Læsetid: 6 min.

Aktivister i tweed

I løbet af det seneste årti har vintagekulturen fået fat i det danske gadebillede. Flere og flere unge klæder sig med forbilleder fra forlængst svundne tider. Men den spirende kultur er meget mere end uddateret tøj: Den har nogle aktivistiske og forbrugerkritiske elementer, de færreste er klar over.
I løbet af det seneste årti har vintagekulturen fået fat i det danske gadebillede. Flere og flere unge klæder sig med forbilleder fra forlængst svundne tider. Men den spirende kultur er meget mere end uddateret tøj: Den har nogle aktivistiske og forbrugerkritiske elementer, de færreste er klar over.
18. maj 2009

Hvad gør man når forbrugersamfundet bliver for meget? Man klæder sig i tøj fra af forrige århundrede.

Lars Munck er 32 år, illustrator og gennemført vintage-elsker. Hans garderobe har typisk omkring de firs års brug bag sig, og med det minutiøse overskæg ligner han en filmskuespiller fra 30’erne.

Lars er ikke den eneste af sin slags. I løbet af de seneste år har flere og flere vintage-folk fyldt gaderne. Typisk er det 1950’ernes rockabilly’er, der er det stilmæssige forbillede. Med pomadehår, korte læderjakker og tætsiddende jeans ligner de en blanding af Jerry Lee Lewis og James Dean fra Rebel without a Cause.

Hvad er det, der driver disse folk? Hvorfra kommer motivationen til at bruge det meste af ens formue på at købe aflagt tøj?

”Det er et forbugerstatement. De fleste af mine ting, er halvfjers eller firs år gammelt. Og det holder endnu. Mit ur mister efter 80 år kun ti sekunder om dagen, og det er en lille pris at betale for kvalitet, der kan holde de næste 80 år”, siger Lars Munck.

For de fleste starter fascinationen af vintage med en kærlighed til stilen eller tidens musik. For Lars er det 30’ernes elegance han sigter efter.
”Folk griner da af og til, når jeg cykler forbi og letter på min fedora-hat. Men jeg ved jo, at jeg er så uendelig meget mere velklædt end dem”, siger han grinende.

Ph.d-stipendiat fra Designskolen Maria Mackinney-Valentin er i den sidste fase af sin ph.d, der handler om retrotrends. Hun forklarer, at der er stor forskel på blot at købe genbrugstøj og dyrke vintage som Lars.

”Den store forskel på retrotrends og -kultur, er at kulturen handler om at genoplive en bestemt stil eller tidsperiode. For eksempel handler Rockabilly-kulturen ikke kun om at se ud, men også om at genetablere nogle sociale roller fra dengang.”

Hun fortæller videre, at når genbrugstøj som mormors underkjoler bliver populære i den brede befolkning, er det udtryk for en hurtigt forbipasserende trend. En mindre ting, der går væk ligeså hurtigt som den kom. Vintagekulturen, derimod, er en subkultur, hvor stilstanden og forankringen i historien er det vigtigste.

Mere end tøjet
For Lars Munck er det da også meget mere end bare det at klæde sig anderledes.

”Moden skifter så hurtigt. Det tøj jeg går i, er et stykke kultur- og kunsthistorie, som ikke skal hænge på gallerierne. Det skal ud i offentligheden. Ud på gaderne og i parkerne, hvor folk kan se det. Midt i hele forvirringen, giver det en stabilitet, at jeg ved hvor min stil kommer fra. Og den ændrer sig ikke.”

Mackinney-Valentin uddyber at en forklaring på fascinationen af vintage, kan være netop modens hurtige udvikling. Den massive globalisering i 90’erne har gjort at forbrugerne mister overblikket. Der kommer for mange nye ting for tit.

Hun mener, at det for nogen er en naturlig reaktion at søge ind i såkaldte ”style-tribes”. Fællesskaber, hvor beklædningen er fastere og ikke ligeså såbar overfor en hastigt skiftende mode.

”Det handler jo ikke kun om tøj, men om identitet. Tøjet er det vi møder hinanden med; derfor er det vigtigt.”

Vintage-kulturen er stadig meget snæver i Danmark. Sammenligner man med Sverige, er mængden af rendyrkede vintagefolk forsvindende lille. Men tendensen er på vej frem, forklarer Lars Munck.

Indtil videre foregår det meste af hans kontakt med resten af miljøet dog mestendels over Internettet. På forskellige fora findes tusindvis af mennesker, der udveksler tips til hvor man kan finde og vedligeholde sit tøj, samt hvornår det for eksempel er passende at bære hat.

Lars fortæller videre, at han som dyrker af 30’erne er en minoritiet i minoriteten. ”Langt de fleste vintagefolk i Skandinavien er rockabilly’er; man skal til USA for at finde de store Golden Era-miljøer.”

Et af disse steder havde Lars selv lejlighed til at gæste for halvandet år siden, da han tog til Hollywood for at forfølge drømmen om at komme ind i den amerikanske filmindustri. Her blev han præsenteret for The Cikada Club, der er en stilren klub som taget ud af 30’ernes swingtider.

”Det var den vildeste oplevelse. Folk var klædt rigtigt, snakkede i jive-slang fra 30’erne og påtog sig i det hele taget roller som om man faktisk befandt sig i fortiden. Dertil var et tyve-personers Big Band, der lød præcist som de gamle optagelser”, fortæller han begejsret.

Dengang mænd, var mænd
Inden for vintagekulturer er der ofte nogle andre gældende sociale roller. Mackinney-Valentin fortæller, at kønsrollerne typisk er et sted hvor ændringen kan mærkes. Men hvad får en mand som Lars ud af at leve sig tilbage til en verden før frigørelsen i 60’erne.

”Det er på ingen måde fordi jeg vil tilbage til fortidens undertrykkelse. Men der ligger nogle gode kønsværdier i 30’erne. Jeg elsker for eksempel at kunne kurtisere og være en rigtig gentleman. Der er mange kvinder, der påstår at gentlemanden er død, men de tager fejl. Ridderen vil aldrig dø”, siger han og smiler, så det to-delte overskæg rejser sig i den ene side.

Lars forklarer videre, at Rockabilly’erne typisk har meget markante kvinder.
”Der er kvinderne meget stærke og in-your-face. Hos os 30er og 40er-typer, er kvinderne tit er mere sårbare, og vil gerne opvartes. Og der står altid tyve mænd klar til at hente en drink eller føre en høflig konversation. Vi er jo dybt taknemmelige, når nogen bare giver os muligheden.”

Klæ’r skaber folk
”Retrokulturer har altså flere facetter: på den ene side er det et fællesskab folk melder sig ind i, og på den anden, er det en måde at kommunikere nogle værdier til omverdenen”, siger Mackinney-Valentin.

Denne dobbelthed er meget tydelig for Lars Munck. Da han for nogle år siden blev en del af vintagekulturen, var en af glæderne netop at træde ind i et fællesskab af ligesindede. Men ligeledes er der for mange i kulturen et ønske om at komme ud med et budskab, forklarer han.

”Engang hørte jeg en historie om en svensk bonde, der havde en 60 år gammel glødetrådspære i sin stald. Den holdt stadigvæk og virkede perfekt. Hvorfor gik den ikke i stykker? Historien fik mig til at stille spørgsmål til dårlige varer, og det er her den politiske dimension af vintagekulturen fængede an hos mig”, siger Lars med en alvorlig mine.

Vintagekulturen er for mange et opgør med den moderne forbrugskultur. Det markedsparadigme, der tager udgangspunkt i den amerikanske økonom Victor Lebows tanker fra 50erne. Her proklamerede han, at stort forbrug og hastig produktion skulle være den vestlige verdens levevej.

”Hans idé om at varer skal produceres dårligere og hurtigere er forfærdelig. Det er stadig det store mantra i dag, og der bliver desværre ikke sat spørgsmålstegn ved det. Jeg går i tøj, der er lavet for mange år siden. Det er i uld, bomuld og er repektfuldt skåret efter den menneskelige krop. Tænk engang, at 99% af amerikaneres indkøb bliver smidt væk. Det er kun en enkelt procent af det indkøbte, der har blivende værdi. Det synes jeg er værd at kæmpe imod.”

En anden gruppe vintage-elskere, der har taget den politiske kamp op, er folkene bag det britiske magasin The Chap. Gruppen fører sig frem, ulasteligt klædt i bowler og tweed under slogans om, at samfundet skal re-civiliseres.

Gruppen har stået bag happenings, hvor de har protesteret mod alt fra moderne stress-livsstil og hvad de kalder indholdsløs, moderne kunst. I det hele taget, forklarer Lars, rummer vintagekulturen et stort aktivistisk potentiale, som ganske få udenfor kulturen kender til.

Mackinney-Valentin uddyber:

”En mulig forklaring på hvorfor folk strømmer til style-tribes, er at den postmoderne verden har alt for meget fart på. Der er så mange produkter, der dør så hurtigt ud, at der nærmest har været dommedagsprofetier over trends. Det er et modtræk til accelerationen. Så jeg kan sagtens forestille mig, at det blive mere udbredt”, siger hun.

Lars Munck siger: ”Her midt i finanskrisen kan jeg godt lide at tænke på depressionen i USA og hvilke værdier fik folk til at vågne op? Vi kan ikke have grænseløst forbrug på en planet med begrænsede resourser. Et eller andet sted, er jeg glad for at krisen, da den får nogle folk til at indse nogle ting om deres eget forbrug.”

Han tager hatten ned fra knagen, hvor den har hængt under interviewet. Sætter den på skrå, og siger:
”Jeg er personlig glad for, at når alle ræser afsted mod unødvendig teknologi, ser jeg det som min pligt at trække i bremsen og sige, lad os for fanden høste det bedste, der har været gennem verdenshistorien.”

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Thyregod

Tja det er da godt at der findes nogle friske unge der bruger deres mange års studier på noget fornuftigt.

Og det skete altsammen under Ø (konomien)

Som det forløber nu - må unægteligt siges at vi alle er feberagtige forbrugere - også af livsstile og livsholdninger - af et broget udbud, frembragt af et
( altfor fritløbende ) økonomisk system.

Det burde gå mindre ud på hvem der vælger hvilke moder/grupperinger som sine - og også gå mindre ud på efterfølgende at rakke ned på de andres valg af retninger.

At det i stedet burde gå mere ud på at vi mennesker i fællskab mere begynder at bestemme hvordan VI selv synes økonomien SKAL opføre sig - fremfor som nu: Omvendt.

For:
Hvad gavner det at den nuværende økonomi stiller et udbud til vor rådighed -når det dog stadigt er økonomien der samlet set råder over os -
og ikke os der råder over økonomien ?
For det bliver vi sku' da samlet set ikke mere frie af.

Ihukommnmede:

At det jo især er indsigt i nødvendigheden der
kan give frihed -

er det jo et oplagt spørgsmål at spørge:

At hvad er så de mest sandsynlige følger af
et OVERFLODssamfund ???

emil damgaard

Til Thomas ole brask.. Nej det gør de ikke, de erstatter den med en genbrugskultur. Det er noget andet.

Jeg synes det er dejligt at nogle mennesker tør udleve fx vintage kuturen. Jeg tror at folk der gør tingene på en anderledes måde, tit og ofte tænker meget mere over dem selv om deres omverden, frem for bare at slaske i en sofa foran tv'et hver aften.

Jeg tror at det at man overvejer sine valg leder til selvindsigt og det kommer der oftest glimrende individer ud af.

At folk ikke forstår denne slags mennesker, viser jo bare at mange mennesker er bange, for alt der er anderledes, og det konfirmerer så bare det, som Lars og andre vintage folk kæmper imod. Det konforme, konservative og kedelige samfund uden farver og uden respekt for folk der stikker ud og gør tingene på deres egen måde.

Så fuld respekt til Lars og andre ligesindede her fra mig...

God aften!

Stanley Opmann

”Det handler jo ikke kun om tøj, men om identitet. Tøjet er det vi møder hinanden med; derfor er det vigtigt.”

Ve den der bygger sin identitet på udklædning. Hiphopper, swingpjatter, rockabilly, hulemand, metalhoved, borgerdyr, piercingfyr - hvad er forskellen?

Thomas Ole Brask Jørgensen

@Emil Damgaard

Så genbrugstøjet koster altså ikke penge?! Nu må du holde op! Uanset hvad så vil der altid være folk der tjener penge på tøj - alt fra genbrugsbutikker til butikker der sælger vintagetøj

Jeg er sgu da ikke bange for folk der går i vintagetøj. Det er fint med mig. Det har intet med aktivisme at gøre. Men du forstår vist ikke, eller også vil du ikke indse det, at der er tale om retro-MODE. De genopfinder tøj!

Jesper Berg

Stanley Opmann

"Ve den der bygger sin identitet på udklædning. Hiphopper, swingpjatter, rockabilly, hulemand, metalhoved, borgerdyr, piercingfyr - hvad er forskellen?"

Tjah, er vi ikke alle - når alt kommer til alt - uadskilleligt indvævede i former for kropsligt-materiel, mental og/eller adfærdsmæssig 'udklædning', der udgør lagene i det løg, vi kalder 'personlig identitet'? Men du er måske en ø uden afsmittende tilhørsforhold til subkulturer eller grupper, og som uafhængigt af sociale og diskursive forestillinger om det rigtige liv selv anlægger de stier, du betræder? I så fald held og lykke med det.

Trine Dam Ottosen

"At folk ikke forstår denne slags mennesker, viser jo bare at mange mennesker er bange, for alt der er anderledes, og det konfirmerer så bare det, som Lars og andre vintage folk kæmper imod. Det konforme, konservative og kedelige samfund uden farver og uden respekt for folk der stikker ud og gør tingene på deres egen måde."

Meget rammende sagt, Emil Damgaard.
Folk som Lars Munck er en inspirerende modvaegt til den snaeversynede normalisering som er saa fremherskende i dagens Danmark.

Hvad jeg kan laese ud af artiklen, handler Lars' aktivisme om at genopfinde et vaerdi saet som han finder mere vaerdigt at leve efter. Et vaerdi saet hvor forbrug, status og sygelig materialisme ikke er centralt for hans eksistens. Der er noget forfriskende over subkulturer: det er folk der toer lege, toer klaede sig ud, toer udtrykke sig selv.

Jeg er uforstaaende overfor den til tider nedgoerende og sarkastiske tone i denne debat, og bekraefter det ikke bare Emils paastand: at modstanden mod subkulturer handler om en frygt for det der er anderledes?

Jeg har vaeret udenlands dansker i to aar nu, og forskellen fra Danmark er slaaende. Selv i et smaat land som Skotland hvor jeg bor, er der mere plads til diversitet end i Danmark. Hvor er det saakaldte "frisind" vi er saa kendt for?

Mvh Trine,
Edinburgh

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Trine Dam Ottosen

Hvad er det der er så nedgroet og sarkastisk? Vi har tilsyneladende en vidt forståelse af hvad forbrug er og ikke er?

Er der ikke plads til diversiteter i Danmark? Der er da eller rigeligt med unge i KBH som får udlever deres subkultur ved hjælp af hærværk.

Selvfølgelig skal der være plads til subkulturer i DK men hvis subkulturenes udøvere ikke formår at overholde loven, så har samfundet også den fulde ret til at gribe ind overfor disse. Det er kun ret og rimeligt i et retssamfund.

Jesper Berg

Jeg er ret enig med emil damgaard og Trine Dam Ottosen.

Vist kan man argumentere for, at vintagekulturen føjer sig til rækken af ego- og forbrugscentrerede livsstile - Lars Munck og ligesindede finder næppe deres årgangsgarderober i den lokale genbrugsbiks, ligesom artiklen spørger, hvorfra "motivationen til at bruge det meste af ens formue på at købe aflagt tøj [kommer]?" - men umiddelbart synes subkulturen da at være et skridt i en sympatisk retning.

For så vidt vintagekulturen holder sig til genbrug, repræsenterer den i mine øjne et velkomment bæredygtigt alternativ til den eskalerende vestlige brug-og-smid-væk-mentalitet. Samtidig er det da bedre, at disse folk køber deres (omend nok så dyre) tøj i særlige vintagebutikker og samlerfora end i multinationale kæder med billigt udbytterragelse fra asiatiske sweatshops. Hvordan kan nogen have ondt i røven over det?

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Jesper Berg

"For så vidt vintagekulturen holder sig til genbrug, repræsenterer den i mine øjne et velkomment bæredygtigt alternativ til den eskalerende vestlige brug-og-smid-væk-mentalitet. Samtidig er det da bedre, at disse folk køber deres (omend nok så dyre) tøj i særlige vintagebutikker og samlerfora end i multinationale kæder med billigt udbytterragelse fra asiatiske sweatshops. Hvordan kan nogen have ondt i røven over det?"

Jeg anser ikke dit indlæg som særligt henvendt til mig men føler lyst til at besvare det.

Det er helt fint at vintagefolk gør op med brug- og- smid-væk-mentaliteten. Det har jeg absolut ikke ondt i røven over. Det opgør deler jeg fuldt ud!
Men er dette alternativ virkelig et alternativ? Det er det artiklen stiller spørgsmåltegn ved. Det er sandsynligt at vintagetøjet bliver syet af velbetalte skræddere, men kan du med sikkerhed sige, at vintagebutikkerne ikke få syet deres tøj i asiatiske sweatshops? Det kunne jeg tænke mig at se noget dokumentation for.

Jesper Berg

Thomas Ole Brask Jørgensen

"Det er sandsynligt at vintagetøjet bliver syet af velbetalte skræddere, men kan du med sikkerhed sige, at vintagebutikkerne ikke få syet deres tøj i asiatiske sweatshops? Det kunne jeg tænke mig at se noget dokumentation for."

Nu skrev jeg med fuldt overlæg "For så vidt vintagekulturen holder sig til genbrug [...]." Desværre er artiklen noget svævende i sin indkredsning af begrebet 'vintage'. Lars Muncks udtalelser i interviewet kunne godt tydes derhen, at hans garderobe består af genbrugt tøj, men måske indbefatter vintagebegrebet/Muncks klædedragt også replica?

Hvis vintagekulturen vokser til en populær trend, ligger det lige for, at den efterhånden udvandes til endnu en retrostil. Herved vil det autentiske tøj fra en bestemt historisk periode hurtigt blive umuligt at opdrive og (helt) erstattes af replica. Som naturligvis finder vej til lokale tøjbutikker, der i mange tilfælde er ejet af store kæder orienteret mod den frie konkurrences internationale marked.

Jeg vil give dig ret i, at den politiske aktivisme i at købe vintagereplica, skræddersyede eller ej, kan ligge på et meget lille sted og desuden er hyklerisk. Men dersom en del af vintagekulturen rent faktisk dyrker ægte genbrug, skal disse folk vel ikke undgælde for en mulig fremtidig retroversion af deres subkultur?

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Jesper Berg

"Men dersom en del af vintagekulturen rent faktisk dyrker ægte genbrug, skal disse folk vel ikke undgælde for en mulig fremtidig retroversion af deres subkultur?"

De skal de bestemt ikke. Nu holder jeg selv meget af den mandlige tøj- og hårmode fra 1930-1940'erne og kunne sagtens selv finde på at købe genbrugstøj i den stil. Men jeg finder det alligevel noget forlorent at kalde det aktivisme. Jeg vil blot kalde det en anderledes smag end det markedet har at tilbyde.

Kristian Husted

@ Holger H

Nej, Torsten Grunwald plæderer jo for det klassiske, det tidløse - eller transhistoriske - under mottoet "mode forgår, stil består".

Hvad det så end betyder i disse tidløse tider hinsides The End of History (Francis Fukuyama) ...