan man f.eks. læse i Thomas Højrups glimrende bog *det glemte folk* (SBI, 1983)

Og det var bl.a. socialdemokraterne, som (også) førte an i denne udvikling, bl.a. fordi man ikke ville tolerere storbøndernes skalten og valten med land-arbejderne.

Mekaniseringen og siden automatiseringen af landbruget betød jo, at de store måtte æde de små, fordi man skulle have større og større gårde for at få råd til alle de maskiner, der skulle til på en moderne gård.

Mærkedage er, som jeg ser det, punkt-nedslag i tiden, hvor det beskrives, hvordan samfundet har udviklet sig de sidste 70-80 år. Her beskrives traditions-tabet, men også fri-sættelsen for det moderne menneske - der er fri - men til hvad?

Lene Andersen

Den allerdybeste ironi ligger vel i, at to politikere som har ført så intens kamp mod eksperter, kulturradikale og kunstnerisk kreative kræfter er kommet til at træde i karakter på grund af et stykke skønlitteratur.

Jens Thorning

Der er en dyb generationskløft mellem Krarup og Fogh, og det er umuligt at forstå, at den førstnævnte ikke har fattet det før. Krarup er filosofisk og logisk anlagt og skolet - helt ukendte begreber for Fogh, som den ejendommelige adfærd under Karrikaturkrisen afslørede.

Søren Kristensen

På den baggrund, Jens Thorning, er det pudsigt at det netop er den filosofisk uskolede Fogh der kommer til at stå for globaliseringens abstrakthed, mens filosoffen Krarup vedholdende hævder nationalismens konkrethed. Den omvendte verden, tilsyneladende, med mindre selvfølgelig globaliseringen ER konkret og det nationale blot en abstraktion?

Lasse Schmidt

God pointe af Søren Kristensen.

Rent apropos, så er nationalstaten jo et konstrueret begreb.

Kort replik til Karsten Aaen: Du har helt ret i, at JSS opfatter sig selv som kritisk og progressiv. Dermed slutter han sig til en lang række af velmenende radikale, socialdemokrater, folkesocialister og intellektuelle humanister, der siden 50-erne har optrådt som nyttige idioter i storlandbruget og agroindustriens tjeneste. En væsentlig del af baggrunden for denne meget uheldige historie, som først nu – måske – befinder sig i sin afsluttende fase, er, at analysen af landbosamfundet har været fatalt mangelfuld: Der er ikke tale om ét traditionstab, men om flere, og før man forstår dét, har man heller ikke et tilstrækkeligt grundlag for at vælge, hvordan man som moderne menneske vil bruge sin frihed. I denne sammenhæng skal man specielt være opmærksom på den marxistiske fejlanalyse af småborgerskabet og dets rolle, en fejlanalyse som liberalismen bekvemt og – nødvendigvis – bevidstløst har taget til sig. For nærværende rækker tiden i øvrigt ikke til mere end at påpege det helt uholdbare din påstand om, at mekanisering fordrer større bedrifter: Mekanisering er ikke ensbetydende med store maskiner, og store maskiner fordrer ikke nødvendigvis større ejendomme, men kan lige så vel gennemføres igennem maskinfællesskaber – eller for den sags skyld maskinstationer.
Interesserede kan se mere om disse problematikker på: www.levende-land.dk eller ved at abonnere på Frie Bønders tidsskrift Levende Land.