Læsetid: 6 min.

Hvem ejer egentlig et kunstværk?

Når litteraturhistorien kræver sin ret, sker det ofte på bekostning af forfatterens vilje
Når litteraturhistorien kræver sin ret, sker det ofte på bekostning af forfatterens vilje
2. april 2009

På Amazon.com reklameres der i øjeblikket for en mindre litterær sensation. Fra den 3. november vil det være muligt at erhverve sig et eksemplar af den store russisk-amerikanske forfatter Vladimir Nabokovs sidste værk, The Original of Laura (Dying is Fun), som ikke tidligere har været udgivet. Romanen, som Nabokov skrev på 138 kartotekskort, blev aldrig helt færdig, og i sit testamente beordrede forfatteren, at manuskriptet blev brændt.

Han kunne ganske enkelt ikke udholde tanken om, at hans læsere skulle præsenteres for et værk, der nok var "færdiggjort i tanken, men ikke på papiret", som han formulerede det. Vladimir Nabokov døde i 1977, og siden 1991 har sønnen Dmitri haft ansvaret for manuskriptets skæbne. Han har beskrevet værket som det mest "geniale, originale og muligvis radikale", hans far nogensinde har bedrevet, men ikke fundet anledning til at dele sin oplevelse med resten af den litterære verdensoffentlighed. Indtil for nylig. Over for New York Times forklarede han sit holdningsskifte.

"Jeg har aldrig set mig selv som en 'litterær brandstifter'. Da min far kort før sin død blev spurgt, hvilke tre bøger han fandt uundværlige, nævnte han dem i prioriteret rækkefølge og sluttede af med The Original of Laura. Kunne han nogensinde i alvor have påtænkt sig dens ødelæggelse?"

Sagen om Nabokovs ufuldendte manuskript er principiel: Skal man, eller skal man ikke lade afdøde forfattere bestemme litteraturhistoriens gang? Den amerikanske litterat og skribent Ron Rosenbaum formulerede dilemmaet i en artikel i Slate Magazine i forbindelse med Nabokov-sagen:

"Hvem 'ejer' egentlig et kunstværk? (...) Den døde hånd fra graven? Eller de ivrige, måske for ivrige, læsere, teoretikere og biografer, der vil have fingre i det, ligegyldigt hvilken tilstand det er i?"

Det er hverken første eller sidste gang, spørgsmålet har aktualitet.

Tre år før sin død i 1921 skrev Franz Kafka et testamente til sin gode ven Max Brod:

"Kæreste Max, min sidste bøn: brænd alt hvad der befinder sig i mine efterladte papirer (...) af dagbøger, manuskripter, andres og egne breve, tegninger og så videre, undtagelsesløst og ulæst".

Havde Max Brod gjort, som han fik besked på, ville Kafka formentlig have været en parentes i litteraturhistorien. Blandt de 3.000 tryksider, der skulle have været brændt, lå nemlig nogle af de værker, som siden har gjort Kafka verdensberømt, herunder Slottet og Processen.

Men Max Brod gjorde som bekendt ikke, hvad der blev sagt. I stedet begyndte han kort efter Kafkas død at ordne og redigere det kaotiske materiale. I alt publicerede han seks bøger af Kafka, men mange mener, han burde have holdt fingrene for sig selv. Herunder forfatteren Milan Kundera, som i sin essaysamling De forrådte testamenter har kaldt Max Brods gerning for en svinestreg.

Havde Max Brod imidlertid efterkommet Kafkas ønske og brændt manuskripterne, ville det have været en katastrofe for litteraturhistorien, mener Moritz Schramm, der er adjunkt på Institut for Litteratur, Kultur og Medier på SDU og har skrevet ph.d. om Kafka.

"Det kan godt være, Kafka ikke selv anså sine værker som egnede til udgivelse, men udefra og på afstand kan vi i dag se, at det var de," siger han.

Moritz Schramm indrømmer dog, at det er en vanskelig diskussion.

"Nu bor jeg jo selv sammen med en forfatter (Charlotte Inuk, red.), og jeg er sikker på, at hun ville blive rasende, hvis jeg publicerede hendes manuskripter imod hendes vilje. Men generelt mener jeg, at et vist overgreb mod en enkelt stakkels forfatter er berettiget dér, hvor der er tale om, at man redder væsentlige værker for eftertiden," siger han.

Døde midt i en sætning

Det er Gyldendals Johannes Riis, der står bag redigeringen af Jakob Ejersbos trebindsværk, der nu udkommer posthumt. Og det er ikke første gang, han står med et ufuldstændigt manuskript i hånden.

Da Erik Aalbæk Jensen, forfatter, præst og far til filmproducenten Peter Aalbæk Jensen for 12 år siden pludseligt og uden varsel gik bort, tilfaldt det også Johannes Riis at tage sig kærligt af den ufuldstændige roman Enkebal. Et manuskript, forfatteren havde arbejdet på, siden han afsluttede romanen Særlige vilkår i 1994, men som han ikke nåede at gøre færdigt, inden han den 30. september 1997 hen under aftenen med ét faldt om på sit badeværelse af en blodprop og døde på sekundet.

Enkebal var tænkt som en fortsættelse af Erik Aalbæk Jensens lange episke projekt med at tegne det danske samfund fra 1930'erne til 1970'erne, anskuet fra barndommens Vendsyssel. Men ved hans død forelå der ingen instrukser om, hvordan manuskriptet skulle behandles.

"Aalbæk døde stort set midt i en sætning, og Enkebal var langt fra at være et færdigt manuskript. Det var et fragment på en helt anden måde end Ejersbos Liberty," siger Johannes Riis, som endte med at skære de ufærdige sidehistorier ud af bogen og fokusere på den historie, som var mest færdig. En procedure, som der er redegjort for i efterskriftet til Enkebal:

"Det er altså ikke en fuldt færdig tekst, vi her giver videre til Aalbæks læsere, men dog så færdig, at den fænger og ikke kræver undskyldning," som det lyder.

Ifølge Moritz Schramm er den væsentligste grundregel ved posthume udgivelser da heller ikke, om bogen er 'færdig' nok til udgivelse, men om læseren kan fæste lid til, at det foreliggende udtrykker forfatterens egen intention med manuskriptet: "Det er muligt, at forfatterens ønsker ikke kan følges hundrede procent, men så længe der redegøres for processen i et efterord, flugter det nogenlunde med vores romantiske forestilling om en autoritativ forfatterfigur: Forfatteren døde desværre, men en anden kan nu opfylde hans ønsker," siger han.

'Lugter af ligrøveri'

Er der én ting, litterater kan enes om, når det kommer til posthume udgivelser, er det, at de kræver et forklarende for- eller efterskrift. Da forlaget Per Kofod i 1996 udgav Martha Christensens efterladte historier En lille helt - og andre historier kunne man læse følgende overskrift i Politiken: "Samling lugter af ligrøveri". Det var anmelderen John Christian Jørgensen, der stod bag udfaldet mod udgivelsen, som han anklagede for at være båret af rent kommercielle hensyn:

"En lille helt pletter Martha Christensens minde," skrev han og mente, at det var "uetisk at udgive et manuskript posthumt uden at fortælle læserne under hvilke omstændigheder det er fremkommet".

Det fremgik nemlig ikke af bogen, at manuskripterne var hentet ud af forfatterens dødsbo. Nogle år tidligere var det imidlertid John Christian Jørgensen selv, som befandt sig i skudlinjen, da han forestod udgivelsen af Leif Panduros romanfragment Den ufuldendte dommer. Romanen var tænkt som en opfølger til Høfeber, men Panduro blev aldrig færdig med manuskriptet, som ved hans død forelå i hele tre forskellige versioner.

John Christian Jørgensen valgte den længste version og lod den publicere i Gyldendals Julebog i 1986. Interessen for det ufuldendte manuskript var stor, men flere anmeldere, heriblandt Informations Torben Brostrøm, stillede spørgsmålstegn ved, om ikke man med udgivelsen havde gjort Panduro en bjørnetjeneste ved at sløre eller direkte skade billedet af hans forfatterskab? Eller sagt med John Christian Jørgensens egne, senere ord: Havde man "plettet et minde"?

Spørger man Moritz Schramm er der ingen grund til at tro, at posthume udgivelser mindsker forfatterskabernes generelle agtelse. Udgivelserne fordrer blot en anden læsestrategi, mener han.

"Det er klart, at posthume værker ikke kan gøre sig gældende på samme måde som de værker, forfatterne selv har autoriseret. De skal læses med andre øjne, som et slags appendiks til forfatterskabet. Men det betyder ikke, at de er uvæsentlige for eftertiden," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu