Interview
Læsetid: 9 min.

'Hvordan kan man vide, om man er normal, hvis alle holder igen?'

Camilla Stockmann og Maise Njor har skrevet efterfølgeren til megabestselleren 'Michael Laudrups tænder'. Og lever med, at både mødrene i vuggestuen og kollegerne på redaktionen ved, hvad de har følt, tænkt og gjort i året, hvor Camilla Stockmann fik et barn, mens Maise Njor mistede kernefamilien
Kultur
3. april 2009
Camilla Stockmann og Maise Njor har skrevet efterfølgeren til megabestselleren 'Michael Laudrups tænder'. Og lever med, at både mødrene i vuggestuen og kollegerne på redaktionen ved, hvad de har følt, tænkt og gjort i året, hvor Camilla Stockmann fik et barn, mens Maise Njor mistede kernefamilien

"Jeg skal jo skilles om fem år," siger Camilla Stockmann med overraskende overbevisning i stemmen, men hun har grund til formodningen, for hun plejer at halte cirka fem år bagud sin penneveninde Maise Njor. Da de to kvindelige journalister i 2005 skrev mega-bestselleren Michael Laudrups tænder var Camilla Stockmann barnløs karrierepige, mens Maise Njor ammede sit tredje barn. I deres nye bog Charlie Hotel Oscar Kilo er det Camilla Stockmann, som skriver om livet på barsel, mens Maise Njor skriver sig selv og familien ind i skilsmissestatistikken.

"Noget af det dejlige ved at skrive Michael Laudrups tænder var, at jeg opdagede, at jeg måske alligevel turde gå ind i familielivet. Jeg behøvede ikke at blive bange for at blive en bebrejdende husmor, for den familie, som Maise havde, var helt anderledes. Det var en version af moderskabet, hvor man samtidig godt kunne være sig selv," funderer Camilla Stockmann indtil Maise Njor bryder ind og tørt konstaterer: "Ja, denne her gang er jeg ikke lige så god reklame."

"I denne bog står vi begge på tærskelen af et familieliv. Jeg kigger ind på det, som jeg er ved at få og Maise kigger ud på det, som hun er ved at miste. Det betyder, at vi pludselig kan mødes igen og skrive en ny bog sammen," fortsætter Camilla Stockmann.

"Vi overvejede at kalde bogen 12 år ældre på 12 måneder, for det var sådan, at jeg havde det. Jeg blev 12 år ældre af at få et barn."

Maise Njor: "Denne bog er blevet til det år, hvor vi fik grå hår og rynker."

Camilla Stockmann: "Den første bog er skrevet om en meget sorgløse tilværelse. I denne her bog er det sårbarheden som binder os sammen. Det er også derfor, at bogen er mere alvorlig end sjov."

Blufærdighedstærskel

Charlie Hotel Oscar Kilo er sjov, men der er dryppet et par gevaldige dråber malurt i cocktailglasset siden sidste e-mail-korrespondance.

Hvor Michael Laudrups tænder kan læses i samme sindstilstand, som så man et afsnit af Venner, er den nyeste bog en decideret gyser om at satse stort på kernefamilien - og tabe. Stort set samtidig med at Camilla Stockmann føder sit første barn, bliver Maise Njor forladt af sin mand og bruger resten af sine e-mails til at dissekerer sig selv og sit ægteskab i håbet om, at han kommer tilbage. Det gør han, men siden er han gået igen, og det er ikke meningen, at vi skal tale for meget om det, for skilsmissen er stadig ny, og Maise Njor er tyndhudet, og i det hele taget er det lidt svært at vide, hvordan man skal interviewe to kvinder, som har gjort deres liv til et akvarium, hvor alle kan kigge med.

- Det må være så mærkeligt at hele verden ved så meget om jer. Spekulerer I aldrig på, om folk har læst jeres bog, når I møder nye mennesker?

Camilla Stockmann: "Næh, jeg glemmer det."

Maise Njor: "Jeg glemmer det også, og så pludselig tænker jeg: 'Hvorfor glor hun sådan på mig? Har jeg tegnet mig i hovedet med tusch?' På et tidspunkt var der én af mødrene i min datters klasse, som sagde til mig: 'Du ved godt, hvor mange af forældrene, som har læst din bog ikke?' Og jeg havde slet ikke tænkt over, at jeg skulle sidde til forældremøde med mennesker, som vidste så meget om mig. Men så igen: hvad er egentlig problemet med, at folk ved, hvem man er? Jeg har det sådan, at hvis alle holder igen, hvordan skal man så vide, at man er normal? Hvis ingen giver noget af det, som gør ondt, så tror man jo, at man er helt alene i verden."

Dagbogen som svarer igen

Camilla Stockmann: "Vi har begge altid haft et stort behov for at skrive ting ned. Jeg har altid skrevet for at få ryddet op i tingene, fordi der var ting, som jeg ikke kunne sige."

Maise Njor: "Vi har vel begge været sådan nogle børn, som har siddet og gloet - og tænkt: hvad laver hende der?, hvorfor gør han sådan noget? Da jeg var barn havde jeg det sådan, at mit skrivebord var et helle. Jeg vidste lige præcis, at viskelæderet lå i højre skuffe og brevpapiret i venstre. Og det var, når jeg sad og skrev ved det bord, at jeg fik styr på verden."

Maise Njor og Camilla Stockmann taler som to veninder, der har kendt hinanden så længe, at de er på fornavn med hinandens mødre, børn og ekskærester, og det er de ret beset også. I Michael Laudrups Tænder præsenterede de hele deres livs persongalleri for hinanden med tilhørende komik og smukt serverede pinlige episoder. Bogen blev en succes, som kom bag på både dem selv og forlaget, men mens bogen siden er blevet lavet til et teaterstykke, har været vedlagt et dameblad og på tilbud i Netto, har de to kvinder ikke set særligt meget til hinanden.

Humor eller alvor

Camilla Stockmann: "I andre venskaber og relationer mødes man, og så snakker man. I Maises og min relation mødes vi - ikke! Og når vi så endelig mødes, så mødes vi et år på skrift. Når jeg skriver til Maise, tænker jeg faktisk ikke på, at det skal blive til en bog. Jeg opfatter det mere som en dagbog. En dagbog, der svarer igen, og det er faktisk meget berigende at skrive i den. Især måske i denne her periode af mit liv, hvor jeg var på barsel og ikke talte med nogen og var ensom. Jeg har det også sådan, at denne her bog er bedre end Michael Laudrups tænder. Netop fordi den er mere alvorlig.-

Maise Njor: "Der er ikke så meget cirkus-revy over denne her bog"

- Hvorfor skrev I ikke alvorligt før?

Maise Njor: "Da jeg var yngre, havde jeg det meget sådan, at jeg ikke måtte tage ordet, hvis jeg ikke var virkelig underholdende. Jeg skulle lige rundt i manegen med nogle fjer på hovedet som en cirkushest. Jeg bruger tit humoren som en lynafleder. Jeg synes jo kun, humor er rigtig sjov, hvis man er derude, hvor man lige så godt kunne have grædt, men så vælger at grine i stedet for. I år var bare ikke så meget at grine af."

- Har I videre grænser for, hvad der er pinligt end andre mennesker?

Maise Njor: "Her i mit nye liv er jeg begyndt at gå til psykolog, og hun sagde på et tidspunkt til mig at min blufærdighedstærskel var meget højere end andre mennesker og måske især min eksmands. Måske følte han, at det var voldsomt traumatiserende at blive brugt i en bog. Det var bare aldrig gået op for mig. Jeg troede, at alle havde den samme blufærdighedstærskel. Jeg synes også, at det er mærkeligt, at man så tit bliver spurgt om, hvordan man tør give så meget af sig selv. Der er jo også en side 9-pige i Ekstra Bladet og det er da mere mærkeligt at stille sig op nøgen og sige, at ens livret er høns i asparges!"

- Men en side 9-pige gør sig lækker. Det gør I jo ikke. Og slet ikke i jeres nye bog?

Maise Njor: "Nej, der er nok ikke nok så mange, som onanerer til Charlie Hotel Oscar Kilo."

Filosof i stedet for psykolog

Maise Njors telefon ringer hele tiden og bliver hver gang besvaret med et entusiastisk 'hej skat', når hun får en af sine tre døtre i røret. Det nye liv som fraskilt inkluderer at være mor på deltid med den skizofreni, som nødvendigvis må medfølge, når man den ene uge har armene fyldt af børn, som skal hentes, opdrages og lægges i seng - og den næste uge kun har sig selv at passe på. Det sidste lyder en smule attraktivt synes intervieweren, som har et barn på under to, men Maise Njor ryster sørgmodigt på hovedet.

"Det er jo rædselsfuldt. Jeg er slet ikke kommet dertil, hvor jeg kan nyde det. Når jeg hører om andre, der er blevet skilt, så synes jeg stadigvæk, at det er lidt taberagtigt. Sådan lidt slattent. Det gør man da ikke, når man har børn." siger hun forknyt og der bliver stille i et par sekunder, indtil Camilla Stockmann tager over.

"Jeg har faktisk altid set mig selv som enlig mor, for det har både min mor, min mormor og min oldemor været," siger hun.

"I min familie har man altid haft en fortælling om, at skilsmisserne gjorde en mere lykkelig, for man bliver jo altid mere lykkelig med sin næste mand, men da jeg så læste Maises mails, opdagede jeg, at det var en løgn. Jeg havde lige fået Karl, da Maises mand gik fra hende, og det gik op for mig, at jeg kunne miste ham igen, hvis min kæreste blev forelsket i en anden eller holdt op med at elske mig. Det kan jo ske, man sidder jo bare der i sofaen og håber det bedste. På den måde er kærligheden jo ikke nogen viljesakt, som man kan bestemme over."

- Men der er jo ingen, som kan læse Maises mails og tænke, at hun bare gav op. Du kæmper jo hele bogen for dit ægteskab?

Maise Njor: "Ja, det gjorde både min mand og jeg, og det er meget trist, når det ikke virker alligevel. Jeg tænkte også over, om det var en god ide, at mine børn en dag kan læse om vores skilsmisse. Men så talte jeg med en kvinde, som fortalte at hun enormt gerne ville kunne læse om sine forældres skilsmisse. Hun havde nemlig aldrig forstået, hvorfor de blev skilt. Måske er det egentlig en gave, som man kan give sine børn, at de kan lære deres forældre ordentligt at kende."

- I har ikke overvejet bare at lave fiktion for at komme uden om alle de her dilemmaer?

Maise Njor: "Det ville være noget helt andet, hvis det var fiktion, for så kan man jo skrive hvad som helst."

Camilla Stockmann: "Jeg ville også forvente mig mere af fiktion. Det her er jo stadig en slags journalistik, hvor to, som skriver klummer, støder ind i hinanden og rapporterer fra deres hverdag."

Maise Njor: "Men jeg har ikke skrevet klummer siden Michael Laudrups tænder, for jeg gider ikke på høre mig selv på den måde længere. Bridget Jones var sjov, da den kom, men nu må vi lidt dybere. Projektet med denne her bog er netop at destillere følelserne og gøre dem klare."

Camilla Stockmann: "Ja, men der er nok nogle, som vil mene, at vi stadig skøjter rundt i et overfladisk klummeunivers."

- Der er nok også nogle, som vil synes, at I er gået for langt og udstiller jer selv?

Maise Njor: "Det er jeg faktisk ligeglad med. Jeg hørte, at det nye i London var at gå til filosof i stedet for at gå til psykolog. Jeg tror, at det er ved at gå op for folk, at de er præcis ligesom alle andre, og at de spørgsmål, som vi går og tumler med, er de samme ti. Måske ender vi med at gå til filosof alle sammen, fordi vi ikke længere vil være specielle og unikke, men søger efter det alment menneskelige."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her