Læsetid: 3 min.

Johnny Cash som et hit i natkirkerne

Vi er mere troende, end vi tror, og der er ingen grund til ikke at gå i kirke, for der er særegne oplevelser at hente
22. april 2009

Gud skal vide, at jeg har bedt mange gange, når jeg var i bekneb. Jeg meddeler dette, fordi jeg ikke er alene. Et knebent flertal i den danske befolkning har, som det hedder i en ny undersøgelse fra Megafon, henvendt sig "til højere magter i bøn", hvilket præstestanden er lykkelig for. Så prædiker den alligevel ikke for døve øren, selv om ørerne ikke møder op i kirken om søndagen og næppe af den grund er røde. Mange af dem er også på søndagsudflugt eller på rejse til europæiske lande, ligesom ørerne i Per Højholts Auricula.

Mit kirkelige grundlag fastlagde jeg for oceaner af år siden. Det var tydeligt for enhver med øjne, at geografi spillede en afgørende rolle for den trosretning, man troede, man valgte at tilhøre. Araberne blev muslimer, asiaterne buddhister, Sovjetborgerne ateister, og vi var kristne.

Jeg vil ikke mene, at det hele er noget vrøvl. Det kan godt være, nogle af dem har ret. Vi ved bare ikke hvem. Derfor er mit mantra blevet: Jeg tror ikke på noget bestemt, men at alt er muligt. Jeg har ikke personligt haft åbenbaringer, som peger i en bestemt retning. Med hensyn til diverse skabelsesberetninger, såvel naturvidenskabelige som religiøse, har jeg siden min tidligste ungdom hældt til den antagelse - helt min egen - at livet er opstået ved selvantændelse i noget krimskrams.

Snork i domkirken

Jeg er ikke kirkeforagter, ligesom jeg respekterer enhver, der tror på noget, men ikke accepterer alt inden for enhver tro. Tilværelsen har sendt mig i kirke flere gange i den sidste tid, og hvor jeg tidligere var pas på andagten, kan jeg faktisk godt lide den nu. Man får ro i sindet for en kort stund.

Således har jeg været til natgudstjeneste i både Christianskirken i Lyngby og i domkirken i København. Det var vederkvægende oplevelser som et godt alternativ til at drikke sig en kæp i øret på en fredag eller lørdag aften. Tag den!

Natkirken er for søgende sjæle, men også lidt et modefænomen. Således var det på et tidspunkt moderne blandt unge at gå til midnatsmesse i den russiske kirke i København, måske er det stadig.

I Vor Frue Kirke, som domkirken hedder, sad vi i påsken om et nadverbord, og vi stod foran alteret og sang, og præsten sagde ord. Over alt dette hørtes en rungende, vedvarende lyd, en høj snorken. En hjemløs havde indrettet sig i et hjørne af kirken med sin rygsæk og sine poser, og her sov han trygt. Det var smukt. Vi så også en video med Johnny Cash, der har sange med bibelske referencer, og som synger, som John Wayne ville synge, hvis han kunne synge. Også i Lyngby var der unge, der flot sang sangen "Personal Jesus", som Johnny Cash har lånt fra Depeche Mode.

Fotografens kald

Så var jeg til sørgelig bisættelse. Informations tidligere fotograf, Ernst Nielsen, der gjorde reportagefoto til en kunstart, var død, og vennen, Jacob Ludvigsen, talte ved kisten, hvor han fortalte om dengang, Ernst som ung og ny fotograf tog med en journalist fra sin avis, dengang Land og Folk, ud til en mand fra Lolland, der havde telefoneret ind til redaktionen og fortalt, at han nu ville brænde sig ihjel som protest mod Vietnamkrigen. Det ville journalisten gerne lave en historie om. Lollikken tog pænt imod parret fra avisen, og så forsvandt han ind i et andet rum. Da de to pressefolk efter lang venten gik derind, havde han hængt sig. Ernst kendte sit nye kald som fotograf og tog et billede - som man naturligvis ikke bragte. Men historien viser, at han havde genet til at tænke gennem apparatet. Ludvigsen citerede de islandske sagaer: "Fæ dør, frænde dør, selv dør du til sidst. Men ét ved jeg, som aldrig dør: Mindet om en ædel mands dåd". Farvel Ernst - don Ernesto!

Til sidst en vits, som min yndlingspræst slap godt fra at fortælle en juleaften: Konen var troende, manden var ateist. "Hvorfor er det egentlig, du ikke kan tro?" spurgte hun ham en dag. "Min intelligens forbyder mig det," svarede han, hvortil hun replicerede: "Så kan det ikke være nogen stor forhindring!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu