Læsetid: 6 min.

En slags optisk instrument til udforskningen af den tabte tid

Alle dannede mennesker har hørt om Proust. Meget få har dog læst Marcel Prousts livsværk ’På sporet efter den tabte tid’ i sin helhed. Hvorfor er det berømte værk på en gang så fascinerende og så pirrende vanskeligt at læse?
23. april 2009

At læse På sporet efter den tabte tid har været mit livs absolut største læseoplevelse. Den tog også tid. Meget lang tid. Mere præcist tog det mig mere end 20 år at komme igennem den store franske klassiker. Hvorfor læsningen var så vanskelig, forstod jeg ikke helt før hen imod slutningen af værkets sidste bind, hvor der står:

"For som jeg allerede har vist: de ville ikke være mine læsere, men deres egne læsere, da min bog kun ville være et af de forstørrende glas, brillemageren i Combray rakte til en køber, en bog, ved hvis hjælp jeg ville skaffe dem midlet til at læse i sig selv." (Den genfundne tid, side 333).

En ubegribelig modstand

Mine første forsigtige forsøg på at trænge ind i Prousts verden var under et studieophold i Paris. Jeg kunne dog ikke finde derind - jeg kunne simpelthen ikke få hul på teksten. Efter nogle forgæves forsøg slog jeg mig til tåls med, at årsagen nok var alt det nye omkring mig. Der var så mange andre umiddelbart mere interessante bøger at læse og mere vedkommende problematikker at forholde sig til end en lille drengs problemer med at falde i søvn. Jeg valgte derfor at tage bogen med hjem til roligere omgivelser under nordlige himmelstrøg.

Hjemme igen startede jeg så på ny og en hel del gange på det første bind Du côté de chez Swann. Hver gang forfra i bogen og hver gang med nogenlunde det samme resultat: efter cirka 10 siders læsning gik jeg totalt i stå, og ved flere lejligheder faldt jeg bogstaveligt talt i søvn. Da mønstret havde gentaget sig nogle gange, besluttede jeg mig til at fortsætte læsningen, hvad enten jeg kunne huske noget af det, som jeg havde læst eller ej. Den strategi hjalp mig forbi den berømte episode med madeleinekagen, som dyppes i te, og et helt pænt stykke ind i bind II. Dér gik jeg så til gengæld helt og aldeles definitivt i stå. Jeg gjorde vist to-tre forgæves forsøg på at komme videre, inden jeg mere eller mindre frivilligt besluttede mig til at acceptere, at jeg åbenbart havde brug for endnu en pause.

Fransk dannelse

Som udgangspunkt havde jeg ikke noget specielt kendskab til Proust eller hans forfatterskab. Mine samlede forudsætninger var en folder fra biblioteket om forfatteren.

Formålet med mit studieophold i Paris var praktik på en tegnestue og studier ved en arkitektskole. Jeg havde fundet frem til en ung arkitekt med et atelier i Latinerkvarteret, hvor jeg kom og arbejdede indimellem. Min arbejdsgiver var et ualmindeligt begavet og belæst menneske, og da vi altid gik ud at spise til frokost, hvor vi som regel talte om andet end de løbende opgaver, var det en fantastisk indgang for mig til fransk kultur. Jeg var også fuldstændig klar over, at jeg havde været heldig med at finde frem til det inspirerende sted, så jeg gjorde alt for at leve op til de meget høje krav, som jeg til gengæld blev mødt med.

Da jeg en dag over en god og lang frokost luftede den pudsige modstand, som jeg stødte på ved læsningen af Proust, så min chef blot lettere uforstående på mig. I situationen tolkede jeg hans reaktion som et udtryk for, at alle dannede franskmænd naturligvis havde læst hele Prousts værk. Min egen uformåenhed måtte derfor være blot endnu en af alle de pinligt mange færdigheder, jeg som udlænding endnu ikke havde erhvervet mig. Jeg valgte derfor at tie om min kamp og i stedet bide tænderne sammen og få læst skidtet.

Den forunderlige kamp

Endelig, en mindre evighed efter mit Frankrigs-ophold, lykkedes det mig at læse værket.

En stor del af læsningen foregik i en meget tyk og tung etbindsudgave, som også rent fysisk var svær at håndtere på sofaen, og teksten ydede stadig enorm modstand. Men min beslutning om at fuldende var dog stærkere, og min metode var meget enkel, nemlig at læse et bestemt antal sider hver dag. Og det antal sider skulle bare læses ligegyldigt hvad og ligegyldigt, hvor meget jeg syntes, at jeg fik eller eventuelt ikke fik ud af det. At en bog kunne lulle mig fuldkommen i søvn pirrede både min nysgerrighed og min stædighed. Jeg ville bare igennem.

I store træk kan læsningen måske beskrives som en lang og hård tur eller som en forunderlig kamp. En oplevelse af en slags selvpålagt kedsomhed eller en oplevelse af mange, enormt mange, og meget lange ret kedsommelige afsnit fyldt med alverdens detaljer om alt muligt mere eller mindre interessant, meget ofte i mine øjne mindre interessant. De første mange gange faldt jeg som tidligere nævnt simpelthen i søvn, senere nøjedes jeg med at falde halvt hen, eller hvordan man nu kan beskrive den pudsige trance-lignende tilstand, som for eller i mig blev skabt gang på gang gennem læsningen af bogen. Når jeg var faldet hen eller fadet ud, eller hvad der nu skete, så myldrede der ofte alverdens minder og erindringer fra min egen fortid op i vild og forvirret uredigeret form, ofte ganske overrumplende og uden sammenhæng med det, som jeg lige havde læst. Indimellem, midt i denne miksede grød af indtryk fra bogen og egne erindringer, strålede så de forunderligste og klareste indsigter om kunst, liv og død.

Efterhånden gik det også op for mig, hvorfor jeg ikke havde kunnet komme nogle vegne med læsningen i så mange år: Jeg havde ikke været parat til at kunne håndtere alle de følelser, som de vakte erindringer ved læsningen tvang mig til at forholde mig til. Læsningen var nemlig indimellem endog meget stærkt konfronterende. Det gjorde ondt, men også godt, mange gange undervejs.

Stærkest af alt virkede beretningen om bedstemoderens død på mig. Som fortælleren havde jeg også været nært knyttet til min Bedste, og jeg var nogenlunde jævnaldrende med romanens jeg-person, da hun døde. Da jeg læste Prousts tekst, var det, som om jeg endelig kunne forholde mig til den enorme sorg, som jeg slet ikke havde kunnet rumme dengang, da hun lige var død. Det var, som om at en del af smerten over det store tab endelig kunne forløses - jeg sad simpelthen og græd i flere timer. Gennem læsningen af Prousts bog havde jeg således endelig fået hul på noget, som havde pint mig i mange år, uden at jeg havde været bevidst om det. Det var en enorm lettelse.

Havde jeg haft et større forhåndskendskab til værket eller et fagligt formål med læsningen, ville oplevelsen sandsynligvis være blevet meget anderledes - givetvist mindre personligt udfordrende. Havde der været noget specielt at se efter eller noget genkendeligt, bortset fra madeleinen, så ville jeg have kunnet lægge en intellektuel distance til stoffet. Risikoen for at miste fodfæstet i følelsernes flod undervejs ville dermed have været betragteligt mindre.

Min læseplan med en daglig dosis med et præcist antal sider havde dog vist sig at være et glimrende redskab til at tumle den store strøm fra erindringens dyb, som læsningen åbnede op for. Det begrænsede antal sider betød, at jeg vidste, at jeg ville slippe ud af det så konfronterende univers inden for et overskueligt tidsrum. Den fornemmelse var vigtig - måske den allervigtigste forudsætning overhovedet for at kunne gennemføre.

Et udforskningsredskab

Jeg havde købt det første bind i Paris og læste blandt andet derfor bogen på fransk. Mine formelle sproglige forudsætninger er en studentereksamen, så hovedparten af mine franskfærdigheder er erhvervede i Frankrig i situationer, hvor jeg har været nødt til at tale sproget. Jeg læser derfor altid fransk med en accept af, at jeg sandsynligvis ikke forstår alt og i hvert fald ikke helt ordret. Og med det udgangspunkt lykkedes det mig at komme igennem Proust på originalsproget uden at reflektere nærmere over, hvad titlerne egentligt betød helt præcist på dansk.

Den igangværende nyoversættelse af værket inspirerede dog til eftertanke: Når jeg tænkte lidt efter, så havde jeg faktisk forstået titlen À la recherche du temps perdu som 'Til ud- eller efterforskningen af den tabte tid'. Værket havde jo fungeret som et redskab til at ud- eller efterforske min fortid eller lidt anderledes udtrykt min tabte tid. Og Proust har selv karakteriseret værket således:

"Forfatterens værk er kun en slags optisk instrument, som han byder sin læser for at gøre det muligt for ham at skelne, hvad han uden denne bog måske ikke ville have set i sig selv." (Den genfundne tid, p. 214).

Anne Kappel er arkitekt, maa, ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu