Læsetid: 6 min.

Det nordiske fællesskabs forskellighed er ensartet

Prisværdige norske, svenske og finske bøger
Prisværdige norske, svenske og finske bøger
2. april 2009

Spørger man sig i anledning af årets indstillinger af værker til Nordisk Råds Litteraturpris, om der er særlige kendetegn ved nordisk litteratur i forhold til den øvrige verdens, er svaret det indlysende, at de er skrevet på et nordisk sprog, hvorfor der ikke er så mange, som kender dem, før de oversættes. Ikke engang nordboerne, som sjældent gider læse selv de hinanden mest nærliggende sprog.

Gør man det alligevel, har man glæden ved den særlige klangfarve, der giver selv almenkendte begreber en særlig valør. Her holder jeg mig til de bøger, der er skrevet på norsk og svensk, alle fem er skrevet af mænd, fire romaner og en digtsamling.

Vi presenterade oss. Vi sa vad vi hette. Vi sa att vi hette Nadia och Nadir. Vi skakade hand. Vi var vänliga mot varandra. Vi sa att vi hadde sett varandra inne i byggnaden. Vi sa att vi hadde setts förut, men endast på avstånd. Vi ville inte prata om varför vi var där.

Sådan lyder det på første side i Andrzej Tichys roman Fält i en fælles fortællersynsvinkel, der dog snart skiller dem i to jeger, som på skift fører ordet i en sort-sort belysning af fremmedhed, forhistorie og mangel på samme, i en ventetid på et psykiatrisk hospital i det unavngivne Malmö. Nadja, hvis polske navn dog betyder håb, er vokset op i Sverige, mens Nadir, med et ligeledes symbolsk navn, er asylansøger uden fortid.

Tichys drevne sprogbrug og svensk-europæiske miljø tegner et fremragende billede af velkendt ukendte skæbner i det ny etniske verdensbillede af forhåbning og søgen efter nyt fodpunkt. Også billeder så forfærdende, at ord ikke slår til som i en af Nadjas beretninger, hvor hun slår op i et billedværk over nutidens katastrofer, anskueliggjort ved et halvt hundred blanke sider her i bogen, kun forsynet med billedtekster. Til gengæld markerer sorte blade adskillelserne mellem de to personers afsnit. Er det ovenfor anførte citat i tilstræbt mager stil, er Nadirs indre til gengæld en tunnel af mørke syner af nærmest lyrisk mætningsgrad. En flot kontrastrig opvisning i en vedkommende roman.

Patienter

Der er noget næsten patientagtigt over mændene i disse mandsromaner, invaliderede på forskellig måde også i den højproduktive Johan Jönsons Efter arbetsschema, en mammut på 800 sider, en dagbog, filosofisk notesbog fra et jeg, der utrætteligt skribler i sin arbejdsbunker et sted i den stockholmske jungle, når han ikke fungerer som plejer på et hjem for udviklingshæmmede blandt lort og bræk, lige så detaljeret og realistisk skildret som de mange harske portrætter af industriarbejdere, han har mødt i sine andre job. Selv er han en social opkomling, der højt intellektualiseret både direkte og indirekte leverer skånselsløs selvkritik og samfundsanalyse, nu med et arbejdsstipendium i ryggen.

Bogen er en hybrid, der i mange formmønstre og stiludtryk også er et skrift om skriften, nærmest en drøm om 'le livre', en skulptur i bibelpapir at have i hånden. Verdensvendt politisk poesi, kropslighed og nærvær: "skrev och skrev som en komplet jävla idiot, en löjeväckande nolla. utan att ha någonting att säga, utan att någon gång att påstå att detta är sant det som står här. vissta alltid att det inte kunde vara sant. satt i min bunker och skrev - "

Og ikke kun sådan bliver læseren trukket med ind som vidne og medskyldig. Identiteten mellem skriverjeget og forfatteren slås jævnlig fast med dokumenterede kendsgerninger, så hvis man kalder dette fængslende 'arbejdsskema' en roman, er det på egen risiko.

Pensionist

Som patient, invalideret af en bilpåkørsel, ender den 75-årige Johannes Thomasson i Robert Åsbackas finlandssvenske roman Orgelbyggaren i den lille österbottniske by, 'skjaldenes stad', Nykarleby. Og fuld af musik og litteratur er denne suggestive og helt virtuost komponerede livs- og arbejdsskildring, bygget over Buxtehudes passionsværk Membra Jesu nostri i syv kapitler over 'lemmerne': fødder, knæ, hænder, side, bryst, hjerte og ansigt, der successivt bliver motiver i hans fysiske tilstand.

Hans organisthustru omkom under Estonias uhyggelige skibsforlis på en rejse, han selv afstod fra på sin mangeårige arbejdsplads som proviantforvalter. Siden har han med omhu og længselsfuld kærlighed og skyldfølelse bygget et stort og kunstfærdigt orgel i sin lille lejlighed uden dog at ville eller kunne spille på det. Hendes og egen læsning af her tematisk velfungerende svensk og anden litteratur er fin underlægningsmusik i det gradvise forfald, som han omgivet af især kvindelige hjælpere med mildhed, mismod og livslyst gennemlever i en stemning af Samuel Becketts Glade dage, der til slut amatøropføres med hans filosofiske kørestolsven som Winnie!

Kropslighed, arbejdsliv og kunst indgår i Johan Jönsons papirer i særegne blandinger. Fra dette skandinaviske hjørne af Finland ånder en underfundig provinsialisme med verdenssmag, sagtmodigt og hjerteligt indtagende.

Det finsksproglige bidrag til erhvervelse af Nordisk Råds pris er skrevet af Sari Havukainen, romanen Romeo ja Julia, Romeo og Julie. Det foreligger endnu kun i manuskript i svensk oversættelse.

Familiekrønike

Stærkt i konkurrencen om prisen står formentlig også læsernes yndling, den norske Per Petterson med romanen Jeg forbanner tidens elv, der nu også foreligger på dansk, endnu en del af hans familiekrønike om Arvid, vi i tidligere bøger har mødt både som seksårig, som tolvårig og senere, hvor han har mistet familiemedlemmer i endnu en skibskatastrofe, Scandinavian Star.

I den aktuelle sammenhæng er vi før da, i året 1989 med murens fald. Og faldtendenser præger stemningen, især i forholdet til moderen, der kræftsyg har opsøgt sin barndom og fortid i Danmark, her Frederikshavn, Bangsbo Strand og Læsø.

Også denne roman er gennemtrukket af litterære henvisninger fra deres fælles læsning, og det er med til at komponere hans maoistiske ungdom og stridigheder med moren sammen med den aktuelle dødstrussel og hans egen identitetstvivl. Også han er 'invalideret' i sin psyke, en genstridig patient i tilværelsen. Bogen har vel ikke samme samlende kraft som mesterstykket Ud at stjæle heste, som han må hænge på som målestok. Jeg anmeldte den her i avisen ved fremkomsten i efteråret.

Blomstermotiver

Øyvind Rimbereid er en alsidig herre med flere romaner bag sig, derefter digte på et stavangersk nynorsk med ekskursion i science fiction-lyrik og nu en højt berømmet digtsamling på bokmål, også ny i struktur med sin bevidst forskelligartede strofebygning, men af episk karakter.

Herbarium hedder samlingen af digte med blomstertitel, et 'florilegium', med et andet latinsk ord, eller en slags læsefrugter samlet på herrens mark, fakta i bunkevis som en oplysningsbog. Det meget lange midterdigt "Tulipan" skildrer med udgangspunkt i det hollandske 1600-tals tulipanmani et stykke kapitalistisk økonomihistorie, for så vidt højaktuelt, og bygger derved med på den tydelige samfundsmæssige tendens i disse skandinaviske bøger, der alle har arbejdspladser som vigtigt erfaringsstof.

Fugle og sommerfugle er gode antologimotiver, den gamle romantiske blomstersymbolik er også brugbar, her mindre svævende i al sin brogede mangfoldighed, men dog et spændende, ambitiøst bud på sammenhæng, et overblik. Smukkest dog et lille rosendigt om en kvinde i et fly med en galant rose klemt i en italiensk avis: "Innerst, mellom kronbladenes/lette pres,/bukter stadig en gul larve sig." En lille fræk version af den gammelkendte konneks mellem rose og orm.

Stedernes poesi

Med et halvt øre kan man mærke, at musik af Carl Nielsen er dansk, Grieg er norsk, Stenhammar svensk og Sibelius morderlig finsk. Og på sproget kan man som sagt let afgøre litteraturens herkomst. Og på stederne. Der er i denne skandinaviske romansammenhæng ingen tvivl om lokalfarven i Malmö, om Oslos gadenet og Læsøs tilsvarende eksotisme. Vi hører larmen i Stockholm og stilheden i Nykarleby.

Skriften er vendt udad mod pågående omgivelser, helt tydeligt mod ikke mindst det kropslige arbejdsliv og stedernes liv med lokalkoloritten som mental karakter - som mareridt i Andrzej Tichys roman, der ikke for ingenting hedder Fält. Vi hører og ser forskellene, men opfatter dem samtidig som et aktuelt lighedstræk. Og skriften vender på fælles og dog forskellig måde indad mod kunstens, musikkens, litteraturens væsen med metapoetisk tendens. Tilfældigt og dog tendentielt.

Skandinaviske forfatterskaber er herligt forskellige på en fælles og tidstypisk måde - som al litteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu