Læsetid: 9 min.

Manden, der befriede terroristens døtre

Historien gentager sig i alverdens terrororganisationer, mener den tidligere chefredaktør for Der Spiegel, Stefan Aust, der har skrevet bogen bag filmen om Rote Armee Fraktion
-Meinhof-døtrene og jeg er ikke gode venner længere. Særligt Bettina hader alle, der havde noget med studenter-bevægelsen at gøre,-siger Stefan Aust.

-Meinhof-døtrene og jeg er ikke gode venner længere. Særligt Bettina hader alle, der havde noget med studenter-bevægelsen at gøre,-siger Stefan Aust.

18. april 2009

I september 1970 rejser den unge tyske journalist Stefan Aust til Sicilien. Han har sat sig for at hente den verdensberømte terrorist Ulrike Meinhofs tvillingedøtre hjem til Tyskland.

Nogle hippier i periferien af den italienskbaserede, venstreekstremistiske terrororganisation De Røde Brigader passer på de to syv-årige piger. De må ikke udlevere dem til fremmede, der ikke kender kodeordet.

Men Stefan Aust kender kodeordet. En bekendt, der har boet sammen med Ulrike Meinhof, har sladret.

"Professor Schnase," siger han. Og får lov at rejse af sted med de to piger, der med deres mors samtykke skulle have været sendt til et palæstinensisk børnehjem i Jordan, hvor man uddanner børneguerillaer, og aldrig skulle have set deres forældre igen.

"Enhver havde gjort, som jeg gjorde," siger en næsten 40 år ældre Stefan Aust og læner sig tilbage i lædersofaen i det anonyme mødelokale på Nordisk Film. Han er i landet i anledning af den danske premiere på den tyske storfilm Baader Meinhof Komplekset, der er baseret på hans bog om den vel nok mest koldblodige terrororganisation i europæisk historie, Rote Armee Fraktion.

Socialistiske korsriddere

I mørk Hugo Boss-jakke og med et skinnende Rolex om håndleddet ligner den 61-årige Stefan Aust ikke en typisk 68'er. Men der er også gået mange år siden studenteroprøret.

I takt med at håret er blevet gråt og er begyndt at falde af, har han kæmpet sig helt til tops i medieverdenen. Senest har han gennem 14 år bestridt posten som chefredaktør på det toneangivende tidsskrift Der Spiegel, som han forlod i 2008.

Men selv om meget forandrer sig med årene, er bogen om Rote Armee Fraktion lige så aktuel i dag, som den var, da den blev udgivet tilbage i 1985, mener Stefan Aust.

"Den har holdt sig så længe, fordi den beskriver et universelt fænomen. Den giver et indblik i, hvordan terrorisme fungerer. Hvordan folk forandrer sig, hvilke sociale dynamikker, der er i spil, og hvordan grupperne retfærdiggør deres virke. Historien gentager sig på forbløffende vis i næsten alle terrororganisationer. Hvis man i dag tager al-Qaeda og slår streg over alle religiøse referencer, får man et RAF-manifest," siger han.

Der var da også noget af den samme kompromisløshed over Rote Armee Fraktion, som man i dag ser hos islamistiske terrorister. De var socialistiske korsriddere, der var parat til at dø for den verdensomspændende revolution, der skulle gøre op med amerikansk imperialisme, den tyske stats nyfascistiske magtmonopol og borgerskabets bevidstløse konsum-mentalitet.

Og de endte rent faktisk med at dø, de mest prominente medlemmer af Rote Armee Fraktion. Men først var der mange andre, der måtte lade livet.

Intellektuelt hovmod

Ved en demonstration imod Shahen af Irans besøg i Vestberlin i juni 1967 bliver studenten Benny Ohnesorg skudt i hovedet og dræbt af en politibetjent. I april året efter bliver den legendariske frontfigur for den tyske studenterbevægelse, marxisten Rudi Dutschke, også skudt i hovedet. Det lykkedes dog ikke for attentatmanden, højreekstremisten Joseph Bachmann, at slå Dutschke ihjel. Efter timer på operationsbordet overlever han med svære hjerneskader.

De to begivenheder gør dybt indtryk på journalisten Ulrike Meinhof.

"Hun blev i stigende grad utilfreds med sit journalistiske arbejde. Hun følte sig kaldet til at udrette noget, ikke bare skrive om det. Det lå i det hele taget i tiden. De venstreorienterede ville forandre forholdene, ikke nøjes med at beskrive dem," siger Stefan Aust, der lærte Ulrike Meinhof at kende på tidsskriftet Konkret, hvor han var redaktør, og hun var feteret klummeskribent.

"Hun var en sympatisk og smuk kvinde. Jeg kunne godt lide hende. Og man må sige, at hun var meget intelligent. Hun argumenterede ualmindelig godt og kunne med tre sætninger lukke munden på en modstander i en diskussion. Men hun havde et intellektuelt hovmod. Hvis man ikke var enig med hende, var man upolitisk og havde ikke forstået noget," fortæller han.

Arrogancen kunne imidlertid ikke dække over Ulrike Meinhofs personlige problemer. Hun var desperat utilfreds med sit liv, mente Stefan Aust at kunne fornemme. Og det var måske heller ikke så mærkeligt. Hendes elskede mand havde forladt hende, og hun var alene med to små døtre.

"Hun svævede i et lufttomt rum," siger Stefan Aust.

Fra journalist til terrorist

Mens Ulrike Meinhof er allermest labil, dukker Gudrun Ensslin pludselig op hjemme hos hende. De to har gennem årene etableret en løs kontakt, men kun som fjerne bekendte.

Ensslin har sammen med sin kæreste, Andreas Baader, sat ild på et stormagasin i Frankfurt i protest mod Vietnam-krigen og det tyske politis brutalitet. De er begge blevet anholdt, men sat på fri fod under retssagen og er så gået under jorden. Nu er Baader imidlertid blevet taget af politiet og sidder igen i arresten. Og Ensslin har brug for hjælp til at befri ham.

"Ulrike kom virkelig til at beundre Ensslin meget. For hun havde allerede gjort noget. Hun havde vist, hvad politik i virkeligheden er. Det var Ulrike meget fascineret af," siger Stefan Aust.

Og derfor tager Ulrike Meinhof springet.

Den 14. maj 1970 bliver Andreas Baader ført til Berlins Institut for Sociale Spørgsmål, hvor den kendte journalist venter. Hun har truffet aftale med myndighederne, der har tilladt Baader udgang under streng bevogtning, fordi Meinhof hævder at skulle interviewe ham til en bog, hun arbejder på.

Udenfor venter menige medlemmer af Rote Armee Fraktion med pistoler og oversavede haglgeværer. Og aktionen lykkes. Politi-betjentene bliver brutalt passiviseret, og Baader befriet.

Sadomasochistisk

Fra da af er det for sent at vende om. Politiet udsender samme dag en efterlysningsplakat med Ulrike Meinhofs billede på.

"Det kalder man bran-ding. Den prominente journalist gav sit navn og ansigt til gruppen. Og dermed blev Rote Armee Fraktion en politisk betydningsfuld gruppe. Det var de ikke før. De var bare kaoter, der havde sat ild til et stormagasin. Men nu blev de berømte takket være politiet," siger Stefan Aust, der mener, Gudrun Ensslin blev rasende på det nye medlem af gruppen.

"Ensslin var uden tvivl den stærkeste person i gruppen. Hun var lederen og chefideologen. Men folk begyndte at kalde Rote Armee Fraktion for Baader-Meinhof-banden, fordi Meinhof var så kendt," siger han og fortsætter:

"Nogle af mine kritikere mener, jeg har et Baader-Meinhof-kompleks, fordi jeg har arbejdet med gruppen så længe. Men i virkeligheden tror jeg, der kun er én person, som har sådan et kompleks. Og det er Gudrun Ensslin. Det må da have irriteret hende helt enormt, at alle talte om Baader og Meinhof og ikke om Baader og Ensslin. Hun vidste jo, at hun var den mest betydningsfulde af dem alle. Jeg tror, hun hadede Ulrike Meinhof."

Ensslin forsøger da også fra begyndelsen at mobbe Meinhof, mener Stefan Aust. Men måske opsøger Meinhof også selv nedværdigelsen:

"Jeg har ikke behandlet det meget i bogen, men Ulrike Meinhof havde helt klart en masochistisk komponent i sig."

Og måske netop derfor passer Meinhof sært godt sammen med Andreas Baader.

"Baader var lidt ligesom Marlon Brando i Vild Ungdom. Han havde en homoerotisk forfængelighed over sig og var samtidig voldsomt aggressiv, hyperaktiv og skruppelløs. I den sadomasochistiske komposition var han sadisten. Han havde stor fornøjelse ud af at skade andre," siger Stefan Aust.

Lyst til eventyr

Og andre bliver i særdeleshed skadet. I begyndelsen begår gruppen flere brutale bankrøverier, og hurtigt kommer det til bombeattentater mod blandt andet amerikanske militærbaser i Vesttyskland, hvor adskillige soldater omkommer.

Men tilværelsen som terrorister er langtfra omkostningsfri for gruppemedlemmerne selv. Særligt Ulrike Meinhof må bringe et umenneskeligt offer, da hun sender sine børn til Sicilien og regner med aldrig at få dem at se igen.

"Disse mennesker stammede fra det velhavende borgerskab og havde intet forhold til vold og våben. Så for at begive sig ud i en situation, hvor de kunne gøre, som de gjorde, måtte de brænde alle broer bag sig. Og for en kvinde er det at skære sig fri fra sine børn måske den mest radikale måde at lægge sit tidligere jeg bag sig. De kommer til at høre til et tidligere liv," siger Stefan Aust.

Og så er vi tilbage ved Ulrike Meinhofs masochistiske tendenser:

"Hun underlagde sig selv tortur og legitimerede det med, at hun af højere årsager blev nødt til at skære sig fri fra sine børn," siger Stefan Aust, der altså selv kom til at spille en hovedrolle i forbindelse med befrielsen af tvillingerne.

"Jeg mente ikke, man kunne tillade, at børnene blev sendt til en af de jordanske lejre. Jeg havde måske også lyst til eventyr. Og selv om jeg vidste, jeg ikke ville blive populær i banden, havde jeg ikke regnet med, de ville gå så vidt, som de faktisk gjorde," siger han med henvisning til, at Rote Armee Fraktion efterfølgende forsøgte at slå ham ihjel, hvilket han kun undgik, fordi han i sidste øjeblik blev advaret af en bekendt med forbindelse til gruppen og akkurat nåede at flygte ud ad bagtrappen i sin lejlighed, mens attentatmændene var på vej op ad fortrappen.

Noget, bøger ikke kan

Den scene er imidlertid ikke med i filmen. Og det har Stefan Aust det fint med. Det skal handle om gruppen og dens indre dynamik, ikke om ham.

I det hele taget synes han, filmen er vellykket. Bevares, der er enkelte scener, han selv ville have skrevet anderledes, men han er absolut imponeret over, at manuskriptforfatteren Bernd Eichinger, der blandt andet står bag filmen Der Untergang, har kunnet gengive så meget af bogen med så stor præcision, forsikrer han.

Særligt én scene har gjort indtryk på ham. Den demonstrerer endog, at filmmediet kan noget, som bøger ikke kan.

Scenen viser, hvordan Ulrike Meinhof bryder grædende sammen, da hun bliver arresteret af politiet i 1972. Andet sker der ikke. Men gråden ramte noget i Stefan Aust, da han så filmen første gang.

"Jeg spurgte Bernd Eichinger, hvor han egentlig havde det med gråden fra. Det havde jeg selv skrevet, svarede han forbløffet. Og det er rigtigt, kunne jeg bagefter læse. Det fremgik nemlig af arrestationsrapporten. Men det er noget helt andet at se en kvinde græde end at læse, hun har gjort det. Når man ser sammenbruddet i levende billeder, får man virkelig fornemmelsen af, at hun pludselig indser, hvad det er for noget frygteligt noget, hun har indladt sig på," siger Stefan Aust, der opfatter det som uundgåeligt, at Ulrike Meinhof endte med at tage sit eget liv.

Hun hængte sig selv i Stammheim-fængslet den 9. maj 1976. Og året efter valgte Andreas Baader, Gudrun Ensslin og den mere anonyme Jan-Carl Raspe samme udvej - hvilket dog ikke satte en stopper for terroren, der fortsatte med flere nye generationer af Rote Armee Fraktion, som først officielt indstillede sine aktiviteter i 1998.

Moren, der blev taget

Tilbage er tvillingerne Regine og Bettina, som Stefan Aust i sin tid hentede hjem fra Sicilien. Dem har han til sin store ærgrelse ikke længere kontakt til.

"Meinhof-døtrene og jeg er ikke gode venner længere. Særligt Bettina hader alle, der havde noget med studenterbevægelsen at gøre. Hun mener, hendes mor er blevet drevet i døden af venstre-fløjsekstremister, mens andre, der var lige så slemme, har opnået høje poster. En blev for eksempel udenrigsminister (Joschka Fischer, red.), en anden Spiegel-redaktør. Hendes logik er, at når jeg kunne befri hende, måtte det være, fordi jeg var medlem af gruppen," siger Stefan Aust og understreger, at han aldrig har været med i Rote Armee Fraktion og altid har afskyet vold.

Men tvillingernes had til ham har en forståelig psykologisk baggrund, mener han. Først blev moren taget fra dem af terroristerne, da hun gik under jorden. Så tog politiet hende fra dem, da de satte hende i fængsel. Dernæst blev hun endnu en gang taget fra dem, da hun begik selvmord.

"Og så gik det helt galt. Hun blev projektionsflade for både venstrefløjen, der mente, hun var en stor revolutionshelt, og for højrefløjen, der mente, hun var statsfjende nummer et. På den måde blev hun igen taget fra sine døtre. Og til sidst kom jeg så og skrev en bog om hende og tog hende endnu en gang fra dem."

Filmen 'Baader Meinhof Komplekset' har dansk premiere på fredag. Stefan Austs bog, der ligger til grund for filmen, udkom sidste år på dansk under titlen 'Rote Armee Fraktion' på Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu