Læsetid: 3 min.

Bolsjevikkerne lod dem male abstrakt

Rodchenko og Popva er ikke særlig kendte i Vesten, men lige nu kan man se de vildt moderne russere på Tate Modern i London
23. maj 2009

Man får flybilletter smidt i nakken i disse år. Således købte jeg en billet fra Kastrup Lufthavn til Gatwick i London med selskabet Norwegian for kun 199 kroner. Til sammenligning koster en almindelig dagsbillet på toget til Århus 325 kroner.

Der er vendt op og ned på priserne, og der synes ikke at være ordentlige proportioner mellem pris og afstand. Jeg havde planlagt at flyve med et styk håndbagage, men ombestemte mig og tog en kuffert med. Den skulle så tjekkes ind ved skranken ude i lufthavnen. Det kostede 120 kroner. Prisforskellen på menneske og kuffert: 79 kroner. Nu ikke mere om de flypriser. Rejsen skulle handle om kunst og kultur, og som altid besøgte jeg Tate Modern. I den store hal i, som Olafur Eliasson oplyste med sin store sol, var der just den dag ikke udstillet noget som helst. Til gengæld var der i andre lokaler en særudstilling med russerne Aleksandr Rodchenko og Ljubov Popova. Med et var man tilbage i tiden lige efter den russiske revolution. De to kunstnere malede sandt for dyden ikke socialrealistiske traktorer eller Sovjetunionens helte. De var konstruktivistiske, som det hedder i deres tilfælde. De malede abstrakte malerier på linje med deres franske kolleger, Braque og Picasso, i de år. Af en eller anden grund er de ikke nær så kendte i Danmark som Vladimir Tatlin, men det kan de blive, hvis Louisiana tager udstillingen hjem, for de er absolut et bekendtskab værd.

Kirkeby på Tate

Det, man kan undre sig over, er, at bolsjevikkerne lod dem få rum til at udfolde sig.

Sandsynligvis har de været under pres for at tilpasse sig kravene om, at kunsten skulle stille sig i folkets tjeneste. I hvert fald ser man dem efter nogen tid arbejde med grafik, arkitektur, scenografi, altså 'nyttige' ting. Det var jo nytterøvenes tid, og kunsten for kunstens egen skyld var ikke godt nok. Men abstraktionerne kunne forsvares, når det drejede sig om udkast til en aviskiosk, en bogforside, etc. Dog ikke i det lange løb. Både Rodchenko og Tatlin blev senere anklaget for formalisme og måtte stikke piben ind, mens Popova døde fra det hele i en ung alder.

Det fremgik, at Tate Modern har en stor særudstilling på beddingen med Per Kirkebys værker. Den skal køre fra 17. juni. Danskeren præsenteres som en kunstner, der er inspireret af popart, tegneserier og eventyr, men også som 'vild' maler' på linje med Baselitz og Polke, de store navne i 1980'ernes kunst.

Fabiola

Lige nu kan man i portrætgalleriet på Trafalgar Square se en anden interessant udstilling med billeder af tyskeren Gerhard Richter, som gjorde det til sit speciale at lave malerier på grundlag af gamle fotografier fra aviser og familiealbum. De rummer en egen svævende uro, og selvom de på overfladen viser mennesker i tilsyneladende harmoni, er der ofte en underliggende historie, som fortæller det modsatte.

Et par rum er helliget nogle hundrede portrætter af helgeninden Fabiola ved Francis Alÿs, som ikke selv har malet dem, men indsamlet dem i antikvitetsbuktikker, på loppemarkeder og fra private samlinger. Til sammen er de et kunstværk i sig selv. Fabiola var gift med en skrækkelig mand, som førte et udsvævende liv, hvorfor hun lod sig skille fra ham, hvorpå hun helligede sig arbejdet med syge mennesker. Hun døde i år 399. Det er da et par dage siden. Billederne illustrerer, hvor forskellige tilsyneladende ens portrætter kan være. Så var jeg på Imperial War Museum, hvor der foruden gamle flyvemaskiner, ubåde og kanoner minsandten også er maleriudstilling.

Krigskunst

Briterne har en tradition med at sende en kunstmaler med, når deres soldater går i krig. En særpræget tradition, for hvordan kan man stå og male, når mennesker lider? Det kan kunstnerne, og det er der kommet stærke udtryk ud af. Her kan man også studere, hvordan spionerne fra MI5 har udført deres hemmelige håndværk med radiosendere i fyldepenne og den slags, som kendes fra James Bond. Til sidst så vi, veninden og jeg, musicalen The Phantom of the Opera. Det knirkede fælt af gammeldags teater, men man flyder jo med i dansen, musikken og historien om det forelskede uhyre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu