Læsetid: 11 min.

Når din søn græder over at skulle i skole

Hvorfor må kloge og begavede børn ikke få særbehandling i det danske skolesystem? I statsminister Lars Løkke Rasmussens udgave af et værdipolitisk ændret Danmark skal eliten og god begavelse ikke længere være tabu. Men skolerne har allerede fundet ud af, at de kan brande sig over for bevidste forældre på at tilgodese specielle interesser. Skolen er blevet privatiseret inden for det offentlige system, siger skoleekspert
Eliteskoler. Flere og flere steder i skole- og uddannelsessystemet tilgodeses de særligt begavede. Her er det en finansklasse, der undervises på Niels Brock i København.

Eliteskoler. Flere og flere steder i skole- og uddannelsessystemet tilgodeses de særligt begavede. Her er det en finansklasse, der undervises på Niels Brock i København.

Kristine Kiilerich

24. april 2009

De sidste år i skolen græd Anton tit om morgenen, når han skulle afsted. Og om eftermiddagen kom han for det meste op på farens kontor, tegnede og lavede lektier. For Anton var ensomheden nærmest total. Ikke fordi han var en taber, heller ikke fordi han er en vinder, men blandt andet fordi han er særlig, en tegner, hvilket forældrene fandt ud af, da de sendte ham på en privat skole for særligt begavede børn. Her var Anton ikke længere sær, men normal blandt en masse andre børn, som omverdenen også havde betragtet som sære.

"Vi var ikke sikre på, at vores barn var særlig begavet. Og hvis han var særlig, skulle vi nok lade være med at sige det til ham, for vi havde ikke lyst til at gøre ham til et monster; én der er anderledes end andre. Men efter nogle år smed vi håndklædet i ringen og flyttede ham," siger moren, der ønsker at være anonym af hensyn til sønnen, der nu går i gymnasiet og indgår i en social sammenhæng, hvor han ikke længere er udenfor.

Ingen af Antons forældre, der begge er akademikere, havde nogensinde forestillet sig, at deres barn skulle på en skole for særligt begavede børn. Og problemet for Anton var også i højere grad socialt end bogligt.

"Anton var ensom af mange grunde, men han har en humoristisk sans, som ingen af de andre børn syntes var sjov i hans første klasse. Humor er et meget vigtigt socialt kit også blandt børn, men han faldt hele tiden sammen som en vingeskudt due, når han forsøgte sig. Vi så vores søn blive mere og mere nedbrudt og gå fra at være en livlig dreng med stor personlig gennemslagskraft til en grå, museagtig dreng, der forsøgte at falde i med tapetet, for han var blevet så klemt. Hans skole kunne ikke gøre noget, hvad skulle den også gøre? Undervisningsdifferentiering ville ikke have virket, for det var et socialt problem," fortæller Antons mor.

På den nye skole, som forældrene flyttede ham til i 8. klasse, mødte Anton en klasse af wisecrackers, der kunne komediegruppen Monty Python forfra og bagfra. Og Anton og de andre børn, der havde mange vidt forskellige nørdede begavelser, fik et socialt fællesskab og oplevede for første gang at få venner, man kunne have det sjovt sammen med.

"Anton går i gymnasiet nu og har fået den selvtillid, han manglede. De her børn er netop ikke superbørn, men børn der på mange måder har været tabere i folkeskolen," siger moren.

Pres på folkeskolen

Anton er et af de børn, der i langt højere grad skal tilgodeses i det danske skolesystem, meldte den nye statsminister Lars Løkke Rasmussen ud i weekenden, som sin første bredt appellerende værdipolitiske udmelding efter tiltrædelsestalens fokus på nedsættelse af den kriminelle lavalder.

Statsministeren talte i et interview med Politiken om den holdningsændring, han mener, der skal til - og som på mange måder er på vej, så det bliver mere accepteret i samfundet at være god til noget. Og om at der skal satses på at gøre de dygtige endnu bedre.

"Jeg har aldrig forstået, hvorfor vi i skolen kun har tilbudt specialundervisning til dem, der havde vanskeligheder med et eller flere fag. Hvorfor skal de, der har en særlig kompetence, ikke have mulighed for at få specialundervisning inden for det, de er gode til, så de kan blive endnu bedre," sagde Lars Løkke Rasmussen.

Der har de senere år været et stigende pres på folkeskolen for at kunne tilgodese ikke bare særligt begavede børn, men børn der var mere fagligt intesserede, som et svar på den såkaldte disciplinkrise i folkeskolen, hvor urolige børn ifølge lærere og forældre spolerer undervisningen. Sidste år tilkendegav et klart flertal af befolkningen i en opinionsundersøgelse foretaget for Information, at de gerne så mere holddeling i folkeskolens centrale fag, hvilket fik de konservative til at foreslå en mere niveaudelt skole på de ældre klassetrin.

I denne uges udgave af Mandag Morgen fulgte skolelederne trop, da over halvdelen af 300 adspurgte i en undersøgelse tilkendegav, at de dygtigste elever skal have ekstra udfordringer i særlige forløb for talentklasser.

Formand for Kommunernes Landsforenings Børne- og Kulturudvalg, Jørn Sørensen (R) erkender, at den undervisningsdifferentiering, der hidtil har været brugt til at tilgodese børns forskellige indlæringsevner, kan have spillet fallit i nogle sammenhænge, og at skolerne derfor må udnytte mulighederne for midlertidige holdopdelinger i højere grad. Og det er undervisningsminister Bertel Haarder og et bredt udsnit af de politiske partier enige i. De ønsker ikke at udvide folkeskolelovens muligheder for at undervise eleverne i hold, da det allerede er muligt i begrænset omfang fra 1. til 7. klasse og i op til halvdelen af tiden i de ældste klasser.

Alligevel ser Bertel Haarder med stor interesse på Blåbjerggårdskolen i Esbjerg, der fra næste år opretter landets første 'eliteklasser', såkaldte studieklasser som de mest begavede af kommunens elever i overbygningen kan søge, og som foregår ved at danne nye klasser.

Da Vinci-linjen hedder den nye linje, der ifølge skoleleder Laust Pedersen henvender sig til en gruppe elever med særlig behov og forudsætninger, som ikke har fået lov til at udnytte deres potentiale og som tidligere har følt sig udenfor.

Eliten ikke tabu

Ifølge Laust Pedersen er den nye linje en naturlig udvikling i folkeskolen, fordi der er et ønske i befolkningen om at designe deres egen tilværelse og dermed også skolegang.

"Det her er et forsøg på at skabe større diversitet i folkeskolen. Vi oplever , at det er nødvendigt. Skolerne skal ikke være en kopi af hinanden. Hver skole skal have sine styrkeområder, så det samlede udbud bliver større," siger han til folkeskolen.dk.

Laust Pedersen må være en mand efter Lars Løkkes hoved. Hans fokus på de dygtige elever er nemlig et led i den modernisering af den offentlige sektor, der skal tilbyde mere frit valg og mere fleksibilitet. Et projekt, der af de politiske kommentatorer spås at blive fundamentalt i hans regeringstid, og som står centralt fra hans tid som indenrigsminister.

Og selv om skolerne rundt om i kommunerne ikke er gået så langt som Blåbjerggårdskolen, så er de i fuld gang med at brande deres forskelligheder og trække kunder til butikken.

En rundspørge, Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde mellem jul og nytår viser, at hver tredje kommune har sat gang i særlige talentinitiativer og næsten 80 pct. mente, at folkeskolens undervisning af børn med særlige talenter eller forudsætninger bør prioriteres højere.

Der kræses også om eliten på de vidergående uddannelser, og videnskabsminister Helge Sander (V) bekendtgjorde onsdag, at de dygtigste studerende skal have yderligere mulighed for at forbedre sig gennem større pensum og anerkendte forskere som undervisere. Niels Brock i København har et elitegymnasium for elever, der savner boglige udfordringer, mens Købmandsskolen i Århus har delt eleverne op i tre niveauer efter engagement, hvad folkeskoler forskellige steder også har gjort. De særlige talentforløb ligger for det meste ud over den særlige undervisning og kan foregå i forskellige fag. Og det er ikke kun særligt bogligt begavede, skolerne forsøger at orientere sig imod. F.eks. har Hjørring kommune efter et forsøg med særlige talentklasser i 8. og 9. klasse i samarbejde med Hjørring Gymnasium, nu oprettet en særlig talentlinje for de musisk interesserede.

Farvel enhedsskole

I realiteten kan man godt diskutere, hvorvidt vi er på vej tilbage til tidligere tiders opdeling af skolens elever, mener Jørn Sørensen fra KL.

"Hvis det her gennemføres systematisk, sker der en opsamling af de kvikke børn i visse klasser og hold. Jeg har lige været i Hviderusland, og vi besøgte Skole 4 for de elever, der var gode til musik og sprog. Hviderusland er det sidste gammelkommunistiske land i Europa, og det er vel ikke lige det, vi går efter," siger Jørn Sørensen. For ham går skillelinjen ved, om man bevarer stamklassen, så der er en social enhed, hvor børnene i den overvejende del af undervisningstiden mødes på tværs af egenskaber, motivation, færdigheder og social baggrund.

Det samme mener Per Fibæk Laursen, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, der henviser til Tysklands meget opdelte skolesystem, som de på grund af dårlige faglige resultater nu er ved at bevæge sig væk fra.

"Det tyske system har kastet den såkaldte kammeratskabseffekt, der forskningsmæssigt har vist, at de dygtige elever hiver de mindre dygtige med op, over bord. Når man permanent og i meget omfattende grad stempler en gruppe børn som mindre dygtige, har det negative og stigmatiserende konsekvenser, hvorimod man godt kan opdele efter fagligt standpunkt i mindre forløb," siger Fibæk Laursen, der frygter deling i A og B-skoler, hvis et bredt udsnit af folkeskolerne går i Blåbjergsskolens fodspor.

"Vi skal holde øje med at skolerne har nogenlunde den samme kvalitet," siger Per Fibæk Laursen.

Ny statsintervention

Men samtidig er det et faktum, at skolerne allerede langt hen ad vejen tilbyder forældrene et friere valg og mere fleksibilitet, som Lars Løkke Rasmussen ønsker.

"Der er en klar tendens til, at skolerne bliver mere forskelligartede og brander sig på en bestemt profil," siger Per Fibæk Laursen.

Tidligere rektor for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Lars-Henrik Schmidt, mener, udviklingen er udtryk for, at privatiseringen af folkeskolen nu sker inden for rammerne af den offentlige sektor i stedet for som en konkurrence mellem det offentlige og det private. Hvilket tidligere har været højprofileret borgerlig politik. Det sker ved, at skolerne brander sig på at tilbyde noget forskelligt, som forældrene kan vælge imellem via det frie skolevalg og muligheden for at flytte deres børn mellem skoledistrikter.

"Specialiseringen er blevet indoptaget i den danske folkeskole, og vi er for fuld hammer ved at gøre folkeskolen til en offentlig privatskole. En skole der i høj grad er præget af valgmuligheder," siger han.

Lars-Henrik Schmidt kæder folkeskolens udvikling sammen med stagnationen i søgning til de private skoler. Da folkeskolen begyndte at brande sig, fik forældrene den valgmulighed, de før havde mellem det private og det offentlige.

Det er Jørn Sørensen uenig i. Han mener, den stagnerede søgning til de private skoler hænger sammen med folkeskolens fokus på faglige resultater og dokumentation over for forældrene, som følge af de middelmådige resultater i internationale sammenligninger.

Men Lars-Henrik Schmidt hæfter sig ved, at de konservative har været meget glade for Lars Løkke Rasmussens udmeldinger om mere specielle hensyn og friere valg i folkeskolen. De konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, har tidligere kritiseret finansminister Claus Hjort Frederiksens ønsker om mere fleksible ordninger og mere frit valg i velfærdssamfundet, men så længe det foregår inden for den offentlige sektor, så er de konservative tilfredse, siger Kjær til Politiken.

"Det store spørgsmål er ikke længere for eller imod staten, men hvad staten kan gøre for dig," konstaterer Lars-Henrik Schmidt:

"Når de konservative siger, at valgfrihed skal ske inden for det offentlige regi, er det helt på linje med Lars Løkke, og vi taler her om en ny form for statsintervention og statsræsonnement."

Skal man se det hele som et spørgsmål om at ændre Danmark værdipolitisk, så giver det god mening, at Lars Løkke taler om holdningsændringer over for mennesker med bedre evner end andre, mener Lars-Henrik Schmidt. For selvom udviklingen allerede er i fuld gang, så taler han til en gruppe mennesker, der føler sig uretfærdigt behandlet og ikke tilgodeset af de offentlige og fællesskabsbaserede velfærdstilbud.

"Der kan være rigtige mange ambitiøse middelklasseforældre, der synes at lige netop deres barn er særligt begavet, og ikke bliver tilgodeset i de nuværende tilbud," siger Lars-Henrik Schmidt.

Den nye form for statsindgriben har oppositionen samtidig meget svært ved at angribe, mener Schmidt. Socialdemokraterne tror ifølge Schmidt forsat på, at undervisningsdifferentiering kan løse spørgsmålet om at behandle "børn forskelligt for at give dem ens muligheder".

"Men det frie valg lammer den klassiske modstilling mellem den didaktiske tro på undervisningsdifferentiering og den ideologiske opfattelse af, at man skal gøre noget særligt for eliten og talenterne," siger han.

Per Fibæk Laursen mener ikke nødvendigvis, at skoler med forskellige brands vil resultere i A og B-skoler.

"Der vil jo være forskel på, hvad der tiltrækker forældrene. Nogle vil være tiltrukket af skoler, der slår på en profil som naturskole, andre af en med musikalsk eller høj faglig profil. Det er ikke nødvendigvist de fagligt stærke skole, der vil være de mest eftertragtede," siger han.

Lars-Henrik Schmidt erkender, at spørgsmålet om, hvad der virker bedst didaktisk, ikke kun kan afgøres af den pædagogiske forskning.

"Det er også et element af holdninger i det her. Men jeg mener, at man bør udsætte specialiseringen af børn så lang tid som muligt. Som det er nu, sker opdelingen længere og længere ned i systemet, selvom den sagtens kan udskydes; vi skal være beredte i stedet for specialuddannede, det er livsdueligheden, det handler om," siger han.

Snobberi

Antons mor er på mange måder enig med Lars-Henrik Schmidt og hun havde det svært med at sende sønnen i en skole for særligt begavede elever:

"Både jeg og min mand er modstandere af Mensa som en klub for særligt begavede, fordi det er usundt at fokusere på sig selv som en særlig begavelse. Det er jo ikke nogen værdi i sig selv. I stedet skal man bruge sin begavelse i samfundets tjeneste. Vi har selv begge to stået og rodet med en pind i jorden i et hjørne af skolegården det meste af vores skoletid. Og som det eneste barn af to nørdede akademikere, mente vi, at det var en væsentlig del af Antons skolegang og en enestående erfaring, når man senere skal navigere politisk i samfundsdebatten, at han har mødt børn med forskellige erfaringer og baggrund. Skolen er jo det eneste sted, man får chancen for at møde et bredt udsnit af den danske befolkning, og man kan tidligt nok komme til at specialisere sig," siger hun.

I stedet mener Antons mor, at en tilbagevenden til den gamle realskoleopdeling ville være bedre, fordi den gjorde det til en naturlig ting at foretage et niveauvalg. I dag træffes valget måske ofte på grundlag af snobberi, funderer hun:

"Vi snobber meget for den boglige intelligens, og der er jo også forsvundet mange manuelle job til de mennesker, der har andre interesser og evner end de rent boglige. Hvis der var en bredere vifte af tilbud på arbejdsmarkedet og mindre snobberi, var en deling måske ikke så problematisk. Enten skal man vende tilbage til realskolen eller også lave specialskoler til de særligt begavede, så de andre ikke skal føle sig stigmatiserede over at gå og se på det."

Anton er et opdigtet navn. Antons og forældrenes identitet er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bolding Hansen

""Vi var ikke sikre på, at vores barn var særlig begavet. Og hvis han var særlig, skulle vi nok lade være med at sige det til ham, for vi havde ikke lyst til at gøre ham til et monster; én der er anderledes end andre."

"Monster" viser om noget, hvor hjernevasket vi er på det her område.

Man behøver ikke nødvendigvis at gøre sit barn anderledes end andre, det kan være født sådan.

Jeg kan slet, slet ikke forstå, man overhovedet stadig har den her debat.

Jeg var selv et begavet barn under de forkerte forhold. Mine første 1-2 år i skolen var et helvede, hvor jeg var mobbeoffer nummer et, anderledes, rødt hår, mærkelig accent.
Jeg var slet ikke gearet til den slags, og mine tænder er slidt langt ind til emaljen af mine natlige mareridt, og hver dag i skolen startede med en klump i halsen og panik.
Velfærdssamfundet trådte på et tidspunkt til og tilbød en gratis plastikskinne til mine tænder. Jeg fik sandelig at vide, hvor dyr en sådan var, men var der på noget tidspunkt nogen, der stillede spørgsmålet om hvorfor den unge herre, konsekvent skar tænder om natten? Nej, den slags er jo andres ansvar, og så andres, og så andres igen og til sidst slet ingens.
Jeg brugte briller hjemme, og tog dem af på vej til skolen, for at undgå endnu en mobbeårsag.
Hvor var det eneste tidspunkt min klasselærer tog fat i mig personligt og henvendte sig til mig angående problemer? Jo, det var da hun hængte mig ud foran hele klassen, hvordan hun havde set jeg gemte mine briller væk, da hun kørte forbi i bussen! Ellers var jeg jo bare en irriterende rod, som ikke gad at følge med i timerne.
Hvordan overlevede jeg? I første omgang ved at slå fra mig, ikke noget jeg vidste jeg kunne, da jeg startede, men erfarede løbende var en strategi som virkede på nogle, men ikke alle, fordi jeg var ret god til det. Men det alene blev jo også en grund til at mobbe, hvor langt kunne man gå før kedlen eksploderede? Og ih hvor var det spændende når jeg blev sur, at stikke af.
Så jeg overlevede ved at blive et MONSTER, en som sluttede sig til de andre monstre og forsøgte at få andre mobbet end en selv. Ved at blive en rod. Den som kom op til rektor flest gange, et sådant monster var jeg aldrig blevet, hvis jeg havde fået en ordentlig skolegang, det lå faktisk mere til mit højreben, at være flink og respektere andre, det havde været let at opdrage mig til dette, hvis nogen havde gidet at engagere sig.

Til undervisningen kedede jeg mig naturligvis, jeg lærte, at der ingen grund var til at følge med, fordi det var ikke svært eller spændende.
Det eneste det voldte mig lidt problemer var matematik, for jeg havde jo ikke hørt efter hvordan man skulle regne de forskellige ting ud. Så det måtte jeg selv finde ud af, og det gjorde jeg så.
Min matematik/historielærer var det nærmeste, vi kom på en god lærer.
Men han var ikke engageret i os personligt. Han var dog den eneste der kunne regne lidt ud, såsom han sagde til mig, du spilder dine evner, du er for klog det her.
Jeg husker dog mest hans ord til et forældremøde som var det i går.

"Jeg er meget utilfreds med det Thomas laver. Han kommer frem til det rigtige facit, men jeg kan ikke forstå hvordan? Han løser ikke opgaverne på den måde jeg lærer ham det, (Vredt) JEG VIL HAVE HAN LØSER DEM PÅ DEN MÅDE, JEG VISER HAM!

Han havde nok ikke fremsyn som hensigt, men på en måde havde han ret. Når man ikke følger med, mens det er let, og lærer år efter år at alting kommer til en let, så mister man disciplinen og vanen med hensyn til at kæmpe for at forstå.
En dag bliver det så pludseligt så svært, at du skal lytte efter og forstå præmisserne, eller udvide ordforrådet.

Men det er de eneste gange, jeg kan huske nogle kommenterede min personlige situation, altså udover jeg var rod og alle de opfordringer, jeg fik om at skifte skole.

Monster er ikke noget man er født som, det er noget man bliver af at blive placeret det forkerte sted, omgivet at personer som er konfliktsky, ansvarsforflygtende, og uden evner til at forstå en.

Ikke alle intelligente børn er lige så uheldige som mig, men er der tendenser til mobning, hvor de er, så er de et godt mål, for det ligger ikke naturligt til sådanne børn at kunne gå på samme plan, medmindre de allerede er pisset på af deres forældre, så det at være ondskabsfulde og synke lavt. det ligger ikke til dem. heller ikke at interessere sig for de samme ting som de almindelige børn osv.

Og selv om de kunne få en god klasse at gå i, så fortjener de den undervisning som passer til deres niveau, lige så meget som de ikke boglige, til at inspirere dem og fremløfte deres evner, og at oplære disse børn til at bruge disse evner til alles fordel, er en opdragelsessag, langt fra umulig, i de fleste tilfælde.

Nærmere end at undgå monstre, så spilder vi børns tid, bereder vanskæbne for dem, og spolerer, eller sætter tilbage i tiden, deres muligheder for at udvikle sig til det bedste, de kan blive.

Anette Eriksen

Hej Thomas Bolding
Mange tak fordi du delte.
Selvom emnet først er kommet på dagsordenen de senere år, vil der nok være flere der nikker genkendende til den tid, hvor vi eksisterede, men på et andet plan var ikke-eksisterende - det plan der nu diskuteres - heldigvis.

Venlig hilsen Anette