Læsetid: 8 min.

Nationens mørke hjerte

Masseindespærringen i USA minder om det sovjetiske Gulag, men i modsætning til deres sovjetiske kolleger havner de amerikanske forfattere ikke i fængsel for at skrive. I stedet beskriver de fængslet som noget, der står nationens hjerte nært
Masseindespærring. Siden midten af 1970-erne er fængselsbefolkningen vokset år for år, og den aktuelle samlede fængselsbefolkning i USA på 2,3 millioner mennesker er helt uden fortilfælde i amerikansk historie. Ser man på det nutidige amerikanske fængselsfænomen, ser man med andre ord konturerne af en -masseindespærring-, der kan siges at være i familie med det sovjetiske Gulag.

Masseindespærring. Siden midten af 1970-erne er fængselsbefolkningen vokset år for år, og den aktuelle samlede fængselsbefolkning i USA på 2,3 millioner mennesker er helt uden fortilfælde i amerikansk historie. Ser man på det nutidige amerikanske fængselsfænomen, ser man med andre ord konturerne af en -masseindespærring-, der kan siges at være i familie med det sovjetiske Gulag.

30. april 2009

I løbet af de seneste 30 år har det amerikanske fængselsvæsen gennemgået en voldsom udvikling med det resultat, at den amerikanske fængselsrate i dag er den højeste i verden. Mens vi i Danmark har godt 60 indsatte pr. 100.000 indbyggere, er det tilsvarende tal i USA 760, og man skal til Rusland for at finde indespærringsrater, der kommer bare i nærheden af de amerikanske.

Siden midten af 1970'erne er fængselsbefolkningen vokset år for år, og den aktuelle samlede fængselsbefolkning i USA på 2,3 millioner mennesker er helt uden fortilfælde i amerikansk historie. Ser man på det nutidige amerikanske fængselsfænomen, ser man med andre ord konturerne af en 'masseindespærring', der kan siges at være i familie med det sovjetiske Gulag. For en national kultur, som ellers har friheden som sit vartegn, er dette nye nationale særkende påfaldende.

Den amerikanske samtidslitteratur har ikke siddet fængselssystemets vokseværk overhørig. Tværtimod finder man i flere af de senere års populære amerikanske romaner et bud på, hvad det omfattende fængselsvæsen betyder for livet, som det leves i dagens USA.

Helt overordnet kan man hæfte sig ved, at fængslet i amerikansk samtidslitteratur ikke beskrives som et marginalt fænomen. Tværtimod. Den amerikanske forfatter E.L. Doctorow beskriver et sted den voksende amerikanske fængselsbefolkning som "en voksende nation inden i os", og dét er egentlig et meget rammende billede af, hvordan fængslet fremstilles i nogle af de senere års amerikanske litterære succeser. Her beskrives fængslet nemlig ikke som noget, der kun berører samfundets marginer, men derimod som en vigtig komponent i nationens centralnervesystem.

Korrektionsanstalter

Da Jonathan Franzens tredje roman, Korrektioner, udkom i 2001, blev den straks udråbt som den nye store amerikanske samtidsroman. Den grundlæggende problematik i Franzens populære roman er middelklasseidentitetens forandring i perioden fra 1960'erne, hvor romanens tidligste begivenheder foregår, og frem til det nye årtusinde, hvor hovedparten af handlingen udspiller sig. Men Korrektioner handler også om det amerikanske fængselsvæsen - eller rettere: Den handler om korrektion som et princip, der gennemsyrer hele det amerikanske samfund. I USA betegner man gerne fængsler som 'correctional facilities', og Franzen har brugt fængselstemaet til netop at tegne et portræt af det amerikanske samfund som én stor korrektionsanstalt.

Korrektioner foregår i USA's midtvest og skildrer livets gang hos familien Lambert, hvor forældrene, Enid og Alfred, stadig bor i det gamle forstadsfamiliehjem, mens deres tre voksne børn for længst er flyttet til et helt anderledes Amerika i henholdsvis New York og Philadelphia. Romanen vrimler med både reelle og imaginære fængsler. Vi hører for eksempel om det gamle isolationsfængsel i Philadelphia, Eastern State Penitentiary, som også i virkeligheden regnes for et af de første moderne forbedringshuse. Og patriarken Alfred er af den overbevisning, at hvis man "ønsker et sikkert kompas til at vise én vej gennem livet - kan man ikke få noget bedre end at betragte verden som et fængsel, en slags straffekoloni". Som børn blev de tre Lambert-søskende følgelig behandlet som medindsatte i faderens private fængsel

Af alle sine akademiske idoler sætter den mellemste bror i familien, den intellektuelle Chip, størst pris på den franske filosof Michel Foucault. Som forfatter har Jonathan Franzen også ladet sig inspirere af Foucault og af Foucaults analyse af det fængselsagtige, disciplinære samfund. I sin idehistoriske klassiker Overvågning og Straf fra 1975 mente Foucault, at 'disciplin' var det bærende princip i moderne samfund, og fra Foucault har Franzen lånt ideen om et samfundsmæssigt styresystem, hvis virkninger vi kan genfinde overalt i den sociale helhed. Hos Franzen hedder styresystemet godt nok 'korrektion', men som Foucault bruger Franzen altså fængselsmotivet til at skildre samfundets grundlæggende sociale maskineri.

Opfindelsen af et nyt neurokemisk stof med navnet korrektal spiller en vigtig rolle i romanen. Korrektal er et middel til at kurere patienter, der som familieoverhovedet Alfred lider af parkinsonisme, men stoffet kan også bruges til at korrigere og optimere "det malfungerende kriminelle sind", som det hedder i romanen. Som psykofarmaka er korrektal altså et hjælpemiddel både til familielivets sygdomsbekæmpelse og til samfundets kriminalitetsbekæmpelse; et middel, med andre ord, hvis virkefelt ikke bare er samfundets marginer, men i lige så høj grad dets inderste cirkler.

Og det er en gennemgående pointe i Korrektioner: at hjemmelivet og fængslet, det private og det offentlige, understøttes af det samme styresystem. Derfor er den talende lort, som Alfred i sin hallucinerende sygdomstilstand disputerer med på hans og Enids pensionistkrydstogt, selvfølgelig ikke bare et stykke menneskeaffald, der hører hjemme i toilettet, men også et affaldsmenneske, der hører hjemme i fængslet. "Han forstod pludselig at lorten var en undvegen fange, et stykke menneskeaffald der hørte hjemme i fængslet," hedder det her om Alfreds forstyrrede fornemmelse for lortens natur.

I Franzens portræt af et amerikansk korrektionssamfund er fængslet altså close to home. Når patriarken Alfred under familiens middagsmåltider hidser sig op over, at fængsels- og dødsstraf tages i brug alt for sjældent, beklager Enid sig. Middagsmåltidet burde være et hyggeligt familieritual, og Enid forstår virkelig ikke, hvorfor det altid skal bruges til at tale om straf, straf og endnu mere straf. Husmoderen Enid håber med andre ord at kunne frede, hvad der i Franzens korrektionssamfund på ingen måde lader sig frede: familien, hjemmet, privaten. Hos Franzen er også samfundets hjertekule, familielivet, ramt af det korrektionsprincip, der i romanen gennemtrænger hele det amerikanske samfund, og hvis sindbillede er fængslet.

Fængslet som overgangsrite

Særligt for sorte amerikanere er et fængselsophold i dag ikke en afvigelse fra normen. For mens sorte amerikanere udgør omtrent 13 procent af den samlede befolkning, udgør de op mod halvdelen af fængselsbefolkningen. Blandt unge sorte mænd uden en gymnasieuddannelse har hele 58 procent en plettet straffeattest, og hvis man medregner de mænd, der er prøvesløsladt, er knap hver tredje sorte amerikanske mand mellem 20 og 29 år under kriminalforsorgens opsyn. Fængslet er med andre ord blevet en fast bestanddel, en slags overgangsrite kunne man sige, i unge minoritetsamerikaneres tilværelse.

Dét forhold tager en anden af amerikansk samtidslitteraturs mange Jonathan'er, Jonathan Lethem, op i sin bestseller, Ensomhedens fæstning. Meget af Ensomhedens fæstning går med at skildre livet i 1970'ernes Brooklyn, sådan som det opleves af drengen Dylan Ebdus. Familien Ebdus, som består af far, mor og Dylan, er en af meget få hvide familier i deres kvarter, og Dylan vokser derfor op som en kuriøs minoritet i et sort minoritetssamfund. Han bliver bedste ven med den jævnaldrende sorte dreng Mingus, og romanens sidste del handler om den nu voksne Dylans besøg hos sin gamle ven Mingus, der sidder i fængsel. Siden deres ungdomsår har Mingus levet i fast rutefart mellem New Yorks crackbuler og detentioner.

Det Brooklyn, Ensomhedens fæstning portrætterer, er et sort lokalsamfund, hvor unge mænd ryger i fængsel før eller siden, og hvor fængslerne derfor bliver en slags transplanterede ghettoer. Men Brooklyn beskrives også i sig selv som et fangenskab, så for Mingus og de andre brothers fremstår fængselslivet derfor mest af alt som en fortsættelse af livet i ghettoen.

Lethem, der selv er hvid, beskriver i det hele taget det at være sort i USA som en form for fængsel. Og det er der en lang tradition for i den afrikansk-amerikanske litteratur - at betragte farve som et fangenskab. Man kan tage de klassiske fortællinger om personer, der 'passerer', som eksempel. At 'passere' betyder almindeligvis, at en person af afrikansk afstamning, men med et tilpas lyst udseende, går for at være hvid og dermed bryder ud af det 'fængsel', som de racebetingede forhindringer udgør. I James Weldon Johnsons klassiker The Autobiography of an Ex-Colored Man (1912) beskriver fortælleren for eksempel et sted sin desperation, da den hvide kvinde, han elsker, afviser ham efter at have erfaret, at han er en sort mand, der er 'passeret': "Jeg følte mig svag og magtesløs, som en mand, der med sine bare næver forsøger at tvinge sin fængselscelles tremmer fra hinanden."

I Lethems New York lever sorte amerikanere i fangenskab, enten reelt eller i symbolsk forstand. Men Ensomhedens fæstning viser også, at hverken de virkelige eller de imaginære fængsler udelukkende berører den afrikansk-amerikanske befolkning. For eksempel har Lethem forskudt det mere traditionelle perspektiv på oplevelsen af, at hudfarve virker som en slags fængsel til den hvide dreng Dylans synsvinkel.

I Brooklyn er Dylan en stakkels whiteboy og et let offer for venlig pengeafpresning og almindelig mobning. Når han forsøger at snige sig ubemærket forbi en gruppe sorte drenge, snører Dylan derfor parkajakkens hætte helt sammen om sit hvide ansigt, stopper de hvide hænder dybt ned i lommerne, bøjer hovedet og er taknemmelig for, at vinteren i det mindste giver ham en anledning til at maskere al den hvidhed. For Dylan er der klart nok ikke nær så meget på spil i de tildækkede ture hen til kiosken som i de klassiske fortællinger om sorte amerikanere, der passerer som hvide, men Dylans omhyggelige maskering kan alligevel bedst forstås som en slags passering. I Lethems Brooklyn er Dylan en fejlfarve, der forsøger at passere som en slags ufarve.

Og det er en pointe i Ensomhedens fæstning: De amerikanske fængsler - både de reelle og de imaginære - virker ikke kun isolerende indadtil. De smitter tværtimod også fængselsagtigt af på deres yderside. Ensomhedens fæstning er først og fremmest en generationsroman og et portræt af et stykke amerikansk kulturhistorie. Men læser man Ensomhedens fæstning som et signalement af fængselsvæsenets betydning i samtidens USA, er pointen, som i Franzens Korrektioner, at fængslerne er isolationsteknologier, hvis virkninger ikke kan isoleres fra den brede amerikanske befolkning.

Fængslet og plantagen

De seneste år har flere forskere foreslået, at den ulige farvefordeling i de amerikanske fængsler bør forstås i lyset af århundreders institutionelle diskrimination og udnyttelse af sorte amerikanere. Blandt andre sociologen Loïc Wacquant mener, at nutidens fængselsvæsen bør ses som det foreløbig sidste skud på stammen af de historiske institutioner, som har haft til formål at inddæmme og undertrykke USA's sorte befolkning; det vil sige slaveriet og siden hen raceadskillelsen og den urbane ghetto.

Forbindelsen til slaveplantagen er et af de perspektiver på det amerikanske fængselsvæsen, som hverken Jonathan Lethem og Jonathan Franzen beskæftiger sig med i deres romaner. Det gør til gengæld forfattere som Walter Mosley, John Edgar Wideman, Gayl Jones og Toni Morrison. De har ikke desto mindre allesammen det tilfælles, at de som forfattere har givet et bud på, hvad det betyder, at fængslet er i os, sådan som E.L. Doctorow foreslog med beskrivelsen af fængslet som "den voksende nation i os".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu