Læsetid: 6 min.

Kvægets nuancer

Søren Ulrik Thomsen kritiserer individualiseringen og åbner op for, at vores tilhørsforhold til det forhadte borgerlige fællesskab bør tages op til revision. Individet bør dog til stadighed tilkæmpe sig visse egenskaber - til fællesskabets bedste
Flokdyr. I Søren Ulrik Thomsens generation var kvæget det brede erkendelsesforskrækkede flertal, de dumme. I hans nye essay er det snarere hans egen generation og nutidens individualisme, der har fået tildelt kvægrollen.

Flokdyr. I Søren Ulrik Thomsens generation var kvæget det brede erkendelsesforskrækkede flertal, de dumme. I hans nye essay er det snarere hans egen generation og nutidens individualisme, der har fået tildelt kvægrollen.

2. april 2009

Søren Ulrik Thomsen (SUT) rækker i sit essay "Balladen om den tynde mand" (offentliggjort i Information den 5. marts) tilbage mod tiden før 68, ikke for at annullere 68, men for at genfinde nogle af de ting, der ifølge ham gik tabt i ungdomsoprøret. Dette sker på baggrund af en samtids- og selvkritik, der peger på, at individualiseringen er løbet løbsk, siden kampen mod det gamle system blev vundet for 40 år siden.

Skylden for denne løbske individualisme tildeler SUT vores tendens til at definere os selv ud fra fælles fjendebilleder, frem for at finde sammen om et fælles mål.

Fjendebilledet for individualismen (som selv individualister kan stå sammen om) er den såkaldte almindelige borger, den tynde mand i jakkesæt, Computer Charlie. Disse fjendebilleder er, ifølge SUT, blevet brugt i lang tid efter, at kampen for den enkeltes ret til at udfolde sig blev vundet i slutningen af 60'erne. Således er den vundne frihed blevet spildt på at dyrke fortidens fjender, hvilket kun har skabt nye begrænsninger for den enkeltes udfoldelse, idet fjendebilledet er blevet bekæmpet med en ny form for ensretning til følge. Som det altid sker, når man går i krig, mister man sin evne til at se.

Undgå fjendedyrkelsen

SUT kalder fjendebilledet en projektion af vores egen skyggeside, og han forsøger i essayet at vende sig om mod sin generations skyggeside og samle skyggen op, denne 50'ernes almindelige kedelige grå borger, fra den tilbagelagte vejstrækning og spørger: "Kan vi ikke bruge denne fortræffelige mand til noget?" Jeg kommer til at tænke på et digt af SUT (fra Ukendt under den samme måne, 1982), der beskriver den bevægelse, jeg synes essayet gør:

Lost and found

Leder år efter år efter det han én gang har tabt/

og taber konstant noget på vejen og taber så også/

pludselig sporet og vender sig om og samler fortabt/

alt det mistede spredt langs med vejene op og når/

derfor omsider tilbage med favnen helt fuld

Det er umuligt at komme videre uden at kritisere det foregående. Selv SUT må kritisere sin egen generations lallende måde at synge med på "Ballad of a thin man" og "I en blågrå cupé" for at kunne gribe bagud i tiden og fremhæve nogle af dyderne fra 50'erne som nyttige i nutiden.

Problemet opstår, når kritikken forfalder til et fjendebillede, som kommer til at spærre den vej, kritikken ellers havde banet.

Vi dyrker vores fjendebilleder stærkere end vores helte.

Hvordan fremelskes disse fjendebilleder? SUT bruger C. V. Jørgensens tekst som et eksempel, men jeg mener, det er vigtigt at pointere, at det snarere er de folk, der bruger teksterne til deres eget fjendemalingsprojekt, som udgør problemet, end teksten i sig selv.

Jeg mener sågar, at der i denne skelnen mellem kunstnerens billeder og fjendebilledet ligger en mulighed for at undgå fjendedyrkelsen.

Et øjebliksbillede

Fjendebilledet dyrkes ikke af kunstneren, men af beskueren. Kunstneren laver kun billeder. C.V. Jørgensen har ikke gjort andet, end at male et billede af en mand i en blågrå cupé. - En subjektiv kunstnerisk udfoldelse, som i høj grad fortjener at blive behandlet med det selv samme dobbeltblik, som SUT beder os kaste på 50'erne i sit essay.

Sangteksten bør først og fremmest betragtes som et øjebliksbillede, som kunstneren har forsøgt at fastholde. Sangen kan ikke forholde sig til, hvorvidt Computer Charlie går hjem og danser med sin elskede og læser spændende historier for sine børn, uden at miste det, der gør den til en sang. Det er ikke kunstnerens opgave at forholde sig nuanceret til Computer Charlie. Det er tilskuerens opgave at nyde sangen og samtidig forstå, at her er tale om en sang og ikke en virkelighed. Jeg fristes til at supplere med endnu et digt af SUT (fra Ukendt under den samme måne, 1982):

ikke hælde virkeligheden på digte/

ikke hælde digte på virkeligheden/

bare skrive digte,/

virkelige digte/

C.V. Jørgensens tekst er et virkeligt digt, fordi den virker. Men set i en anden optik, er den bare et digt og bør som sådan ikke give anledning til fordomme om mænd, der tager på arbejde hver dag.

Digteren har ikke noget at gøre med læsningen af hans digt. Hans arbejde er færdiggjort, når læserskaren kaster sig over ordene og bruger dem til at male fjendebilledet med. Men den dag læserskaren finder ud af, at dens fjendebillede er falskt, begynder den at lede efter den skyldige. Ikke længe efter bliver gerningsmanden fundet: Digteren. Han bliver hængt af den selv samme hob, der tidligere tiljublede ham.

Flokmentalitet

Denne hob, denne masse, bør være genstand for vores opmærksomhed. Det er ikke nogen grå hob af åndsforladte mennesker, jeg forsøger ikke at male nogen fjendebilleder. Det er ikke en hob, der kommer udefra, som vi skal værne os mod. Det er en hob, der bor i os: vores flokmentalitet.

Fænomenet er blevet tiljublet til alle tider. Pink Floyd synger: "United we stand, divided we fall". I legenden om den store bulgarske konge Khan Kubrat illustrerer kongen sammenholdets styrke for sine sønner ved at lade dem forsøge at knække et knippe grene, hvilket viser sig mægtig svært, hvorimod det er en smal sag at knække grenene enkeltvis.

Problemet er, at flokken ikke er i stand til at nuancere. Hvis den skal være en flok, er den nødt til at tale med en samlet stemme, men dermed går den individuelle nuance tabt, og individet mister sit syn, til fordel for flokken. Den store svaghed ved Khan Kubrats knippe af grene er, at alle grenene vil futte af, hvis man sætter ild til én af dem. Lad os sige, at ilden er en tanke, lad os sige, at ilden er et fjendebillede som eksempelvis panserne, muslimerne, jøderne, de vantro, de autonome, de intellektuelle, de gamle, de rige, de almindelige og så videre. I disse eksempler var der kun gået ild i en enkelt gren, hvis de blot ikke havde været samlet i et bundt. En sådan selvstændig gren, der står uden for kulturkampens flammehav, er SUT's far i essayet.

De vigtigste valg

Vi fokuserer på de valg, der berører os selv. Men de vigtigste valg - dem, vi tager i fællesskab - har vi en tendens til at opfatte som noget, der sker uden vores indflydelse.

Jeg har pligt til at være opmærksom på hoben i mig. For at beskytte min individualitet og de fællesskaber, jeg er en del af. Hvilken bevægelse sætter masserne i mig? Hvilke bevægelser sætter jeg i masserne?

Den svenske digter Gunnar Ekelöf har malet et fint billede af den hob, der er tale om, med en enkelt linje i digtet "Jeg tror" (på det ensomme menneske) (fra Färjesång, 1941):

det der er kvæg i andre er også kvæg i dig

Denne flokbevægelse bliver ofte kun opfattet som noget, de andre (fjendebilledet) gør. I SUT's generation var kvæget det brede erkendelsesforskrækkede flertal, de dumme. I hans nye essay er det snarere hans egen generation og nutidens individualisme, der har fået tildelt kvægrollen. I George Orwells Kammerat Napoleon optræder en fåreflok, som har karakter af at være en uforbederlig permanent forsamling tåber, mens grisene og gårdens andre dyr spiller nogle andre roller. Men når Ekelöf siger, at der også er "kvæg i mig", præciserer han, at der er tale om én stor flok.

Det er ikke tilrådeligt at hæve sig over flok-mentaliteten og sige: Det vil jeg ikke være. Først i erkendelsen af, at man er en del af flokken, kan man forsøge at bevare den individuelle nuance.

Kvæget og fårene er gode billeder fordi de kan være løbske. Det løbske element i os selv maler fjendebilleder, fordi de andre gør det - eller fordi vi vil have de andre til at være med. Vi har det sympatiske træk, at vi søger enhed med andre mennesker, som bliver et usympatisk træk, hvis vi ikke er opmærksomme på, at vi har et individuelt ansvar for, at flokken holdes sammen i respekt for andre og ikke i nedgørelse eller afstandtagen fra andre.

Vi kunne alle sammen være små tynde mænd og kvinder fra 50'erne, vi kunne være kvæg eller grene. Det vigtige er, at vi har et ansvar for ikke at nedgøre hinanden, da dette i sidste ende er det samme som at nedgøre os selv.

Dette ansvar kan være svært at forvalte, hvilket jeg afsluttende vil forsøge at illustrere ved disse linjer af Michael Strunge (fra Nigger 2, 1983):

Det hele er eet stort niggeri. Nigger, nigger, negativt, alle

males sorte, fordi de er det indeni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu