Med forkærlighed for mord

Pia Juul er en af vores bedste digtere og novelleforfattere. Nu har hun med romanen 'Mordet på Halland' skrevet en krimi. Eller er det nu virkelig en krimi?
Inspiration. -Jeg har lånt meget af dem begge. Nogle af mine personer er deres personer. Nogle vil kunne se det, men jeg har alligevel lavet det hele om. Jeg kunne ikke undlade at skrive det, så andre ikke bagefter ville komme efter mig,- siger Pia Juul om den tak, hun bagest i bogen dedikerer til forfatterne Herman Bang og Gustav Wied.

Inspiration. -Jeg har lånt meget af dem begge. Nogle af mine personer er deres personer. Nogle vil kunne se det, men jeg har alligevel lavet det hele om. Jeg kunne ikke undlade at skrive det, så andre ikke bagefter ville komme efter mig,- siger Pia Juul om den tak, hun bagest i bogen dedikerer til forfatterne Herman Bang og Gustav Wied.

Miriam Dalsgaard
16. april 2009

Man har godt vidst det fra hendes tidligere bøger, at forfatteren Pia Juul har en forkærlighed for mord. Og nogle vil vide, at hun også er en passioneret krimilæser. Men at hun ligefrem skulle skrive en roman, der til forveksling ligner en krimi, er alligevel en overraskelse.

Hendes nye bog bærer ikke betegnelsen 'krimi', men har klare krimitræk. Bogen indledes med et mord. Manden Halland bliver skudt på torvet i en mindre dansk provinsby. Derefter følger noget, der ligner opklaringsarbejde, selv om kriminalassistenten forbliver en højst sekundær person.

Vi får derfor præsenteret mysteriet om Halland, for hvem var han ud over at være gift med Bess, romanens hovedperson og jegfortæller? Levede han et dobbeltliv eller sågar tredobbeltliv? I stedet for at få svar på den egentlige kriminalgåde om, hvem der dræbte Halland, får man i stedet flere nye spørgsmål. Driver forfatteren gæk med læseren, eller er kriminalplottet blot et påskud for at fortælle noget andet? Og det andet er det psykologiske drama, der udspiller sig i forhold til Bess og de livsvalg, hun har foretaget.

Nysgerrigheden var vakt. For lever Pia Juul i en kriminalkulisse i den danske provins? Efter i mange år at have boet centralt på Østerbro flyttede hun for otte år siden med sin familie ned til Kragevig, en lille flække syd for Præstø. Som navnet næsten kunne antyde helt derud, hvor kragerne vender.

Hvis man skal tro en række nye romaner og film, så er provinsen stedet, hvor det onde findes. Aftenen før turen til Præstø blev tilbragt med Ole Bornedals nye film Fri os fra det onde. Det er imidlertid et helt andet billede, der tegnes af provinsen hos Pia Juul. Hun er ikke interesseret i det onde i mennesket, i det bestialske, men slet og ret interesseret i, hvad der sker med mennesker og mellem dem.

Man kommer kun til Kragevig i bil. Vejen gik forbi Præstø, for bogen havde antydet, at handlingen godt kunne udspille sig der. Ganske rigtigt finder man også det brostensbelagte torv med de gulkalkede mure, hvor mordet kunne foregår. Torvet ligger ikke så langt fra havnen, hvor der findes nogle pakhuse, hvor en mulig morder holder til, og en af romanens personer holdes indespærret. Så er der kirken, som spiller en vigtig rolle i romanen, men som ikke helt ligger sådan, som den gør i bogen.

Pia Juul fortæller, at hun er inspireret af Præstø, som i øvrigt fungerer som en guddommelig kulisse for mange film. Hun var begyndt at skrive historien, men da hun blev opmærksom på, at kirken i Præstø ikke helt lå, som den lå i hendes historie, overvejede hun, om hun skulle lave det om.

"Men så tænkte jeg, nej gud skal jeg da ej. Det her er min by. Den er opfundet, ligesom min hovedperson Bess," siger forfatteren grinende.

Hun tager imod i haven ved sit idylliske hvidkalkede bindingværkshus med stråtækt tag. Kattene Pushkin og Batman smyger sig dovne omkring eller jagter insekter. Selv om Pia Juuls hovedperson Bess er forfatter og på hendes alder, er det i hvert fald ikke her, at hendes nye roman udspiller sig, for her er ingen naboer, men kun natur i hele synsfeltet.

Hvad er det forfatteren har med krimigenren?

"Hvis man kigger på de bøger, jeg har skrevet, kan man se, at der er mange, der afgår ved døden, mord og i min dramatik folk, der skyder hinanden. Jeg har ikke valgt krimigenren for at skrive den her bog. Jeg har haft grundplanen meget længe til at skrive noget, jeg ikke vidste, hvad var, men som begyndte med et mord på en mand. Den døde mand skulle hedde Halland, så deraf kom titlen, som i første omgang blot var en arbejdstitel, men som jeg til sidst ikke kunne få mig selv til at skrotte, selv om jeg nok kommer til at skulle svare på, hvorfor den så meget ligner en krimi."

Det, der interesserer Pia Juul ved krimien, er ikke så meget at føre et plot til ende og få svar på de stillede spørgsmål, men snarere selve det opklaringsarbejde, der sættes i gang med eksempelvis et mord.

"Jeg ved så meget, at hvis der bliver begået et mord, bliver stemningen anderledes. Alt muligt bliver ladet med betydning. Det er noget gratis, man får. Det vidunderlige ved krimien er, at der bliver ryddet og klaret op. Jeg elsker opklaring. Så bliver det lidt kedeligt, når mysteriet er løst, men selve mysteriet er spændende, føles som en renselse."

Og det er kun mord, der dur.

"Tyveri er ret kedeligt. Det gider jeg ikke at læse om, ligesom jeg heller ikke gider læse om økonomisk kriminalitet. Det er det med mordet, der skaber opklaringsarbejdet. Jeg er ligeglad med, om alle ender bliver bundet, og at alt bliver opklaret. for du får sgu alligevel aldrig opklaret noget i dit liv. Der er altid en masse ubesvarede spørgsmål, hvis nogen dør, noget, som man ikke nåede at spørge dem om. Og det hjælper ikke noget, at man begynder at kigge i deres skuffer, for svaret er der ikke."

Krimi som samtidsroman

Krimien bliver ofte brugt som en anledning til at få afleveret et politisk budskab eller få belyst et samfundsmæssigt problem.

Som Pia Juul ironisk påpeger, handler engelske krimier påfaldende ofte om dyreaktivisme eller godsejere, der afskærer folk i at gå ad bestemte vandrestier. Det handler om at få afleveret et budskab.

"Det er derfor, Bo Bjørnvig og hans venner altid siger, at de rigtig gode romaner er krimier, fordi de er samtidsromaner. Det kan være rigtigt, men ofte er de ikke så godt skrevet. Sproget er for fattigt og for stereotypt."

Pia Juul påpeger, at hun selv læser en del krimier, men at hun tit er utilfreds med sproget i dem. Men hun foretrækker dog den ægte vare og ikke de krimier, som forsøger at være mere, end de er.

"Jeg vil hellere have noget letbenet end noget, der prøver på at være lødigt samtidigt. Derfor mærkværdigt, at jeg selv prøver at være lødig og samtidig nasser på genren."

Og hun læser mange krimier, men mest som underholdning, i pauserne fra arbejdet med bøgerne.

"Jeg har ikke en yndlingsforfatter. Det skifter hele tiden. I perioder læste jeg alle Henning Mankells krimier, men blev også lidt træt af dem, fordi de bliver lidt skabelonagtige. Så var jeg glad for Håkan Nesser, hans kommissær Van Veeteren og hans fiktive universer, fordi det var et fiktivt land, der både minder om Skandinavien og Benelux-landene. Det kan jeg godt misunde ham, for det fiktive land gav ham en digterisk frihed. Jeg sluger de her bøger, men jeg er ikke rigtig misundelig på nogen af dem. Det er jeg derimod på Georges Simenon, dog ikke hans Maigret-bøger, for hans bøger er psykologisk interessante, skruet rigtig godt sammen."

Vignettekster

Et bemærkelsesværdigt træk ved Pia Juuls nye roman er små citater eller vignetter, der står foran og så at sige indleder hvert kapitel. F.eks. kan der med essayisten Montaigne stå "Alle viger tilbage for at se et menneske blive født, og alle møder op for at se det dø", eller der kan med Peter Seeberg stå "Det er en vanskelig kunst at betyde noget for hinanden på den rigtige måde". Eller der kan med Raymond Chandler stå "Kom bare ind - der er ikke andre herinde end mig og en stor spyflue".

- Det er et forunderligt selskab af små prægnante citater, der løber som en tekstfrise gennem hele bogen, men som også har betydning for de enkelte kapitler. Men hvad er meningen?

"Per Højholt skrev engang om en af mine bøger, at jeg rager alle mulige og umulige citater til mig. Det havde jeg ikke tænkt på. Det er en række mottoagtige ting, som jeg synes er sjove. Jeg har skrevet bogen ud fra en række citater, der har været der hele tiden, tilrettelagt bogen efter dem, har skrevet noget, som havde noget med dem at gøre."

De små citater kan være med til at give bogen et intellektuelt præg, demonstrere at hun er en belæst forfatter, der færdes hjemvandt i verdenslitteraturen og elegant kan iscenesætte den i stadig nye sammenhænge. Men det afviser hun bestemt.

"Jeg ville ønske, jeg var belæst. Jeg læser altid, men jeg er ikke belæst. Jeg er en læsehest. Der er en stor forskel. Det har noget med underholdsværdi at gøre. Jeg vil underholdes, og så er jeg tilfældigvis også forfatter, og derfor siger tekster mig også noget i embeds medfør."

- Hvordan kan du sige, at du ikke belæst?

"Fordi jeg ikke kan huske, hvad jeg har læst. Jeg kan ikke sætte ting ind i den rigtige sammenhæng, når du f.eks. kommer og interviewer mig. Jeg har læst mange bøger, og jeg kender mange, der har læst mange bøger, men de kan huske dem og fortælle om dem. Selvfølgelig kan jeg huske ting, men så ofte kun et enkelt citat, som jeg så skriver ned. Eller hvis jeg har læst en digtsamling og bagefter kan komme i tanke om et digt, som jeg synes er godt, er jeg tilfreds."

På den sidste side i bogen står der: 'Tak til Herman og Gustav for lån'. Der er tale om Herman Bang og Gustav Wied, som får en særlig hilsen af forfatteren.

"Jeg har lånt meget af dem begge. Nogle af mine personer er deres personer. Nogle vil kunne se det, men jeg har alligevel lavet det hele om. Jeg kunne ikke undlade at skrive det, så andre ikke bagefter ville komme efter mig. Ikke fordi litteratur skal være gådefuld, men sådan hænger ting sammen, det ene afføder det andet. Jeg føler virkelig, at jeg både er i familie med Herman og Gustav på alle måder. Bare fordi jeg, lige siden jeg var barn, har været deres grundige læser, især af Herman Bang."

Roman om Bess

Som det er fremgået, er bogens gåde mordet på Halland. Han er det egentlige mysterium med forskellige mulige identiteter, men den egentlige handling udspiller sig omkring jeg-fortælleren Bess.

Hun er en midaldrende kvinde og anerkendt forfatter. Da hun møder Halland og forelsker sig i ham, bliver hun skilt fra sin første mand ,Troels, som hun har datteren Abby med. Skilsmissen er smertefuld og dybt traumatiserende. Bess ser ikke datteren i 10 år, samtidig med at bedsteforældrene slår hånden af hende.

I bogens første del har Bess følgende refleksion: "Der havde overhovedet ingen fejl været i det liv, jeg levede sammen med Abby og hendes far. Dagligdagen gled, der var både glæde, sex og latter, kedsomhed, trummerum, raseri, småskænderier, og det føltes alt sammen rigtigt". Romanen iscenesætter en række fundamentale livsvalg, hvor Bess vælger skilsmissen.

"Jeg synes, det ser ud, som om hun har truffet nogle forkerte valg, men hun hyler ikke," siger Pia Juul, som selv har levet i det samme ægteskab i mange år. Men er Bess så skyggesiden af forfatteren?

"Jeg har en livlig fantasi. Det vil være mærkeligt at sige, at hun var skyggesiden af mig. Måske en mulig skyggeside, men det er alle dem, jeg skriver om jo. Hun er del af min fantasi. Og i øvrigt ligner med velberådet hu min egen mand hverken den ene eller den anden af de to mænd i romanen. Der skulle vi nok være dækket ind."

- Men hvad er der så tale om, en omvendt moralsk opbyggelig historie om, at man skal undgå skilsmissen?

"Det tror jeg bestemt ikke. Jeg vil nødig lyde moraliserende. Det handler ikke om, at hun ikke skulle tage at blive skilt. Det kender jeg rigtig mange, der skulle tage at blive, eller som er blevet det, og hvor det var rigtigt at blive det. Bess har ikke haft så meget glæde af det. Hun ville muligvis heller ikke have haft glæde af at blive, hvor hun var. Jeg fortæller om en kvinde, som ikke kan finde ud af, hvad hun vil, knap nok ved, hvad hun føler, og når hun endelig ved det, kan hun ikke engang sige det til nogen. Jeg har haft forskellige perioder af mit liv, hvor jeg har følt noget, der ligner, men hvis jeg havde været sådan hele mit, så ved jeg sandelig ikke. Det er vigtigt at svare på, hvordan man foretager sine livsvalg, hvad man stiller op med det, man får."

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Født 1962 i Korsør. Forfatter og oversætter. Siden 2005 medlem af Det Danske Akademi.
Debuterede med digtsamlingen ’Levende og lukket’ i 1985. Siden en lang række digtsamlinger som ’En død mands nys’, ’sagde jeg, siger jeg’ og ’Helt i skoven’, novellesamlingerne ’Mit forfærdelige ansigt’, ’Dengang med hunden’ samt dramatik og romanen ’Skaden’.
Romanen ’Mordet på Halland’ udkommer på forlaget Tiderne Skifter.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu