Læsetid: 5 min.

Tak til en forbudt digter

I går fik Erik Stinus overrakt den internationale Nazim Hikmet-pris i Istanbul. Her er hans takketale, som på grund af Erik Stinus' sygdom blev holdt af hans døtre
27. april 2009

Det er vanskeligt for mig at udtrykke over for jer, hvor lykkelig det gør mig, her tæt ved afslutningen på mit liv, at I har ønsket at tildele mig Nazim Hikmet Prisen. Men jeg kan forsøge at fortælle jer lidt om, hvilke minder det vækker hos mig. Når jeg nu ser tilbage, vil jeg sige, at det ikke var ren og skær tilfældighed, at jeg kom til at lære Nazim Hikmet og hans poesi at kende. I 1950, da jeg var 16 år gammel og gik i gymnasiet i Danmark, var jeg allerede begyndt at gå på opdagelse blandt poeter i hele verden, som fortalte mig om deres lande og deres folk på en måde, så jeg følte, jeg måtte vælge dem som mine læremestre. Året efter, i 1951, deltog jeg i en Ungdomsfestival i Berlin. Dér så jeg, omend på stor afstand, både Nazim Hikmet og Pablo Neruda fra Chile, som begge levede i eksil på det tidspunkt, men uden for alvor at vide, hvem de egentlig var. Det var først da jeg vendte hjem til Danmark og så nogle af deres digte oversat til dansk og offentliggjort i et tidsskrift, at det rigtigt dæmrede for mig. Da gik det også op for mig, at da jeg havde set Nazim Hikmet, var han lige sluppet ud af fængslet efter 18 års indespærring.

I 1956, da jeg havde færdiggjort min uddannelse, var jeg på vej til Indien ad landevejene i en gammel bil sammen med tre danske venner. I Tyrkiet havnede vi i Ankara, hvor en af mine kusiner og hendes mand arbejdede dengang, han som direktør for et bryggeri. De præsenterede mig for en tyrkisk familie, i hvis hjem jeg til min store overraskelse fandt et eksemplar af en af Nazim Hikmets digtsamlinger. Faktisk vidste jeg godt dengang, at Hikmets bøger var forbudt i Tyrkiet, og at man kunne blive straffet for at besidde et eksemplar af dem. Jeg sad med bogen i mine hænder, selvfølgelig uden at vide hvilke digte den indeholdt, da den ene af mine værter kom ind i værelset. Hun fortalte mig, at den bog var en af hendes og hendes mandsdyrebareste ejendele. Samme aften læste de begge højt af den for mig og oversatte også et af digtene til engelsk for mig. Før jeg forlod dem, fik de mig til at love, at jeg ville sørge for, at Nazim Hikmets poesi en dag blev oversat til dansk.

På vores videre færd fra Ankara ned til Adana kom vi igennem mange landsbyer. Vi boede ikke på hotellerne. Vi havde et telt med os og slog lejr ude på sletterne, undertiden langt fra menneskelig beboelse. En aften, da vi sad rundt om vores lille lejrbål og spiste vores aftensmåltid, der bestod af brød med olivenolie og tomater samt noget dåsemad, dukkede der tre unge mennesker frem af skumringen, øjensynligt folk fra en nærliggende landsby, som med ord, vi ikke forstod, gestus og fingersprog gjorde os det klart, at natten ville blive meget kold. Det virkede som om de inviterede os med tilbage til deres landsby, så vi kunne tilbringe natten der. Deres fremtræden viste os ikke andet end venskabelige følelser, men en smule mistænksomme, som vi var med hensyn til deres hensigter, afviste vi deres tilbud. Så forsvandt de i samme retning, hvorfra de var kommet. Snart var de ikke længere synlige, og vi gjorde os rede til natten. En halv times tid senere, ud af det næstentotale mørke, dukkede vores tre venner op igen, og denne gang bar de på to fåreskinds-tæpper og et stort bomulds-tæppe, som de bredte ud foran vores telt. Og frem fra en tøjpose fremdrog de derpå en humpel ost, som de anbragte på tæppets kant.

Velkomne gæster

Nu kunne der ikke længere være tvivl om deres hensigter. Vi var deres gæster dér på sletten, og de ønskede at dele det, de nu engang havde, med os. Vi lagde nogle flere tørre strå på bålet, så vi alle sammen kunne få en kop te. De satte sig sammen med os, og en af disse landsby-knægte skar den hjemme-lavede ost ud i fire store stykker og tre mindre. De store stykker var til os, deres velkomne gæster. Efter at have afsluttet det der for os var et lille ekstra måltid og for dem sandsynligvis deres eneste aftensmad, sang de for os og opmuntrede os til også at synge en sang eller to for dem. Og inspireret af øjeblikkets stemning af højtid- og sådan følte vi det virkelig - sang vi faktisk et par danske sange, noget som danskere sædvanligvis ikke er ret gode til.

Derpå forlod de os atter, efterlod deres tæpper og forsvandt i natten.

Næste morgen vendte de tilbage med en ny humpel ost, et lille brød og en klase druer. De samlede tæpperne sammen, som de havde lånt os, og som havde tjent os godt og holdt os varme hele natten igennem. Så til sidst tog vi afsked med hinanden og trykkede hinandens hænder varmt. De gik sandsynligvis ud for at arbejde i markerne, og vi primitive udforskere af verden og dens folkeslag bevægede os videre sydpå.

Jeg ved nu, at det var det digt, der var blevet oversat for mig i Ankara, som var blevet min guide på denne og mine fremtidige rejser i Tyrkiet. Her så jeg de landskaber, de nøgne bakkedrag henover hvilke der undertiden med store solblegede sten var skrevet følgende ukuelige sætning: "Træer skal gøre vort land rigt". Jeg så landsbyernes fattigdom, deres afsondrethed, deres sorger, deres halvt udhungrede kvæg og muldyr med bedrøvede øjne, bøndernes hele brave kamp for med deres træplove møjsommeligt at fravriste en halsstarrig jord tilstrækkeligt med majskolber til at opretholde et tarveligt liv. Frem for alt andet så og følte jeg det tyrkiske folks gæstfrihed og den mangfoldige rigdom i det tyrkiske folks kultur.

Jeg er dybt rørt - og også en smule stolt - kære kolleger i dette land, som jeg føler til dels også er blevet mit, men hvor jeg ulykkeligvis ikke kan være med i dag for selv af jeres hænder at få overrakt denne pris, som bærer navnet på jeres vidunderlige poet, Nazim Hikmet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu