Læsetid: 6 min.

Fri os fra os selv

På tirsdag kommer Forebyggelses-kommissionen med det endelige bud på, hvordan staten skal sikre danskerne bedre sundhed og tre år mere at leve i. CEPOS og enkelte politikere er bekymrede for privatlivets fred, men befolkningen vil gerne hjælpes, viser undersøgelser - og kommissionen mener ikke, kampen er ideologisk. Det er en social kamp, der også må kæmpes geografisk
På tirsdag kommer Forebyggelses-kommissionen med det endelige bud på, hvordan staten skal sikre danskerne bedre sundhed og tre år mere at leve i. CEPOS og enkelte politikere er bekymrede for privatlivets fred, men befolkningen vil gerne hjælpes
18. april 2009

Hvis du tager kystbanetoget fra Københavns Hovedbanegård til endestationen i Helsingør, så prøv at læg mærke til, hvem der står af på hver station. For hver gang toget stopper, lever de passagerer, der bliver i toget, i gennemsnit tre måneder længere og de mænd, der står af ved sidste stop i Helsingør, bliver næsten tre år ældre end dem, der stod af på Nørreport.

Men i løbet af de kommende år vil der formentlig blive vendt op og ned på det billede.

Forklaringen får du, hvis du springer på et regionaltog og rejser vest på eller stik syd. For hvert trinbræt, du passerer gennem landet, vil flere og flere nemlig slå ventetiden på perronen ihjel med at ryge cigaretter. Sandsynligheden for, at de har en øl i den ene hånd og en basse i den andenm vil blive større, og muligheden for, at de har taget cyklen hen til stationen, mindre. Sundheden har en voldsom social slagside, og det ses på Danmarkskortet.

"Der er sket et voldsomt skred med de sociale forhold på landet og i byen," siger Forebyggelseskommissionens formand, Mette Wier.

"Det har skabt en ulighed i de underliggende sociale og uddannelsesmæssig forskelle, der betyder, at det tidligere var byen, som var 'det farlige' sted og provinsen det sunde og ufarlige. I dag er det billede helt vendt, efter at byen har tiltrukket de ressourcestærke og provinsen har fået en masse af byens problemer. Det kan for alvor ses i sundhedsstatistikkerne. Derfor har det også været en helt central diskussion for os, hvordan man støtter alle borgere så uligheden i sundhed kan blive mindre."

En KRAM'er

På tirsdag offentliggør regeringens Forebyggelseskommission sine forslag til, hvordan danskerne kan få et sundere liv. Området har været højt prioriteret for den tredje VK-regering, der efter valget i 2007 ligefrem føjede det til regeringsgrundlaget. Derfor nedsatte sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) i januar sidste år en Forebyggelseskommission, hvis hovedformål det er at hæve danskernes gennemsnitlige levealder med tre år og stille skarpt på de såkaldte KRAM-faktorer - Kost, Rygning, Alkohol og Motion.

Siden har diskussionen om statens ret til at regulere adfærd i det private rumsteret i den offentlige debat. Ord som 'sundhedsfascisme', 'formynderi' og 'Big Mother' har fløjet gennem pressen, hvor særligt liberale politikere og meningsdannere har følt privatsfæren gået for nær. Det blev ikke bedre af, at et kommissionsmedlem foreslog, at en pakke cigaretter kun skulle kunne købes på apoteket og koste 200 kroner, eller da et andet medlem i en kronik i Politiken sammenlignede tobaksrygere med kokain- og heroinmisbrugere.

"Politikere bliver ofte meget nervøse for at gå imod en folkestrøm - også selv om den ikke nødvendigvis findes. Men vi er ikke politikere, og vi skal ikke basere vores anbefalinger på holdning. Vi er eksperter og baserer dem på evidens," siger Mette Wier, der finder frihedsdebatten stærkt overdrevet.

"Det er en fordrejet debat, som kun ideologiske debattører interesserer sig for. Jeg tror, den er en reminiscens af puritanisme og syndighed, men den har ingen klangbund i befolkningen," siger hun og henviser til rapporten Fremtidens forebyggelse - ifølge danskerne. Den er lavet af TrygFonden og Ugebrevet Mandag Morgen og viser, at danskerne tilsyneladende ikke har noget imod, at staten regulerer deres adfærd. I hvert fald fremgår det, at 72 procent mener, staten skal tage et større ansvar og sætte nemmere og billigere rammer op, så det sunde valg bliver mere oplagt, mens kun syv procent ikke finder det nødvendigt, at staten griber ind. 80 procent synes godt om større skatter og afgifter på usunde fødevarer, og kun 78 procent synes det er en dårlig idé at indføre en 'personlig vægtafgift'. I det hele taget bakker rapporten på alle niveauer op om Mette Wiers antagelse, men selv om hun og kommissionen skulle finde det nødvendigt at indføre nye skatter og afgifter og gå dybere ind i reguleringen af forbruget, bliver den del af kommissionens ideer blokeret af skattestoppet.

"Hvis vi kommer med afgiftsforslag vil de ikke blive gennemført på grund af skattestoppet. Men vi har ikke tænkt os bare at aflæse det politiske landskab - så ville vi have misforstået vores rolle. Vores opgave er også at virke på det lange sigt, så vores forslag kan også bruges senere, hvis man virkelig ønsker at gøre noget ved det her," siger Mette Wier.

Byrotter og landmus

En af de helt store opgaver for kommissionen har været at opfinde sundhedsfremmende initiativer, der ikke kun virker på de veluddannede og ressourcestærke grupper i samfundet. Tidligere forsøg har særligt nået netop de grupper uden at have fået ordentligt fat i de lidt mindre uddannede eller folk, der ikke er i arbejde.

"I tobaksproblematikken har vi været i en meget positiv udvikling, og hvis den fortsætter, bliver kost- og fedmeproblematikken en meget vigtig faktor for sundheden i fremtiden. Den har en meget mere voldsom social slagside og en stærkere land/by-problematik. Derfor vil gennemsnitslevealderen blive markant lavere på landet, og det er sværere at få folk til at motionere og spise sundt end at få dem til at holde op med at ryge."

I dette tilfælde er det sociale aspekt i land/by-forholdet ikke det eneste problem, man slås med i provinsen, mener Mette Wier.

"Der er formentlig også en meget stor naboeffekt i det her - altså 'når naboen er tyk, gør det ikke så meget, jeg også er det', og det kan lede ind i en ond spiral i forhold til kostvaner og motion - og i sidste ende de dagligvarer, man kan køber i randområderne."

Chef i Sundhedsstyrelsens Center for Forebyggelse, Else Smith, deler Mette Wiers bekymring over den stigende sociale skævvridning mellem by og provins, og også hos Sundhedsstyrelsen har man øget fokus på den problematik .

"Skiftet i befolkningssammensætningen i byerne og på landet bliver tydeligere, efterhånden som livsstilssygdommene fylder mere og mere i dødelighedsstatistikkerne," siger Else Smith. Derfor gør Sundhedsstyrelsen også meget ud af at kombinere sine kampagner med individuelle lokale indsatser.

"Kampagner har det med at ramme skævt, fordi nogle mennesker er hurtigere til at fange et budskab end andre - derfor er vores kampagner også generelt helt enkle. Men vi kan ikke forvente, at alle rykker på én gang. Til gengæld må man sige, at de ressourcestærke ofte er de normdannende i samfundet, og derfor er der også en hvis ræson i at nå lige præcis den gruppe mennesker, selv om vores erfaring er, at det, der virkelig flytter noget hos befolkningen, er strukturelle ændringer."

- Står danskernes frihedsfølelse i vejen for det?

"Nej, jeg tror, det er mere kompliceret end som så. Hvis du ser på de områder, hvor vi virkelig halter bagefter de andre lande - rygning og alkohol - så er rygningen bestemt blevet solgt til os som et tegn på frihed. Men efterhånden som det er gået op for os, hvor farligt det er, bliver det - alt efter, hvor godt du er oplyst - mere og mere forbundet med afhængighed i stedet for. Så der er ikke længere ret mange, som argumenterer med frihedstankegangen i de her problemstillinger," siger Else Smith.

Adjunkt på Suhrs Seminarium og ekspert i ernæring og kommunikation, Mulle Signe Nielsen, er heller ikke i tvivl om, hvem der i særlig grad tager statens kampagner til sig.

"Dem, der tager sundhedskommunikation til sig, er dem, der i forvejen har problematiseret det, de spiser. At beskæftige sig med det kræver, at man har et overskud, der rækker ud over økonomi, job og børnepasning. Så man skal i forvejen have et overskud for at leve sundere, og hvis man ikke har det, søger man heller ikke ny information om sundhed," siger hun. Derfor håber hun, at Forebyggelseskommissionens redegørelse vil indeholde meget konkrete tiltag, der kan supplere fremtidige kampagner.

"Skatter, afgifter og konkrete tiltag for daginstitutioner til eksempel. Og så skal man huske på, hvilken visuel kommunikation, man bruger, når man anlægger kampagner for hele landet. Identifikationen er klart større, hvis man ser billeder af folk, der ligner en selv til hverdag, og de fleste af disse kampagner bliver produceret i København, og der kan være forskel på hvordan man ser ud i storbyen og provinsen, og så kan man måske undgå at bruge alt for chekkede fotomodeller."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har ingen problemer med at der sættes afgifter på usund mad og af momsen på sund mad sættes ned. Jeg har et problem med, at staten skal diktere for mig, hvad er sund mad og hvad der er usund mad.

F.eks. er øl ikke altid usundt, frugt er ikke altid sundt.

En øl om dagen er faktisk sundt; 6-8 stykker frugt om dagen er faktisk usundt.

Mange aner ikke nemlig ikke, at der frugtsukker i frugt. Og at hvis man spiser meget frugt, så tager man på. Mange aner heller ikke, at diabetikere f.eks. ikke må få frugt - netop fordi der er frugtsukker heri.

Det er selvfølgelig fint at tage det sociale aspekt op ved sundheden; så skal man bare have det hele med. Folk i Gentofte lever længere end folk i Nakskov f.eks. Og det handler ikke kun om hvad folk spiser, men i lige så høj grad om, hvad folk arbejder med.

Og før man indser dette, ved man ingenting. Spørg arbejderre på Vestas (som ligger i det område, hvor jeg bor) om det er sjovt eller morsomt at slæbe på tunge komponenter til vindmøller hver dag, eller arbejderne på Danfoss eller Grundfoss om, hvordan det er fremstille eller samle komponenter hver dag, Det er hårdt fysisk arbejde, der bl.a. sørger for at ufaglærte arbejdere har sygdomme i bevæge-apparatet (diskos-prolapper f.eks) Efter sådan en arbejdsdag er det vel tilladt at tage en stille pils og en cigaret - bare for holde livet ud.

Jeg underkender bestemt ikke cigaretters og alkohols betydning for folks sundhed; jeg efterlyser en større åbenhed overfor, at især ude vest på og sydpå (i Jylland) ligger der mange fabrikker stadigvæk, hvor mange ufaglærte arbejder. Og at dette arbejde, de udfører er hårdt og slider fysisk på folk. Og det også er en faktor i, hvorfor folk ude på landet vestpå (og sydpå) dør tidligere end andre.

Som det er nu, synes alting at være individuelt; det er den enkeltes eget ansvar, hvis man bliver syg: Man kunne bare lade være med at...

Nej, det kunne man ikke, hvis man f.eks. har et hårdt opslidende fysisk arbejde, så er det netop et fristed og et fri-rum at kunne slappe af med en øl og en cigaret.

Det er som mennesker, der arbejder med dette og med sundhed generelt slet slet ikke forstår dette.

Jesper Kristensen

"befolkningen vil gerne hjælpes"

Javel, men så synes jeg næsten, at dem, der gerne vil hjælpes bør henvende sig til de hjælpecentre og hotlines, der bliver oprettet til dem. Lad dem endelig kaste sig over pjecerne, online informationen, de flotte trekantede madpyramider, osv.

Dem, der allerhelst vil hjælpes er med garanti dem, der regner med ikke SELV at blive ramt specielt hårdt af disse regler.

Det her drejer sig om at banke de utilpassede elementer i samfundet på plads. Alle de "båtnakker", der ikke kan eller - og her gyser det hos formynderiet - VIL lægge smøgerne på hylden eller spise efter den regerings-godkendte menu.

Debatindlægget ovenfor er utroligt sigende, og meget klogere end forebyggelseskommissionen.

For vi mennesker er ikke ens, og i "samfundets" iver (åh tro mig, vi ved godt hvem I er ...) for at regimentere og ensrette afvigerne, så får vi skabt en homogenitet i "anbefalingerne" (alias "diktaterne"), som rammer ned i en HETEROGEN befolkning.

Diabetikere er et godt eksempel. Og hvad med de mennesker, der lever på low/medium carb diæter. Altså hvor de SELV oplever, at det er den ENESTE diæt der kan holde dem kørende, den eneste diæt der fjerner ubehaget med sure opstød, mave-tarmkanalsproblemer? Cøliaki, anyone?!

Skal der lægges arbitrære afgifter på deres primære fødevarer, som måske kan have den effekt at de dropper ud af diæten og igen bliver overvægtige, får problemer med maven, blodtrykket og deres diabetes igen?

Dette sundhedstyranni er ikke bare umoralsk. Det er direkte skadeligt for store grupper i samfundet.

Og undskyld mig, men det med friheden er ikke bare sådan en dum ideologisk ting.

Har du eller har du ikke lov til at bestemme over din egen krop?

Dette er et spørgsmål om ejerskab, og hvis du ikke som individ har denne retten til at bestemme over din ejendom og dig selv og din krop, hvad er så den eneste anden logiske konklusion?

Korrekt! At DIT ejerskab af DIN krop er MINDRE end Statens ret til ditto.

Logisk set EJER staten individet mere end omvendt. Det betyder, at man kan klassificere en lang række personlige valg som "forbrydelser mod staten". Formentlig noget hønemødrene mener "kræver indgreb".

For ejer staten individet, så bliver det pludselig et problem for staten, hvis individet ikke lever et top-tunet, fuldoptimeret økonomisk liv, så "skader det Staten ved ikke at optimere BNP".

Dette er en forskruet tankegang, som peger i retning af totalitære systemers holdninger, og det strider mod det basale demokratiske princip om, at et flertal ikke må tryne minoriteter bare fordi de er i flertal.

"Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron's cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience."
- C.S. Lewis

Jesper Kristensen

@Nooredding: som hovedregel ville det være et sundt tegn, hvis politikerne lyttede mere til kendsgerningerne på diverse områder.

Men jeg kan godt forstå at Mette Wier prøver at undvige enhver snak om dette samfunds frihedsbegreber.

For det, hun har udtalt sig om, er hvordan man gør tingene rigtigt, men hun kommer til kort med sin ekspertviden og sin evidens, når vi stiller spørgsmålet, om hun gør det rigtige?

For at holde den i dit eksempel, så kunne man sagtens nedsætte en Integrationskommission, som kom med en række anbefalinger, der var rygende racistiske og fratog 99% af alle invandrere vigtige rettigheder ... hvis altså BEVISERNE peger i den retning.

Man skal passe uhyre meget på at gøre _Staten_ til et blindt, utilitaristisk mål for alt. For så mister individet retten til at bestemme over sig selv, sin krop og hvad der bliver puttet ind i den.

Tro mig ... folk der lyder dit navn og lignende skal ikke ønske jer, at Danmark går i retning af den form for amputeret frihed.

Hvis alene staten er det niveau, hvor man måler om noget er godt eller skidt, så kan alle indvandrere meget nemt ende med at skulle forsvare sig mod angreb om at "fordi de taler sproget dårligt, så går det ud over samfundsøkonomien, og det kan vi bare ikke leve med ... noget må gøres".

Og hvad tror du så, at der gøres, hvis Staten ikke har skyggen af respekt for den individuelle frihed, når de formulerer deres løsninger.

(I øvrigt: kendte ikke Giordano Bruno Selskabet, men det er da den dybeste ironi at Krarup - der mere leder tankerne hen på Inkvisitionen - tager navn fra et af ofrene for Inkvisitionen.)

Heinrich R. Jørgensen

Jesper Kristensen:
"kendte ikke Giordano Bruno Selskabet"

Glædeligt at høre, at du gør det nu :-)

Gid flere vil gøre samme indsats.

Elsebeth Søs Hansen

Mette Wier er citeret for følgende udsagn: "Men vi er ikke politikere, og vi skal ikke basere vores anbefalinger på holdning. Vi er eksperter og baserer dem på evidens".

Her indrømmer Metter Wier, at 'eksperter' ikke bør basere deres anbefalinger på holdninger, men på evidens.

Længere nede i artiklen er Mette Wier citeret for følgende udsagn: "Der er formentlig også en meget stor naboeffekt i det her - altså 'når naboen er tyk, gør det ikke så meget, jeg også er det', og det kan lede ind i en ond spiral i forhold til kostvaner og motion - og i sidste ende de dagligvarer, man kan køber i randområderne".

Her afslører Mette Wier så alligevel, at hendes tilgang til emnet sundhed alligevel absolut ikke handler om evidens, men derimod om holdning. Dette er Mette Wiers personlige TRO.

Mette Wier lider af den personlige TRO, at de tykke er tykke, fordi de har specielle vaner i forhold til kost og motion, hvilket videnskaben absolut ikke støtter op om.

Videnskaben viser, at de tykke som gruppe betragtet hverken spiser mere end eller anderledes end alle andre.

Teorien om, at de tykke er tykke, fordi deres energiindtag overstiger energiforbruget er ikke underbygget eller støttet af videnskaben. Det er og bliver en TEORI.

Mette Wiers personlige TRO kommer ikke bare til udtryk i denne artikel, TROEN kommer også til udtryk i den rapport, som Forebyggelseskommissionen netop har udgivet. Den ene uvidenskabelige påstand efter den anden træder frem i denne rapport, forklædt som 'fakta'.

Danskerne vil åbenbart bedrages, og det bliver de så!