Læsetid: 5 min.

Er Dahl den nye Rindal?

Henrik Dahl angriber moderne dansk teater og Statens Kunstfonds støtteordning af den ufolkelige modernisme. Det sker i Søren Ulrik Thomsens ånd, mener han. Men digteren og essayisten kalder hans opråb et misforstået ræb fra ølstuen
7. maj 2009

Hvorfor Henrik Dahl blev sat til at anmelde en bog om moderne dansk dramatik, ved kun redaktøren. Men valget viste sig på en sært bagvendt måde forudseende. Debatten, der fulgte, er en af de mere underholdende polemikker længe.

Der går en del afsnit, før Henrik Dahl afslører, at hans lange tekst i forrige udgave af Weekendavisens bogtillæg er en anmeldelse af Birgitte Hesselaas nye bog, Det dramatiske gennembrud. Meget anmeldelse er der nu heller ikke over anmeldelsen, der kun dvæler ganske kort ved bogen for så at hellige sig den kritik af dansk modernisme og følgefænomenet Statens Kunstfond, som står øverst på dagsordenen.

"Jeg er absolut lægmand," erkender sociologen. Men det afholder ham ikke fra at levere en ordentlig sviner af fem ud af de seks dramatikere, som Birgitte Hesselaa behandler.

Nikoline Werdelin har han ikke noget problem med. Hvorfor fremgår ikke. Men Astrid Saalbach, Morti Vizki, Jokum Rohde, Line Knutzon og Peter Asmussens værker er en værre omgang "modernistisk kitsch" fuld af klicheer om, at kernefamilien begrænser individet, og at vold og incest lurer under den småborgerlige overflade.

"Fuck, hvor er det bare en langgaber," skriver Henrik Dahl, der en passant bemærker, at han hverken har set stykkerne opført eller læst dem, men holder sig til Birgitte Hesselaas referat.

Fordomme og banaliteter

Søren Ulrik Thomsens essays har Henrik Dahl til gengæld selv læst. Både de seneste fra samlingen Repremiere i mit indre mørke og dem, der udkom i bogen Kritik af den negative opbyggelighed, som digteren udgav sammen med Frederik Stjernfelt i 2005. Og her mener han at kunne hente ammunition til det angreb, han sætter ind imod Saalbach og konsorter.

Udgangspunkt er Søren Ulrik Thomsens kritik af negativismen. Af den tidsånd, der implicerer, at normen i kunst, kunstkritik og samfundsdebat er blevet en negation af det bestående. Hvorfor overskridelsen paradoksalt nok selv er blevet den pæne smag eller måske ligefrem den herskende ideologi.

"Hold da lige op, hvor er de seks dramatikere, med undtagelse af Nikoline Werdelin, dog fulde af den slags fordomme og banaliteter, Søren Ulrik Thomsen beskriver," mener Henrik Dahl.

For frækhederne er fortærskede. Ingen synes da længere, det er spor fornyende at afmontere den småborgerlige idyl. Nej, det er derimod bagstræberisk og floskuløst.

Derfor kommer det ikke bag på Henrik Dahl, at ingen længere går i teatret. Og sådan når han frem til dagens anden pointe.

Statens Kunstfond er skyld i, at den modernistiske kunst som et lukket system reproducerer de samme klicheer år efter år. Med subsidieringen af kunsten er markedskræfterne nemlig sat ud af spil.

"Hvor markedet er det, man med et fint ord kalder et adaptivt system, altså et system, der gradvis tilpasser sig til ændrede rammebetingelser, så udvikler statslige og bureaukratiske systemer sig ofte (men ikke nødvendigvis) sådan, at de helt stivner," lyder argumentet.

Intellektuelt forfald

En så utvetydig kritik af dansk modernisme kunne Klaus Rifbjerg naturligvis ikke sidde overhørig. I efterfølgende udgave af Weekendavisen skrev han et debatindlæg imod Henrik Dahl.

I nærværende avis har Klaus Rifbjerg selv for nylig praktiseret den disciplin at kritisere bøger, som han erkender ikke at have læst. Men det har han vist glemt. I hvert fald mener han, "det ville have pyntet på Henrik Dahls argumentation, hvis han havde beskæftiget sig med de affærdigede kunsternes værk ved selvsyn".

Men det havde nok ikke ændret det store, vedgår Klaus Rifbjerg. For Henrik Dahl har sine pointer klar på forhånd. Han er ganske enkelt en uforbederlig rindalist, hvis kunstsyn er "helt i tråd med en tendens, der bliver tydeligere og tydeligere i åndslivet: alt hvad der ikke er for folket (hvad det så er for en størrelse) er opblæst, nedladende kulturradikalisme og værst af alt modernisme".

Også Birgitte Hesselaa, der skrev et indlæg i samme udgave af Weekendavisen, var kommet til at tænke på Peter Rindal. Dog uden at forfatteren til den bog, der egentlig skulle have været anmeldt, opfatter Henrik Dahls kunstsyn som udtryk for et generelt tilbagefald til tidligere tiders anti-intellektualisme.

Det er Henrik Dahl og ikke 90'er-dramatikerne, der genopliver 60'er-klicheer, mener Birgitte Hesselaa. Ligesom lagerforvalteren fra Kolding for 40 år siden gør han sig til talsmand for folket i sin kritik af statsautorisationen af elitens publikumsfjendske kunstvaner.

Undervejs ignorerer han det faktum, at de værker, han langer ud efter, faktisk har trukket mange mennesker i teatret. Og "på en rigtig ærgerlig måde" fejllæser han de stykker, han kritiserer. For det er ikke rigtigt, at de omtalte dramatikere dyrker overskridelsen. Nej, de sætter på postmoderne facon fokus på grænseløsheden.

Thomsens ånd

Både Klaus Rifbjerg og Birgitte Hesselaa stiller spørgsmålstegn ved, om Søren Ulrik Thomsen mon er indforstået med at blive spændt for Henrik Dahls kampvogn.

Digteren og essayisten leverer selv svaret i samme udgave af Weekendavisen. Han har ligefrem skrevet et helt essay. Her ærgrer han sig over Henrik Dahls "ræb fra ølstuen" og græmmer sig "noget så læsterligt, når Dahl hævder at tale i "Søren Ulrik Thomsens ånd."

Kritikken af den negative opbyggelighed er "en hævdelse af kunstens autonomi imod enhver ideologisk ridefoged, inklusive den avantgardisme, der reducerer det æstetiske til en overskridelsesfetichisme og bohemeromantik", skriver Søren Ulrik Thomsen.

Men ironisk nok deler Henrik Dahl den tilbøjelighed med avantgardismen, at "begge er temmelig uinteresserede i det faktiske værk i al dets uhåndterlige formelle sammensathed, men først og fremmest ser det som udtryk for en bagvedliggende, altdeterminerende ideologi."

Sagen er således, at Henrik Dahl blander niveauer sammen, når han tror, at modernisme er lig med den negative opbyggelighed, som Søren Ulrik Thomsen skriver om. Han forstår ikke, at kunstværket er noget i sig selv og bør betragtes som autonomt - også selv om det skulle indeholde elementer af overskridelse. Og det er vel derfor, det ikke gør sociologen noget, at han hverken har set eller læst de teaterstykker, han kritiserer.

Nogen legitimering af Henrik Dahls synspunkter ser Søren Ulrik Thomsen sig altså ikke i stand til at kunne levere, "så meget des mindre som modernismen simpelthen er den tradition jeg selv skriver på, tænker i og forholder mig til".

Populisme

Man kunne tilføje, at Søren Ulrik Thomsen også selv er afhængig af Statens Kunstfond. De essays, Henrik Dahl benytter i sin kritik af institutionen, ville næppe være blevet til noget uden systemets understøttelse.

Han er da heller ikke glad for Henrik Dahls overførsel af markedslogik på kunsten. Også han kommer til at tænke på Peter Rindal og udbryder:

"Et værks kvalitet har simpelthen intet at gøre med, hvor mange, hvor få, eller hvem der hylder det: Hvor avantgardisten af hensyn til sin egen identitet rynker på næsen ad et værk, alene fordi det er populært, bortdømmer populisten et andet, alene fordi det ikke er det. Men Statens Kunstfond er vigtig, sat i verden som den er alene for at tage hensyn til kvalitet helt uafhængigt af, om kunsten er populær eller ej."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sider