Læsetid: 5 min.

Er Dahl den nye Rindal?

Henrik Dahl angriber moderne dansk teater og Statens Kunstfonds støtteordning af den ufolkelige modernisme. Det sker i Søren Ulrik Thomsens ånd, mener han. Men digteren og essayisten kalder hans opråb et misforstået ræb fra ølstuen
7. maj 2009

Hvorfor Henrik Dahl blev sat til at anmelde en bog om moderne dansk dramatik, ved kun redaktøren. Men valget viste sig på en sært bagvendt måde forudseende. Debatten, der fulgte, er en af de mere underholdende polemikker længe.

Der går en del afsnit, før Henrik Dahl afslører, at hans lange tekst i forrige udgave af Weekendavisens bogtillæg er en anmeldelse af Birgitte Hesselaas nye bog, Det dramatiske gennembrud. Meget anmeldelse er der nu heller ikke over anmeldelsen, der kun dvæler ganske kort ved bogen for så at hellige sig den kritik af dansk modernisme og følgefænomenet Statens Kunstfond, som står øverst på dagsordenen.

"Jeg er absolut lægmand," erkender sociologen. Men det afholder ham ikke fra at levere en ordentlig sviner af fem ud af de seks dramatikere, som Birgitte Hesselaa behandler.

Nikoline Werdelin har han ikke noget problem med. Hvorfor fremgår ikke. Men Astrid Saalbach, Morti Vizki, Jokum Rohde, Line Knutzon og Peter Asmussens værker er en værre omgang "modernistisk kitsch" fuld af klicheer om, at kernefamilien begrænser individet, og at vold og incest lurer under den småborgerlige overflade.

"Fuck, hvor er det bare en langgaber," skriver Henrik Dahl, der en passant bemærker, at han hverken har set stykkerne opført eller læst dem, men holder sig til Birgitte Hesselaas referat.

Fordomme og banaliteter

Søren Ulrik Thomsens essays har Henrik Dahl til gengæld selv læst. Både de seneste fra samlingen Repremiere i mit indre mørke og dem, der udkom i bogen Kritik af den negative opbyggelighed, som digteren udgav sammen med Frederik Stjernfelt i 2005. Og her mener han at kunne hente ammunition til det angreb, han sætter ind imod Saalbach og konsorter.

Udgangspunkt er Søren Ulrik Thomsens kritik af negativismen. Af den tidsånd, der implicerer, at normen i kunst, kunstkritik og samfundsdebat er blevet en negation af det bestående. Hvorfor overskridelsen paradoksalt nok selv er blevet den pæne smag eller måske ligefrem den herskende ideologi.

"Hold da lige op, hvor er de seks dramatikere, med undtagelse af Nikoline Werdelin, dog fulde af den slags fordomme og banaliteter, Søren Ulrik Thomsen beskriver," mener Henrik Dahl.

For frækhederne er fortærskede. Ingen synes da længere, det er spor fornyende at afmontere den småborgerlige idyl. Nej, det er derimod bagstræberisk og floskuløst.

Derfor kommer det ikke bag på Henrik Dahl, at ingen længere går i teatret. Og sådan når han frem til dagens anden pointe.

Statens Kunstfond er skyld i, at den modernistiske kunst som et lukket system reproducerer de samme klicheer år efter år. Med subsidieringen af kunsten er markedskræfterne nemlig sat ud af spil.

"Hvor markedet er det, man med et fint ord kalder et adaptivt system, altså et system, der gradvis tilpasser sig til ændrede rammebetingelser, så udvikler statslige og bureaukratiske systemer sig ofte (men ikke nødvendigvis) sådan, at de helt stivner," lyder argumentet.

Intellektuelt forfald

En så utvetydig kritik af dansk modernisme kunne Klaus Rifbjerg naturligvis ikke sidde overhørig. I efterfølgende udgave af Weekendavisen skrev han et debatindlæg imod Henrik Dahl.

I nærværende avis har Klaus Rifbjerg selv for nylig praktiseret den disciplin at kritisere bøger, som han erkender ikke at have læst. Men det har han vist glemt. I hvert fald mener han, "det ville have pyntet på Henrik Dahls argumentation, hvis han havde beskæftiget sig med de affærdigede kunsternes værk ved selvsyn".

Men det havde nok ikke ændret det store, vedgår Klaus Rifbjerg. For Henrik Dahl har sine pointer klar på forhånd. Han er ganske enkelt en uforbederlig rindalist, hvis kunstsyn er "helt i tråd med en tendens, der bliver tydeligere og tydeligere i åndslivet: alt hvad der ikke er for folket (hvad det så er for en størrelse) er opblæst, nedladende kulturradikalisme og værst af alt modernisme".

Også Birgitte Hesselaa, der skrev et indlæg i samme udgave af Weekendavisen, var kommet til at tænke på Peter Rindal. Dog uden at forfatteren til den bog, der egentlig skulle have været anmeldt, opfatter Henrik Dahls kunstsyn som udtryk for et generelt tilbagefald til tidligere tiders anti-intellektualisme.

Det er Henrik Dahl og ikke 90'er-dramatikerne, der genopliver 60'er-klicheer, mener Birgitte Hesselaa. Ligesom lagerforvalteren fra Kolding for 40 år siden gør han sig til talsmand for folket i sin kritik af statsautorisationen af elitens publikumsfjendske kunstvaner.

Undervejs ignorerer han det faktum, at de værker, han langer ud efter, faktisk har trukket mange mennesker i teatret. Og "på en rigtig ærgerlig måde" fejllæser han de stykker, han kritiserer. For det er ikke rigtigt, at de omtalte dramatikere dyrker overskridelsen. Nej, de sætter på postmoderne facon fokus på grænseløsheden.

Thomsens ånd

Både Klaus Rifbjerg og Birgitte Hesselaa stiller spørgsmålstegn ved, om Søren Ulrik Thomsen mon er indforstået med at blive spændt for Henrik Dahls kampvogn.

Digteren og essayisten leverer selv svaret i samme udgave af Weekendavisen. Han har ligefrem skrevet et helt essay. Her ærgrer han sig over Henrik Dahls "ræb fra ølstuen" og græmmer sig "noget så læsterligt, når Dahl hævder at tale i "Søren Ulrik Thomsens ånd."

Kritikken af den negative opbyggelighed er "en hævdelse af kunstens autonomi imod enhver ideologisk ridefoged, inklusive den avantgardisme, der reducerer det æstetiske til en overskridelsesfetichisme og bohemeromantik", skriver Søren Ulrik Thomsen.

Men ironisk nok deler Henrik Dahl den tilbøjelighed med avantgardismen, at "begge er temmelig uinteresserede i det faktiske værk i al dets uhåndterlige formelle sammensathed, men først og fremmest ser det som udtryk for en bagvedliggende, altdeterminerende ideologi."

Sagen er således, at Henrik Dahl blander niveauer sammen, når han tror, at modernisme er lig med den negative opbyggelighed, som Søren Ulrik Thomsen skriver om. Han forstår ikke, at kunstværket er noget i sig selv og bør betragtes som autonomt - også selv om det skulle indeholde elementer af overskridelse. Og det er vel derfor, det ikke gør sociologen noget, at han hverken har set eller læst de teaterstykker, han kritiserer.

Nogen legitimering af Henrik Dahls synspunkter ser Søren Ulrik Thomsen sig altså ikke i stand til at kunne levere, "så meget des mindre som modernismen simpelthen er den tradition jeg selv skriver på, tænker i og forholder mig til".

Populisme

Man kunne tilføje, at Søren Ulrik Thomsen også selv er afhængig af Statens Kunstfond. De essays, Henrik Dahl benytter i sin kritik af institutionen, ville næppe være blevet til noget uden systemets understøttelse.

Han er da heller ikke glad for Henrik Dahls overførsel af markedslogik på kunsten. Også han kommer til at tænke på Peter Rindal og udbryder:

"Et værks kvalitet har simpelthen intet at gøre med, hvor mange, hvor få, eller hvem der hylder det: Hvor avantgardisten af hensyn til sin egen identitet rynker på næsen ad et værk, alene fordi det er populært, bortdømmer populisten et andet, alene fordi det ikke er det. Men Statens Kunstfond er vigtig, sat i verden som den er alene for at tage hensyn til kvalitet helt uafhængigt af, om kunsten er populær eller ej."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Nørlem Sørensen

Henrik Dahl er lidt af et mysterium. Hans evner som sociolog er stærkt begrænsede - og tilmed har han selv pålagt at reducere sit sociologiske perspektiv til små ukritiske studier, der er sat i verden for at gavne erhvervslivet.

Det er mærkeligt, at han bliver taget alvorligt i medierne. Jeg kender ingen sociologer, der tager ham alvorligt.

Er han ikke nærmere en Lomborg end en Rindal? Sådan een der siger det magthaverne vil høre - og slet ikke interesserer sig for videnskabelig lødighed eller samfundsproblemerne betydning for mennesker.

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Rasmus Sørensen

Det var ellers noget af en påstand at komme med! Det er vist din egen subjektive holdning der kommer til udtryk her.

Anders Ejsing

Fordi man laver noget eksperimenterende og grænseoverskridende, er det ikke nødvendigvis det samme som, at det kun henvender sig til en snæver kreds på 10 mennesker eller lignende.

Vi burde være ude over den evindelige polarisering mellem det folkelighed og det avantgarde, der f.eks. kendetegnede 60'ernes kulturdebat. Og forudindtagede positioner á la den, Henrik Dahl kommer med her, tjener vel bare til at opretholde en masse fordomme, der i det lange løb risikerer at gøre de såkaldt folkelige og ufolkelige udtryksformer mere endimensionelle. Det er for mig at se en kulturel fattiggørelse.

Anders Ejsing

Undskyld sprogfejlene i betyndelsen af andet afsnit. Det er hvad der sker, når man omformulerer uden at se sig for.

Thomas Ole Brask Jørgensen

Man kunne spørge hvorfor skatteborgerne ikke selv får muligheden for at afgøre hvad de mener eksempelvis mener er kunst - kun at støtte det de mener er støtten værd.

Jon Boiesen

Det er værd at minde om endnu et dahlsk ræb fra ølstuen, som endda er en karakteristik af hans eget fag: Fra hans anmeldelse af Rasmus Willigs 'Til forsvar for kritikken' i Kritik:

"Forfattere som Habermas, Honneth og Bauman har skabt en meget beklagelig præcedens for, at det er acceptabelt at udtale sig om den sociale virkelighed uden belæg i data. I virkeligheden er deres "data" givetvis lige med læsning af morgenavisen; et hurtigt vue over, hvad underklassen spilder tiden på, mens der zapper hen til nyhederne på public-service-tv samt synet af tabloider og halvpornografiske magasiner på banegårde og i lufthavne. Det nævner Bauman eller Habermas så en passant for Richard Sennett, Ulrik Beck og Alex Honneth, når de mødes til konferencer rundt omkring på jorkloden. Der gyses velbehageligt - og siden hen bliver det grundlag for vidtløftige teorier om tidernes og humanitetens forfald."
(Kritik nr. 186, December 2007, s. 111)

Søren Rehhoff

Det er vel hvad der kommer ud af, at lade en sociolog anmelde kunst, han opholder sig mest ved kunstneriske trends og form fremfor indhold. På en måde er visse former for avantgarde vel ret lig med sociologi i den forstand, at man på baggrund af kunstfilosofi aflæser kunstneriske trends og så prøver at lave nye former men uden at bekymre sig så meget om indholdet. Andre tager vel mere udgangspunkt i hvad det er de prøver, at formidle og kan så i den proces komme til, at udfordre de gængse former.

Jon Boiesen

@Søren: Jævnført mit citat, så er Dahl ikke kun ufatteligt primitiv, når han anmelder kunst - men også når han anmelder sociologi, hvad der jo burde være hans speciale.

Jens Thorning

Der skrives:

... man kunne spørge hvorfor skatteborgerne ikke selv får muligheden for at afgøre hvad de mener er kunst - kun at støtte det de mener er støtten værd ...

Der svares:

For så ville de samme to-tre mennesker, folk kender, få alle pengene år efter år, selv om de har rigeligt med penge (OK, det har Rifbjerg sikkert også). Al erfaring viser, at folk ville stemme på Kim Larsen og Johannes Møllehave år efter år, lige som de altid stemte på Brian Laudrup som landskampens bedste uanset indsatsen og Erhard Jakobsen som Årets Idiot eller Nytårstorsk.

Søren Nørbak

Til Thomas Ole Brask Jørgensen
"Prøv at forholde jer til artiklens indhold"
- Det vil jeg så gøre...

"Men Statens Kunstfond er vigtig, sat i verden som den er alene for at tage hensyn til kvalitet helt uafhængigt af, om kunsten er populær eller ej."
- Nej, Statens Kunstfond kvæler kunsten. Hvor meget god kunst er blevet produceret af den moderne statsstøttet? Nej vel, kunsten lever bedst når den er fri og staten og de gamle grå mænd og kvinder i Kunstfonden vil ikke have fri kunst, men styret kunst. De grå mænd og kvinder, er de samme mennesker der, år efter år, sidder i Statens Kunstfond, og efterstræber det samme. Der er ingen ekstern dynamik der virker på Statens Kunstfond og derfor er den "kunst" der støttes intetsigende og stagnerende. Kunst bør være kritiske overfor alle dele af samfundet, men statsstøtte kunst kan aldrig være statskritisk. Så det er på sin plads at kritisere og sætte spot på Statens Kunstfond og dets produkter.

Søren

Søren Nørbak

Til Rasmus Nørlem Sørensen
"Henrik Dahl er lidt af et mysterium. Hans evner som sociolog er stærkt begrænsede...Det er mærkeligt, at han bliver taget alvorligt i medierne. Jeg kender ingen sociologer, der tager ham alvorligt"
- Er det de samme sociologer der kun kan få job som kommunale papirnussere?

Søren

William Jansen

Jeg har sjældent læst en kritik der i den grad anbefalede den kriserede.

Lad mig omskrive Rifbjergs citat, så det passer på undertegnede:

Alt hvad der ikke er for forbrugeren (hvad det så er for en størrelse) er opblæst, nedladende kulturradikalisme og værst af alt modernisme.

Peter Hansen

Det er bemærkelsesværdigt, at folk stadig ikke har forstået, at kunst - som alt andet - kræver indsigt og fordybelse, før den giver noget af sig. Dét er dens formål, udtrykket i sig selv.
Staten har altid støttet kunst, men det er kun i diktaturer, at magthaverne blander sig i de kunstneriske udtryk og -sagn.
Frihed har ikke, Søren Nørbak, noget med økonomisk uafhængighed at gøre, medmindre man anlægger den korrumperende synsvinkel, at 'den, der betaler, bestemmer musikken', for det er jo aktiviteten, der støttes, uafhængigt af dens faktiske realisering. Men alle disse gode, demokratiske dyder har vi jo kunnet i iagttage blive undergravet af en smålig og revanchistisk borgerlig regering i de seneste 8 år.
Og kunst støttes naturligvis, fordi det er i samfundets og statens ubetingede interesse, at det optager folk og udgør dele af det fælles grundlag. Og når vi alle er døde, vil det - som altid - være litteraturen og kunsten, der står tilbage og vidner om vor tid.

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Peter Hansen

”Det er bemærkelsesværdigt, at folk stadig ikke har forstået, at kunst - som alt andet - kræver indsigt og fordybelse, før den giver noget af sig. Dét er dens formål, udtrykket i sig selv.”

Det bemærkelsesværdige er, at borgerne i dette land accepterer at de via deres betaling af skat f. eks. støtter en kunstner der placerer sin afføring i en dåse og kalder det kunst. En anden udstiller grise i montre… Man kunne blive ved. Faktum er, at flere af disse såkaldte udfordrende protestkunstnere protesterer i virkeligheden ikke. De er alle på støtten og deres kunst er virkeligheden udtryk for et massivt hykleri.

”Staten har altid støttet kunst, men det er kun i diktaturer, at magthaverne blander sig i de kunstneriske udtryk og -sagn.”

Det er sandt, at staten ikke blander sig direkte i kunstnernes udtryk og udsagn. Hvorfor skulle staten egentlig også det? Den kan jo bare fratage kunstnerne støtten. Det er her den korrumperende synsvinkel har sin eksistensberettigelse.

”Frihed har ikke, Søren Nørbak, noget med økonomisk uafhængighed at gøre, medmindre man anlægger den korrumperende synsvinkel, at 'den, der betaler, bestemmer musikken', for det er jo aktiviteten, der støttes, uafhængigt af dens faktiske realisering.”

Der er netop tale om et forhold mellem patron og klient. Ved at klienterne er gjort afhængige af støtten, så vil de altid tale for bevarelsen af støtten til dem selv. Det er simpel logik. Derfor har vi et kulturministerium; en masse statsansatte der øjensynligt med dine egne ord: ”(…) har forstået, at kunst - som alt andet - kræver indsigt og fordybelse, før den giver noget af sig”. Der er naturligvis her tale om en apologi for hvorfor skatteborgerne skal betale for at eksperter skal bedømme for borgerne hvad kunst er og ikke nok med det, de skal også have betaling for det.

”Og kunst støttes naturligvis, fordi det er i samfundets og statens ubetingede interesse, at det optager folk og udgør dele af det fælles grundlag. Og når vi alle er døde, vil det - som altid - være litteraturen og kunsten, der står tilbage og vidner om vor tid.”

Nej, det er borgerens ubetingede interesse selv at kunne bestemme hvad denne føler er kunst og hvorfor det skal støttes via egen pengepung. Det giver i langt højere grad et vurderingsgrundlag for hvad der ”optager folk og udgør dele af det fælles grundlag”.

Lars Konzack

Jeg synes det er vigtigt, at gøre opmærksom på, at Henrik Dahl først og fremmest beklager sig over, at folk italesætter deres kunst som nyskabende og provokerende (som særlige kvaliteter), men reelt set er det bare en modernistisk tradition, hvor det er "nyskabende" på en måde som vi har set tusind gange før, og det provokerer stort set ingen.

Jeg kan udmærket forestille mig kunst, der er støttet af staten og har kvalitet. Til gengæld kan jeg godt forstå, at Henrik Dahl tvivler op projektet, når han konkret ser, hvad der er blevet støttet.

Vigtigt: Henrik Dahl er ikke rindalist. Rindalismen var et anti-intellektuelt oprør mod statsstøttet kunst, hvor rindalisterne ikke forsøgte at forstå projektet. Faktisk har modernisterne været rigtigt glade for rindalisterne, fordi de har hjulpet til at få de kedelige værker til at fremstå provokerende og nytænkende.
Henrik Dahl fører derimod an med en intellektuel dagsorden, hvor han stiller spørgsmål til kunsten forudsætninger, og hvorvidt de lever op til de forudsætninger, som de selv opstiller. Han tillader sig at stille spørgsmålet: Er de nytænkende og provokerende? Svaret er nej, og der er desværre i almindelighed heller ikke mange andre spændende kvaliteter at hente i den type kunst.

Så vi må se at komme videre i stedet for at hænge fast i det tyvende århundredes kunstsyn. Vi skal gøre os fri af hængedynget og begynde at tænke nyt. Reelt nyt - ikke bare italesat nyskabelse.

Lars Konzack

Rettelser:

"Til gengæld kan jeg godt forstå, at Henrik Dahl tvivler op projektet, når han konkret ser, hvad der er blevet støttet."

rettes til

"Til gengæld kan jeg godt forstå, at Henrik Dahl tvivler på projektet, når han konkret ser, hvad der er blevet støttet."

og

"Henrik Dahl fører derimod an med en intellektuel dagsorden, hvor han stiller spørgsmål til kunsten forudsætninger, og hvorvidt de lever op til de forudsætninger, som de selv opstiller."

rettes til

"Henrik Dahl fører derimod an med en intellektuel dagsorden, hvor han stiller spørgsmål til kunstens forudsætninger, og hvorvidt de lever op til de forudsætninger, som de selv opstiller."

Søren Nørbak

Til Peter Hansen
Først og fremmest har Thomas Ole Brask Jørgensen svaret, men jeg vil uddybe lidt:

"Frihed har ikke, Søren Nørbak, noget med økonomisk uafhængighed at gøre…for det er jo aktiviteten, der støttes, uafhængigt af dens faktiske realisering"
- Nej det er det ikke, du eller jeg kan ikke bare få penge af staten, og tak for det, til at lave "kunst". Kunstneren beskriver et projekt og sender det ind til Statens Kunstfond hvor en række gamle grå kvinder og mænd bedømmer om det nu er "god kunst" og derefter får kunstneren måske støtte.

"Og kunst støttes naturligvis, fordi det er i samfundets og statens ubetingede interesse, at det optager folk og udgør dele af det fælles grundlag.".
- Præcis, den moderne stat har lige siden nationalstaten, 1800-tallet, støttet kunst og muserne fordi det er den måde staten legitimerer sig på, så enhver kunstner der kritiserer staten blev og bliver ikke støttet. Ergo: fri kunst er økonomisk uafhængighed kunst, og statsstøttet kunst var og vil altid være intetsigende og stagnerende.
[Ja ja, det er generaliserende, men pointen er vigtig og rigtig, selvom der er undtagelser.]

Søren

Søren Nørbak

Til Thomas Ole Brask Jørgensen.
"der placerer sin afføring i en dåse og kalder det kunst. En anden udstiller grise i montre"
- Nu kan man jo "italesætte" kunsten så den virker latterligt, men der er jo kunstnere der har med få og banale virkemidler har skubbet til kunstverden og samfundet. F.eks. Marcel Duchamp og hans readymade (bl.a. pissoir på museum), det kan virke banalt, men set i forhold til kunsten i 1910erne var det nyt, spændende og flyttede grænser.

Jannik Thorsen

Er det virkeligt så kontroversielt, at Dahl sætter spørgmålstegn ved, om kulturradikale kunstnere skal have økonomisk støtte til at dyrke deres dekadente og ufolkelige kunst?

Kunstnere kan dyrke deres moderne gennembrud og hæslige kunst for egen regning.

Peter Hansen

Det danske system for kunstsøtte er tilrettelagt en smule anderledes, end folk åbenbart ved.
Grundlæggende er adgangen til det kunstneriske parnas baseret på en kunstnerisk uddannelse af en eller anden art. Disse foregår på baggrund af optagelsesprøver, alt efter kunstartens udtryksmåde.
Hvor den med de gamle grå mænd og kvinder kommer ind henne, ved jeg ikke. Kunstrådets diverse udvalg kan ses .

Bo Klindt Poulsen

"dekadente og ufolkelige kunst"

Det lyder som om, du mener at kunsten efter Købke er "entartete Kunst".

Hvis du finder det moderne gennembrud vederstyggeligt, så må du godt nok have det svært i denne verden. Jeg har helt medlidenhed med dig.

Søren Rehhoff

@Lars Konzack

"Jeg synes det er vigtigt, at gøre opmærksom på, at Henrik Dahl først og fremmest beklager sig over, at folk italesætter deres kunst som nyskabende og provokerende (som særlige kvaliteter), men reelt set er det bare en modernistisk tradition, hvor det er "nyskabende" på en måde som vi har set tusind gange før, og det provokerer stort set ingen."

Jo men Henrik Dahl samler tilsyneladende bare det hele under en stor paraply som han kalder "modernisme". Jeg vil tro, at nogen af de kunstnere, der er omtalt ikke er specielt modernistiske, men også trækker på andre traditioner, som de så, bevares, præsenterer på en "moderne" facon. Der er alle mulige optikker som cirkulerer rundt og som dramatikere tager op. Det er nok også for let bare, at definere modernisme som noget, der udelukkende har med dysfunktionelle familier og grænseoverskridelser at gøre. Hvis han skulle have leveret en mere gedigen kritik, så skulle han jo have gået ind og set de stykker og så kritiseret dem ud fra deres kunstneriske kvaliteter, evt. sammenligne dem med sine egne sociologiske iagttagelser, eller skrive sit eget teaterstykke.

"Jeg kan udmærket forestille mig kunst, der er støttet af staten og har kvalitet. Til gengæld kan jeg godt forstå, at Henrik Dahl tvivler op projektet, når han konkret ser, hvad der er blevet støttet."

Det er på den anden side nok for naivt at tro, at markedet vil frisætte kunsten. Markedet skaber jo også bare sine egne patroner, som så vil støtte det de finder formålstjensligt

"Vigtigt: Henrik Dahl er ikke rindalist."

Det er han sikkert ikke, men han fastholder jo, ligesom rindalisterne, stadigvæk hele den her debat i distinktionen mellem det "traditionelle" og det "moderne" og på den måde hlælper han jo ikke nogen eller fremmer diskusionen

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Peter Hansen

"Det danske system for kunstsøtte er tilrettelagt en smule anderledes, end folk åbenbart ved.
Grundlæggende er adgangen til det kunstneriske parnas baseret på en kunstnerisk uddannelse af en eller anden art."

Det er vi godt klar over.

Det kvalificerer dog ikke Kunstrådet eller dem der får en kunsternerisk uddannelse til at bedømme for borgerne hvad kunst er og ikke er. De kan komme med deres anbefalinger, men i sidste ende skal det være op til borgerne selv at bedømme og angive hvad kunst er.

Peter Hansen

Nej, Thomas Ole Brask Jørgensen, kunst er ikke 'hvad borgerne synes'. Den er det konkrete udtryk for åndelige bevægelser i sin kultur, sin samtid og sin tradition. Den er refleksion over eksistensen, og så en hel del mere, herunder i meget høj grad selvrefleksion
Det kan man gå ind i, hvis man er en kulturelt bevidst og ansvarlig borger, eller man kan lade være og forblive i mørket.
Dog forhindrer den danske skolepligt, at ret mange forbliver i mørket - og åbenbart skal det blive bedre, med fornyet vægt på de kreative og musiske fag.
Vi bliver aldrig overklassens forfinede smag og dybere indsigt kvit, den eneste vej er at udbrede kendskabet og glæden til flere - og det er jo dét, der er idéen med det danske støttesystem: at give den danske befolkning lige adgang til den levende danske kultur.

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Peter Hansen

"Nej, Thomas Ole Brask Jørgensen, kunst er ikke 'hvad borgerne synes'. Den er det konkrete udtryk for åndelige bevægelser i sin kultur, sin samtid og sin tradition. Den er refleksion over eksistensen, og så en hel del mere, herunder i meget høj grad selvrefleksion"

Det er jo en omgang kulturfascistisk nonsens. Du mener kort og godt, at borgeren ikke er i stand til vurdere hvad kunst er og ikke er.
Derfor er der behov for personer som tilsyneladende ved hvad kunst og kultur er. Således skal disse vise borgeren vejen igennem den kulturelle jungle.

"Vi bliver aldrig overklassens forfinede smag og dybere indsigt kvit, den eneste vej er at udbrede kendskabet og glæden til flere - og det er jo dét, der er idéen med det danske støttesystem: at give den danske befolkning lige adgang til den levende danske kultur."

Siden hvornår er det blevet et overklassefænomen selv at bestemme hvad der er kunst eller kultur? Hvorfor er det så lige at flere museer flere dage om ugen står tomme? Det handler ikke om befolkningens lige adgang til den levende kultur som er bestemt af kultureksperter. Nej, det handler om borgerens ret til vælge at besøge og betale for indgangen til det museum, som de mener repræsenterer kunsten/kulturen.

Lars Konzack

Ja, det er problematisk at putte al modernisme under en paraply. Hertil skal tilføjes, at det har modernister selv gjort længe. Nå det til side.

Der er absolut modernistisk kunst, der er mere interessant end andet. Det gør Henrik Dahl også opmærksom på. Han er bare træt af, at modernistiske klicheer fremstilles som provokerende og nytænkende, når de hverken er det ene eller det andet.

Før midnat

Før midnat , men det er da altid før midnat -
undtagen når det lige helt nøjagtigt ER
midnat; men sådanne rene tidsprikker,
KAN vel aldrig have nogen virkelighed -
for nogen af os ?

Peter Hansen

Lars Konzack, der går faktisk store mængder l..t i enhver produktion for at frembringe blot en smule guld. Det kan man ikke rigtigt gøre andet ved end at have indsigtsfulde mennesker til at skille skæg fra snot; problemet er jo bare lidt, at både l..t og guld kan komme fra de samme, endog i den samme produktion.
Og Thomas Ole Brask Jørgensen, nu må du være lidt seriøs: bedømmelsen af kunst hviler på kriterier, der ikke er frit i luften svævende (selvom nogle af dem, indørmmet, er, det kan ikke være anderledes med intuitive erkendelser). Dem kan enhver sætte sig ind i, og må enhver, der ønsker at fælde æstetisk dom, sætte sig ind i. Kunstnydelsen er ikke naturligt givet, den er tilegnet - som iøvrigt alt af ægte værdi.

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Peter Hansen

Jeg er skam ganske seriøs. Bedømmelsen af kunst hviler på kriterier som smagsdommere, qua deres uddannelse, har fastsat. Hvorfor skal nogle bestemte mennesker gør sig til herre over borgerens måde at bedømme kunst på?

"Kunstnydelsen er ikke naturligt givet, den er tilegnet - som iøvrigt alt af ægte værdi."

Det betyder altså, at de mennesker der qua deres uddannelse ikke passer ind i din forståelse af det at være kunstnyder skal altså opdrages/vejledes i forståelsen af hvad der er kunst og kultur.

Lars Konzack

@Peter Hansen

Det du siger er, at kunststøtte frembringer lige så meget l... som uden kunststøtte. Hvad er så pointen?

Søren Nørbak

Ha-ha, Peter Hansen, det er også det jeg skriver…

@Peter Hansen
"Ja, Jannik Thorsen, det betegner et ønske om Danmarks undergang som kulturnation."
- Så der er aldrig lavet kunst uden statsstøtte? Den danske "kulturnation" ville fortsætte og blomstre uden nogen som helst statsstøtte, at påstand det modsat er at negligere alt den kunst der er blevet produceret gennem årtusinder UDEN statsstøtte.

"Det kan man ikke rigtigt gøre andet ved end at have indsigtsfulde mennesker til at skille skæg fra snot"
- Og der er præcis derfor at statsstøtten skal nedlægges. De indsigtsfulde mennesker ville støtte den kunst de mente, var god. Det kunst der ikke kunne få støtte, den dårlige kunst, ville dø ud, som det burde være.

Peter Hansen

Nej, Lars Konzack, jeg siger, at enhver kunstner frembringer store mængder l. - ikke så god kunst for hvert værk, der lykkes. Det er en helt igennem urentabel produktion, det har det altid været, og derfor kan den kun opretholdes igennem støtte.
Samtidig er støtten også det, der holder kunsten fri for kompromis. Indtil den nuværende struktur blev gennemtrumfet, var der jo garanteret lang vej mellem det politiske niveau og den kunstneriske udøvelse. Det kan der komme igen.
Og som sagt: vi støtter kunst her i den vestlige verden, for at den ikke skal forbeholdes dem, der selv har råd til at anskaffe værkerne.

Lars Konzack

Jeg er personligt fuldstændig ligeglad med om kunsten bliver støttet af staten eller andre. Jeg ser et grundlæggende problem i, at vi har et forældet kunstsyn fra det 20. århundrede, der ikke længere producerer interessante værker.

I dag er den statsstøttede kunst med til at fastholde os i et forældet verdensbillede. Det er for mig at se det egentlige problem.

Peter Hansen

Mener du virkelig det, Lars Konzack? Der har jo ellers været voldsomt gang i butikken i de sidste 10 år for mange kunstnere.
Jeg kan faktisk heller ikke, hvis vi skal holde os til Dahl, kende hans karakteristik af dramatikken, der faktisk taler med mange unge stemmer i dag (og så de lidt mere voksne, som vel er Hesselaas emnekreds).
Men jeg gad vide, hvad det er for et forældet verdensbillede, du mener, kunsten fastholder os i... for jeg har ærlig talt svært ved at se de store paradigmeskift i den menneskelighed, der er kunstens primære anliggende.

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Peter Hansen

"Og som sagt: vi støtter kunst her i den vestlige verden, for at den ikke skal forbeholdes dem, der selv har råd til at anskaffe værkerne."

Tsk, tsk. Igen den samme tankegang om at velstillede borgere interesserer sig mere for kunst og netop den interesse forhindrer mindre bemidlede borgere i at nyde kunsten, fordi de velstillede opkøber al kunsten. Det er jo en barok påstand da det langt fra er alle rige der ønsker kunst på væggene, og er det problem at kunstværker opkøbes? Det er jo netop en indtægtskilde for kunstnerne, at deres værker opkøbes?!
Museerne opkøber jo også kunstværker til deres udstillinger så borgerne kan nyde dem. Jeg stiller spørgmålet igen: hvorfor skal borgere i Danmark støtte kunst, via betaling af skat, de ikke mener er kunst?

Peter Hansen

Jamen, nogle af os mener bestemt, det er kunst, og det er jo også vores skattepenge. Til gengæld ville vi nok gerne holde lidt igen på udgifterne til nytteløse og ulovlige krige i fjerne verdensdele, endeløse aktiveringsforløb og uhyrligt bureaukrati.

Peter Hansen

Thomas Ole Brask Jørgensen, sålænge du - bevidst? - misforstår problemstillingen, gider jeg ikke diskutere med dig.

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Peter Hansen

Hvad har kunst overhovdet at gøre med udenrigspolitiske beslutninger? Måske skulle du forsøge at undlade sammenblandingen af vidt forskellige problemstillinger?

Jeg har endnu ikke set et sammenhængende argument fra din side der på rimelig vis kan forsvare statsstøtten af kunst.

Stanley Opmann

Det bedste kunsten kan håbe på i dag er at få os til at tvivle på alting og ikke mindst på vores egen forskruede opfattelse af virkeligheden..

Stanley Opmann

Det bedste kunsten kan håbe på i dag er at få os til at tvivle på alting og ikke mindst på vores egen forskruede opfattelse af virkeligheden..

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Stanley

Det ville i sandhed være en bedrift men det kan kunsten netop ikke levere da kunstnerne er statens klientel.

Stanley Opmann

Bortset fra de kunstnere der ikke er statens klientel. De har bare ingen mulighed for at nå ud til folk fordi de store forlag, gallerier, spillesteder m.v. (foruden staten) køber sig til folks opmærksomhed med deres dyre reklamer og fordi folk er godtroende nok til at hoppe på den eller, måske snarere, ikke ønsker at blive udfordret i deres billede af verden og sig selv.

Thomas Ole Brask Jørgensen

Korrkekt, Stanley

Det er blandt en af grundene til, at jeg mener at staten ikke skal støtte kunst.

Sider