Læsetid: 4 min.

Cirkeline fylder rundt

Det er 40 år siden, at Cirkeline så dagens lys og flyttede ind i sin tændstikæske og hos børn i flere generationer, Cirkeline er noget så utidigt som sød, rund og enkel, og minder os alle om, hvor livsbekræftende nogle få streger kan være
Det er 40 år siden, at Cirkeline så dagens lys og flyttede ind i sin tændstikæske og hos børn i flere generationer, Cirkeline er noget så utidigt som sød, rund og enkel, og minder os alle om, hvor livsbekræftende nogle få streger kan være
7. maj 2009

Cirkeline har fødselsdag, mange gaver hun får. I sin æske på bordet her har hun boet i et år.

Ja, Cirkeline har fødselsdag. Hun har dog boet i æsken i mere end et år. Faktisk er det 40 år siden, den lille alf i den mariehøneprikkede kjole kom til live ud fra tegnerens streger og flyttede ind i tændstikæsken på skrivebordet og hos børn i flere generationer.

Fødselsdagen har altid haft en vigtig placering i Cirkelines univers. I anledningen af den runde fødselsdag kommer der tre udgivelser: Cirkeline bliver til, Cirkelines sangbog i nyt format og udstyret med cd og nodehæfte og den helt nye Cirkeline tæl til ti.

Cirkeline bliver til er en ny, forkortet og gennemfarvelagt udgave af historien om, hvordan det hele begyndte. Fra begyndelsen er Cirkeline i sin enkelthed også meta-fortællinger om, hvordan fantasien sætter historier i gang. Den virkelige historie om, hvordan Cirkeline-figuren blev til, begynder ligesom i den første bog.

Hanne Hastrup var tegneren, der i det lille hus på landet en aften sad og tegnede kruseduller og pludselig havde tegnet et ansigt, der blev til alfen, der hjælper med at rydde op. I først omgang kaldte Hanne Hastrup det lille væsen for O-Line.

Hovedfaconen var dog ikke kun et O, men også en cirkel - og Cirkeline var skabt med det navn, som alle i Danmark kender. I dag er navnet officielt accepteret som fornavn, og i 2009 er der 179 piger i Danmark, der hedder Cirkeline.

Cirkeline flyttede altså ikke kun ind hos tegneren, men i en hel nation. I sin nye verden mødte Cirkeline hurtigt sine venner, de hæse og madglade mus Frederik og Ingolf, bien Ib og mange flere. Små karakterstærke figurer, der også er blevet allemandseje. Sammen leger de både inde og ude, og laver cirkus, sætter drager op og lærer at regne, stave, tegne og spille musik.

Sådan begyndte det hele

Musikken spillede fra begyndelsen en stor rolle hos Cirkeline. "Bim Bam Busse", "Cirkeline har fødselsdag" og "Snemusen Knud" er blot nogle af Hans-Henrik Leys gamle, jazzede sange, der stadig holder. Musikken er blevet kaldt pædagogjazz, hvilket måske ikke er en helt dårlig betegnelse for de rytmiske, legende sange med et snært af bossanova.

I filmen Cirkeline 2 - Ost og kærlighed siger musene: "Hvorfor skal vi altid synge, bare fordi det er en tegnefilm?" og fortsætter dermed den meta-tråd, der også løber igennem historierne.

Men synge skal de, og Cirkelines sangbog giver også eksempler på, hvordan musikken fortsat spiller en rolle, og at der er kommet nye sange til, i takt med at Cirkelines univers er blevet udvidet, og hun har har mødt nye venner.

Cirkeline er en rund person, der lever et stille og alligevel begivenhedsrigt levned. Med leg, fantasi og lige tilpas meget eventyr for de mindste. Tegningerne er enkle, akvarelbaggrunden er poetiske plamager, der mimer det enkle og fantasifulde.

I 1969 kom den første bog. Siden er det blevet til i alt ni bøger, en række små tegnefilm til tv, tre spillefilm og tilmed en musikvideo med rapperen Clemens.

Cirkeline var fra begyndelsen populær. Også på grund af de små film, figurernes personligheder, de enkle tegninger og enkle episodiske fortællinger, der talte til de mindste. Det handlede om leg og venskab, om glæden ved naturen og fantasiens forunderlige kræfter.

De små tv-film var skabt ud fra et krav om billig produktion. Animatoren og producenten Jannik Hastrup kalder det selv for dogmetegnefilm. Det er 2D-flyttefilm, hvor dukkerne skubbes rundt og filmes for hvert ryk, hvilket giver et væsentligt andet udtryk og indtryk end nutidens computergenererede actionprægede animationsfilm.

Denne tidlige produktion er også grunden til, at Cirkelines prikker blev sorte. De skulle egentligt have været hvide, men fordi de første tegnefilm var sort-hvide, ville man ikke kunne se hvide prikker på en lysegrå kjole. I stedet blev kjolen altså mariehøneprikket.

Cirkeline bortcensureret

Hanne Hastrup tegnede figurerne og skrev manuskriptet, men med Jannik Hastrup som producent fik Cirkelines univers et politisk perspektiv. Det blev til i alt seks små tegnefilm i sort-hvid (1966-68), 12 i farver (1969-71) og så én, der blev bortcensureret.

Flugten fra Amerika (1971) var med sin kritik af vilkårene for de sorte (mus) i USA en tand for politisk for DR's B&U-afdeling. Men det politiske fulgte med. De tre spillefilm fra 1998, 2000 og 2004 er skabt i den gamle teknik og med udgangspunkt i Cirkelines univers, men fulgte med tiden på andre måder end produktionen.

Fra Cirkelines tilblivelse på bog i 1969 gik der næsten 30 år, før den næste bog, Cirkeline flytter til byen (1998) kom, en fortælling, der også blev til den første film i biograflængde.

Her flytter Cirkeline og musene med tegneren til byen og møder blandt andre punkermusen Sidse og indvandrermusen Hassan. Historien afspejler Hanne Hastrups egen flytning til byen, hvor man ikke længere møder tryllealfer og agern i baghaven, men rotter og fetaost i baggården.

Filmene omhandler samfunds- og kønspolitiske emner. Og den tredje spillefilm Verdens mindste superhelt (2004), hvor vennerne drager til Tyrkiet og møder musen Özlem, der mobbes af sine aggressive brødre, blev omdiskuteret på grund af sit 'moderne' sprog. "Spasserpsykopat", bliver Özlem kaldt. Og så er vi langt væk fra det poetiske, drømmeagtige univers. Men det er heller ikke Cirkeline, der siger det.

I filmene er det måske mere musene, der er hovedpersoner. Men det er Cirkeline, der er udgangs- og omdrejningspunkt, det uforanderlige centrum, og det er hende, vi fejrer. Måske netop fordi hun er noget så utidigt som sød, rund og enkel og dermed taler til det mindste publikum, hvad enten det er i bog- eller filmudgave. Og Cirkeline minder os alle om, hvor livsbekræftende nogle få streger kan være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mona Blenstrup

Jeg har altid været fan af Cirkeline. Mine børn har elsket hende og mine børnebørn ligeså.

Men som barn og som voksen opfatter man tingene forskelligt selvom de ser ens ud.

Søren Rehhoff

Jeg vidste ikke at Hans Henrik Ley havde skrevet "Bim Bam Busse". Punkgruppen The Sods plankede melodien til deres nummer "Televison Sect". Ironisk nok eftersom de vel hadede den "pædagok" kultur som Ley og ligesindede stod for. Ley eller hans arvinger burde sagsøge for royalties. Men det er vel bare endnu et spændende aspekt i historien om Cirkeline.

Lissy Holtegaard

Cirkeline havde, som jeg kendte hende og som mine børn elskede hende, kun 4 tæer.
Hvem har dog fusket med de oprindelige tegninger.

Jimmi Thøgersen

Jeg vidste ikke at Hans Henrik Ley havde skrevet “Bim Bam Busse”. Punkgruppen The Sods plankede melodien til deres nummer “Televison Sect”.

Hehe, hvis The Sods skulle retsforfølges for at hugge tre toner og lave en af punkens mere halvhjertede sange ud af det, så ville det se trist ud for 99,9% af nutidige mainstream-kunstnere :-)

Jimmi Thøgersen

Hvad angår tæerne, må det være hvem, der end har tegnet forsiderne på diverse udgivelser gennem tiderne. Og det vel jeg da tro er Hanne Hastrup

DVD'ens cover har 5 tæer på den ene fod og 4 tæer på den anden - mens tegningen her øverst, med 5 tæer, har været brugt både på (genudgivelser af?) den oprindelige Cirkeline-bog, og andre bøger - i hvert fald så tidligt som i 90'erne.

Inger Sundsvald

Her taler eksperterne!

Lad os bare få afdækket det hele. Jeg vil vide ALT om Cirkeline, for jeg blev først oplyst om denne forunderlige børneverden da mine egne børn var begyndt i skole. Og vi elskede alle Cirkeline (;-).

Jeg må have DVD'en!

Jimmi Thøgersen

Haha, well, jeg husker kun Cirkeline fra DR's sendinger af tegnefilmene i start-80'erne. Og tror måske min børnehave dengang havde én af bøgerne. Og så fra at 00'er-forældre er begyndt at snakke om hende her for nyligt.

Derudover er jeg ikke ekspert. Huskede blot ikke de fire tæer fra jeg var barn (og det var noget jeg ville have bemærket, tror jeg). Så lavede en billedsøgning på Google og fandt frem til forskellige forsider - og talte tæer :-)