Net-pirater køber langt mere lovlig musik på nettet end folk, der ikke henter ulovlig musik.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Norwegian School of Management.
Ifølge undersøgelsen er der 10 gange større sandsynlighed for, at en person, der henter ulovlig musik, også vil købe lovlig musik på nettet. Det skriver den norske avis Aftenposten.
Ifølge undersøgelsen er netpiraterne, ironisk nok, altså med til at holde hjulene i gang for pladebranchens salg af online-musik.
Selv om det samlede musiksalg i de seneste år har været nedadgående, er det lovlige forbrug af musik på nettet steget markant.
Undersøgelsen støtter argumentet om, at man ikke kan lave et skarpt skel mellem pirater og lovlydige borgere, fordi den måde folk bruger internettet på, har forandret sig.
Bjørn Rogstad fra pladeselskabet EMI tvivler på undersøgelsens resultat.
"Det er én ting, vi ikke kommer udenom, og det er, at forbruget af musik øges, samtidig med at omsætningen synker. Det kan ikke forklares på nogen anden måde, end at de ulovlige downloads går ud over det lovlige salg af musik," siger han.
Pladebranchen bagud
Det er dog ikke alle, der er enige i denne logik.
Lektor Audun Molde fra Norwegian School of Management mener ikke, at man kan lave en direkte sammenkædning mellem forbrug af musik og omsætning.
"Hvorvidt de, som henter ulovlig musik, ville have købt den samme musik lovligt, er og bliver et rent hypotetisk spørgsmål," siger Audun Molde.
Han påpeger, at undersøgelsens resultater tyder på, at folk gerne vil betale for musik på nettet, hvis bare tjenesterne er gode nok.
"Pladebranchens problem er, at de har nølet i mange år. Derfor er der dukket gratistjenester op, som er mere attraktive end betalingstjenesterne. Men dette er i færd med at ændre sig. For eksempel med abonnementstjenester som Spotify, som har fuld støtte i pladebranchen. Alt tyder på, at stadig flere ønsker at betale for musikken, de finder på nettet," siger han.
Undersøgelsen, der kun omfattede nordmænd, blev ikke udelukkende baseret på tilliden til de adspurgte piraters ærlighed.
Hver deltager blev nemlig bedt om at komme med bevis på, at de havde købt musik lovligt.