Feteret digter - og folkemorder

Manden med de brændende Balkan-øjne og kunstnermanken - den krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic - miksede poesi og folkemord under krigen i Bosnien.

Nu har han fået udgivet en digtsamling i den Slovakiske Forfatterforenings tidsskrift, og den udgivelse har affødt kontrovers, for kan man udgive en krigsforbydersigtets tekster, og kan disse have digteriske kvaliteter? Det vender vi tilbage til.

I 12 år var han på fri fod som verdens mest eftersøgte krigsforbryder. Først i juli 2008 blev han omsider udleveret af det Serbien, hvor han i vide kredse har været dyrket som folkehelt i årevis. Også blandt serbiske indvandrere i Danmark hyldes han stadig som en helt, hvis man skal tro skuespilleren Slavko Labovic, talsmand for Den Serbiske Forening.

Vi kender ham som Karadciz, Radovan Karadzic, de bosniske serberes politiske leder under krigen i Bosnien 1992-95, bagmanden bag massemord på 12.000 civile under Sarajevos belejring og fremfor alt manden bag massakren i Srebrenica i 1995, Europas blodigste siden Anden Verdenskrig, hvor 8.000 muslimske mænd og drenge blev skudt ned med koldt blod.

I dag sidder Karadzic i varetægtsfængsel i Scheveningen, tiltalt for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord. Og mens han venter på, at han skal få sin sag for ved ICTY, Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Eksjugoslavien, kan han fordrive tiden. Ikke blot kan han forberede sit forsvar. Han kan også fået arbejdsro til at genoptage sit lyriske forfatterskab.

Med digtere på jagt

Bevisbyrden imod Karadzic er overvældende, og han står til at blive idømt livsvarigt fængsel.

Hvordan Karadzic miksede poesi og folkemord er foreviget i et berygtet klip fra en tv-dokumentar fra 1994, her genfortalt i tidsskriftet The Nation af den kroatiske forfatter, Slavenka Drakulic:

"Vi ser Radovan ankomme til Pale, der ligger på en bjergside over Sarajevo, hvorfra Republika Srpskas militær beskyder byen. Karadzic ankommer med en gæst, den russiske digter Eduard Limonov. Det belejrede Sarajevo ligger i dalen nedenfor, og de kan se hver en bygning, hvert et træ: en ideel position for en skytte. Iført sort frakke og kappe som værn mod vinterkulden tilbyder Karadzic galant sin gæst en 'særlig lækkerbisken', der sømmer sig for en, som råder over liv og død. Han opfordrer Limonov til at forsøge at skyde fra et maskingeværstilling, der peger ned mod byen. Bare sådan for sjov. Ligesom når en konge i film tilbyder en gæst at skyde mod de vilde dyr. Bortset fra, at målene i den belejrede by ikke er dyr, men mennesker. Limonov tager imod udfordringen, knæler ved maskingeværstillingen og fyrer løs. Alle jubler. Denne mand er en af dem! Selv om han er digter, er han ikke en tøsedreng. Som deres egen digter har Limonov bevist, at han er en rigtig mand (...) Derpå drikker de begge slivovitsj med soldaterne og gør sig til gode med grillstegt pattegris, tilsyneladende ubekymrede om, hvorvidt Limonov fik ram på nogen eller ej."

Forfinet krigsforbryder

Karadzics status som digter er en interessant biomstændighed ved hans løbebane som forbryder mod menneskeheden. Den folkemordstiltalte serberleder er ikke en 'banal' og ensporet bureaukrat som det nazistiske Holocausts chefarkitekt, Adolf Eichmann. Ej heller en brutal militærkommandant som Ratko Mladic, den anden hovedtiltalte i sagen om Srebrenica-massakren.

Hans personlighed har facetter af forfinelse. Uddannet som psykiater, New York (den senere folkemordsmistænkte studerede desuden neurotiske forstyrrelser på Næstved Hospital i 1970), er tidligere medlem af et økologisk parti. Han har udgivet flere digtsamlinger, hvoraf enkelte har vundet litterære priser i Serbien og Rusland. Også under sine mange år på flugt fortsatte han angiveligt med at skrive og udgive digtsamlinger, hvoraf nogle blev bestsellere og vandt litteraturpriser.

Nationalistiske digte

Om Karadzics poesi kan det sammenfattende siges, at det indgår i en 'patriotisk' beredskabslitteratur, hvis omfattende projekt var at dyrke en nationalistisk mytologi ved f. eks. at glorificere 'Slaget om Kosovo' for at legitimere påstande om serbisk overhøjhed. I sine digte nygestalter Karadzic både de nationale myter og iscenesætter sig som en historiens mytiske helt, forklarer den engelske forfatter og menneskeretsaktivist Heather McRobie i The Guardian.

I sidste uge kom digteren Karadzic i fokus, da den internationale forfatterforening PEN's slovakiske afdeling ekskluderede et af sine medlemmer, forlæggeren Boris Brendza. Det gjorde Slovakisk PEN, fordi Brendza har offentliggjort Karadzics digte i sit tidsskrift, Dotyky, der udgives af Slovakiets Forfatterforening.

For Slovakisk PEN kunne udgivelsen muligvis have været på sin plads, hvis Brendza havde tilføjet redaktionelle overvejelser, der tog kritisk afstand fra Karadzics fortid som notorisk ophidser til etnisk had og vold. Men det gjorde han ikke, og derfor vurderede Slovakisk Pen udgivelsen som uforenelig med den del af PEN's charter, hvori det hedder, at PEN's medlemmer forpligter sig til "at gøre deres yderste for at fordrive race-, klasse- og nationalt had og til at kæmpe for idealet om en menneskehed, der lever i fred i én verden" - et ideal, der fuldkommen modsiges af ånden i flere Karadzic-digte såvel som af hans involvering i den store bosniske tragedie.

Slovakisk PEN's ekskludering af Brendza bifaldes ikke af Dansk PEN, oplyser Mille Rode, der er daglig leder af den danske afdeling af forfatterforeningen. Og heller ikke i Internationalt Pen i London er man begejstrede over slovakkernes skridt. Her overvejer man nu, om medlemseksklusionen skal få følger for Slovakisk PEN.

Paradokset i de modstridende vurderinger fra de nationale PEN-foreninger har stof i sig til at animere mangen en debat om ytringsfrihedens grænsetilfælde, skriver forfatteren Heather McRobie i The Guardian.

Hun udtrykker det således: "Hvis PEN står for frihed til at udtrykke sine tanker uden frygt for forfølgelse, betyder det så, at forfattere, hvis værker tilskynder til at forfølge andre, ikke skal nyde beskyttelse?"

Litterær 'hate speech'

Men nok så interessant som spørgsmålet om ytringsfrihedens grænser i relation til litterær 'hate speech' er den slovakiske forlæggers begrundelse for at udgive Karadzics digte.

Ifølge The Guardian skal Brendza have forsvaret sig med, at "Karadzics digte var af meget høj kvalitet" - ja, han mente, at det sågar ville være "en forbrydelse" ikke at udgive dem.

Det har ikke været muligt at få Brendza i tale for en uddybende litteraturæstetisk vurdering. Men det er ikke første gang, at Karadzic finder villige udgivere uden for Serbien. I Danmark trykte tidsskriftet Kritik i 2004 et par Karadzic-digte i forbindelse med en artikel om det multikulturelle Bosniens nedsmeltning i gensidigt etnisk had. Og i 2005 blev eksempler på Karadzics lyrik offentliggjort i juratidsskriftet The Michigan Journal of International Law. Heri argumenterede advokaten og digteren Jay Surdowski ikke for, at digtene var af høj kvalitet. Snarere var de udtryk for "et middelmådigt talent drevet frem af et storhedsvanvittigt ego".

Men for Surdowski kan de muligvis tælle som bevismateriale ved en kommende retssag. Indskrevet i digtene kan der muligvis findes spor af morderiske forsætter, forestiller han sig, og giver selv et eksempel. Lurer der et massemord bag linjer som disse? Døm selv.

Farvel, mordere, grænserne mellem/

Verdenerne er nedtrådte/

I stedet for hjertet summer en hveps forgæves/

Historien vendte sin ryg til os/

Hvad skal man skyde på?/

Som en blæksprutte skjuler tiden sin rygrad/

Og vinteren nærmer sig/

Med hvide driver/

At Radovan Karadzic ikke blot er en stor forbryder, men tillige en stor digter, er ikke en betragtning, Slavenka Drakulic deler.

"Hvis han i dag har et stort ry i serbisk litteratur, så er det skabt af hans rolle som præsident for de bosniske serbere under krigen. Hvis hans digtsamlinger sælger i store oplag i Republika Srpska og Serbien, så er det i kraft af hans status som nationalhelt. Man kan med andre ord sige, at hans karriere som folkemorder har banet vej for, at hans digte har fået større udbredelse, og at det er hans forbrydelser, der har skabt hans karriere som digter. Som jeg kender hans forfatterskab, er han ikke interessant som digter, men kun som folkemorder."

Men principielt kunne det udmærket tænkes, at Karadzic havde skabt digte af litterær værdi, pointerer Drakulic, for spørgsmålet om, hvad der tæller som litterær kvalitet, bør være hævet over moralbetragtninger.

"Man bør skelne mellem forfatteren og hans værk," siger hun. "Hvis han værk er godt, er det godt, uanset hans gerninger - det er to forskellige kategorier. Store digtere med afskyelige anskuelser er ikke et nyt fænomen i historien, man kan f.eks. tænke på digteren Ezra Pound, der var åbenlys antisemit og fascist, men alligevel regnes for en af den modernistiske lyriks betydeligste navne."

At Karadzics digte skulle være en nøgle til indsigt i Karadzics morderiske planer og gerninger, afviser Drakulic kategorisk.

"Karadzic skrev digte om et Sarajevo, der brænder, men det betyder ikke, at digtene kan læses som en program. Sådanne læsninger er projektion og spekulation. Karadzic poesi kan ikke indgå i anklageskriftet imod ham, for digte har ikke noget at gøre i en retssal."

Sarajevo
af Radovan Karadzic

Jeg hører ulykkens tråde
Forvandlet til en bille,
Som om en gammel sanger,
Mast af stilheden, er blevet til en stemme
Byen brænder som et stykke røgelse

I røgen rumler vor bevidsthed
Tomme dragter glider ned mod byen
Rød er den sten, som dør
Indbygget i et hus
Pesten!

Stilhed. Et væbnet poppeltræs hær
Marcherer op af bjeget, inden i sig selv
Aggressorluften stormer vores sjæl
Det ene øjeblik er du menneske
Det næste er du et luftvæsen

Jeg ved, at alle disse ting
Er forberedelser til skriget
Hvad har det sorte metal i garagen til os?
Se, hvordan frygten forvandler sig til en edderkop
Der leder efter svar på sin computer.