Læsetid: 11 min.

'I vores kultur oplever vi aldrig afmagt'

Det er gået op for mig, hvor provokeret, folk bliver, når jeg siger jeg ikke har fået livsglæden igen og ikke forventer at få det", siger Anna Kløvedal, der mistede sin 14-årige datter for fem år siden og nu udgiver en bog om hele forløbet
Varig smerte. Jeg holder jo ikke op med at have mistet mit barn, og det er meget ensomt ikke at have lov til at have det, som jeg har det, siger Anna Kløvedal.

Varig smerte. Jeg holder jo ikke op med at have mistet mit barn, og det er meget ensomt ikke at have lov til at have det, som jeg har det, siger Anna Kløvedal.

Kristine Kiilerich

1. maj 2009

Da Anna Kløvedals datter Emilie for fem år siden blev hasteindlagt efter en banal blodprøve, var hun en glad og begavet pige på 14 år, der var på vej ud i livet. Hun havde netop fået sin første kæreste og drømte om at blive psykolog.

Hun havde lige været i Prag på studietur med klassen, men var stadig ikke helt kommet sig oven på den halsbetændelse hun havde haft, før hun tog af sted. Nu var lymfekirtlerne bag ørerne hævede, og hun følte sig træt.

Elleve en halv måned senere døde Emilie af leukæmi.

Fem år efter udgiver hendes mor Anna Kløvedal nu bogen Ingenmandsland.

Bogen er en personlig beretning om det at miste det umistelige.

Den fortæller med en mors smerte, men også med nøgterne observationer og kloge refleksioner om det år, hun var indlagt sammen med sin datter - og om årene efter.

Den beskriver dels oplevelsen af selve indlæggelsen og af de professionelle mennesker omkring dem, dels reaktioner fra den nære familie og venner, og til sidst den langvarige ensomme sorg efter Emilies død.

Duften af forår

Anna Kløvedal bor i det store gule hus, hvor hun altid har boet, sammen med tre andre familier. Det er en smuk dag. Blommetræerne står i blomst, og der er en duft af jord og forår i kvarteret. Det er en af de dage, der rammer Anna Kløvedal som en mavepuster. Alting er i sin vorden. At miste et barn er et dobbelttab. For man mister selv, men helt ubærligt er det, at ens barn har mistet sit eget liv.

Anna Kløvedal tager venligt imod og byder på kaffe i den hyggelige kvistlejlighed i det gamle hus.

I mange år har hun arbejdet i tv- og teaterbranchen, men har netop fået nyt job i et arkitektfirma. Hun har desuden udgivet både børnebøger og senest en roman, der netop var færdig i første gennemskrivning, da Emilie blev syg.

Erindringen om den første tid efter Emilies død er fuld af huller. Faktisk har hendes korttidshukommelse svigtet hende voldsomt siden.

Den ensomme sorg

Ingenmandsland var ikke en givet bog. Anna Kløvedal havde aldrig forestillet sig, at hun skulle skrive den. Men efter at have sagt ja til et par foredrag, og mødt mennesker i behandlersystemet, der syntes, emnet var så vigtigt, blev bogen langsomt til. Oprindeligt var tanken, at det skulle en være fagbog, men som tiden gik, begyndte Anna Kløvedal at reflektere over, hvordan hun blev mødt som et sørgende menneske, hvordan omverdenen reagerede. Derfor henvender bogen sig også til de der har mistet, og de der er omkring dem.

"Det er enormt ensomt at være i sorg. I starten er alle der og vil hjælpe og støtte, og det vil de blive ved med altid. Men det gør de ikke. Det er selvfølgelig fuldt forståeligt, fordi de skal videre i deres eget liv, og også fordi de ikke kan rumme en sorg, der ikke holder op. De holder op med at spørge til en, og de holder op med at tale om ens barn, og det er næsten det værste," siger Anna Kløvedal, for det, man har brug for, er at ens barn bliver ved med at have sin plads, sin tid i verden.

Til foredrag har Anna Kløvedal oplevet, at folk næsten blev provokeret, når de spurgte, om hun ikke troede, hun ville få det godt igen. Det tror hun faktisk ikke. Glæden er væk. Hun kan le og være i hyggelige selskaber og nyde det, men da et voksent barn til en af hendes samboer i det store hus spurgte, om hun ville med på trampolinen i haven og hoppe, måtte hun sige: Det kan jeg ikke. Hendes krop ville ikke kunne hoppe. Det kan jeg godt forstå, sagde han heldigvis. For det er det, der har været det sværeste, folks forventninger til hende. Forventninger om, at sorgen må tage af, at hun må videre, at hun må tage sig sammen. Emilie har det bedre nu, hun lider ikke mere, siger de. Hvordan kan et dødt barn have det bedre, tænker Anna Kløvedal. Hun skal være i live, det skal børn. Og med Emilies død, døde håbet. Selvom det var et rædselsfuldt forløb, hvor Emilie fik den ene følgesygdom efter den anden, var der håb og samtaler og livskvalitet. Det er svært at erstatte med ideen om en himmel.

"Det sværeste er, at folk ikke forstår, jeg ikke kan forlade sorgen over at miste mit barn. Sorgen er det eneste sted, jeg er en smule tæt på Emilie. Ja, jeg har brug for sorgen. Jeg vil da gerne blive glad igen, men jeg er ikke ked af, at jeg er ked af det, jeg er ked af, at Emilie ikke er her mere. Jeg forventer ikke, at jeg får det anderledes, og jeg er her, og jeg står op om morgenen og lægger make up og tager tøj på og går på arbejde eller ud i verden. Mere kan jeg ikke forvente af mig selv. Jeg ville ønske min omverden havde det på samme måde. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg skal være som jeg var, være mere sprudlende, men jeg går jo ikke rundt som en lyseslukker. Jeg deltager og lytter og ler, men jeg må ikke svare ærligt, at jeg er utrøstelig indeni."

At blive tilbage

- Hvorfor tror du, der er de forventninger til dig?

"Jeg har tænkt meget over det. Jeg tror måske, det har noget at gøre med, at vi aldrig oplever afmagt i vores kultur. Derfor kan vi ikke rigtig tackle den. Vi oplever ikke naturkatastrofer og krige. Vi er vant til, at vi kan løse problemerne. Vi har altid et hav af muligheder, og ellers kan vi skaffe pengene til at betale os ud af det. Det der med, at der er noget, vi ikke kan gøre noget ved, det har vi svært ved at acceptere."

Da Emilie døde blev Anna Kløvedal kastet ud i et helvede. Efter knap et års intens kamp sammen med sin datter, var Emilie der pludselig ikke mere. Den adskillelse var ganske enkelt ikke mulig for Anna Kløvedal. Hun befandt sig i et kaos og kunne ikke forlade sin døde datters krop. Hun kunne hverken sove eller spise, og når hun fandt hvile et øjeblik, vågnede hun med rædsel til sandheden en gang til.

Hun kunne ikke leve mere. Emilie var hendes eneste barn, og hun havde ikke været i stand til at passe på hende. Hun ville ikke blive tilbage.

Men som hun siger, hvis hun virkelig ville dø, havde hun vel fundet ud af det.

- Hvordan finder du en mening med livet igen?

"Jeg ved det simpelthen ikke. Men i bogen beskriver jeg de tre grunde, jeg blev bevidst om og som blev mit brændstof. Først og fremmest skulle jeg være her til at mindes Emilie. Dernæst ville Emilie have ønsket det, og jeg føler en forpligtelse til at leve det liv, som hun kæmpede så hårdt for, og endelig har jeg et ansvar overfor mine nære venner, forældre og Emilies halvsøskende, der også har mistet, og ikke skal opleve det igen."

På et tidspunkt besluttede Anna Kløvedal, at hvis hun skulle være her, skulle hun være det ordentligt. Nærværende. Hun ville ikke gå til i sprut og piller. Ikke mure sig inde. Men være her og tage del i livet. Det har hun gjort. Som den hun er. Hun må tage sit liv på sig. Det må mennesker omkring hende også. Hendes skæbne var at miste sit barn. Deres er at være tæt på den, der har. De kan tage pauser fra det, heldigvis, som hun siger. Men det kan hun ikke. Hun lever med det 24 timer i døgnet. Sådan er det.

"Det er jo ikke noget man kan diskutere," siger Anna Kløvedal. "Hvordan man tackler et sørgende menneske, hvad det menneske har krav på. Jeg ønsker bare at være her, som den jeg er blevet til. Og at min datter kan være her, som den hun var. Jeg ville ønske, at folk ville tale om hende, som de taler om deres egne og hinandens børn og ikke sige undskyld, når de kommer til at nævne hende, som om de tror, at jeg bliver for påvirket af det. Så forklarer jeg, at jeg jo ikke kan blive påvirket af noget eller få et følelsesmæssigt chok over noget, der er i mig 24 timer i døgnet. Jeg ville ønske, folk kunne rumme det. Og at de kunne rumme den sorg, der kommer som røntgenlyn, når den kommer. Jeg ville ønske, at folk ikke ville forsøge at presse mig til at være et andet sted, end der, hvor jeg er. I starten følte jeg skyld. Over at jeg ikke kunne redde mit barn, over at jeg ikke sørgede rigtigt, eller ikke arbejdede nok med mig selv. Over at folk ville mig det godt, og jeg kunne ikke tage imod det. Jeg er jo voldsomt afhængig af andre menneskers omsorg og bange for at skubbe dem fra mig. I dag er jeg blevet bedre til ærligt at sige, hvordan jeg har det. Hvorfor er man så fokuseret på at det skal ændre sig? Jeg selv lever med det."

I bogen beskriver Anna Kløvedal sin modvilje mod den kendte sorgteori om, at sorgen har fire fremadrettede faser: Accept af tabet, sorgens smerte, tilpasning til livet uden afdøde og til sidst følelsesmæssig omlægning af forholdet til afdøde. Hun har endnu snart fem år efter ikke kunnet genkende det. Tvært imod føler hun sig stadig som et pendul, der svinger ind og ud af sorgen og smerten.

Hjælp til at hjælpe

Ingenmandsland er altså både en bog om sorg, men også en bog, der rækker hånden ud til venner og familie til et menneske i dyb sorg. Gennem en række eksempler fortæller Anna Kløvedal, hvilke velmenende klicheer der er ubærlige at høre, og hvilke ting, der forløser. At være der og kunne rumme den sørgende og ikke fokusere på, at det skal gå væk, er et ønske der går igen i bogen. Ligesom ønsket om, at folk vil tale om den afdøde. Nævne hende i ganske almindelige hverdagssamtaler. Fordi det er for hårdt og ensomt for den sørgende at holde mindet i live alene.

Også behandlersystemet i bogens første halvdel bliver gennemreflekteret. Ikke i en kritik af et presset sygehusvæsen, men med et fokus på de enkelte typer af behandlere og deres forskellige tilgangsvinkel til det kritisk syge barn.

Foruden kemobehandlinger bl.a. gennem en slange direkte ned i hjertet, knoglemarvsprøver, kanyler i rygmarven og direkte i leveren, ugevis i respirator, urinkatedre og sonder, blev Emilie hurtigt plaget af følgesygdomme, der var ved at tage livet af hende flere gange. Værst var en slem svampeinfektion, hjerneblødninger og lungebetændelser. Et utal af specialister har været med i forløbet, og bare den lille forskel om en ny læge sagde goddag til Emilie eller tavst undersøgte hendes journal, var afgørende for både mor og datter i den angstfulde situation. Kiggede de den syge pige i øjnene, når de fældede en ny dom eller ej? Formulerede de sig på en måde, hvor de fokuserede på håbet eller på det værst tænkelige scenarium?

"Jeg var jo i den unikke situation at være indlagt i et helt år uden at være syg. Jeg var klar i hovedet og oplevede nok mere omkring mig, end det syge menneske gør, og mine oplevelser har jeg beskrevet i bogen på opfordring fra sygeplejersker og læger. Jeg er ikke i tvivl om, at alle ville os det godt, men der skal så lidt til nogle gange for at gøre bare en enkelt dag bedre, og mange, jeg har talt med bagefter, siger, at det er så vigtigt at fortælle om det, for de glemmer det i den almindelige travlhed. Nogle mener, at de er nødt til at holde en distance, ellers kan de ikke have det arbejde. Jeg ved ikke hvad der slider mest, at skulle leve med distancen eller mærke det syge menneske. Jeg tror, det første er værst. Når man arbejder med mennesker, er man da nødt til at være tilstede personligt, at vise empati og kommunikere. Bogen er også en skildring af hvem, der var fantastiske og hvorfor."

Anna Kløvedal føler stor taknemmelighed til de mennesker omkring sig, der i stort, og ofte meget småt, var tilstede og forsøgte at lade Emilie bevare en smule værdighed og integritet. Arbejdet med sonder, afhjælpning af liggesår og toiletbesøg, da Emilie ikke længere kunne gå selv, er blot nogle af de beskrevne hverdagssituationer. Og portørerne på hospitalet for eksempel har sit helt eget lille afsnit i bogen. Den tætteste hjælper Anna Kløvedal fik, var nu hospitalets præst, selvom hun ikke opfatter sig selv som et særligt religiøst menneske.

Også han har opfordret hende til at skrive bogen.

"Vi er nødt til at kunne tale om de her ting, sagde han til mig. Nogen må gøre det. Alle kommer ud for at miste, så det kan ikke gå, at vi er så berøringsangste overfor det."

Fremtiden

- Hvor vil du gerne være om ti år?

Anna Kløvedal tænker lidt. En af de lange krøller falder ned foran ansigtet.

"Jeg håber, jeg har en kæreste," smiler hun så. "Jeg har ingen drøm om nogen frelser, det er bare ensomt nu at leve alene."

- Håber du at være gladere?

"Selvfølgelig vil jeg gerne være gladere. Men det er rigtigt, at der er modstridende følelser, for at få det bedre er også det samme som at forlade den nærhed med Emilie, der ligger i sorgen. Jeg kan ikke vide, hvordan jeg har det om ti år. Men jeg forventer ikke, at jeg får det anderledes. Jeg har mødt mennesker, der har mistet et barn for ni og 13 år siden, og de græder stadig. En veninde spurgte, om det ikke var skræmmende. Men det synes jeg ikke. Tvært imod."

- Du siger, at efter fem år har tiden ikke læget nogen sår. Hvilken udvikling er der så sket?

"Jeg tror, at vi kun kan rumme katastrofer i små bidder. Derfor går vi ind og ud af dem for langsomt at erkende dem. Det tager lang tid. Jeg tror, at jeg i dag kan være i virkeligheden i længere tid ad gangen mellem disse røntgenlyn. Og så kan jeg gå på arbejde og tale om almindelige ting. Men når smerten rammer mig, er den lige så stærk som altid. Nogle gange vågner jeg, og det er som om, det hele er sket i går. Som om jeg er et pendul, der svinger ind og ud af smerten, men den tager ikke af. Jeg holder jo ikke op med at have mistet mit barn, og det er meget ensomt ikke at have lov til at have det, som jeg har det."

Ingenmandsland af Anna Kløvedal er udkommet på forlaget Tiderne Skifter. Hun har tidligere udgivet spændingsromanen 'Bangebuks'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Smerten over at have mistet sit barn forsvinder aldrig, og når årsagen er, at hun ikke vil have noget med een at gøre er det oven i købet tabubelagt og forbundet med stor skyldfølelse som også gør det svært at tale med andre om det. - Men sorgen, smerten og reaktionerne er de samme som Anna Kløvedal beskriver.

John Fredsted

Tak for en megen smuk artikel.

Jeg tror heller ikke på gyldigheden af sorgteorien om fire fremadrettede faser, for der er eksistentielle vilkår, der aldrig ophører med at gøre ondt. Det eneste man kan gøre overfor sig selv - og burde kunne gøre overfor sine omgivelser - er vedholdende at sørge herover, for heri ligger den autenticitet, der er altafgørende for enhver form kærlighed og nærhed.

Inger Sundsvald

Jeg ved ærlig talt ikke helt hvad der er med de dér faser. Jeg kan da genkende nogle af de såkaldt psykologiske faser, som hos mig betød:

- Chok, hvor jeg ikke forstod en lyd.

- Vrede, både mod samfundet, lægerne, tilværelsen og den afdøde.

- Skyldfølelse over om man nu gjorde det godt nok mens tid var, skyldfølelse over vreden og alle mulige andre ting man kan slå sig selv oven i hovedet med.

- Resignation og sorg, efterfulgt af en slags nyorientering, hvor man må se i øjnene at venner forsvinder, fordi de ikke selv kan bære det, eller fordi man ikke længere er en del af et par. Bitterheden man må se at overvinde.

Komme mig over det gør jeg aldrig. At miste sin mand (1992) er en fuldstændig omkalfatring et livet, følelsesmæssigt, socialt, økonomisk o.s.v.

At miste et barn (2002), selv om ’barnet’ var 35 år er bare uforståeligt. Hvad er livsglæde? Det kan højest blive en slags tilfredshed med de små glæder, som trods alt er der ind imellem.

Inger Sundsvald

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilken lettelse det ville være, hvis ens omgivelser ville acceptere og give plads til at denne hændelse er sket. Den efterladte bruger uanede ressourcer på ikke at belaste sine omgivelser med ’dårligt humør’.

Det er ren lise med de få mennesker, som kan tale helt naturligt om at de afdøde har været her. Der er jo fælles minder, som der ikke er nogen grund til at lade som om ikke har eksisteret.

En dag sad jeg i toget, og kom til at snakke med en mand ca. på min egen alder. Han var blevet enkemand for to år siden, og han fortalte mig i den time togturen varede om hele forløbet. Han havde ikke kunnet tale med andre om det, og han var absolut ikke en ’grædemand’ som ynkede sig selv. Han fik fortalt mig flere sjove episoder. Han takkede for opmærksomheden og skyndte sig ud i sidse øjeblik ved den station hvor han skulle af.

Ham ville jeg gerne have kendt nøjere, for han var både humoristisk, selvironisk og høflig.

John Fredsted

@Inger Sundsvald: Det gør mig ondt at høre om dine tab - din ægtemand og din søn.

Ja, det ville være en lettelse, hvis omgivelserne gav plads til ens sorg: Ofte - i hvert fald med tiden - bliver det manglen på denne accept, fremfor smerten i sig selv, der bliver den mest slidsomme at bære.

Udover at være (naturligt) bange for de mørke sider ved livet, trækker folk sig måske også fra et sørgende menneske, fordi de er bange for at skulle til at bære vedkommendes liv. Skal dette undgås, er det min erfaring, at man skal sørge for at snakke og være sammen som to frie mennesker - formodentligt som dit møde med manden i toget - for så føler ingen sig spærret inde i et 'forventningens fængsel'.

Inger Sundsvald

John Fredsted

Det var nu en datter, som ’muligvis’ fik en ’virus på hjertet’. Det skal man være Brian Mikkelsen for at nogen tager alvorligt nok.

Min erfaring siger, at man gør klogest i at holde sin mund og ikke nævne de mistede. Dermed mister man ganske vist sin fortid, og det kan være svært og noget akavet at skulle styre udenom for ikke at bringe omgivelserne i forlegenhed.

Min gamle far på 83 døde samme år som min datter. Han var dement, og det var ikke nogen katastrofe, kun sørgeligt. Ham kan man helt naturligt snakke om eller citere, når det lige falder for, uden at nogen finder det pinligt.

Når man pålægger sig selv denne tavshed, så bliver man til gengæld en god lytter, og erfaringen har lært én, hvad man i hvert fald ikke skal sige af idiotiske trøsteord om f.eks. at se fremad og komme videre og ’op med humøret’.

Også nu falder det mig lidt svært at skrive om det. Men med artikler som denne, er der mulighed for at flere forstår, at det er accept og ikke medlidenhed man har brug for.

John Fredsted

Jeg vidste hverken, at man kan få en virus på hjertet, eller at vores justitsminister - for jeg formoder, at det er ham, som du hentyder til - har haft dette.

"Min erfaring siger, at man gør klogest i at holde sin mund og ikke nævne de mistede. Dermed mister man ganske vist sin fortid..."

Jeg tror, akkurat som Anna Kløvedal har erfaret, at sorgen er vigtig for at opretholde nærheden til sig selv og til sin fortid. Så måske kan man udadtil lade være med at tale om fortiden, men indadtil må man vedvarende fortsætte. Derfor føles ord som 'se fremad' og 'komme videre' og ’op med humøret’ fra folk faktisk mere krænkende end hjælpende.

Inger Sundsvald

John Fredsted

Det var nok fordi jeg selv netop havde fået denne lidt diffuse forklaring, at jeg lagde mærke til da medierne for nogle år siden skrev om at Brian Mikkelsen havde været alvorligt syg med netop en virus på hjertet. I dag kan man læse meget om det på bl.a. Google.dk, hvor man også kan læse om mennesker der overlever fordi lægehjælpen var kompetent, ligesom med Brian Mikkelsen.

Karina fik pludselig høj feber, og blev i flere måneder kørt fra det ene hospital til det andet, hvor man bl.a. konstaterede tab at hvide blodlegemer og ’noget med hjertet’. Men hun var ikke nogen ’klynker’, så jeg opdagede aldrig hvor slemt hun havde det.

Først da man på Hørsholm forlangte med store bogstaver, at hun blev indlagt på Rigshospitalet blev hun overført dertil. Men da var det for sent. Jeg var taget op for at besøge hende, og talte med hende kl. 22 om aftenen, hvor jeg lovede at komme næste morgen. Hun var bange. Jeg blev lukket ind i et værelse mens de ’arbejdede’ med hende, men kl. 11 var hun død.

Choket, når man hele tiden er blevet beroliget, og har fået at vide at det ikke var alvorligt, var lige så stort som da min mand faldt om i brusenichen med en hjerteblødning og var død på stedet, efter aldrig at have fejlet andet end en halsbetændelse. Det kan man jo ikke bebrejde nogen. Men min vrede og frustration retter sig mod læger og samfund, efter forløbet med min datter.

Inger Sundsvald

"Min erfaring siger, at man gør klogest i at holde sin mund og ikke nævne de mistede. Dermed mister man ganske vist sin fortid, " - skriver du.

Det er både sandt og svært at håndtere. - Personligt løste jeg problemet ved at flytte og begynde forfra. Det lykkedes heldigvis. Dér er jeg en person med en ukendt fortid og det er faktisk en lettelse.

Tak for kloge ord fra John Fredsted og Inger Sundsvald.

Inger Sundsvald

Tove Lodal

Tak for de pæne ord. Jeg har også prøvet at miste på ’din måde’, ganske vist p.g.a. min ældste datters sygdom, en hjerneskade som følge af en ulykke.

Jeg overvejede også at flytte, men jeg kunne ikke tåle at miste mere, så det blev mit hus og mine katte jeg klamrede mig til, samtidig med at jeg blev ved med at holde fast i hende og tro på at det nok en dag blev bedre.

Måske sker det en dag. Foreløbig har jeg da fået to email fra hende, fra den psykiatriske afdeling hun har opholdt sig på i de sidste 5 år.

Det glæder mig at du har fundet din løsning. Men det er da rigtigt som overskriften siger, at i vores kultur oplever vi aldrig afmagt – og hvis vi gør, så er det bare om at holde bøtte ;-).

Rachel Henderson

"Hvis du holder op med at tale om og tænke på den døde, så dræber du ham for anden gang" - det skulle vi måske alle tænke på, når vi har svært ved at rumme vores egne eller andres sorg.

Giv plads til erindringen om de døde, de lever i vores hukommelse.

Citatet er fra denne måneds Ud og Se, en fin artikel om Johannes Møllehave, se s. 26: http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2009/05/?Purge=true