Læsetid: 7 min.

Feteret digter - og folkemorder

Den tidligere serberleder Radovan Karadzic er tiltalt for krigsforbrydelser. Men i sit hjemland, Serbien, er han en prisbelønnet digter, og nu udgives han også i Slovakiet. Kan en stor forbryder være en stor kunstner? Kan litterær kvalitet forenes med moralsk og ideologisk afstumpethed?
Krigsforbryderen. Manden bag nogle af de værste massemord og massakrer i nyere europæisk historie, Radovan Karadzic, som han blev kendt, da han var bosnisk serbisk leder i 1990-erne. Her i selskab med den bosnisk serbiske militære chef, Ratko Mladic.

Krigsforbryderen. Manden bag nogle af de værste massemord og massakrer i nyere europæisk historie, Radovan Karadzic, som han blev kendt, da han var bosnisk serbisk leder i 1990-erne. Her i selskab med den bosnisk serbiske militære chef, Ratko Mladic.

23. april 2009

Manden med de brændende Balkan-øjne og kunstnermanken - den krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic - miksede poesi og folkemord under krigen i Bosnien.

Nu har han fået udgivet en digtsamling i den Slovakiske Forfatterforenings tidsskrift, og den udgivelse har affødt kontrovers, for kan man udgive en krigsforbydersigtets tekster, og kan disse have digteriske kvaliteter? Det vender vi tilbage til.

I 12 år var han på fri fod som verdens mest eftersøgte krigsforbryder. Først i juli 2008 blev han omsider udleveret af det Serbien, hvor han i vide kredse har været dyrket som folkehelt i årevis. Også blandt serbiske indvandrere i Danmark hyldes han stadig som en helt, hvis man skal tro skuespilleren Slavko Labovic, talsmand for Den Serbiske Forening.

Vi kender ham som Karadciz, Radovan Karadzic, de bosniske serberes politiske leder under krigen i Bosnien 1992-95, bagmanden bag massemord på 12.000 civile under Sarajevos belejring og fremfor alt manden bag massakren i Srebrenica i 1995, Europas blodigste siden Anden Verdenskrig, hvor 8.000 muslimske mænd og drenge blev skudt ned med koldt blod.

I dag sidder Karadzic i varetægtsfængsel i Scheveningen, tiltalt for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord. Og mens han venter på, at han skal få sin sag for ved ICTY, Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Eksjugoslavien, kan han fordrive tiden. Ikke blot kan han forberede sit forsvar. Han kan også fået arbejdsro til at genoptage sit lyriske forfatterskab.

Med digtere på jagt

Bevisbyrden imod Karadzic er overvældende, og han står til at blive idømt livsvarigt fængsel.

Hvordan Karadzic miksede poesi og folkemord er foreviget i et berygtet klip fra en tv-dokumentar fra 1994, her genfortalt i tidsskriftet The Nation af den kroatiske forfatter, Slavenka Drakulic:

"Vi ser Radovan ankomme til Pale, der ligger på en bjergside over Sarajevo, hvorfra Republika Srpskas militær beskyder byen. Karadzic ankommer med en gæst, den russiske digter Eduard Limonov. Det belejrede Sarajevo ligger i dalen nedenfor, og de kan se hver en bygning, hvert et træ: en ideel position for en skytte. Iført sort frakke og kappe som værn mod vinterkulden tilbyder Karadzic galant sin gæst en 'særlig lækkerbisken', der sømmer sig for en, som råder over liv og død. Han opfordrer Limonov til at forsøge at skyde fra et maskingeværstilling, der peger ned mod byen. Bare sådan for sjov. Ligesom når en konge i film tilbyder en gæst at skyde mod de vilde dyr. Bortset fra, at målene i den belejrede by ikke er dyr, men mennesker. Limonov tager imod udfordringen, knæler ved maskingeværstillingen og fyrer løs. Alle jubler. Denne mand er en af dem! Selv om han er digter, er han ikke en tøsedreng. Som deres egen digter har Limonov bevist, at han er en rigtig mand (...) Derpå drikker de begge slivovitsj med soldaterne og gør sig til gode med grillstegt pattegris, tilsyneladende ubekymrede om, hvorvidt Limonov fik ram på nogen eller ej."

Forfinet krigsforbryder

Karadzics status som digter er en interessant biomstændighed ved hans løbebane som forbryder mod menneskeheden. Den folkemordstiltalte serberleder er ikke en 'banal' og ensporet bureaukrat som det nazistiske Holocausts chefarkitekt, Adolf Eichmann. Ej heller en brutal militærkommandant som Ratko Mladic, den anden hovedtiltalte i sagen om Srebrenica-massakren.

Hans personlighed har facetter af forfinelse. Uddannet som psykiater, New York (den senere folkemordsmistænkte studerede desuden neurotiske forstyrrelser på Næstved Hospital i 1970), er tidligere medlem af et økologisk parti. Han har udgivet flere digtsamlinger, hvoraf enkelte har vundet litterære priser i Serbien og Rusland. Også under sine mange år på flugt fortsatte han angiveligt med at skrive og udgive digtsamlinger, hvoraf nogle blev bestsellere og vandt litteraturpriser.

Nationalistiske digte

Om Karadzics poesi kan det sammenfattende siges, at det indgår i en 'patriotisk' beredskabslitteratur, hvis omfattende projekt var at dyrke en nationalistisk mytologi ved f. eks. at glorificere 'Slaget om Kosovo' for at legitimere påstande om serbisk overhøjhed. I sine digte nygestalter Karadzic både de nationale myter og iscenesætter sig som en historiens mytiske helt, forklarer den engelske forfatter og menneskeretsaktivist Heather McRobie i The Guardian.

I sidste uge kom digteren Karadzic i fokus, da den internationale forfatterforening PEN's slovakiske afdeling ekskluderede et af sine medlemmer, forlæggeren Boris Brendza. Det gjorde Slovakisk PEN, fordi Brendza har offentliggjort Karadzics digte i sit tidsskrift, Dotyky, der udgives af Slovakiets Forfatterforening.

For Slovakisk PEN kunne udgivelsen muligvis have været på sin plads, hvis Brendza havde tilføjet redaktionelle overvejelser, der tog kritisk afstand fra Karadzics fortid som notorisk ophidser til etnisk had og vold. Men det gjorde han ikke, og derfor vurderede Slovakisk Pen udgivelsen som uforenelig med den del af PEN's charter, hvori det hedder, at PEN's medlemmer forpligter sig til "at gøre deres yderste for at fordrive race-, klasse- og nationalt had og til at kæmpe for idealet om en menneskehed, der lever i fred i én verden" - et ideal, der fuldkommen modsiges af ånden i flere Karadzic-digte såvel som af hans involvering i den store bosniske tragedie.

Slovakisk PEN's ekskludering af Brendza bifaldes ikke af Dansk PEN, oplyser Mille Rode, der er daglig leder af den danske afdeling af forfatterforeningen. Og heller ikke i Internationalt Pen i London er man begejstrede over slovakkernes skridt. Her overvejer man nu, om medlemseksklusionen skal få følger for Slovakisk PEN.

Paradokset i de modstridende vurderinger fra de nationale PEN-foreninger har stof i sig til at animere mangen en debat om ytringsfrihedens grænsetilfælde, skriver forfatteren Heather McRobie i The Guardian.

Hun udtrykker det således: "Hvis PEN står for frihed til at udtrykke sine tanker uden frygt for forfølgelse, betyder det så, at forfattere, hvis værker tilskynder til at forfølge andre, ikke skal nyde beskyttelse?"

Litterær 'hate speech'

Men nok så interessant som spørgsmålet om ytringsfrihedens grænser i relation til litterær 'hate speech' er den slovakiske forlæggers begrundelse for at udgive Karadzics digte.

Ifølge The Guardian skal Brendza have forsvaret sig med, at "Karadzics digte var af meget høj kvalitet" - ja, han mente, at det sågar ville være "en forbrydelse" ikke at udgive dem.

Det har ikke været muligt at få Brendza i tale for en uddybende litteraturæstetisk vurdering. Men det er ikke første gang, at Karadzic finder villige udgivere uden for Serbien. I Danmark trykte tidsskriftet Kritik i 2004 et par Karadzic-digte i forbindelse med en artikel om det multikulturelle Bosniens nedsmeltning i gensidigt etnisk had. Og i 2005 blev eksempler på Karadzics lyrik offentliggjort i juratidsskriftet The Michigan Journal of International Law. Heri argumenterede advokaten og digteren Jay Surdowski ikke for, at digtene var af høj kvalitet. Snarere var de udtryk for "et middelmådigt talent drevet frem af et storhedsvanvittigt ego".

Men for Surdowski kan de muligvis tælle som bevismateriale ved en kommende retssag. Indskrevet i digtene kan der muligvis findes spor af morderiske forsætter, forestiller han sig, og giver selv et eksempel. Lurer der et massemord bag linjer som disse? Døm selv.

Farvel, mordere, grænserne mellem/

Verdenerne er nedtrådte/

I stedet for hjertet summer en hveps forgæves/

Historien vendte sin ryg til os/

Hvad skal man skyde på?/

Som en blæksprutte skjuler tiden sin rygrad/

Og vinteren nærmer sig/

Med hvide driver/

At Radovan Karadzic ikke blot er en stor forbryder, men tillige en stor digter, er ikke en betragtning, Slavenka Drakulic deler.

"Hvis han i dag har et stort ry i serbisk litteratur, så er det skabt af hans rolle som præsident for de bosniske serbere under krigen. Hvis hans digtsamlinger sælger i store oplag i Republika Srpska og Serbien, så er det i kraft af hans status som nationalhelt. Man kan med andre ord sige, at hans karriere som folkemorder har banet vej for, at hans digte har fået større udbredelse, og at det er hans forbrydelser, der har skabt hans karriere som digter. Som jeg kender hans forfatterskab, er han ikke interessant som digter, men kun som folkemorder."

Men principielt kunne det udmærket tænkes, at Karadzic havde skabt digte af litterær værdi, pointerer Drakulic, for spørgsmålet om, hvad der tæller som litterær kvalitet, bør være hævet over moralbetragtninger.

"Man bør skelne mellem forfatteren og hans værk," siger hun. "Hvis han værk er godt, er det godt, uanset hans gerninger - det er to forskellige kategorier. Store digtere med afskyelige anskuelser er ikke et nyt fænomen i historien, man kan f.eks. tænke på digteren Ezra Pound, der var åbenlys antisemit og fascist, men alligevel regnes for en af den modernistiske lyriks betydeligste navne."

At Karadzics digte skulle være en nøgle til indsigt i Karadzics morderiske planer og gerninger, afviser Drakulic kategorisk.

"Karadzic skrev digte om et Sarajevo, der brænder, men det betyder ikke, at digtene kan læses som en program. Sådanne læsninger er projektion og spekulation. Karadzic poesi kan ikke indgå i anklageskriftet imod ham, for digte har ikke noget at gøre i en retssal."

Sarajevo
af Radovan Karadzic

Jeg hører ulykkens tråde
Forvandlet til en bille,
Som om en gammel sanger,
Mast af stilheden, er blevet til en stemme
Byen brænder som et stykke røgelse

I røgen rumler vor bevidsthed
Tomme dragter glider ned mod byen
Rød er den sten, som dør
Indbygget i et hus
Pesten!

Stilhed. Et væbnet poppeltræs hær
Marcherer op af bjeget, inden i sig selv
Aggressorluften stormer vores sjæl
Det ene øjeblik er du menneske
Det næste er du et luftvæsen

Jeg ved, at alle disse ting
Er forberedelser til skriget
Hvad har det sorte metal i garagen til os?
Se, hvordan frygten forvandler sig til en edderkop
Der leder efter svar på sin computer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er jo sejrherrerne der skriver historien om en konflikt, hvor der oprindeligt var tre parter. Gud ved hvor den serbiske befolkning i landsbyerne omkring Vukovar er blevet af, nåh - de holder nok en lang ferie et eller andet sted.

De magtfulde der opretholder de økonomiske strukturer i verden som forårsager elendighederne tillader sig så derefter at udtrykke forargelse.

--------

Først pisser man på folk - og derefter siger man at de stinker.

Det er meget i samme retning som de "gode" blandt tyskerne ( påfaldende ofte fra den tyske adel ) - der udtrykte forargelse over nazisternes ugerninger - ugerninger som blot var følger af netop de klassesamfundsforhold, som jo især den tyske adel selv ønskede bevaret.

"Kan litterær kvalitet forenes med moralsk og ideologisk afstumpethed?"

Sikken dog et fjollet spørgsmål - tag lige og læs "Rejse til Nattens Ende" af Celine, så er svaret forhåbentlig indlysende klart : Ja !

En pæn del af verdenshistoriens største kunstnere var, som personer, afstumpede, egoistiske og generelt ubehagelige at omgås ( og jævnligt også på det politiske plan) - der er absolut ingen sammenhæng.

Spørgsmålet oser af romanblads-sentimalitet - jeg havde forventet bedre fra "Information".

Det er vel iøvrigt de færreste som checker forfatterens moralske og ideologiske standpunkter, før de læser bogen selv ? Det håber jeg da.

Jens Thorning

Hvordan kunne en deprimeret enspænder som Brahms skrive så smuk musik?

HVordan kunne forfatteren J. P. Jacobsen skrive så indfølende om "Marie Grubbe", når vi ved, at han næsten ingen kvinder kendte livet igennem?

Ifølge filmen "Shakespeare in Love" henter skuespilforfatteren inspiration og energi til dramaskrivningen i erotikken - så kan vi straks bedre forstå det hele!

Proletariatets Tidsalder er her! Ned med enerne!

Bare fordi man er kunstner eller kunstelsker er
man ikke nødvendigvis et pænt menneske.

Nogle af de fineste kunstværker i f eks Italien er udført på bestilling af fyrster og lejetrops-anførere i middelalderen - folk med blod på hænderne og god smag for kunst.

God kunst betyder ikke , at også kunstneren er et godt menneske. Hvis man læser "sin kunsthistorie", så er der en del store kunstnere, der som mennesker var aldeles ulækre i enhver henseende.

nino petrovic

Goddag, jeg har lige talt med den skribient der har skrevet artiklen og han var flink nok til at indrømme at artiklens form har været lidt utydeligt. Karadzic er fra Montenegro, ikke Serbien. Han var leder af de bosniske Serbere, aldrig af Serbiens Serber, og han er slet ikke populær i Serbien, tværtimod. Da han blev anhold af sikkerhedsstyrkerne i Beograd var der op mod 4000 mennesker der demonstrerede imod det. I en by hvor der bor 2,5 millioner er det ikke særligt imponerende.... Endvidere har han aldrig vundet noget pris fra hverken SANA eller andre serbiske intelektuale foreninger. En anden ting som artiklen skriver om er belejring af Sarajevo. Jeg kender flere fra byen som har mistet både familien og venner, og disse folk blev dræbt af muslimske militser som overtog byens områder hvor de civile Serber boede under krigens start. Slobodna Bosna, som er muslimernes avis, har selv skrevet om 800 serbiske civile som blev myrdet brutalt i de den første uge af krigen. Så intet er så sort-hvidt som artiklen fremstiller det. Angående kunsten synes jeg at alle har ret tilo at udgive deres værker, det fik Hitler også, ikke?Vh