Læsetid: 7 min.

Bountyland byder atter velkommen

I 11 år hærgede en borgerkrig Sierra Leone, men de smukke tropestrande, som engang var kulisse for en chokoladebar-reklame, er nu igen kommet på turismens landkort
Paradis. Billeder af børn på stoffer, der affyrede Kalasjnikov-rifler, de knapt kunne løfte, chokerede verden, da Sierra Leone udkæmpede en blodig borgerkrig for 11 år siden. Nu - syv år efter - leger børnene igen, og turisterne er så småt begyndt at vende tilbage til det undervurderede turistmål.

Paradis. Billeder af børn på stoffer, der affyrede Kalasjnikov-rifler, de knapt kunne løfte, chokerede verden, da Sierra Leone udkæmpede en blodig borgerkrig for 11 år siden. Nu - syv år efter - leger børnene igen, og turisterne er så småt begyndt at vende tilbage til det undervurderede turistmål.

22. maj 2009

Nedenfor bjergskrænterne ligger de, de jomfruelige mennesketomme strande, der er så uberørte, at de engang blev brugt som scene for de berømte 'smagen af paradis'-reklamer for Bountys chokoladebar.

I de senere år har Sierra Leone dog snarere været kendt som kulisse for en brutal borgerkrig. For 11 år siden flåede denne lille vestafrikanske nation sig selv i stykker, da militsgrupper overfaldt landsbyer og huggede arme og ben af indbyggerne med macheter, små børn affyrede Kalasjnikov-rifler, de knapt kunne løfte, og skønsmæssigt hver tredje af nationens kvinder blev udsat for voldtægt. Syv år efter borgerkrigens afslutning er et usandsynligt scenario tilbage på dagsordenen: Sierra Leone opdyrkes nu atter som turistmål. Og det er der da også al mulig grund til.

Få mennesker kender til Sierra Leones smukke, mangefarvede strande, dets svømme-perfekte have og storslåede, bjergrige regnskovsbagland. Kun de færreste ved, at man her kan spise friskgrillet hummer og skue meditativt ud mod havet over en kølig øl. Vi kender ikke til landets truede abearter og sjældne eksotiske fugleliv. Ej heller ved vi, at den er hjemsted for regionens højeste bjerg. Uvidende er vi også om, at hovedstaden er en af de sikreste byer i Afrika, og at folk her danser helt frem til daggry med ægte smittende livsglæde. Eller at kærlighed og ånd virkelig er det, der indfanger nationens sjæl - trods årtiet med krig.

Sierra Leone blev til i kraft af bestræbelserne fra tre på hinanden følgende bølger af befriede slaver fra Storbritannien, Canada og Jamaica i slutningen af 18. århundrede. Landets hovedstad fik navnet Freetown og blev kendt som en enklave af frihed midt i en region af blomstrende slavehandel. Til dels på grund af sin forbløffende historie, sin fattigdom og frygtelige krig fremkalder Salone (som landets ømt mente øgenavn lyder) en særlig slags kærlighed - en kærlighed på trods af alle odds ... en tiltro midt i vantroen.

Turismens pionerer

Cecil Williams er blandt dem, som tappert arbejder på at bringe denne tiltro frem i lyset. Han blev chef for Det Nationale Turistråd i 1991, det år, krigen begyndte, og kunne snart konstatere, at antallet af besøgende styrtdykkede fra tæt på 100.000 om året til næsten nul. Nu er antallet af tilrejsende steget til 4.000 om året, men de fleste besøger venner eller familie eller endnu mere sandsynligt, er snarere udviklingskonsulenter end ubekymrede feriegæster.

"Turismen er stadig jomfruelig her," forklarer Mr. Williams. "Men der er stor entusiasme, og folk er begyndt at komme. Vi har mulighed for at skabe 10.000 job i turistsektoren over de næste fem til syv år, men om det lykkes, afhænger af, om vi kan få tilstrækkelig statsstøtte - lige nu er vi groft underfinansierede."

En anden pioner i turismens op-ad-bakke-kamp er 32-årige Bimbola Carrol, der forlod Sierra Leone i 1997, da Freetown stod i brand. For lidt over et år siden opgav han et ni til fem-job i London for at vende tilbage til sit hjemland og udvikle dets turistbranche.

"Jeg har altid set mig selv vende tilbage," siger Carrol, der er en af anslået 50.000 eksil-sierraleonere, som er kommet hjem siden krigens ophør: "Det er helt op til sierraleonerne selv at genopbygge Sierra Leone. Vi har selv et ansvar for at give noget tilbage til vores samfund."

I dag beskæftiger han fire personer og driver det populære informationsmættede website Visit Sierra Leone, som han startede i 2004 - kun to år efter krigen - ligesom han tilrettelægger udflugtsbesøg og turruter.

"På det tidspunkt var der ingen, der talte om turisme," siger han. "Men jeg anlagde et langsigtet syn på det: Sierra Leone har ikke fået så megen anerkendelse, som det fortjener."

Tony Blair, der sendte britiske tropper i 2000 for at hjælpe med bringe kampene til ophør, er blandt dem, der håber at kunne fremme netop denne form for anerkendelse. For nylig vandrede den tidligere premierminister op og ned på den smukke sandstrand Lumley Beach, som er mødested for Freetowns fiskere, joggere, elskende par og solbadere. Her hang han ud med lokale handlende, så dagens fangst blive landet og iagttog med egne øjne nogle af de turistmuligheder, som Sierra Leones præsident, Ernest Bai Koroma, håber på at kunne omsætte til arbejdspladser og økonomisk vækst.

"Der er ingen tvivl om, de vil kunne omdanne dette sted til en enorm turismemagnet," sagde Tony Blair. "Men Sierra Leone er fortsat stærkt afhængigt af donorhjælp, og landet er nødt til at frigøre sig herfra. "

Den tidligere kolonimagt, Storbritannien, giver i dag flere penge pr. indbygger end til noget andet land - et beløb, som i år vil vokse til 50 mio. pund. Alligevel ligger det vestafrikanske land fortsat helt i bund på FN's Indeks for Menneskelig Udvikling og tiltrækker så godt som ingen investeringer. I Sierra Leone lever over 70 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Landet har verdens højeste dødelighed blandt mødre, og arbejdsløsheden er foruroligende høj, især blandt potentielt ustabile unge mænd.

At støtte turismeudviklingen kan vise sig udbytterigt: Turistbranchen indbringer lige nu landene syd for Sahara 66 mia. dollar om året, tegner sig for 6,7 procent af kontinentets BNP og beskæftiger direkte 3,34 millioner mennesker. Hvad angår Sierra Leone, oplyser Verdenssundhedsorganisationens Rejse- og Turismeråd, at landet allerede tjener 90 millioner dollar på rejser og turisme - et tal, der forventes at vokse med 5,8 procent om året over det næste årti.

Tony Blair, som har placeret ni eksperter fra sin rådgivende gruppe i Sierra Leones regering til at hjælpe med til at forbedre beslutningsprocesserne og styrke erhvervslivet, siger, at han knytter sit håb til en investeringskonference i november.

Blair sagde: "Potentialet er indlysende, men der er brug for reelle investeringer. Det er afgørende at udbygge infrastrukturen, herunder lufthavn og havn, og sørge for at de nødvendige veje blive anlagt."

At bevæge sig rundt i landet er vanskeligt, elektricitet og rindende vand er en mangelvare, og indkvarteringsmulighederne er ofte meget pauvre og sparsomme. Men landet har andet at tilbyde, nemlig en ekstraordinær naturskønhed - og sit hjerte.

Kulturarven

I mit arbejde med at forfatte den første guidebook til Sierra Leone var der ingen mangel på folk, som tilbyder mig hjælp og gode råd og i det hele taget udviser betryggende hengivenhed over for deres jord. Da jeg ville bestige det berømte Mount Bintumani fra øst snarere end fra vest, som alle andre synes at gøre, dukkede jeg uanmeldt op i en nærliggende landsby, hvis ældste udpegede bjergets storslåede silhuet for mig og viste mig vej. Opsat på at nå frem til de tilgroede, smuldrende rester af et slavefort på Bunce Island i midten af Sierra Leone River, iagttog jeg stedets ældre kustode tømme sin utætte kano for vand.

Landets kulturarv er både bevægende og gruopvækkende: Den forfaldne slavefæstning menes at have sendt 50.000 slaver over havet, for det meste til Nordamerika, igennem de 140 år, hvor det var i brug. Sierra Leone er da også det land, som sorte amerikanere føler sig tættest forbundet til. Blandt dem er skuespilleren Isaiah Washington, som har sporet sit dna til Sierra Leone og siden har doneret penge til historikere, der skal kaste lys over tilværelsen som den formede sig på Bunce Island.

Omkring en million sierraleonere bor i udlandet, hvorfra de sender 250 millioner dollar tilbage hvert år. Og skønt de personlige relationer danner et stærkt bånd for mange besøgende, er der allerede andre rejsende, der er ved at få øjnene op for landets charmerende sider.

"Vi ønskede at besøge et sted, før alle turisterne kom dertil," siger 33-årige Claire Thomas fra London, der tidligere i år holdt ferie i Sierra Leone sammen med sin kæreste.

Parret opholdt sig på en eksotisk ø fyldt med friske figner, guavabær og caramboler (stjernefrugter), tilbragte natten i en træhytte ved et chimpansereservat, svømmede langs den fine sandstrækning ved River No. 2, sceneriet for den famøse Bounty-reklame, tog en bådtur ned ad floden gennem mangroveskove, iagttog de lokale skræddere, frugtavlere og bagere under udførelsen af deres arbejde og fandt endog folk, der var villige til at imødekomme deres vidtgående krav om veganerkost, hvilket må imponere i et land, hvor kød, fisk og mejeriprodukter er højt værdsatte proteintilskud.

Sikkert og ægte

For Thomas, der arbejder for en hjælpe-ngo, var besøget også en chance for at bidrage med noget meningsfyldt.

"Vi ønskede at give noget tilbage snarere end at give støtte," siger hun. "Jeg syntes bare, at det var en fantastisk oplevelse, jeg var virkelig overrasket. Det var både fredeligt og afslappende, og vi fik ikke engang så meget som et moskitostik. Alle var så ægte og venlige, og jeg følte mig virkelig sikker."

Claire Thomas, som er blandt frontløberne i den første tynde strøm af turister, bookede sin rejse hos den ene af de to britiske rejsearrangører, der foreløbig har turdet tage chancen med den vestafrikanske stat.

Judith De Witt, direktør for det britisk baserede Rainbow Tours, som tilbyder ugelange ture til Sierra Leone fra priser, der begynder ved cirka 1.500 pund, siger: "Sierra Leone er stabilt og har slet ikke fået den opmærksomhed, det fortjener. Det minder mig om de gode gamle dage i Madagaskar. Nu tror jeg endelig, at Sierra Leone har en chance."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu