Læsetid: 9 min.

Den hjemvendte

'Jeg brød mig ikke meget om det med at befamle arbejderklassen,' siger Ralf Pittelkow, der har skrevet sine erindringer om rejsen fra marxist til nationalt sindet kommentator
Røde Ralf. På det store billede ses Ralf Pittelkow, da han var marxist og lektor ved Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet, 1979. På det lille billede ses Pittelkow med ægtefællen Karen Jespersen i 1987.

Røde Ralf. På det store billede ses Ralf Pittelkow, da han var marxist og lektor ved Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet, 1979. På det lille billede ses Pittelkow med ægtefællen Karen Jespersen i 1987.

18. april 2009

Da Ralf Pittelkow gik i gymnasiet, elskede han den franske digter Baudelaire og hans beskrivelser af flanøren, som henslængt betragtede livet på de parisiske boulevarder, uden selv at deltage. Sådan ville han også leve.

"Jeg var fascineret af tanken om at gå anonymt rundt og se på verden. Jeg voksede op i Sønderborg, hvor alle kendte alle, så der kunne jeg kun gå ture og hilse på dem, som jeg kendte i forvejen. Så det der med at gå rundt i en storby, hvor ingen havde krammet på mig, hvor ingen kunne definere mig, og hvor jeg selv kunne gøre mig mine iagttagelser. Det var min drøm," siger Ralf Pittelkow med et svagt smil, for han holder stadig af den ambitiøse unge mand, som han var engang, også selvom ungdommens stræben sendte ham på en intellektuel rejse, hvor han i dag fortryder et par af mellemstationerne.

I næste uge kommer Ralf Pittelkows erindringer, som han selv sammenligner med Goethes klassiske dannelsesroman om Wilhelm Meisters læreår - for ligesom romanhelten Wilhelm Meister har han været ude i verden, blot for at konstatere, at barndommens by er grundstenen i hans liv. Selvom han i dag bor i Dragør og lever af sine analyser, insisterer han derfor på, at han har et særligt fællesskab med damefrisøren i Als og revisoren fra Padborg.

"Mit liv har haft denne her særlige udvikling, hvor jeg har slået en kæmpe bue og så er vendt tilbage til udgangspunktet. Ikke på den måde, at jeg er flyttet tilbage til Sønderjylland, men jeg har genopdaget værdierne fra min barndom. I dag regner jeg mig selv for at være en københavnsk intellektuel, som samtidig er ambassadør for den verden og de værdier, som jeg voksede op med,"siger han og byder på kaffe, som han alligevel er københavner nok til at fylde op med varm mælk.

De tyske danskere

Mit liv som dansker har Ralf Pittelkow kaldt sine erindringer, men han er dybt bevidst om, at danskheden sidder i værdierne frem for i generne. Ralf Pittelkows forældre tilhørte det tyske mindretal i Sønderborg, men det talte de sjældent om. Efter 2. Verdenskrig valgte de entydigt side til fordel for Danmark og lod det tyske islæt begrænse sig til at afsynge Stille Nacht juleaften, og så at faderen ikke kunne lade være med at lade begejstringen få frit løb, når det tyske landshold vandt i fodbold.

"Mine forældre gjorde stilfærdigt opmærksom på, at de var glade for at være danskere. De kunne godt lide, at det danske samfund var så uformelt og antihierarkisk, og de holdt af den danske velfærdsstat, men samtidig var de jo hverken særlig hjemme i den danske kulturarv eller i de danske symboler. Jeg kan huske, at jeg engang spurgte dem, om vi ikke skulle have en flagstang ligesom alle de andre, og så mumlede de, at det nok alligevel ville blive opfattet som en lige lovlig stor provokation af byens tyske mindretal. På den måde fik jeg ikke så mange kulturelle impulser med hjemmefra - ikke fordi mine forældre ikke ville, men hvad pokker havde de egentlig at give mig?"

- Har I flagstang her?

"Nej, men jeg vil ikke udelukke, at vi kunne finde på at have det, for Dannebrog betyder meget for mig, og det betyder stadig utrolig meget for mig at være dansker og kende den danske kulturarv. Oplevelsen af at hænge sammen med et folk, den elsker jeg, men på grund af min baggrund har jeg aldrig følt mig som en selvfølgelig bisidder og bestyrer af dansk kultur. Det er en attitude, som jeg forbinder med den kulturelle overklasse."

- Normalt forbinder man jo nationalisme med noget, der kommer nedefra?

"Jo, men det er jo overklassen, som altid har defineret, hvad vores kulturarv består af, selvom de ikke vil vedkende sig det nationale i dag. Det er måske derfor, at det nationale klinger så meget igennem i mit eget oprør mod den kulturelle overklasse. I første omgang stræbte jeg jo efter at blive en del af den, og det blev jeg også i allerhøjeste grad. Men jeg har altid haft det sådan, at når overklassen forsøgte at sige, at det ikke var nogen særlig værdi at være dansk, så vidste jeg, at de tog fejl. Netop det nationale er noget, min egen familie altid har måtte forholde sig til, så der er ingen, som behøver at fortælle mig, at aggressiv nationalisme er noget lort, men der er heller ingen, som behøver fortælle mig, at der er kvaliteter i danskheden, for det ved jeg også godt. Ligesom mine forældre også vidste det."

Aldrig revisor

Ralf Pittelkows far kom fra det nederste proletariat, men fik en uddannelse som revisor og arbejdede sig langsomt op og endte som i chef i et revisorfirma. Hans drøm var, at sønnen skulle det samme, men det ville Ralf Pittelkow ikke. De rigelige lommepenge blev i stedet brugt på at købe modernistisk litteratur, og da Ralf Pittelkow valgte den sproglige linje i gymnasiet, var vejen lagt. Den gik væk fra Sønderborg.

"Jeg var meget reflekterende i gymnasiet, og det kan lyde som en selvros, men det er rent konstaterende. Jeg spekulerede vanvittigt meget over, hvem jeg var, og hvad jeg skulle blive til. Jeg kunne sidde til ringridning og drikke fadøl sammen med nogle klassekammerater, og så kunne jeg sidde og falde helt ud, fordi jeg kom til at tænke på, at vi alle skulle dø."

- Det lyder, som om du var lidt irriterende?

"Jo, det var jeg nok, for jeg lavede hele tiden udkast til identitet, og ingen skulle nærme mig så meget, at de fik krammet på mig. Jeg ville frem for alt selv definere, hvem jeg var. Når jeg talte med folk, så gik der ikke lang tid, før jeg punkterede stemningen med den der ironiske attitude. Jeg kunne ikke finde ud af andet."

- Hvad sagde din far til dine fremtidsplaner?

"I starten var han meget positiv over for det, men der kom nogle brydninger, da det gik op for ham, at jeg ville gøre refleksionen til min tilværelse. Det fattede han ikke rigtigt, og så blev han nervøs, for kan man leve af det? Så vores forhold blev anspændt, vi havde de der grænsestridigheder, hvor jeg blev mut og indadvendt. Det sluttede først, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg boede først et år i Paris, og så flyttede jeg til København. Jeg skulle ikke til Århus. Det var også for provinsielt."

Marxistisk konformitet

Der er stilhed i det lille hus i Dragør, hvor Ralf Pittelkow bor med sin kone, Karen Jespersen. Hun har været hans vigtigste rejsefælle på turen fra den yderste venstrefløj til et politisk standpunkt, som vel ligger og vipper mellem Dansk Folkeparti og Venstre. Tiden som kollektivistisk indstillet marxist kan ikke spores i boligindretningen. Her er ingen vakkelvorne stigereoler og ikke den mindste farvestrålende souvenir fra en solidaritetstur til Den Tredje Verden. Tværtimod bor parret lyst, rent og ordentligt i en stil, som ville gå rent hjem i nutidens provinsborgerskab.

"Da jeg kom til København, mødte jeg alle de her medlemmer af den kulturelle overklasse, og de fik mig først til at føle mig underlegen, men så reagerede jeg sådan, at nu skulle jeg vise dem. Hvis de var intellektuelle, så var jeg dobbelt så intellektuel. Jeg var meget ambitiøs."

- Var det også ambition, som fik dig til at blive en del af ungdomsoprøret?

"Ja, det var det nok også, for i mit miljø kunne man ikke adskille de akademiske ambitioner og det politiske. Hvis du ville gøre karriere indenfor litteraturvidenskab, så skulle du være marxist. Jeg var bare en del af den strøm."

- Du beskriver jo, at du som helt ung mand var sådan en, som ikke ville defineres, og så går du alligevel med i en strøm?

"Ja, netop, og derfor blev opgøret med marxismen også et vendepunkt for mig. Det som især gik mig imod var, at jeg havde fået nogle andre erfaringer i min barndom og ungdom, som sagde, at det var fuldstændigt rablende bare at forestille sig at lave en socialistisk revolution. Tænk, hvis jeg var kommet hjem til Sønderborg og havde sagt, at nu skal vi have revolution i Danmark? Folk havde jo tænkt, at det var fuldstændigt omme i øst. Medløb burde være en af de syv dødssynder. Det er noget af det værste og noget af det mest udbredte, og hvis jeg skal nævne én ting, som jeg fortryder ved mit liv, så er det, at der har været så meget medløb. Og at jeg var så længe om at gøre op med det."

- Blev du i tvivl og overvejede at sige stop?

"Jeg brød mig ikke meget om det med at befamle arbejderklassen. Det der med at dele pjecer ud foran fabrikkerne, hvor du stod med dit lange hår og skæg. Jeg kan huske engang, hvor der var en arbejder, som stillede sig op foran mig og pegede mod tindingen, fordi han synes, at jeg var en idiot. Det gjorde mig flov. Det ville jeg ikke igen, også fordi jeg kom fra et miljø, hvor han sagtens kunne have været min skolekammerat. Jeg følte, at det var helt ublufærdigt, at jeg eksponerede mig selv på den latterlige facon, hvor jeg skulle stå og prakke ham mine løbesedler på."

Ralf Pittelkow meldte sig ind i Socialdemokratiet i 1985. Det var det sidste afgørende brud med den akademiske venstrefløjsbevægelse, men det var samtidig starten på en årelang selvransagelse.

Selvopgør

I starten af 1990'erne blev han personlig rådgiver for Nyrup og betragter det i dag som sit første skridt tilbage til en mere folkelig forståelse af både sig selv og Danmark.

"Under formandsopgøret forventede alle jo, at jeg ville tage side til fordel for Svend Auken. Jeg var jo sådan en venstreorienteret stjerneintellektuel, og Svend Auken var jo den intellektuelle af de to. I dag kan jeg se, at Nyrup repræsenterede nogle af de kvaliteter, som kom fra mit eget barndomsmiljø. Den der snusfornuft, som man har brug for som leder. Og jeg har det stadig sådan, at jeg er tæt forbundet til visse sider af Socialdemokratiet. Sangen Danmark for folket kan give mig tårer i øjnene. Den repræsenterer alt det bedste ved Danmark for mig."

- Er det ikke lidt det samme sværmeriske forhold til Sønderjylland og Danmark, som du havde til arbejderklassen, da du var marxist i 1970'erne?

"Nej, det mener jeg ikke, selvfølgelig er der er masser af følelser og irrationelle ting i mit forhold til Sønderborg og Danmark, men jeg har også brugt utallige år på at dokumentere den danske sammenhængskraft. I dag ved jeg, at danskerne er folk med en tårnhøj tillid til hinanden, som har tilladt os at opbygge en velfærdsstat og et samfund med store personlige frihedsgrader. Den marxistiske arbejderklasse var derimod en ren teoretisk konstruktion. Og jeg ved også, at jeg er en del af det folk, som jeg engang var så emsig at ville lave om på."

Sønderborg tur/retur

Begge Ralf Pittelkows forældre er døde, og han har ikke længere nogen naturlig anledning til at komme til Sønderborg. Det generer ham, ligesom det generer ham, at der efterhånden kun sjældent er nogen, der hilser på ham, når han kommer til byen.

"Min erindring om min tilværelse i Sønderborg spiller en stor rolle for mig i dag, fordi jeg fik så meget med, som jeg ikke vurderede efter fortjenesten da jeg var ung, og så fordi ungdommen jo er de totale muligheders land. Det er også derfor, at jeg griber efter enhver lejlighed til at komme tilbage. Jeg elsker at være til studenterjubilæum, fordi jeg fik sådan en vag fornemmelse af, at jeg kan indhente noget af det. Da jeg gik i gymnasiet, var jeg helt opslugt af mit eget intellektuelle projekt, hvor jeg jo kunne have snakket med de andre. Nogle gange får jeg den der genstandsløse følelse af, at noget er gået uoprettelig tabt, og så tænker jeg: 'Hvorfor gjorde jeg ikke mere ud af det, da jeg sad i gymnasiet? Hvorfor forbandt jeg mig ikke til mine klassekammerater? Hvorfor sad jeg og tænkte på døden til Ringridderfesten?' Det er helt ude i det blå, for der er jo ikke noget konkret, som jeg vil gøre om, men følelsen er meget stærk."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Ralf Pittelkow bliver så, ikke uventet, neste skud i den lange rakke, af borgerlige klynker, der offentligt begræder deres ungdoms synder, og samtidig frejdigt forkynder, det glæde budskab om det nationales velsignelser. Jeg er ærlig talt ved, at brække mig over deres fortrydelse, og deres klynk. I stedet for Karl Marx få vi Mor Danmark og i stedet for ungdommelig frækhed får vi alderdommens forskræmte krybben i skjul. Må jeg minde om Viggo Stuckenbergs digt ”Bekendelse” hvor han anklage, ikke sig selv (som de neo - konservative klynker) men ungdomsvennen Johannes Jørgensen. Jørgensen har meget til fælles med klynkerne, og Pittelkow – ligesom de, var han blevet bange for sin egen skygge, og sin ungdoms mod og han kravlet i ly i et katolsk musehul. Stuckenberg håner, denne elendige idiot, for at svigte det bedste i sit liv, og når alt kommer til alt, hvorfra ved Jørgensen så, at det han nu står for, er det absolut rigtige i forhold til, hvad han tidligere stod for?

”Så meget, jeg ved, fører livet med,
de tanker, de ejer ej blivende sted,
hvad klarligt stråler som sandhed i dag,
det falmer i Morgen som tåbelig sag.”

Stuckenberg bekender sig til det hele menneske liv og derfor siger han frimodigt:

”Fik vi så grumme hænder
at frejdigt vi kan skære
det halve af vort hjerte ud
fordi det bar en anden Gud
ene den, vi nu bekender?”

Se det er mandig tale; så fri os for flere klynkende tosser i fremtiden, der bedende beklager deres ungdom – det er kraftedeme for ynkeligt at hører på.
PS: Ralf Pittelkow siger at: ”Den marxistiske arbejderklasse var en ren konstruktion”. Ak ja – det er jo morsomt, at hører når man som jeg er, vokset op i et DKP hjem, hvor alle vores naboer og ens skolekammeraters familier, alle var marxisistiske arbejder familier. Jeg tror nok, jeg personligt var omkring 19 år, før jeg mødte og omgik personer der ikke var socialistiske arbejdere – men jeg må åbenbart have levet i en totalt konstruktion. Omvendt vil jeg hævde, at det nationale fællesskab som Pittelkow tror han tilhører, ikke alene er en konstruktion, men ligeledes et indbildt fællesskab. Se:
Benedict Anderson: ”Imagined Communities”.

Ralf Pittelkow:

"Jeg brød mig ikke meget om det med at befamle arbejderklassen"

Så er det åbenbart sjovere at befamle det nationale og dermed hele nationen...

PS
Stor ros til billedredaktøren for at bringe et foto der viser Ralf Pittelkows sande ansigt.

Jens Thorning

Det var trods alt værre at læse Søren Ulrik Thomsens bekendelser og omvendelse. Men Pittelkow har jo uhyggelig magt. Det er desværre vanskeligt ikke at minde om de tyske Wandervögel og Volkstum-bevægelser efter 1. Verdenskrig - der eksisterede nemlig heller ikke noget uspoleret bondefolk et sted derude dengang, lige så lidt som der gør i dag. Og det forklarer måske også meget godt, hvad Jesper Jensen i det malerisk-folkelige Dragør uden en eneste oprindelig fisker eller sømand tilbage egentlig mente, da han hinsides dialektisk-materialistisk teori kryptisk digtede om den efterstræbelsesværdige tilstand, det vi jo alle arbejder og kæmper for, i form af billedet "et lille barn der løber og leger i solen".

Bjarne Thyregod

opvokset i en Københavnsk bydel med Karréer, hvor arbejderklassen boede langt væk fra en Pittelkowsk overklasse småborgerlighed- er min virkeligheds opfattelse noget anderledes.

Socialdemokratiske arbejdere var flertallet blandt vennernes forældre men DKP var også ganske stærkt repræsenteret i vores bydel.
I 70'erne oplevede vi at der kom nye venstreorienterede til vores bydel - de der ikke havde rødder i vores baggrund, men nogle halv og helstuderede røvere.
Nogle af disse havde ekstreme synspunkter som lå langt væk fra de kampe som vores forældre førte og som vi overtog.

Som teenager blev disse nye venstreorienterede interessante fordi de var så veltalende og havde så stort et ordforråd. I Politisk revy kunne jeg orientere mig om disse ny venstreorienteredes holdninger. Det var her jeg først bemærkede Karen Jespersen og Ralf Pittelkow og deres studentikose demokratihadende holdninger.

Mit store politiske forbillede Preben Wilhjelm var en af deres store fjender - de 2 "rigtige revolutionære" - for Wilhjelm ville nemlig ikke acceptere Dragør-parrets udemokratiske holdninger.

At de 2 intet havde med vores dagligdag at gøre viste deres efterfølgende udskridning mod højre ikke mindst karens mange angreb på arbejdsløse og socialt dårligt stillede i hendes minister periode.

At Ralf og karen har bevæget sig fra udemokratiske og hadefulde (overfor borgerskabet) strømninger i VS til hadefulde og udemokratiske strømninger (mod muslimer) i Venstre/DF er ikke overraskende.

"Medløb burde være en af de syv dødssynder. Det er noget af det værste og noget af det mest udbredte, og hvis jeg skal nævne én ting, som jeg fortryder ved mit liv, så er det, at der har været så meget medløb. Og at jeg var så længe om at gøre op med det."

Ja, den er god med dig, Pittelkow. Både du og hustruen måtte nok tage elevatoren nedad i efterlivet, dersom et sådant fandtes.

Man forstår, at Pittelkow har haft ondt i identiteten siden barndommen. Der findes faktisk en kur herimod, og den hedder såmænd kristendom. Den har bl.a. den fordel, at den flytter fokus fra den e(ge)nsidige optagethed af sig selv.

Inger Sundsvald

Det må være rigtig surt at have levet et liv, hvor der er noget man fortryder. Især i de tilfælde hvor man selv har haft et ord at sige.

bo lund:

"Man forstår, at Pittelkow har haft ondt i identiteten siden barndommen. Der findes faktisk en kur herimod, og den hedder såmænd kristendom. Den har bl.a. den fordel, at den flytter fokus fra den e(ge)nsidige optagethed af sig selv."

Og så ville en from og nykristen Pittelkow også kunne begynde at leve et liv hvor han ikke behøver at hade og frygte nogen hele tiden. Først var det hadet mod de lede kapitalister med cigar og høj hat og siden var det et glødende had mod muslimer med overskæg og snabelsko...

Lars Kjeldgaard

Jeg husker tydeligt Ralf Pittelkow fra min tid på universitetet i 70'erne. Hans indflydelse, må man huske, var ikke ubetydelig. Det er interessant at se, hvor minimerende han nu forsøger at gøre den. Men faktisk var han en af hovedmændene i den marxistiske litteraturkritik og således ekstremt dagsordensættende. Hans skildring af den periode som en art naiv 'impuls', noget nærmest ufrivilligt, induceret og fremkaldt af identitetsforvirring er skønmaleri eller historieforfalskning eller, måske, fortrængning. Men man kan ikke ubevidst eller naivt eller uvidende være så ambitiøs og søge så stor indflydelse, som Pittelkow gjorde. Ralf Pittelkow har altid 'flydt med strømmen', som han selv formulerer det. Han har gjort en karriere ud af at lodde, hvor magten befinder sig, og så beklæde en radikal yderposition i f.h.t. den. Som en slags planet cirkulere han i en yderbane omkring det magtmæssige fikspunkt. Da Socialdemokratiet var ved magten, var han marxist. Og nu, hvor det er de nationale og liberale vinde, der blæser, er han national og folkelig af nærmest Krarupsk observans. Han er dybest set opportunist, en uheldig tænker, hvis egentlige tragedie, det måske er, at han, istedet for 'at leve af reflektionen', som han formulerer det, aldrig fik et ærligt arbejde, ligesom de nationalt-folkelige, sønderjyske typer - frisøren, smeden, købmanden - han glorificerer.

jens peter hansen

Hvis Pittelkow sammen med andre bestemte meget i 70'erne og undertrykte folk der ikke var enige, så var det da en modbydelig form for meningstyrrani. Lidt sent for Pittelkow at indse det nu og overfladisk at gøre udøverne til naive studenter. Hvad med dem der kom i klemme??