Læsetid: 7 min.

Fortællingen om Vera og István Adorjáns tre liv og ene død

Johanna Adorján har skrevet en smuk bog om den sidste dag i sine jødisk-ungarske bedsteforældres liv. De valgte at begå selvmord sammen i 1991. To centraleuropæiske skæbner, der blev danske i 1956
Tre ungarere får lov til at lægge blomster ved mindestedet 50 år efter 1956 oktoberoprøret i Budapest, der sendte op mod tusind ungarere på flugt. Johanna Adorjáns bedsteforældre var blandt de, der flygtede til Danmark. Det har hun skrevet en bog om.

Tre ungarere får lov til at lægge blomster ved mindestedet 50 år efter 1956 oktoberoprøret i Budapest, der sendte op mod tusind ungarere på flugt. Johanna Adorjáns bedsteforældre var blandt de, der flygtede til Danmark. Det har hun skrevet en bog om.

ZSOLT SZIGETVARY

14. april 2009

LEIPZIG - På sofabordet i dagligstuen i det nydeligt opryddede hus stod en buket friske roser fra haven. Ved siden af lå en post-it-seddel. Der stod: "Vi har levet sammen, vi dør sammen. Vi har elsket jer højt. Mor."

I soveværelset i huset på en villavej i Charlottenlund lå ægteparret Vera og István Adorján. De tog deres liv søndag den 13. oktober 1991, og selv i døden holdt de hinanden i hånden. István var 81 år gammel og meget syg. Vera var 71 år gammel og fuldkommen frisk.

På en væg i Budapest Holocaust Memorial Center står navnene Gizella og Elemér Fellner. Et ungarsk ægtepar, der i december 1944 sammen med hundreder af andre jøder fra Budapest blev drevet til bredden af floden Donau. Her blev de skudt, og deres lig blev smidt i vandet af mordere fra det fascistiske ungarske pilekors-parti, som nazisterne havde overladt regeringsmagten.

Vera, deres datter, var dengang en ung kvinde, der tre måneder forinden havde født sit første barn, en søn. Hun overlevede krigen skjult i Budapest med falske papirer. Sønnen sov de første måneder i en kommodeskuffe. Hendes mand, István, kaldet Pista, var blevet indkaldt til slavearbejde for jødiske mænd. Derfra blev han sendt til kz-lejren Mauthausen i Østrig og videre på dødsmarch til kz-lejren Gunskirchen.

Han overlevede og gik stærkt medtaget til fods hjem til sin kone og søn i Budapest i juli 1945.

Den sidste dag

I en sal med draperede blommefarvede gardiner i den smukke Alte Nikolai-schule, der blev grundlagt i 1511 som Leipzigs første byskole, sidder en køn spinkel kvinde med brune øjne.

Hun hedder Johanna Adorján. Hun er datter af den søn, der lå i kommodeskuffen, og barnebarn af Vera og István. Hun var lige fyldt 20 år, da hendes bedsteforældre valgte at tage deres liv sammen. Johanna Adorján har skrevet den smukke, rørende og til tider ret så morsomme bog Eine exklusive Liebe (En eksklusiv kærlighed), som hun nu læser op af.

Bogens røde tråd er den sidste dag i hendes bedsteforældres liv. Den har Adorján rekonstrueret uden at vide, hvordan dagen i virkeligheden forløb. Hvordan ser den sidste dag i ens liv ud, når man på forhånd har besluttet og planlagt, at der efter denne dag ikke skal være endnu en i morgen? Johanna Adorján ved det ikke, men i hendes fortælling står hendes bedsteforældre lyslevende for os, selv den sidste dag de levede.

Desuden øser hun i bogen af sine egne erindringer om sine bedsteforældre. Et helt igennem usædvanligt par.

De sagde De til hinanden hele livet. De kæderøg. De var et meget flot par, bedstemoderen beskrives af alle som så smuk som en filmstjerne. De var vanvittigt velklædte og kultiverede. De gik til klassiske koncerter mindst en gang om ugen. (Johannas far og to brødre er alle blevet klassiske musikere.) Hendes farfar, der var ortopædkirurg, havde desuden en lidt plat sans for humor.

Man elsker Johanna Adorján for at have denne detalje med, ligesom fortællingerne om hendes farmors sparsommelighed er med til at gøre disse to mennesker helt igennem menneskelige.

Holocaust og selvmord

Johanna Adorján siger, at hun har skrevet bogen, fordi det er den historie i hendes liv, der har berørt hende mest.

"Jeg ville fjerne det uhyggelige og ubegribelige ved deres selvmord. Der er mange huller i historien, og jeg har ikke kunnet fylde dem alle. Men heldigvis skrev jeg bogen, så jeg kunne lære min farmor at kende. De mennesker, jeg talte med, der havde kendt hende, gav mig et helt andet billede af min for længst afdøde farmor," siger hun.

For Johanna Adorján kommer det nye blik på farmoren også til at betyde, at brikker i forhold til hendes eget liv og selvfølelse falder på plads.

Særligt hendes farmors ungdomsveninde Erszi bidrager til dette billede. Hun fortæller Johanna om hendes farmors usikkerhed, hendes følelse af ikke at være elsket af andre end sin mand. Allerede som ung traf hun en fast beslutning om ikke at ville leve videre uden ham. Nogen entydig konklusion i forhold til det nøje planlagte selvmord kommer Johanna Adorján ikke med. Der er ingen. Selvfølgelig er det uforståeligt, at en rask og rørig 71-årig dame vælger at sige verden farvel, når hun har to (voksne) børn og flere børnebørn.

Men det er også uforståeligt, hvad dette par sammen har gennemlevet af smerte og tab i deres liv. Selv om man normalt ikke bifalder selvmord, kan man her ikke lade være med at tænke: For sådanne mennesker gælder der andre regler.

Det er set ulykkeligt talrige gange før, at holocaust-overlevende ender med at tage deres eget liv. Forfatterne Primo Levi, Paul Celan og Jean Améry hører til de kendteste. Hvad siger Adorján selv til forbindelsen mellem holocaust og selvmord?

"Måske er det sådan, at når man har været andre fuldkommen prisgivet, så vil man herefter selv bestemme over sit eget liv. Og sin egen død," siger hun.

Danmark og Lippmann

Adorján er kulturredaktør ved Frankfurter Allegemeine Sonntagszeitung og har interviewet gamle venner af ægteparret både i Paris, Budapest og København. Hun har besøgt kz-lejren Mauthausen sammen med sin far, læst politirapporten fra den 15. oktober 1991, den dag hendes onkel og fætter fandt hendes bedsteforældre, og hørt et gammelt radiointerview fra 1957, som Danmarks Radio lavede med bedsteforældrene, året efter de kom til Danmark.

Vera og István var blandt de cirka tusind ungarere, der flygtede til Danmark efter oprøret i Budapest i oktober 1956. Parret havde været kommunister efter Anden Verdenskrig, men "efter det andet russiske angreb var vi dybt deprimerede. Vi kunne ikke forestille os, hvordan vi skulle leve videre i et land, der blev regeret af løgne, og som havde beredt os så mange skuffelser," sagde de i radioen.

Valget faldt på Danmark, fordi István Adorján i 1956 traf den tidligere danske modstandsmand Ole Lippmann på det hospital i Budapest, hvor Adorján arbejdede som kirurg.

Niels Barfoed, der for et par år siden skrev biografen En kriger om Ole Lippmann, fortæller til Information:

"Ole Lippmann kom til Budapest i en konvoj med en ambulance, der skulle komme de tilskadekomne til hjælp. Det var en meget farlig situation. Han ledte efter et sted til et lazaret og kom ind på det ortopædiske hosital, som Adorján ledede. Den tidligere direktør havde været stalinist og var blevet afsat, da det så ud til, at oprøret ville sejre. Adorján blev meget glad for de fine instrumenter, Lippmann kom med, og samarbejdet mellem de to tegnede fint. Så skete der jo det grusomme, at de revolutionære tabte, da russerne gik ind for anden gang. Men Adorján gjorde det muligt for Ole Lippmann at agere i Budapest, blandt andet ved at skaffe ham civile klæder, så han ikke skulle gå rundt i Røde Kors-tøj, hvilket var yderst risikabelt. Denne taknemmelighedsgæld til Adorján agtede Ole Lippmann at betale tilbage".

Da ægteparret Adorján begyndte at overveje, hvor de skulle rejse hen, kom de en dag tilfældigt forbi den danske ambassade. De gik derind, og den mand, de talte med, kendte allerede deres navne. Dem havde Ole Lippmann givet ham, og det virkede, som om man på ambassaden nærmest kun havde ventet på, at de ville melde sig.

"Den venlighed og diskretion var typisk for Ole Lippmann. Det falder fuldstændig i tråd med, at han aldrig råbte med en megafon. Han lagde snarere små signaler. Han var en mand, der ikke bare lovede. Han holdt det også," siger Niels Barfoed.

Taknemmelighed

Vera, der var enebarn, talte aldrig om sine myrdede forældre eller om den svære overlevelse i Budapest. István talte aldrig om sine oplevelser i Mauthausen.

"Livet begyndte i 1945. Og i Danmark begyndte igen et nyt liv. Mine bedsteforældres tredje og sidste liv," skriver Adorján.

Lige til det sidste forfulgte krigens oplevelser dem imidlertid. Istváns hjertesygdom var måske de sene følger af den tyfus, han pådrog sig under krigen.

Johanna Adorján er selv født i Stockholm af en tysk mor og altså med en ungarsk far, der levede i Danmark, fra han var 12 år gammel. Hun er vokset op i München. Jeg spørger hende, hvor dansk hun er.

"Hele mit pas. Men jeg taler ikke dansk." Tilbage i Berlin ærgrer det mig, at jeg ikke spurgte, hvorfor hun så har valgt at bevare det danske statsborgerskab, når hele hendes liv og levned er foregået på tysk i Tyskland. Jeg sender hende en mail og spøger, om der er en grund.

"Ja, grunden er: Taknemmelighed! Danmark tog så pænt og hjerteligt imod mine bedsteforældre (og min far og min tante), efter at de var flygtet fra Ungarn. Lippmanns lånte dem deres sommerhus i de første måneder, og de elskede virkelig Danmark! (Min far og min tante, der stadig bor i København, elsker det endnu.) Derfor ville jeg gerne forblive dansker. Simpelthen fordi dette land opførte sig så pænt over for min familie. Det er grunden," skriver hun.

Lidt efter kommer en ny mail med tilføjelsen: "For at kunne bevare det danske statsborgerskab måtte vi (mine brødre og jeg) i øvrigt skrive et brev direkte til Dronning Margrethe. Og så gik det i orden. Altså en meget venlig dronning fra et meget venligt land!"

Johanna Adorján: Eine exklusive Liebe, Luchterhand Verlag. Udkommer på Gyldendal til maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu