Læsetid: 8 min.

Jorn for fuldt tryk

Den lange rejse fra barndom gennem besættelsens lille trykkammer til det store, åbne nye. Asger Jorns komplette grafiske værk udstilles på Silkeborg Kunstmuseum
-Ins unbekannte- hedder dette træsnit i fem farver, et prøvetryk fra 1970. Titlen er en hilsen til Rimbaud, hvis digte var en livslang inspiration for Jorn, og det er jo under alle omstændigheder den vej, man som kunstner skal.

-Ins unbekannte- hedder dette træsnit i fem farver, et prøvetryk fra 1970. Titlen er en hilsen til Rimbaud, hvis digte var en livslang inspiration for Jorn, og det er jo under alle omstændigheder den vej, man som kunstner skal.

Lars Svanholm

29. april 2009

Da René Renne, Claude Serbanne og Edouard Jaguer i slutningen af 1940'erne stod bag en lille bog med Asger Jorns tegninger, var det poesien og det magiske, der var det interessante. Det var det vel altid med Jorn, og som så meget andet - ind imellem ikke erkendt eller ikke indrømmet offentligt - stammede det fra surrealisterne.

"Hvis det ubevidstes hvirvler forplanter sig fra tidsalder til tidsalder, som de forskydninger i jordlagene, hvis virkninger kan spores tusinder af kilometer fra deres centrum, så stammer Asger Jorns magiske transskriptioner sikkert også fra fjerne tider. Allerede de primitive folkeslag var optagne, ikke af den figurative gengivelse af den ydre verden, men af at transskribere de hemmelige kræfter, som de gættede på, var til stede overalt i det skjulte".

Bogen udkom først godt 30år senere på Silkeborg Kunstmuseums forlag. Den indeholder, ud over teksterne af Renne, Serbanne og Jaguer, et digt af Jorns gamle ven, Jens August Schade, og den er meget klart opbygget. Næsten som om den var en pædagogisk skitsebog af Paul Klee, der var et af Jorns store forbilleder.

Det kan man se både i den bog og i den store udstilling af al Jorns trykgrafik fra alle årene, der lige nu kan ses på det museum i Silkeborg, der først og fremmest skylder ham sin eksistens, sådan som det er med den mærkeligt private og netop derved sjældent almene pragt af billeder, der præger det.

Udstillingen ledsages af en registrant over det trykte værk. Det er en genudgivelse, udvidet med enkelte numre, af den gamle registrant fra van der Loo, Jorns gallerist i München. Den har i mange år været uopdrivelig, og hvis man har kunnet finde den, har det oftest været uden det originale litografi, der var dens smuds-omslag. I den nye udgave er billedet der stadig, men ikke som originalt litografi lige til at fjerne.

Den magiske maskine

Bogen med tegninger, der redaktionelt blev afsluttet i 1947, er en pædagogisk præsentation af udvalgte stykker fra Jorns tidlige år. Inspirationen fra Klee er som sagt stor, og fra adskillige andre. Jorns lærer fra årene i Paris før krigen, Fernand Leger, og Max Ernst. I de tidligste linoleumssnit ses en realistisk hverdagsverden, og man aner det tryk, der har hvilet over Jorn og de danske abstrakte kunstnere omkring tidsskriftet Helhesten, da de gennem fem lange år var lukket inde i det besatte danske mørke. Det er små, sorte, eksplosive billeder af myldrende kravl og dæmoniske figurationer. Ikke abstrakt, for Jorn er aldrig abstrakt, men hans realisme, hans naturalisme, er magisk og historisk. Besættelsens mørke kryb ligesom råber på erfaringerne fra det store lys, Jorn havde oplevet på Legers værksted sidst i trediverne, før krigens mørke sænkede sig.

Det er vel ikke så mange, i senere generationer, der har skænket det mange tanker, hvor eksplosive disse mørke år egentlig var, og hvordan det følelsernes trykkammer derfor senere kunne flamme ud i protuberanser så vilde, spontane og farvegale som Jorns efterkrigsbilleder.

Det er magisk, og det magiske, trolddomsagtige, ligger også i selve den grafiske proces. Det er ikke for ingenting, den tidligt blev kaldt en 'sortekunst', og det var noget, Jorn helt bevidst arbejdede med. Også den tilfældighed, som mediet i sig selv på mange måder fremmer: Ridser, rifter, skår, knaster, plamager, knive, nåle. Plader, sten, kobber, jern, pensler, blyant, strøg, tykt og tyndt flydende væsker, olier, klatter, farver. Papirets forskellige egenskaber, valsernes drejen. Pres og hjul.

Og spejlingen, når billedet føres over fra stokken, stenen eller pladen til papiret gennem valsernes kulørte kraftmaskineri. Eller deres sorte nattespor, som Ole Sarvig kunne svimle over. Renne og Serbanne sagde det sådan her i 1947:

"Man måtte konkretisere de skjulte kræfter, holde dem fast, og derigennem neutralisere og underlægge sig dem: mennesket frygter intet mere end det usynlige. Tegnet, det vil sige skriften i sin specifikke karakter, var midlet til at holde fangen og udfri: I dag kan vi blot erindre os det."

Situationer, vandalisme

Men vejene skilles. I 1947 var Jorn stadig en slags surrealist eller i hvert fald en 'revolutionær surrealist', som den belgiske digter Christian Dotremont kaldte sin nye ting. Sammen med ham, og et par stykker mere, dannede Jorn i 1948 gruppen COBRA, navnet sammensat af begyndelsesbogstaverne i COpenhague, BRuxelles og Amsterdam, og Cobra vendte sig fra det parisiske. Der blev også lagt afstand til surrealismen, og måske især dens førende talsmand, Andre Breton, hvis stil for øvrigt interessant nok fortsætter i de tekster, som Jorns unge franske ven fra St. Germain, Guy Debord, kort efter begynder at fylde på sit lettristiske oprørsbål, der i 1957 bliver så varmt, at det smelter resterne af lettrismen, Cobra og et par andre, mindre bevægelser sammen i 'internationale situationniste'. Fortid er fortid nu, også for Jorn. Fremtid er fremtid. Nu er nu.

Det nu uddyber han så med sin gotiske vandalisme, og fra dens store nordiske felt suger han nu kraften i sine billeder. De kommer ud af runestokke, af kvadersten, af helleristninger, og sideløbende kommer de ud af fantastiske italienske farveeksplosioner i grafikkens ny teknikker og keramikkens brændte jord. For Jorns nye bopæl er Italien.

Det er et enormt rum, han derved får åbnet. Fra surrealisterne har han stadig med, at der kan være tale om et indre, drømmenes rum med plads til overtroen og dens mylder af kryb og kravl, der rummer eller repræsenterer magiske kræfter, man ikke skal kimse af. Det er også et rum for Jorns nordiske, keltiske åre, hans drukkenskab, hans hang til bevidsthedsudvidelser, hans romantiske eventyr. Det kommer til at gøre ondt, og ikke altid kun på ham selv, når han følger sine impulser, sådan som den myte, han skaber, mere og mere tvinger ham til at gøre det, men der ligger den desperation i det, at den trælse lille mørke, kålstinkende besættelseshverdag aldrig mere skal få ham. Hvis den nærmer sig, stiller han sig op og trutter med sin ven, Jean Dubuffet, eller han rejser til Milano og kaster sig ind i de nye muligheder, der åbner sig for litografiet, nu hvor man ikke længere kun bruger tunge litografiske sten, men også meget lettere plader, der gør det muligt at arbejde meget hurtigere og derved nemmere lade forskellige rækkefølger af farver spejle sig ud af mere og mere spontane forlæg.

Det flammer og blusser, det flimrer over i pop, men i sidste instans er det klassisk og klart, med en sodet kant i konstant glød, der kaster gnister på natten. Jorn peger på det, der måske vil ske. Han er nuets mand.

For tiden er en del af det spontane. Den er en dimension, og Jorn søgte, som så mange andre i de år, metoder, der kunne koble kunstnerjeget, kunstnerpersonligheden, ud af spil og frembringe nye, uberørte billeder, nye mønstre direkte i materien som sådan. Surrealisternes automatisme var bare én af metoderne, hallucinogene stoffer var - for en malende digter som Henri Michaux - en anden. Man kunne tegne med lukkede øjne, med den forkerte hånd, som et barn, som en gal. Og trykprocessens spejling er et dybt, mekanisk billede.

Barnet er spejlbilledet af sin mor, sin matrix eller matrice. Det mekaniske er en del af det, der fascinerer, også i fotografiet, men der, og i visse trykformer, bliver metamorfosen kemisk. Den griber ind i verden, eller bliver grebet ind i af verden, på en måde, der nærmer sig det måske organiske, som om liv 'af sig selv' opstod i den mekaniske proces.

Alkymi.

Oprørets strøm

Jorns værk er en skrift. En slags graffiti på tiden. Sat i puls af surrealisternes automatisme trækker den magisk indhold med sig ind i øjeblikket fra store områder af især nordisk middelalders magiske billeddannelse, og i den sammenhæng er alting magisk, som skriften, bogstavskriften først og fremmest, oprindeligt også var det. En formidling af det ellers usynlige, uhørbare, det andet, det ny, det gamle, det det. En filosofi i skrivende poetisk praksis. Jorn er en billedtrykkets digter. En Rimbaud, ustandseligt eksperimenterende, 'til bunds i det ukendte for at finde det ny' og 'bevidst absolut forstyrrende alle sanser'. Han trykker sine billeddele i alle mulige farver, nøjes ikke med at arbejde i valører, der allerede findes erkendte som 'smukke' og 'rigtige', fordi 'sådan gør man', gul her, rød her, sort her, blå her, grøn her. Han arbejder vulgært, han sætter skrappe kontraster op, han lader farverne skinne og skælve, han sætter dem sammen, så det skriger i pæne øjne, kunstnerisk skolede øjne. Han har lært af fortidens mestre, af middelalderens desperados, af Dadas skraldgrinende, håbløse stempling af krigens og griskhedens grimme verden, som den med særlig forkærlighed kan optræde i den mondæne salonkunst. Han vil brænde grimme huller af vildskab i det harmoniske, han vil - som han underbetitler sit monumentale maleri, 'Stalingrad' - 'modets gale latter'.

Jorn er ikke så indviklet. Der er ikke noget fortænkt ved hans billedfortælling. Anbragt som nu på museet i Silkeborg eller i det ledsagende katalog er der tale om en slags tegneserie, hvor det optrædende er sindets urstof, som det gestalter sig. Han bruger alting, det hele inspirerer ham. Også den malende chimpanse, Congo, der engang i halvtredserne blev så berømt, at den udstillede på instituttet for samtidskunst i London.

Jorn er også menneskelig. Han er trofast mod det sted, han kommer fra, og hvor han som barn snittede illustrationer i linoleum til KFUM-spejdernes blad. Senere kom der politisk brod på den kristne inspiration, og Broby Johansen udgav en serie af hans tidlige linoleumssnit.

Ude i baggrunden rumsterede allerede guldhornene og verdens store, kulørte lykkehjul. Såmænd også i billedets form de mange andre nye, i fremtiden revolutionært forankrede mulige, magiske samfundskonstellationer.

Jorn er, og rejs nu selv til Silkeborg og se det, i sin vulgære og uforskammede dumdristighed, en læremester og vejviser for alt, hvad der senere fortsat har skræmt snævre små kræmmersjæle med hårrejsende og forfærdeligt øjeblikkeligt håndgribelige, stadigt skiftende og uforudsigeligt konstante kortslutninger af sandhed og skønhed.

Han er den eksplosivt inkarnerede, den fantastisk effektive visuelle universalmedicin, der på stedet fjerner alle mørkets skyklapper.

Silkeborg Kunstmuseum. Jorn komplet - det grafiske værk. Til den 17. Maj 2009.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer