Læsetid: 11 min.

Hvor gærdet er lavest

Bare en dreng. Engang var en mand en mand, og en bøsse noget, man skød med. I 70'erne blev manden så mere androgyn og sprang ud som storstrikkende bleskifter og jeg-tager-opvasken-skat-type. I dag er manden så på vej tilbage til det mere traditionelle kønsrollemønster, nu forklædt som drengerøv. En type, som den nye satireserie på DR, 'Chapper og Pharfar', tager under kærlig behandling
Dilemma. -Et eller andet sted eksisterer drømmen om et fast job med pension - nu må jeg finde noget, der er steady. Men på den anden side har jeg jo heller ikke rigtig lyst. Men man har da de der samtaler med sig selv,- siger Chang Il Kim (t.v.), der udgør figuren Chapper i serien -Chapper og Pharfar-.

Dilemma. -Et eller andet sted eksisterer drømmen om et fast job med pension - nu må jeg finde noget, der er steady. Men på den anden side har jeg jo heller ikke rigtig lyst. Men man har da de der samtaler med sig selv,- siger Chang Il Kim (t.v.), der udgør figuren Chapper i serien -Chapper og Pharfar-.

Kristine Kiilerich

18. april 2009

"Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, drømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige."

Paulus' 1. brev til korintherne, kapitel 13

Kaptajn Kirk ser sig mistroisk omkring. For selvom denne klode umiddelbart ligner jordkloden (masse: 6 x 1021 tons, diameter: 12.756 km, atmosfære: oxygen-nitrogen), er noget forandret. Kloden er befolket af børn, der er ramt af en virus, der gør, at de er fanget i en udvidet pubertetstilstand, og som samtidig gør, at de vil dø, hvis de bliver voksne.

Kaptajn Kirks oplevelse i afsnittet 'Miri' fra kult science fiction-serien Star Trek kunne se ud til at være blevet virkelighed. I hvert fald hvis man skal tro DR's nye satireserie Chapper og Pharfar, hvor de to mænd, der begge er 35 år, mere eller mindre spiller sig selv. Hvilket vil sige, at de fjoller sig gennem tilværelsen klædt ud som teenagere, fordybet i computerspillet World of Warcraft (WoW) og med store problemer med forpligtelser og karriere. De tager ikke sig selv alvorligt, lyder diagnosen fra omverdenen. Men spørgsmålet er, om det måske lige netop er det, de gør?

Preben Kaarsholm, der er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved RUC, har set serien igennem, og han mener, at serien rammer noget i tiden, hvor vi ser en sammenkobling mellem en drengerøvsattitude og nogle mere borgerlige værdier. Der er dog ifølge Kaarsholm ikke tale om et Peter Pan-kompleks, hvor mænd i dag ikke vil være voksne, men nærmere en ny måde at være mand på, der trækker på en mere gammeldags opdeling mellem kønnene.

"Det er sådan set et traditionelt kønsrollemønster, der er på spil, hvor manden får lov at være et legebarn. I gamle dag gik han så bare på jagt, fiskede eller legede med sin modeljernbane. Nu ryger han hash og spiller World of Warcraft, men det er den samme mekanisme. Manden er den uforpligtede, og kvinden er den praktiske gris," siger Preben Kaarsholm.

Han mener, at man i serien temmelig præcist rammer et modsætningsforhold, som mange lever med i dag, hvor man måske som en reaktion i forhold til 70'ernes mere bløde mand vender tilbage til en mand, der insisterer på sit eget univers.

Sådan vi er

Og Kaarsholm rammer ikke helt ved siden af, hvis du spørger Chang Il Kim (Chapper) og Søren Schou (Pharfar) selv. For selvom serien selvfølgelig er en parodi på Chang og Sørens rigtige liv, er den samtidig ikke grebet ud af den blå luft. De kender så udmærket i virkelighedens verden den attitude, som 'Chapper' og 'Pharfar' slås med - man burde egentlig lige tage sig sammen, man burde egentligt få arbejdet lidt, men så ender man alligevel bare med at sidde og spille computer.

"Det er jo sådan, vi alle sammen er i virkeligheden. Man arbejder, så man kan få tid til at få fri, og så vil man bare skide gerne spille Warcraft og hygge sig," siger Chang Il Kim.

Søren Schou ser det som typisk for mænd i hans alder, at man i virkeligheden helst bare vil lege med drengene, og så bliver 'alt det andet' let noget, der står i vejen. Samtidig er det lidt tabubelagt at tale om, selvom det er sådan, mange mænd har det. For Søren giver det dog ingen mening at lade som om, han er noget andet, end det han er:

"Jeg er sgu ligeglad. Jeg har gjort op med det der. Folk må gerne synes, vi er barnlige. Vi gider ikke ændre vores tøj, fordi vi skal møde bosserne på DR. What you see is what you get. Du bliver jo ikke mere barnlig af at gå i joggingbukser eller mindre barnlig, fordi du tager en skjorte på."

Hvad det vil sige at være mand kan ifølge Chang og Søren ikke forstås ud fra de ydre symboler og de materiale ting, der i samfundets øjne kan gøre det ud for forskellen på en mand og en dreng. Et paradoksalt eksempel er, hvordan penge kan ændre dig fra bums til konge, fortæller Søren:

"Da jeg sad hos min mormor for nogle år tilbage og sagde, at jeg spillede musik, men jeg ikke rigtigt kunne leve af det, så blev det jo mødt med hån. Men når jeg så lige pludselig får succes og tjener penge, og der står noget om mig i Information, så bliver jeg lige pludselig 'neej, så dygtig'."

Det at gå indædt op i rollespil og rende rundt som ork i skoven og kaste med iskrystaller, er for Chang og Søren 'lige så mandigt' som at sidde og snakke om økonomi og lægge madplan.

De mener, at det er en forkvaklet måde at definere mandighed på, når man vil diktere mandighed ud fra interesseområder. Mandlighed er for dem i højere grad et spørgsmål om at møde folk med respekt og behandle dem ordentligt.

Det er mere en indre kvalitet - en tilgang til andre - der ikke kan måles via størrelsen på ens bil. Alligevel kan de stadig godt selv bære rundt på de ydre krav til, hvordan en rigtig voksentilværelse burde se ud.

"Et eller andet sted eksisterer drømmen om et fast job med pension - nu må jeg finde noget, der er steady. Men på den anden side har jeg jo heller ikke rigtig lyst. Men man har da de der samtaler med sig selv," siger Chang, og Søren fortsætter:

"Jo, jeg har da også det der med, at jeg bare sidder i mit studie, som bliver en slags hule - et skjold mod tilværelsen - og nu skal jeg altså også komme lidt ud."

I serien Chapper og Pharfar bliver hverdagen da også nemt til en lang virkelighedsflugt, hvor de, når der skal tales alvorligt om f.eks. Pharfars forstående bryllup, hellere vil ryge tjald og spille lidt Warcraft end at diskutere tingene igennem. Chapper og Pharfar vil helst bare glemme alt, der hedder sorger, bekymringer og alvor, og flygte ind i det land, der hedder musik, sjov og ballade.

En tilgang, som Chang og Søren ser som en meget almindelig måde for mænd at løse problemer på:

"Det bliver nemt til, at så tager vi en bajer eller en dungeon. Det er ligesom mandemåden at trøste hinanden på. Vi leger os ud af problemerne, før vi taler om dem," siger Chang.

Leg som behov

For Chang og Søren er legen en naturlig og stor del af at være mand og er ud over at være 'problemknuser' også en måde at udleve sig selv på. Det er et behov, på samme måde som mange mænd har et behov for at være alene og kunne gå ind et sted og lukke døren. Det gør dem til gladere mennesker. Samtidig ser de ikke computerspil som noget barnligt, men som en naturlig del af deres medieforbrug, på linje med at de fleste sidder og glor på fjernsynet hver eneste dag.

Tiden har ifølge Chang og Søren bare ændret sig, og dem, der spiller WoW i dag, er netop ikke børn, men voksne med alle mulige forskellige baggrunde. Alligevel er det stadig lidt tabu, fordi den ældre generation ikke rigtigt fatter det.

"Man kan melde sig ind i vores guild på DR's hjemmeside, og den første, der meldte sig ind, var en skolelærerinde med tre drenge. Den næste var også en kvinde, så hvor mange måske går rundt og tror, at det handler om 16-årige drenge, så tager de fejl," siger Chang, og Søren siger:

"Det her er det samme som tv, men i stedet for at se en film, så sidder vi og spiller hver dag. Jeg tror, at vi står over for et kæmpe kultursceneskift, hvor de ting og den måde, man indtil nu har troet, at man kunne sætte tingene i bås på, ikke længere holder."

Computerspilleren er nemlig blevet voksen. Han har faktisk været det i lang tid, og selvom Søren nok stadig ser sig selv som en drengerøv og som lidt i opposition, så er han faktisk lige pludselig ved at være blandt dem, der begynder at få de fede jobs, og som kommer frem i samfundet.

"Så ser man lige pludselig, at ham den anden stener, Bjarke fra b-klassen, han har sgu lige fået et eller andet fedt job. Det sker jo lidt af sig selv, og mens man går rundt og tror, man er ung, så er man lige pludselig blevet gammel," siger Søren.

"Er det latterligt at chatte på MSN? Er Facebook til grin?" spørger Chang og fortsætter: "Tingene rykker sig hele tiden. For et par år siden lød det fra flere: 'Hvad skal jeg sidde på nettet for? Jeg forstår det slet ikke?' I dag lever danskerne jo på Facebook og har nærmest deres cpr-nummer liggende til offentlig skue."

Danmarks koner

Et sted, hvor der til gengæld ikke sker meget nyt, er med de kønsroller, som Chapper og Pharfar opererer med. Rollefordelingen mand og kvinde imellem er, som Kaarsholm er inde på, temmelig klar: Mændene fjoller, mens kvinderne holder hjulene i gang.

"Det er jo en kliché på kønsrollerne, hvor pigen sidder med hånden om nosserne, mens manden stadig render rundt og tror, at han er den store king, fordi han ikke skal støvsuge under sofaen," siger Søren, og Chang supplerer: "Og så lyver vi jo hele tiden i serien. Hvilket der jo er lidt virkelighed i. Som når man som musiker tager på arbejde, men måske ikke liiige har en plan for dagen. Og der kan man jo godt sidde og savle en helt dag over mikserpulten, men man går jo stadig hjem og siger, at man har været på arbejde og giver kæresten en lidt mere spiselig version."

"Men du er da blevet meget voksen på det seneste, står op tidligt og sådan?!" siger Chang til Søren, "jeg mangler sgu stadig at lære det ... jeg har kun lyst til at arbejde, når jeg har fri."

Søren svarer: "Hvis jeg var single, ville jeg leve sådan. Men det går jo ikke i et forhold, man bliver jo nødt til at tage sig sammen. Men der er bare noget ved at være uden for tid og rum - at arbejde om natten og vide, at kæresten ikke ringer fire gange og spørg til ting, du har glemt. Så ejer man verden."

Og det er i sidste ende det helt traditionelle, som mænd vil have, skal man tro Chang og Søren. I serien leger de således med idéen om deres drømmepige: en hottie, der spiller WoW, jammer i øveren, ryger fede og henter cola, når drengene ikke gider. På papiret er det drømmekvinden, men i virkeligheden tror Chang og Søren ikke på, at den holder.

"I virkeligheden vil du have det modsatte ... man gider jo ikke have en, der hele tiden gør det, man selv kan lide," siger Søren, mens Chang laver en freudiansk tolkning: "Pigerne gider ikke høre det, og drengene vil ikke sige det. Men det er jo 'mor', man vil have."

"Arhh ..." siger Søren, men Chang insisterer: "Det er jo moderrollen. Man vil jo have én, der vasker ens tøj ..."

"Der er bare forskel kønnene imellem," siger Søren så og fortsætter:

"Jeg tror, hvis du spørger manden i de fleste par, om kæresten ikke er lige lidt for snakkende, lige lidt for opmærksom på kalenderen, og om han nogle gange kunne tænke sig, at hun slappede lidt af, så vil jeg vædde på, at de fleste mænd ville sige 'ja'. Spørger du kvinderne, tror jeg ikke, de døjer med de samme problemer - snakker han for meget, går han for meget op i praktiske ting? De vil sgu da sige 'nej' - han skal til at få fingeren ud."

Infantil lykke

At prøve at stoppe det elektriske tog fra at køre rundt i mændenes værksted, ser Chang og Søren dog intet fornuftigt i. De bliver nemlig med egne ord lykkelige af at lege sig igennem livet.

Det synger de blandt andet om i sangen Jeg elsker mit job. Den er en opfordring til, at folk skal blande sig uden om, hvorvidt det er 'rigtigt' eller 'forkert', hvad de bruger deres tid på, og hvordan de definerer hvem og hvad de er.

"Sangen handler om, at folk sgu da kan være ligeglade med, hvad jeg laver, når bare jeg elsker det," siger Søren, "lidt ligesom en togkontrollør, som alle tager pis på, og som skal høre på lort 40 gange om dagen, og som hver gang han er til parmiddag, skal høre på en eller anden, der bitcher over en bøde. Det er sådan lidt; 'hey, jeg elsker mit job, det skal du ikke fucke med'."

Chang siger:

"Livet er kort, og lige pludselig er du død. Og det vigtigste er, at du har brugt tiden på noget, der gav mening for dig - så fuck normerne."

Chang og Søren tror på, at Danmark ville være et mere rart sted at være, hvis der var lidt mere tolerance og forståelse for, at vi ikke alle sammen nødvendigvis skal følge den samme vej eller leve op til idealer eller forestillinger om, hvad der er rigtigt eller forkert både med hensyn til kønsroller og i livet mere generelt.

Man skal gøre det, man har lyst til, hvilket ofte ligger lige for, mener de.

"Hvad er der skidt ved at springe over, hvor gærdet er lavest, det kan jeg slet ikke se?" siger Chang:

"Hvis du vil til Frankrig, kører du til Frankrig. Du tager jo ikke først til Rusland og så til Frankrig. Så længe du ikke gør nogen fortræd - heller ikke en lille kanin - så gør dog det letteste. Jeg forstå ikke, hvorfor det skal gøres til et problem?"

Søren mener heller ikke, det er særlig indviklet:

"Det behøver ikke være så alvorligt, det må godt bare være barnligt og sjovt. Det er vigtigt bare at kunne se sig selv som en barnlig, glad dreng eller en hængerøv, og ikke som et eller andet opstyltet. Man bliver aldrig et bedre menneske, hvis man render rundt og er selvfed på den måde, som mange er i dag, hvis der ikke ligger noget ægte glæde bagved. Den kommer, når mænd leger."

'Chapper og Pharfar' bliver vist hver søndag på DR1 kl. 13.15.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu