Det er velkendt, at forbud og fristelse hænger sammen. Først spiste Eva og Adam af æblet, selv om de udmærket vidste, at det var forbudt. Så påstod Freud, at vores seksualitet er funderet i en undertrykt incestuøs længsel efter mor og far, og i går cyklede jeg over for rødt, mens politiet holdt og ventede, uha, et sug i maven.
Det er til gengæld en udbredt misforståelse, at forbud blot er en reaktion på befolkningens lyster. Umiddelbart kan det se sådan ud; at lovgivningen ganske enkelt reagerer på uhensigtsmæssige adfærdsmønstre i befolkningen, og det er for så vidt også korrekt. Det gør lovgivningen. Men den gør mere end det.
Tag for eksempel udbredelsen af rygefetishisme. Mens Forebyggelseskommissionen udpeger rygning til at være den største trussel mod folkesundheden og anbefaler en fordobling af tobaksafgiften, et forbud mod indendørs rygning og billedadvarsler på cigaretpakkerne, ja, så dukker den ene hjemmeside efter den anden op med billeder og film af kvinder, der ryger. De ryger i sengen, på gaden, på cafe, mens de spiser eller kører bil, og selv den undrende udenforstående forstår straks, at det er frække sager, man er vidne til. Materialet bliver præsenteret som porno, men i stedet for "Girls who suck cock and eat cum" bliver den besøgende forsøgt fristet af - og hold nu godt fast - "These babes are smoking!", "elegant udånding!", og "freaks addicted to nicotine!"
Det bliver naturligvis frækkere, jo farligere det er, og man er ikke i tvivl om, at Ms. Inhale på en gang forarger og frister, når hun giver den som "the Smoking Fetish Slut who always inhales!".
Rebel uden årsag
Der er for så vidt intet nyt i, at kvinder bliver udstyret med en cigaret for på den måde at fremstå sensuelle. Billedet af den rygende skønhed henslængt på en divan med cigaretten placeret mellem de fyldige læber har givet mangen en biografgænger oralseksuelle associationer. Det lader dog til at være et ganske andet begær, der tales til, når hjemmesiden englishgirlssmoking.com præsenterer deres film om Amber:
"Amber er storryger og ryger mindst 20 om dagen, og hun arbejder på en pub, så hun er altid omgivet af røg. Hun inhalerer dybt og med lukket mund, så ingen røg undslipper. Du kan se Amber ryge rundt omkring i huset og i ikkeryger-områder, hvilket gør det endnu frækkere. Hun laver også en masse udåndinger med næsen. Der er også en fantastisk bonusscene, hvor Amber og Sarah prøver forskellige rygestile foran spejlet."
Det er ikke cigaretten som fallos, det er rygning som stiliseret dødsforagt. Amber sværter sine lunger til på trods af forbud, gode råd og sund fornuft, og det er netop hendes trodsighed, der begejstrer. Hun er ligeglad, en jamesdean'sk rebel without a cause, og vi vil have hende, for hun tør det, vi andre kun drømmer om. Som webkunstnerne Marc Voge og Young-hae Chang skriver i deres jazzakkompagnerede digitale novelle Nippon om en kvindelig ryger og hendes tiltrækningskraft på gifte mænd.
"Du er alt det, de forlader deres hjem for at få. Du er alt det, deres huslige koner ikke er. Du er alt det, de hader ved konen derhjemme. Deres koner eksisterer kun, så de kan drømme om dig. En cigaret er narko, den gør dig hensynsløs, farlig, det betyder, 'du løber en risiko med mig, du kan ikke styre dig, du løber den risiko'."
Forbuddets paradoks
Man kan argumentere for, at disse pornografiske udtryk fortjener feministisk applaus, eftersom kvinderne begæres for deres gerninger snarere end deres udseende. De er handlende subjekter (rygere, normbrydere, oprørere) i stedet for passive objekter (lyst hår, store bryster, mindst tre huller).
Omvendt ligner det endnu et element i seksualiseringen af det trivielle, som efterhånden nærmer sig et punkt, hvor ingen hverdagssyssel udført af kvinder undslipper det begærende maskuline blik.
Under alle omstændigheder må man konstatere, at rygelov, sundhedskampagner og andre institutionelt løftede pegefingre indrettet til at modvirke afvigende adfærd har en indbygget defekt: De er med til at holde liv i det, de er sat i verden for at bekæmpe. Men måske er det slet ingen defekt, måske er dette 'forbuddets paradoks' med til at sikre selvsamme institutioners eksistensberettigelse. Formuleret med usædvanlig klarhed af den amerikanske filosof Judith Butler:
"Forbuddet ikke bare opretholder, men er selv opretholdt af, det begær det tvinger ud i fornægtelse."
Forbud og frihed
Seneste artikler
LEDER: Kampen for frihed
29. oktober 2009Trusselsniveauet mod Danmark og danske interesser i udlandet er steget markant i de fire år, der er gåetTotalitære tendenser
1. oktober 2009Påbudene om korrekt adfærd og livsstil ankommer i en lind strøm, og der går ikke en uge uden et forbud eller i det mindste et forsøg på forbudDav, jeg vil gerne være et dyr
18. september 2009Regeringen har stadig kun én løsning på alle verdens problemer: Straf og forbud. Men hvis straffen for civil ulydighed under klimatopmødet skal tidobles, så kan vi vel forvente, at man snart ryger direkte i detentionen for at gå over for rødt? Jeg vil snart hellere være et dyr af en slags, for de er altså langt foran på rettigheder
Aj Anders, nu er man jo ikke noget så langt i danmark endnu, men virkeligheden er, hvad vi der bor i den angel-saxiske verden kan bevidne, at
- rygning blive reduceret drastisk når forbud indføres, og ja
- at der kun er meget få rygere tilbage,
- at de fleste af dem der hænger ved er overordetlig utiltrækkende da de oftest også er dem der ikke kan styre deres mad og kalorieforbrug, og
- at fri sex florere herligt blandt os ikke rygere og at ikke-rygerere nu engang smager bedre - det er sgu ikke særlig tiltrækkende at stikke sin tunge i gammel aske og negotin
Men det er også et faktum at der siges og skrives meget sludder her i verden
Ja, der siges og skrives meget sludder, bl.a. at det oftest er rygere, som ikke kan styre deres mad og kalorieforbrug.
Himmelråbende nonsens!