Læsetid: 9 min.

Mor og datter - den klaustrofobiske afhængighed

'Moren er tit den, der gør det forkerte. Og det er jo svært at være mor,' siger instruktøren Heidi Maria Faisst, hvis film 'Velsignelsen' - om de grimme og forbudte følelser og den stærke afhængighed mellem mødre og døtre - har premiere i dag
Følelser. Heidi Maria Faisst er 37 år, og hendes første spillefilm, -Velsignelsen-, har netop haft premiere.Instruktøren interesserer sig for det, vi ikke må tale om. De tabubelagte følelser. Hverdagens små katastrofer. I -Velsignelsen- er det blandt andet hovedpersonen Katrines manglende følelser for sit nyfødte barn og hendes egen mors reaktion på datterens handlingslammelse, der er i fokus.

Følelser. Heidi Maria Faisst er 37 år, og hendes første spillefilm, -Velsignelsen-, har netop haft premiere.Instruktøren interesserer sig for det, vi ikke må tale om. De tabubelagte følelser. Hverdagens små katastrofer. I -Velsignelsen- er det blandt andet hovedpersonen Katrines manglende følelser for sit nyfødte barn og hendes egen mors reaktion på datterens handlingslammelse, der er i fokus.

Sigrid Nygaard

24. april 2009

Heidi Maria Faisst interesserer sig for det, vi ikke må tale om. De tabubelagte følelser. Hverdagens små katastrofer. Som den 14-årige Liv, der tager hævn over sin dominerende mor ved at gå i seng med hendes kæreste i novellefilmen Liv. Eller som den nybagte mor Katrine, der ikke elsker sit eget barn i spillefilmsdebuten Velsignelsen, der netop har haft premiere, og som instruktøren selv har skrevet.

Katrine og Andreas er midt i 30'erne og får deres første barn. Det, der skulle være så velsignet, udvikler sig i stedet til en rædsel for alle involverede. For Katrine, der ikke kan amme og slet ikke kan overskue at tage sig af spædbarnets behov. For Katrines mor, der ikke kan tåle sin datters svaghed og handlingslammelse, og for Andres, der på den ene side skal støtte sin kæreste, men samtidig er bekymret for barnet og ikke ved, hvilket ben han skal stå på.

Filmen er ikke en fortælling om den velfungerende kvinde, der får en fødselspsykose, for det er ikke psykosen, der interesserer Heidi Maria Faisst. Det gør de grimme og forbudte følelser, og den isolation, man oplever, når man har dem. Filmen starter med fødslen, og den overvældende oplevelse, den er, er en motor i filmen. Katrine når ikke at finde sine ben, før alle forventningerne og kravene vælter hende omkuld i en form for angstneurose. Med til at vælte læsset er hendes egen handlekraftige mor, der gør det rigtige på alle de forkerte måder.

"Jeg tror, det er vigtigt at tale om de forbudte følelser, ellers brænder vi inde i en perfektionisme, der er meget usund for os," siger Heidi Maria Faisst og piller tesien op af et højt glas og rører rundt.

"Jeg tror ikke, vi kan tåle det der med, at vi ikke må have det på bestemte måder."

Nej til dameblade

Vi sidder på Riccos Kaffebar på Nørrebro, og her summer af formiddag og håndværkere, der henter kaffe til at tage med. Ved et lille bord sidder en ung kvinde med sin baby.

"Jeg er sådan en, der aldrig køber dameblade," fortsætter hun. "Jeg får simpelthen et så lavt selvværd af det. Jeg åbner det og tænker, hold kæft, hvor ser de godt ud alle sammen. Hvor har de smart tøj på, hvor køber man det, hvordan får man sådan et hjem? Hvor eksisterer den der verden henne? Når man så bladrer om på næste side, er der en uddybende artikel om, at de er 30 år, har en lynkarriere og fire børn og har tabt sig på to uger efter fødslen. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan folk kan holde ud at abonnere på det. Jeg tror ikke på, det er sandt. Jeg tror, de dameblade udstiller en glamourøs løgn i tilværelsen. En drøm, vi plager os selv med."

- Hvorfor er den drøm så stærk, at den kan sælge tusindvis af dameblade?

"Fordi vi så gerne vil være stærke og både være gode kærester, sætte grænser, være gode veninder med en kæmpestor vennekreds og børn og karriere. Og fritidsinteresser skal vi også have. Og vi skal læse bøger og blive kloge. Hvis man lægger det sammen timemæssigt, kan det jo ikke lade sig gøre. Vi er så skidebange for at være almindelige, men det er de fleste af os jo. Vi er trætte om aftenen og tænder for et eller andet lort i fjernsynet og er ikke ude at motionere med vores kernesunde familie. Jeg bliver helt bange. Det er jo rigtigt, det med motion og sund mad, men det er godt nok stressende at skulle leve op til de vanvittigt smilende mennesker og deres vanvittigt sunde børn, der har lagt hele deres kost om og smidt fjernsynet ud og taler sammen minimum så og så lang tid om dagen. Det hele handler om at skulle være så rigtig, og det er jo også dét Velsignelsen handler om, at Katrine føler sig så forkert, fordi hun ikke har de rigtige følelser," siger instruktøren og fortsætter:

"Hun kan ikke amme rigtigt eller tage sig af sit barn. Det er som en kvindelig kastration ikke at være en rigtig mor. Du skal amme så og så lang tid, ellers får dit barn den og den sygdom, er der nogen, der siger til dig, men hvad nu hvis du ikke kan amme? Du bliver fyldt med skyld og skam. Det er forbundet med en vis status at blive mor, men tænk på, hvor hårdt det er. Du bliver træt og tyk, og dit hår bliver kedeligt, og du sover ikke i to år. Det er altså ikke særlig romantisk. Jeg synes, det er ærgeligt, at det ikke er mere okay, at det er sådan."

Heidi Maria Faisst finder nutidens mødregrupper en smule skræmmende. Den måde de spadserer rundt i bymiljøet på i smart tøj og høje hæle og små fikse barnevogne. En af hendes veninder holdt op med at komme i sin, fordi det var for stressende. Det hele handlede om, hvem der havde lavet den lækreste mad, eller hvem, der ammede mest eller havde tabt sig mest, og der var pinligt rent alle steder.

Spædbarnet ved nabobordet sætter i en skinger gråd, der blander sig ind i koppers klirren og den stille musik i højtalerne. Heidi Maria Faisst smiler. I filmen sætter spædbarnets gråd sig på nervetrådene som stress og afmagt.

"Så skulle du prøve at sidde på Tante T. Det er en vildt smart tebutik på Vesterbro, fyldt med mødre og spædbørn," siger hun.

Klaustrofobisk relation

Heidi Maria Faisst er 37 år. Hun er født i Østrig af en østrigsk far og en dansk mor, men allerede da hun var et halvt år, blev forældrene skilt, og moren rejste til Danmark med Heidi Maria og hendes storebror og bosatte sig omkring Roskilde. Sin far har hun aldrig kendt. Moren giftede sig igen - og blev skilt igen, da Heidi Maria var 12 år. Så i perioder har hun boet alene med sin mor.

Da hun flyttede hjemmefra, gik hun først på Gøglerskolen, så på Commedia School på Nørrebro og siden på Ballerup Medieskole, før hun i 1999 kom ind på Filmskolen. Ind imellem var der nogle år, hvor hun arbejdede som pædagogmedhjælper, og ved siden af tog hun privattimer hos skuespiller og manuskriptforfatter Jens Arentzen.

Alle hendes film handler om svære følelser og vanskelige familierelationer, især mellem mødre og deres børn.

Det er ikke et bevidst valg, at hun ikke selv har børn, sådan er det bare gået indtil nu, men hendes kæreste, hun nu har boet sammen med i tre år, har en datter på 11, der bor hos dem en del af tiden.

Hvorfor Heidi Maria Faisst igen og igen kredser om afhængighedstemaet i nære relationer mellem mennesker, kan hun ikke svare entydigt på, men måske bor der en lille oprørssatan i hende, siger hun, der altid har haft lyst til at bryde med alt. Hun undersøger menneskers afhængighed af hinanden fra alle mulige vinkler og gerne i klaustrofobiske stemninger gennem tætte relationer, der er kørt af sporet.

Hendes seneste tre film, børnefilmen Frederikke, kortfilmen Liv og nu spillefilmen Velsignelsen, handler alle om problematiske forhold mellem mødre og døtre.

"Moren er tit dén i mine film, der gør det forkerte. Og det er jo svært at være mor. I Liv har hun en 14-årig teenagedatter, der på den ene side må være lille og sidde på skødet og på den anden sige: 'skrid, rør mig ikke'. Eller i Frederikke, hvor moren er nyforelsket og har glemt, at hendes datter skal komme i weekenden, og den nye kæreste slet ikke kan rumme pigen, og han skrider, og moren går helt op i limningen. Den slags følelser er også vigtige at snakke om," siger Heidi Maria Faisst, "for de er der."

Heidi Maria Faisst er ikke interesseret i at udstille sine karakterer, hun føler empati for dem alle sammen, også den kolde mor i Velsignelsen, der ikke kan holde sin egen datters angst og uformåenhed ud.

"Vi går nemt i panik, når folk tæt på os ikke kan klare det. Hvis du lukker op for din datters angst, lukker du jo også op for din egen, så i stedet skjuler vi sårbarheden og prøver at handle os ud af det. Og vi handler jo ud fra, hvor vi står og ud fra de overlevelsesstrategier, vi har lært. Det er det, Katrines mor gør i filmen."

Selv om Velsignelsen er en dyster film, der skildrer et ensomt mørke, tænder den også et lys i det. Katrine har et noget ambivalent forhold til sin travle og selvstændige mor. På den ene side er hun helt afhængig af hende og kan ikke forestille sig at klare sig uden hende. På den anden side forsøger hun hele tiden at lukke hende ude, men føler sig ikke stærk nok. Først da Katrine holder op med at appellere til sin mor med lillepigestemme - holder op med at forvente, at moren kan skabe orden i Katrines eget kaos - får hun endelig med overbevisning sagt det, der skal siges: Jeg tror, du skal gå nu, mor.

Ifølge Heidi Maria Faisst handler det om at gennemleve et nødvendigt tab af ubetinget kærlighed. Først når vi får kappet navlestrengen til vores forældre, kan vi træde et skridt tilbage og se på dem med nye øjne, tilgive dem og forstå dem som mennesker med andre funktioner end at elske os betingelsesløst.

- Tror du, det har noget at gøre med, at du ikke selv er blevet mor, at du kredser om forældreafhængigheden?

"Jeg tror da, at det at få et barn tvinger en til at træde et skridt bagud og se på sin egen mor som menneske, men der er også mange, der ikke gør det. De får børn uden at klippe navlestrengen til forældrene, som så får lov at tromle ind over, og kvinden går rundt og er rasende på sin mor, der kommer og blander sig i alting, men hun tør jo ikke sige fra."

At vide noget om noget

Som sidst i 30'erne uden børn har Heidi Maria Faisst oplevet omverdenens forventninger til, at hun snart burde blive mor. Og som instruktør er hun af og til stødt på skepsis over, hvordan hun kan lave film om noget, hun ikke selv har oplevet.

Når filmen er blevet vist har mange troet, at Heidi Maria Faisst selv har haft en fødselsdepression, og at moren er et portræt af instruktørens egen mor. Det er det ikke. Faktisk er hendes mor efterhånden helt nedtrykt over, at hendes datter bliver ved med at lave film om afstumpede mødre.

"Men jeg kan jo godt lave film om alkoholikere, selv om jeg ikke selv er alkoholiker, jeg kan lave film om narkomaner, for jeg kender til følelsen af at være afhængig. Jeg tror, jeg kan lave film om alt, jeg vil, så længe jeg kender følelserne i karaktererne. Jeg påstår ikke, at jeg ved noget om at have et barn, men jeg ved godt, hvordan det er at føle sig forkert og være bange for ikke at leve op til ting. Jeg ved også, hvordan det er at stå midt i noget, og så kommer der nogen tromlende og siger: du skal gøre det på den og den måde, og man bliver mere og mere usikker. Og jeg ved, hvordan skyld vokser og gør en tosset i hovedet. Og som fortæller arbejder man jo netop med at være empatisk og har lyst til at forstå andre menneskers følelser og motiver."

Heidi Maria Faissts næste film er netop skrevet færdig i samarbejde med Kim Fupz Aakeson, og den handler om ... ja: En 14-årig pige, hvis mor bliver løsladt fra fængslet, og pigens vekslen mellem vrede og tiltrækning. Så Heidi Maria Faisst er kommet til at gøre det igen. Kredse om afhængighedstemaet mellem nære relationer. Og selv om hun oplever det som et uudtømmeligt tema med et hav af mulige historier, ligger hun også under for angsten for ikke at lykkes:

Hun læste i den nye udgave af filmbladet EKKO den fantastiske anmeldelse af Velsignelsen, men det eneste, hun husker fra den, er den sidste forbeholdne linje: "... den eneste bekymring, man kan have, er, om Heidi løber tør for historier, når hun hele tiden laver film om det samme".

"Hvorfor er vi så dårlige til at håndtere vores egne succes'er?" spørger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu