Baggrund
Læsetid: 8 min.

Den anden side af USA

I snart 30 år har Mike Sager skrevet non-fiction om rockstjerner, narkomaner, soldater og outsidere uden at moralisere eller håbe på en bedre verden. Tonny Vorm mødte en af den amerikanske new new journalisms stærkeste stemmer
I snart 30 år har Mike Sager skrevet non-fiction om rockstjerner, narkomaner, soldater og outsidere uden at moralisere eller håbe på en bedre verden. Tonny Vorm mødte en af den amerikanske new new journalisms stærkeste stemmer
Kultur
23. april 2009

På hovedgaden i La Jolla i Californien sidder en lille mand klædt i sort bag rattet i en sort BMW og bander og svovler i sin mobiltelefon. I røret har han sin redaktør.

"Fuck! Er der ikke et eller andet, vi kan gøre? Jeg talte med ham for tre dage siden. Hvornår er det sket?"

I flere måneder har den lille mand i den sorte BMW arbejdet på en stor artikel til det amerikanske magasin Esquire. Historien handler om den tidligere football-spiller Todd Marinovich, der var sin generations mest talentfulde quarterback, inden han blev heroinmisbruger. Efter planen skal den bringes i majnummeret.

"Okay, prøv at hør," siger den lille mand i den sorte BMW. "Jeg prøver at ringe til Todd. Så må vi se. Men fuck, jeg har lige talt med ham!"

Efter at have afbrudt samtalen sidder den lille mand og stirrer ud på den blå himmel over Stillehavet. En blodåre banker hidsigt i tindingen lige under hans sorte kasket. Dagen inden er Todd Marinovich blevet fængslet for at købe heroin i Los Angeles. Det betyder ikke blot, at artiklen nu skal skrives om. Aftalen med Esquires fotograf er også røget. Ingen aner, hvornår der kan tages billeder af Todd Marinovich.

Den lille mand knalder hovedet ned i rattet. Hornet tuder. På hovedgaden i La Jolla, der er fyldt med dyre butikker, elegante gallerier og små spisesteder, stopper de shoppende op og vender blikket mod den sorte BMW. Manden bag rattet ryster på hovedet, retter på sine sorte Ray-Bans.

"Hvorfor gør jeg det altid?" mumler han for sig selv. "Hvorfor fanden skal jeg altid skrive de umulige historier?"

Ikke Tom Wolfe

Mike Sager, som fyren hedder, siger det selv lidt efter: Han klæder sig i sort, fordi forfatteren og new journalism-journalisten Tom Wolfe klæder sig i hvidt. Han står på surferstranden ved Pump House 23 længere nede ad kysten mod San Diego. Solen glimter, og bølgerne ruller i Stillehavet, luften er lun, mættet af duften af blomster og saltvand. Palmerne rasler mildt.

Det er her, Wolfes The Pump House Gang udspiller sig, og det var her, Sager tog på udflugt med sin kone og lille dreng, første weekend efter de flyttede til Californien fra Washington for 10 år siden.

"Jeg anede det ikke engang," siger Mike Sager. "Tom Wolfe var mit helt store forbillede som ung, og jeg kendte selvfølgelig historien. Men vi tog på stranden, fordi der var masser af sand, vi kunne lege i. Jeg har også hørt, at Tom Wolfe arbejdede på Washington Post som ung og skrev den slags historier, jeg ikke kunne få lov til, da jeg var der. Eller andre har fundet ud af det. Folk vil gerne sætte en i bås. Men jeg er ikke Tom Wolfe."

Umiddelbart er sammenligningen forståelig. Siden starten af 1980'erne har den 53-årige Mike Sager skrevet artikler, essays og portrætter til magasiner som Rolling Stone og Esquire. I dag regnes han for en af de ypperste repræsentanter for den såkaldte new new journalism, og som sit ungdomsforbillede er hans bedste tekster også blevet udgivet i bogform. Den seneste af disse, Wounded Warriors, udkom sidste efterår, kort efter at Sager debuterede som romanforfatter med Deviant Behaviour.

"Det var en klar ambition for mig at få udgivet mine bedste tekster i tre bind. Det har Tom Wolfe også fået. Desuden kan jeg nu kalde mig romanforfatter, det har jeg altid drømt om," siger Mike Sager med et lille grin, da han sætter sig til bords på terrassen på JRDN Restaurant foran Pacific Beachs Crystal Pier.

Arven efter Watergate

Mike Sager er vokset op i et jødisk hjem i Baltimore i et velhavende kvarter, hvor alle mænd havde høje uddannelser og gode job. Hans farfar havde sit eget advokatfirma, og når lille Mike var på besøg, sad han ofte og lyttede til skrivemaskinens klapren.

"Fordi jeg elskede at lytte til ham skrive på maskine, ville jeg også være advokat. Jeg nåede helt til jurastudiet på universitetet, inden det gik op for mig, at jeg havde valgt forkert. Da jeg droppede ud af jurastudiet, sagde jeg til mig selv, at jeg ville se, hvor langt jeg kunne komme med at skrive historier. Jeg havde ingen ambitioner om hverken det ene eller det andet. Jeg ville bare skrive på maskine."

I 1975 startede han på Washington Post. Her arbejdede han sig op fra bunden til en fast del af en redaktion, hvor Ben Bradlee var redaktør, og Bob Woodward var stjernen. Alle vidste, hvad de skulle, og ingen skulle i hvert fald forsøge at ændre på noget på avisen, der lige havde afsløret Watergate-skandalen. Efter seks år kedede Mike Sager sig gevaldigt.

"Folk måbede, da jeg sagde op. Man forlader ikke Washington Post! Men det var ikke længere mig. Jeg var startet med nystrøgede skjorter, nu gik jeg i slidte cowboybukser og havde langt hår og ørering. En dag kom chefredaktøren ned og kiggede på mig. 'Det er sandt, hvad de siger, Sager. Du går med ørering!' Men jeg var træt af nyhedsjournalistik, hvor alting overdrives, og der ikke er plads til nuancer. Jeg havde læst Tom Wolfe, og jeg vidste, hvad jeg ville."

Op gennem 1980'erne skrev Mike Sager om Marlon Brando, om pornostjernen John Holmes, om rockstjerner, narkomaner, outsidere og afvigere. Han tog til Palæstina for at skrive om konflikten i Mellemøsten, opstøvede savnede amerikanske soldater i Thailand, og undervejs begravede han sig bogstavelig talt i de miljøer, han skrev om.

"Jeg har aldrig opført mig som en dum, hvid mand. Jeg holder kæft, lytter og prøver at blive en del af miljøet. Engang, hvor jeg fulgte en politiker, måtte jeg ikke køre med i hans bil, så i stedet ankom jeg lidt tidligere til salen, hvor han skulle holde tale, og hjalp med at sætte stole op. Der er mange smarte journalister, der hele tiden taler og spørger om det ene og det andet for at demonstrere, at de ved, hvad der foregår. Jeg plejer at fortælle mine studerende, at de skal lade de andre tale - folk elsker jo at tale om sig selv," siger Mike Sager, der i en af sine mest hyldede artikler Death in Venice (Rolling Stone, 1988) i tre uger fulgte en teenagebande, der lever af at sælge narko i Los Angeles.

20 år med stoffer

"Til den historie besluttede jeg at lade mit kontokort blive derhjemme. Jeg ville leve som de drenge uden penge. Skulle jeg have en cigaret, måtte jeg bomme en smøg fra en fremmed. Jeg var så langt inde i deres livsstil, at da jeg kom tilbage til mit hotel og mødte to rige mennesker i lobbyen, kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, hvordan jeg skulle stjæle deres penge. Jeg ville ikke gøre det. Jeg vidste og ved altid, hvem jeg er - at jeg er journalist - men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg kunne gøre det. Nemt."

I modsætning til Tom Wolfe og mange andre new journalism-skribenter skriver Mike Sager sjældent i jeg-form. Han gør en dyd ud af at være usynlig i sine tekster. En af undtagelserne er netop Death in Venice, hvori han bemærker at "your reporter" ryger crack med de andre teenagegangstere.

Sager forklarer, at han specielt før i tiden gik så langt, som historien krævede - og fortæller også, at narko i mange år var en del af hans tilværelse.

"Jeg startede med at ryge heroin og kokain i de tidlige 80'ere. Inden da havde jeg røget pot i mange år. Det var en del af kulturen, som jeg undersøgte og ville være en del af. Også mens jeg var på Washington Post, hvor jeg og flere af mine kolleger tog kokain."

Mike Sager fortæller, at han ikke har rørt andet end en enkelt årlig joint, siden hans søn blev født for 14 år siden.

"Det at tage hårde stoffer var en del af mig: Jeg er nysgerrig og utilpasset. Derfor blev jeg journalist. Den anden side af mig er den flinke jødiske dreng, der skal leve op til sine egne og sin families ambitioner om job og ægteskab. Ham har jeg det godt med at være i dag. Min søn skal til sport, der skal laves mad og så videre - jeg har slet ikke tid til at tænke på, om jeg har lyst til at tage stoffer."

Mike Sager tager en stor bid af sin hummer-sandwich, kigger ud på promenaden langs Pacific Beach, mens han tygger. Folk slentrer af sted under solen eller slapper af i græsset under palmerne.

Ingen tillid

"Det, jeg forsøger i alle mine historier, er at fremstille et andet samfund end det herude eller end det dramatiske, du ser hver aften på tv," siger han, da han har tygget af munden. "Lad os tage historien om crack-banden: Det er inden Boyz'N'The Hood og alle de der film, så jeg ved ikke, hvad jeg går ind til. Opfattelsen af en narkohandler på det tidspunkt er, at han kravler rundt i rendestenen med en pistol i hånden og sælger stoffer. Han er en ensom rå sjæl uden værdier. Men sådan er det jo ikke. Jeg fandt blandt andet ud af, at det var kvinderne i familien, der bestemte, og at folk i miljøet engang kæmpede for deres områder, men nu kæmper for at overleve. På den måde kommer min historie også til at handle om en levende verden, der udvikler sig."

Mellem linjerne i mange af Mike Sagers historier - samt i hans roman - er skildringen af et moderne USA uden moralske pejlemærker af nogen art. Hvad der kan gøres ved den triste tilstand, og om der kan gøres noget, lader forfatteren læseren selv vurdere. Selv om han i månedsvis har levet tæt sammen med tavse soldater, der har mistet arme, ben og forstand i Irak-krigen, som han gjorde, da han skrev titelhistorien til Wounded Warriors - og er rystet over, hvad han ser og hører - er ambitionen at lade historierne tale for sig selv.

"Jeg skriver mine historier om verden, som jeg ser den," siger han og understreger, at 20 år i regeringsbyen Washington og flere interview med politikere desuden har lært ham ikke at stole på magthaverne.

"Det, de siger, gør ingen forskel i den verden, jeg lever i og skriver om. Den virkelige verden. De er fyldt med tomme ord, så dem gider jeg ikke spekulere på. Forsøger jeg at moralisere eller kæmpe for at overbevise folk om det ene eller det andet, så er jeg færdig. Den kamp er tabt på forhånd. Nej, jeg skriver mine historier, så kan folk læse dem, hvis de har lyst. Det er mit job."

Mere info om Mike Sagers non-fiction-bøger 'Scary Monsters and Super Freaks', 'Revenge of the Donut Boys' og 'Wounded Warriors' samt om romanen 'Deviant Behavior' findes på mikesager.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her