Kronik
Læsetid: 6 min.

Med Wilhelm Freddie i Vence

Den surrealistiske malers selvbiografi blev aldrig til noget, men der var masser af begivenheder og mennesker at fortælle om i en af danmarkshistoriens mest ombruste kunstnerkarrierer
Kultur
11. april 2009

"Tror du, det kan betale sig for mig at gå tilbage?" sagde Wilhelm og så spørgende på mig.

Jeg måtte grine. Her gik vi tur, den 81-årige surrealist og jeg, på kirkegården i Vence, og jeg havde hver morgen set det penalhus fuldt af piller, han tog for at holde sig i live.

Med den selvironi skulle vores vovelige projekt nok gå, tænkte jeg.

Det gjorde det bare ikke.

Wilhelm Freddie havde længe tænkt på at få skrevet sine erindringer. Det var begyndt at haste, og han havde talt med Henrik Stangerup som meget gerne ville skrive, men Freddie fik den tanke, at det næppe blev hans erindringer, men snarere Henrik Stangerups fortolkning af dem. Og kostbar tid gik, før han i efteråret 1990 spurgte mig. Vi var venner, og jeg ville næppe dominere historien.

Jeg gav ham Jean-Claude Carrières udgave af Luis Bunuels erindringer, Mit sidste suk og bad ham læse den. Vi blev så enige om at lægge os op ad den form, de to havde valgt: ikke foregive, at han selv havde skrevet hvert et ord, men at det skulle være en åbenlys as told to...

Forordet formulerede han dog selv:

"Jeg er maler, ikke forfatter. Derfor har jeg fortalt min historie til min gode ven, Poul Malmkjær, under nogle forårsmåneder i Vence, Frankrig 1991".

Så langt så godt.

Mangelfulde minder

I nogle år havde Ellen og Wilhelm tilbragt en månedstid i Vence. Her sad han på terrassen i en lejlighed i Avenue Maurel og så på Vences smukkeste have foran Hotel de Provence, hvor Loulou passede haven og de små skarpe, og hustruen hotellet og disciplinen.

"Hun er fra Normandiet!" undskyldte Loulou.

Vence var ideel for Freddie. Der var andre kunstnere, der var Bjarne Hansen, Litho Art, hvor han kunne trykke sin grafik, der var lys, varme og vin - og syltede grisetæer, som den gamle dame på hjørnet af Rue du Marché havde på køl. Forretningen er, ak, i dag en 'boutique'. Vi havde fundet en arbejdsrytme, der passede Freddie. Jeg boede i et studio i Rue de l'Evéché, og hver morgen kl. 10.00 var jeg hos Freddie, fik en kop morgenkaffe og læste op, hvad jeg havde skrevet dagen før. Så talte vi videre om hans liv.

Jeg havde gjort forarbejdet. Jeg havde hørt hans radiobånd, set hans film og tv, læst avisartiklerne om ham i hans 23 scrapbøger. Dem tog jeg med i bilen derned, og de vakte opsigt hos en morgensøvnig fransk grænsebetjent. Der var billeder i!

Scrapbøgerne ville Wilhelm have med.

"Så kommer jeg i tanke om det hele!" sagde han.

Havde det blot været så vel.

Når vi havde snakket og spist frokost, var det tid til en spadseretur, måske få et glas på terrassen hos Kai Lindemann, se hvordan det gik i Litho Art, eller møde danskerne på café Victoire til en snak og et glas.

Freddie undte sig gerne en fridag. Så gik vi på Hotel des Alpes eller Clemenceau og fik lidt mad, og tilbragte eftermiddagen på Kais terrasse, så på bjergene Les Baoux, der skifter farve efter vejret, drak rosé og fik ondt i hovedet.

En dag i maj ville han ned og se filmfestivalen i Cannes, så efter at jeg (med års erfaring i gedemarkedet) havde forklaret, at det var ja, et gedemarked, kørte vi derned. Freddie gjorde en ironisk reverens for den lille statue af Chr. X på Croisetten. Han var aldrig underdanig og derfor heller ingen undersåt, og så spiste vi frokost med nogle danskere på restaurant Royale. Freddie blev det naturlige midtpunkt. Her talte han frit.

Freddie havde nemlig et handicap. Han talte ikke meget andet end dansk. Han havde tilegnet sig lidt fransk, mens han boede hos Madame Tessier i Paris i 1957, og i 1963, hvor han malede i landsbyen Verdelot i Champagne. Det og en svigtende hukommelse gjorde det svært. Et eksempel:

Mens Freddie boede i Amaliegade, fik han besøg af filminstruktøren Roman Polanski. Det måtte endelig med i bogen, sagde han. "Spændende," sagde jeg, "hvad talte I om?"

"Vi har vel talt om kunst!"

Jeg forsøgte, jeg gættede, men det eneste, han kunne fortælle om mødet med Polanski var, at instruktørens livvagt blev ude på trappen under seancen. Det samme gjaldt Paris, hvor man på fotografier ser ham sammen med bl.a. Wifredo Lamm og Gianni Bertini, ligesom han traf Enrico Baj og kritikeren Edouard Jaguer. Men han havde ingen erindring om deres samtaler. Jeg forstod dog så meget, at de gik en del på café. En hel del.

I 1944 måtte Freddie flygte til Sverige, hvor Poul Henningsen skaffede ham en lejlighed i Stockholm, og hvor han snart blev en kendt skikkelse i kunstlivet. Her var sproget ingen hindring, men så svigtede den 81-åriges hukommelse:

"Du må endelig have med, at Arthur Lundquist blev en af mine venner!" sagde han. Det var desværre alt, hvad han kunne huske.

Jeg slog op i scrapbøgerne og fandt ting, som måske kunne bruges. Han havde ved en lejlighed sagt, at "Poul Henningsen ser på kunsten som en skovhugger ser på skoven: hvad kan den bruges til?" Det var da en observation og en formulering, der fik én til at rette sig op i stolen. Men Freddie ville alligevel ikke have den med i erindringerne.

"PH var en flink mand. Han skaffede mig den lejlighed!" Så røg citatet ud!

Glemte fjender

Man har sagt meget om Freddies egocentricitet når det gjaldt arbejdet, og hans ironiske sans, når det gjaldt kollegaer, men her til sidst glemte han sine fjender. Alle de kunstnere, der havde vendt ham ryggen, da det så mørkest ud for ham i 1950'erne, de skulle have 'nogen på frakken', som han i starten udtrykte det; men når vi nåede frem til dem, fandt Freddie formildende omstændigheder. De havde vel deres grunde. Kun i forholdet til myndigheder og øvrigheder var han ubøjelig. Kunstnerne var undskyldt.

Hvad var der så tilbage at arbejde med? Ikke meget andet end det, vi kendte så godt fra interviews i aviser, radio og tv: udstillinger, skandaler, beslaglæggelser, retssager, flugten til Sverige og hjemkomsten til det grå Danmark, hans 'første død' i Frankrig, hvor en defekt varmeovn var ved at tage livet af ham, og lægerne på hospitalet i Coulommier først antog ham for død! Alt sammen meget dramatisk og meget velkendt. Det forblev små variationer over kendte temaer.

Men vi arbejdede videre indtil den morgen, hvor Freddie havde sovet meget dårligt (i forvejen hørte jeg hver morgen mit spørgsmål til nattens forløb blive besvaret med : "Åh, jeg har kun sovet et par timer!" - så hviskede Ellen: "6-7 timer!"). Men den morgen var han synligt dårlig, og en dansk læge og en samtale hjem til Rigshospitalet anbefalede at evakuere Freddie. Jeg kørte til Nice og fik to SAS-billetter hjem samme eftermiddag.

Tilbage i Vence ordnede jeg de sidste aftaler og kørte dem til lufthavnen. Freddie var meget lille, da han vinkede farvel i afgangshallen.

Jeg slæbte scrapbøgerne over til mig selv og satte mig med tungt hjerte og uden optimisme til at skrive. Gad jeg spise grisetæer alene?

Hjem til Amager

Hjemme igen besøgte jeg Freddie på Riget. Jeg havde ventet at finde ham svag og spag i sengen, men han kom imod mig i hvid natskjorte og sokker i ål, og han var kry. Han havde fået en pacemaker, og den måtte jeg føle på. Den sad som en lille pilleæske under huden på hans bryst. Det var betagende, og den holdt ham i live! Han var fuld af iver. Jacob Asbæk havde opgaver til ham, og han ville hjem på fjerdesalen i Amaliegade. Der var ikke tid til erindringerne, sagde han. Det var for uoverskueligt, når han også skulle male. Han betalte sig fri.

Lejligheden på fjerde blev afløst af en stuelejlighed på Amager, og Freddie malede igen. Han døde i 1995.

De sidste år var måske ikke så aktive - men det var alligevel godt, at han valgte at gå hjem fra kirkegården i Vence. Den gamle oprører blev efter eget ønske bisat fra Arbejdermuseet i København.

Poul Malmkjær er forfatter, oversætter, dramaturg m.m.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her