Læsetid: 4 min.

Kvinden der er tiltrukket af ekstreme kroppe

Dans interesserer ikke Kitt Johnson, det gør deriomd kroppen i dens forskelligartede, sommetider bizarre udgaver. I sine tre anatomiske forestillingre vender hun vrangen ud på legemet og danser alt det, som er indeni
Koreografen Kitt Johnson inspireres til sin koreografi af både anatomi og Darwins evolutionsteori, som hun omsætter til bevægelse og dans. Dansefestivalen PanCreas er kulminationen på syv års arbejde for hende med temaerne krop, anatomi og koreografi.

Koreografen Kitt Johnson inspireres til sin koreografi af både anatomi og Darwins evolutionsteori, som hun omsætter til bevægelse og dans. Dansefestivalen PanCreas er kulminationen på syv års arbejde for hende med temaerne krop, anatomi og koreografi.

Kristine Kiilerich

29. april 2009

Kitt Johnson, spinkel og elegant, åbner en kæmpestor mappe, og alle slags kroppe flyder ud af den og ned på gulvet.

Et dissekeret hoved, en brændende munk, gamle anatomiske tegninger af hjernen og huden.

På andre ark kan man se naturbilleder af gamle rødder, krebsdyr, som ligner sten, floder og skeletter.

På sofaen ligger den illustrerede bog Extreme Bodies. Alt dette er inspiration og research til Kitt Johnsons anatomiske trilogi, der i disse dage bliver præsenteret som hovedattraktionen på dansefestivalen PanCreas.

For 49-årige Kitt Johnson er PanCreas kulminationen på syv års arbejde med temaet Krop, Anatomi og Koreografi.

Inden da havde den tidligere eliteatlet baseret sin dans på teknikker, hvor danseren forvandler sin krop gennem mentale billeder af udefrakommende ting og tilstande, f.eks. et vandfald. Med den anatomiske trilogi ville hun undersøge, hvad der sker, når billederne kommer indefra.

Til hver af trilogiens dele hører et omhyggeligt sammensat program, hvor de bedste af Kitt Johnsons mange billeder krydres med citater som Goethes "Mennesket er ikke dannet, før det bliver flået".

Kitt Johnson har taget tyskerens ord til efterretning og siden 2002 brugt sin karriere på at læse videnskabelige artikler, studere anatomi og dernæst krænge al sin viden ud på scenen.

Først i 2003 med forestillingen Aortas Partitur, hvor fem kvindelige performere fokuserede på organer, væsker og knogler. Al koreografien udsprang af deres improvisation, som Kitt Johnson derefter satte i system.

"Det, som interesserer mig, er den individuelle krop, altså de enkelte spilleres kroppe, ikke kroppen som massefænomen. I Aortas Partitur havde vi to udskiftninger, og det var faktisk vanskeligt at have med at gøre. Det optimale er, at vi skaber forestillingen med og på de kroppe, der er. Spillerne skal ikke gøre det, jeg finder på. Det vil jeg hellere selv gøre," siger hun.

Og hun har gjort det, nemlig med soloforestillingen Rankefod fra 2005, der er opkaldt efter en underklasse af krebsdyr, som Darwin brugte seks år af sit liv på at studere og klassificere. For både ham og Kitt Johnson handlede det om arternes oprindelse, idet Johnsons forestilling skal udtrykke kroppens evolutionære hukommelse.

"Det lyder jo svært, for hvordan danser man lige kroppens evolutionære hukommelse? Men jeg har altid været tiltrukket af det, der umiddelbart virker umuligt," siger Kitt Johnson.

Denne gang forberedte hun sig ved at læse og se dyrefilm, hvorefter hun satte et kamera op i sit dansestudie, så hun kunne se sine bevægelser bagefter.

"Så går jeg i studiet og forsøger at glemme alt, hvad jeg har læst og undersøgt, men stiller mig bare til rådighed for det, der sker. Ofte bliver jeg overrasket over, det jeg ser, fordi jeg er så optaget af dansen, når jeg er i studiet," siger hun.

Trist at fornægte alderen

Kitt Johnson er den eneste, der lige nu kan danse Rankefod, fordi den er baseret på hendes krop, ligesom trilogiens sidste del fra 2006, Palimpsest, er bygget på fem bestemte mandlige danseres kroppe. Hendes fokus på det individuelle kræver en del af danserne.

"Spillerne i både Aortas Partitur og Palimpsest er alle stærke personligheder. De er ikke superunge, men har erfaring. Jeg foretrækker dansere, som har levet lidt liv," siger Kitt Johnson.

Hun synes, det er trist at se mennesker, som fornægter deres alder, får lavet kosmetiske operationer og vil være 20 år, når de er i virkeligheden er 50. Også inden for hendes branche handler det mere om at acceptere sin alder frem for at efterligne dem, som er yngre eller ældre.

"En 70-årig danser har ikke den fysiske dynamik eller det tempo og overskud, som en 20-årig har. Til gengæld ved de, hvor lidt der skal til, før en bevægelse fungerer, og deres styrke kommer fra et mere åndeligt sted, som en 20-årig ikke er i nærheden af. Hvis man hele tiden formår at folde talent og teknik ud optimalt i forhold til, hvor man selv er i sit liv, er det lige så interessant at se på en 90-årig som på en 20-årig," siger hun.

Kitt Johnson er ikke ene om at være fascineret af kroppen, især den mærkelige eller deforme krop, som ingen kan sige sig fri for at stirre på, hvis de får chancen.

Hvem vil ikke gerne bladre gennem en bog med titlen Extreme Bodies?

"Jeg ved ikke, hvorfor vi er så tiltrukket af kroppen, men jeg ved bare, at jeg er fascineret af den," slutter hun, inden fotografen spørger, om de skal gå i gang med billederne.

"Ja," svarer hun, "må jeg lige tjekke mig selv i spejlet?"

'PanCreas' slutter den 6. maj, og programmet kan ses på www.kittjohnson.dk/pancreas

Foruden Kitt Johnsons trilogi byder festivalen også på tre andre danseforestillinger, workshops og et seminar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu