I modsætning til f.eks. asylansøgere, kamphunde og bankdirektører er homoer ikke en samfundsgruppe, som alle folketingsmedlemmer betragter politisk, når de skal lovgive om os. Vi er åbenbart lidt finere. Når vi bliver nævnt på talerstolen på Borgen, er vi for nogen et etisk spørgsmål. Det synes de specielt i Venstre. Samlet er partiet ellers pænt bagstræberisk, når homoer pipper om rettigheder. Men når vi ønsker os noget, bliver folketingsgruppen - sådan meget liberalt - stillet frit. Og så sker det nu og da, at nogen forbarmer sig over os efter søvnløse nætter med granskning af sjælen og nyfortolkning af det ideologiske arvegods. Den opførsel har det med at benove både homoer og medier.
Natten til den 17. marts må have været urolig ude i nogle få af de velfungerende Venstrehjem, hvor far og mor har styr på, hvem der er hvem, og hvordan de er det. I hvert fald kom en god håndfuld yngre løvinder og en enkelt han til at trykke på den grønne knap, da en samlet opposition samme dag ville pålægge regeringen at udarbejde et nyt lovforslag. For syvende gang siden 2002 i øvrigt. Det skal give par af samme køn mulighed for at blive prøvet som adoptanter. Da oppositionen gjorde, som den plejer - stemte for - kunne homoerne fejre en parlamentarisk sejr.
Skævvreden historie
Udlægningen af afstemningen er efterfølgende blevet, at det er de få Venstrefolk, der nu baner vej for adoptionsloven. I medierne var f.eks. Malou Aamund nede med de fede og kunne afsløre, at homoseksuelle godt kan være gode mod børn. Det kan hun selv være. Også den officielle homohistorie er skævvreden. På sin hjemmeside skriver Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske nu, at "det er en gentagelse af situationen fra samlingen 2005-06, hvor en håndfuld Venstre-folk sikrede flertal for fjernelse af forbuddet mod kunstig befrugtning".
Jeg har det sådan, at det manglede sgu da bare med den lov. Men nu er jeg heller ikke lobbyist. Det er fint at sige tak. Men så da til dem, der har forberedt og udformet vedtagelserne. Og stemt for, uden først at skulle krukke den med etiske spørgsmål og siden vigte sig i den bedste sendetid og hos benovede homoer.
Fra Thomas A til Nanna W
Så hænderne op for resten af det clearede flertal, der vedtog forslaget d. 17. marts:
Thomas Adelskov, Hanne Agersnap, Yildiz Akdogan, Simon Emil Ammitzbøll, Poul Andersen, Christine Antorini, Ida Auken, Svend Auken, Pernille Vigsø Bagge, Flemming Bonne, Karl H. Bornhøft, Anne Baastrup, Özlem Sara Cekic, Kenneth F. Christensen, Ole Vagn Christensen, Villum Christensen, Pia Christmas-Møller, Per Clausen, Bente Dahl, Jonas Dahl, Lennart Damsbo-Andersen, Karina Lorentzen Dehnhardt, Lone Dybkjær, Benny Engelbrecht, Meta Fuglsang, Vibeke Grave, Lene Hansen, Magnus Heunicke, Anne Grete Holmsgaard, Karen Hækkerup, Klaus Hækkerup, Ole Hækkerup, Marianne Jelved, Mogens Jensen, Thomas Jensen, Lars-Emil Johansen, Jeppe Kofod, Henrik Sass Larsen, Bjarne Laustsen, Jens Christian Lund, Anne-Marie Meldgaard, Flemming Møller Mortensen, Holger K. Nielsen, Niels Christian Nielsen, Jesper Petersen, Niels Helveg Petersen, Rasmus Prehn, Kamal Qureshi, Julie Rademacher, Johanne Schmidt-Nielsen, Niels Sindal, Kristen Touborg, Jens Peter Vernersen, Margrethe Vestager og Nanna Westerby.
Bagstræberiske Venstrefolk har i årevis brugt de benovede homoer til at signalere lidt vovet frigjorthed i offentligheden, når de langt om længe trykker på den grønne knap. I andre derimod kan strutte af cool homo street cred.
Hands up in the air. We like!
Lars Erik Frank er skribent og redaktør på den københavnske kulturavis Citadel
