Læsetid: 12 min.

Det eneste, man ikke kan være på Vestegnen, det er snobbet

Brøndby IF kaldes Drengene fra Vestegnen. I næste uge afgøres det danske mesterskab i fodbold. Information gik på jagt efter den særlige Vestegns-mentalitet hos en toppolitiker, en rapper og en journalist og fandt et forsvar for et prolet ophav, en finger til eliten og dyrkelse af almindelighed som noget befriende
Brøndby IF kaldes Drengene fra Vestegnen. I næste uge afgøres det danske mesterskab i fodbold. Information gik på jagt efter den særlige Vestegns-mentalitet hos en toppolitiker, en rapper og en journalist og fandt et forsvar for et prolet ophav, en finger til eliten og dyrkelse af almindelighed som noget befriende
22. maj 2009

"Jeg vil hellere dø end bo i Brøndby." Disse ord spytter FCK-fans ud på lægterne, når der er superligaopgør, ligegyldigt om kampen spilles mod Brøndby IF eller ej. De synger om vestegnsborgere, der sniffer lim, tager kokain, er på dagpenge og "skulle have været en plet på lagenet".

Omvendt dyrkes fjendebilledet i kommunerne vest for København. "Yep, jeg er fra Albertslund, din lorteluder/en af gutterne I elsker at tale dårligt om," lyder det for eksempel fra rapgruppen Suspekt.

16 pct. af beboerne på Vestegnen har anden etnisk baggrund end dansk, uddannelsesniveauet er lavere end landsgennemsnittet, og Vallensbæk er eneste blå ø i et ellers rødt hav af socialdemokratiske kommuner. Alt sammen fakta, som ikke fortæller noget særligt om mentaliteten på Vestegnen. Information opsøgte Erkan Özden, vært på DR2 Udland, Andreas Duelund, rapper i rapgruppen Suspekt, og Helle Thorning-Schmidt, formand for Socialdemokraterne, for at komme en mentalitet nærmere, der ikke har nogen umiddelbar forbindelse til en superligaklub. Og fordi de alle tre har stået uforstående over for omverdenens forestilling om Vestegnen som et "helvedeshul".

Erkan Özden: Dobbelt proletar

"Senere i livet har jeg opdaget, at jeg var dobbeltproletar," siger Erkan Özden, der er 31 år, vært på DR2 Udland og opvokset i Taastrup.

"Når man kommer fra Vestegnen og har indvandrerbaggrund, er man jo i virkeligheden dobbeltproletar. Men jeg mærkede ikke noget i min opvækst. Jeg troede jo, at vi kom fra de finere lag, fordi jeg boede i rækkehus med hæk og carport, og der boede jo ingen indvandrere. For os var det one small step for man, one big step for indvandrere. I dag kan jeg så se, at det var et røvballerækkehus med fire værelser og en Skoda i carporten."

Erkan Özdens rækkehus lå i Taastrup, byen med City 2, Høje-Taastrup Station og Taastrupgård. Her voksede Erkan Özden op, gik i folkeskole og gymnasiet, indtil han flyttede til København, mens han læste journalistik på Roskilde Universitet. I mødet med omverdenen gik det op for ham, at Vestegnen måske ikke var så fint, som han troede. I en dansktime i folkeskolen så klassen en film, hvor en af replikkerne lød: 'Ja, det rækker sgu ikke særlig langt, så du kan få en etværelses i Taastrup'. Eleverne kiggede uforstående på hinanden, mens læreren begyndte at grine.

"Jeg forstod det ikke. Okay, det er en lejlighed i Taastrup, der er lille. Men læreren kunne godt se det sjove i at være fra Taastrup, og for at det ikke skal være løgn, boede hun der selv," siger Erkan Özden.

Erkan Özden kan godt se i dag, at man som Taastrup-borger ikke var så eksklusiv: "Hos os var det jo meget cool at sidde foran fjernsynet og æde pomfritter og grillkylling, det har jeg en ide om, at man gjorde lidt mindre nordpå, og vi havde ikke nogen Valdemar og Anton i klassen, de hed Bettina, Jeanne og Ronnie."

Men han kan ikke rigtig genkende det billede, han i løbet af sin opvækst blev mødt med af Taastrup som overstrøet med 'belastede kvarterer', 'kriminelle narrøve' og 'betonklodser':

"Jo, dem, der var psykos, de var mega-psykos, men ligesom alle andre steder har Taastrup jo også et pipkvarter, hvor det er ren ligusterhæk og stationcars og trailer og folk, der kører ud i Silvan eller dumper haveaffald."

Erkan Özden husker derimod sin barndom som ekstremt tryg, og han beskriver Vestegnen som "befriende" på grund af pladsen til at være barn. Taastrup var fyldt med grønne områder, hvor man kunne spille fodbold, og hvor Erkan Özden altid blev valgt til et af holdene, selvom han med egne ord var megadårlig. Infrastrukturen i form af stisystemer og tunneller gelejdede børnene sikkert rundt og uden om trafikken. Der var Ishøj Strand, som han cyklede til om sommeren, og S-toget, hvis afgangstider han kunne - og kan - på rygraden, og som kunne tage ham ind til Københavns Hovedbanegård på 23 minutter, når forstadslivet alligevel blev for kedsommeligt.

Netop S-toget betragter Erkan Özden som helt særligt for Vestegnen. Lyden af S-toget og de blå lysglimt, de afgiver på himlen.

"Nævner jeg det for folk i Jylland, så aner de ikke, hvad jeg taler om, de der lysglimt, hvad er det for noget?" Og så er der betontunnellerne. "Jeg føler mig jo tryg i tunnellerne, de er min reference, de er mit hjem," siger han. Han løber stadig ture ude ved Albertslund-bjerget og Vallensbæk Sø, der omkranses af et spindelvæv af motorveje. Alle disse påmindelser om transport forbinder Erkan Özden med en følelse af længsel, som er helt unik for Vestegnen.

"København var jo så tæt på, og man havde altid den fornemmelse af, at græsset bare var lidt grønnere inde i byen. Jeg er ikke sikker på, at en jyde, der har haft en lokalbane, har haft samme oplevelse."

Denne længsel er også et mindreværdskompleks, der bevirker, at alle vestegnsborgere kan en forsvarstale for Vestegnen. Erkan Özden tager sig selv i at holde den flere gange under interviewet.

"Hvorfor sidder jeg og siger, at der er plads og dejligt? Fordi det ligger dybt i os, at vi skal forsvare Vestegnen, 'nej, det er ikke kun de der kriminelle narrøve, Vestegnen er også godt'."

Forsvarstalen har Erkan Özden holdt mange gange, især da han var yngre, og han har gjort meget grin med Vestegnen. Og han har også spillet på forventningen om, hvordan man var, når man var fra Vestegnen.

"Man forsøger at indikere, at man er lidt street, nede på jorden, man kommer fra det lavtbemidlede. Vi kan også være med deroppe, men vi er vokset op i andre og trangere kår. Og det er vi jo ikke en skid, vi har jo også haft hus og og bil og fået julegaver. Men måske vil man gerne signalere, at man er working class hero."

Erkan Özdens trang til at enten forsvare, gøre grin med eller dyrke sit ophav er blevet mindre med årene.

"Jeg tror, det er meget naturligt, som man bliver ældre. Man holder op med at spørge om, hvorfor man er blevet, som man er. Og så er jeg træt af den nedsættende tale om Vestegnen, både fra mig selv og andre."

Erkan Özden mener, at der er flere fælles træk hos folk fra Vestegnen.

"Der er en særlig samhørighed, bundet op på en fornemmelse af at være anderledes og så det skide S-tog. Samtidig får du ikke noget forærende. Vil du have den, skal du tage den. Og måske er jeg blevet lidt mere realistisk. Jeg er vant til at skulle tage hensyn til mange forskellige mennesker," siger han og fortsætter: "Var jeg vokset op i Hellerup, havde jeg sgu nok haft et kæmpe mindreværdskompleks. Så havde jeg virkelig følt mig som en indvandrerdreng. På Vestegnen var jeg fuldstændig jævnbyrdig."

Andreas Duelund: Vi er lige ud af posen

I teksten til en af rapgruppen Suspekts store radiohits, "Proletar", møder man prolede pomfritter, som når man "går rundt mellem folk badet i pomfritter og remoulade", og et Albertslund, hvor der er en fornemmelse af at være både misforstået og selvudnævnt udskud: "Det samfundslag der i jeres verden ikke eksisterer/røvhullet af jeres afkom for guds skyld aldrig må immitere".

Andreas Duelund er 29 år, rapper i Suspekt og opvokset i Albertslund. Med flabet og næsten nasal stemmeføring har han sammen med de øvrige Suspekt-medlemmer rappet sig til prisen som årets gennembrud ved P3 Guld tidligere i år:

"Jeg tror, at mange har et syn på Albertslund som værende et helvedeshul, fordi man hører dårlige ting i pressen. Om en, der har røvet en kiosk med et samuraisværd. Men jeg tror ikke, at der er mere utrygt eller hårdt end andre forstæder. Der er jo forfærdelige mennesker overalt. Efter mørkets frembrud er der jo også visse steder i København, du ved, at du ikke bør gå hen." Og efter en kort pause: "Albertslund var jo årets by i 1996, ikke at forglemme," siger han med et lille smil.

Andreas Duelund havde en tryg og god opvækst i Albertslund, blandt andet på grund af de grønne områder og kommunalt støttede rammer til at arbejde med musikken sammen med de andre medlemmer af Suspekt, som Andreas Duelund lærte at kende i Albertslund i sin barndom.

"Vi blev givet friheden til at arbejde med musikken, som vi ville, i den ungdomsklub, vi gik i. Vi blev støttet og hjulpet," siger han og fortæller om, hvordan han stadig kommer på Vestegnen, selvom han nu er flyttet til Frederiksberg, "tættere på studiet". Han spiller fodbold i Herstedøster, og hans forældre bor stadig i byen. Det er også fornemmelsen af hjemlighed, der trækker.

"Jeg nyder at komme der. Man kender jo folk, man møder kammeraternes forældre ned i Albertslund Centret, det er bare hyggeligt at komme der. Selvom jeg nok ikke besøger mine forældre så tit, som jeg burde."

"Nogle ting har også ændret sig i Albertslund. Nu er det jo nogle andre gutter, der render rundt i gaden og laver lidt ballade og slukker nogle lygtepæle. Det var sådan nogle lave lamper, Albertslund-lampen, som vi slukkede med skinnebenene. Det var lidt ungdomsdumt."

Forventningen om, at man som Albertslund-borger kommer fra et helvedeshul og er 'ravende psykopat', har Suspekt gjort en levevej ud af. De bruger forventningen kreativt i deres musik, som kaldes hardcore-rap, og hvor teksterne gerne er meget rå, bandende, af og til (selv)hadske og ofte har handlet om Albertslund: "Det der forsvarsmode er let at overføre på rapmusik, det er jo en hårdere måde at udtrykke sig på, især inden for den genre, vi har valgt at lave musik i," siger Andreas Duelund.

En særlig Vestegns-jargon kan bruges på samme kreative måde i musikken: "Vi bander og svovler jo en del, der bliver talt lige ud af posen, og rap er jo at tale lige ud af posen."

En måde at tale på, der dog ikke er uafhængig af konteksten: "Jeg kan jo godt udtrykke mig pænt."

I "Proletar" står linjen bare bundærlig og fucking rasende, men Andreas Duelund vil dog ikke gå så vidt som at kalde ærlighed for et særligt vestegnsk træk, selvom tonen blandt hans venner er både ærlig og rå.

"Ærlighed forbinder jeg først og fremmest med de mennesker, jeg er vokset op sammen med. Det er knyttet til de menneskelige relationer. Så har jeg bare været heldig, at jeg har mødt folk, jeg føler, jeg har kunnet stole på. Men det handler selvfølgelig også om, hvem man er, om man selv er værd at stole på."

Stand-upperen Anders Matthesen har efter sigende skabt nogle af sine figurer over dranker-Leif fra Albertslund.

"Ja, dranker-Leif, ham kender jeg også. Han skar engang dækkene op på min fars bil i en kongelig brandert. Han vidste ikke, hvad han lavede, lå og rodede rundt på jorden på vores parkeringsplads. Min far råbte af ham ud ad vinduet, så løb han væk, og så var dækkene snittet op. Ingen ved, hvorfor han gjorde det. Jeg tror heller ikke, at han selv ved det. Han var en fed mand med cowboyvest. Han sad foran Brugsen sammen med Rudy og bare kørte bajere ned. En rødhåret mand i arbejdstøj. Der var nogle legendariske typer derude."

Helle Thorning-Schmidt: Har lært almindeligheden at kende

Selvom Helle Thorning-Schmidt, 43 og opvokset i Ishøj, har minder om Vestegnen, der er cirka ti år ældre end Erkan Özdens og Andreas Duelunds, og selvom Ishøj i hendes første år endnu ikke var pimpet med velfærdslir i form af S-togsstation, gymnasium og strandpark, præges minderne af samme diskrepans mellem en god og tryg barndom og omverdenens reaktion, når Helle Thorning-Schmidt bevægede sig uden for stisystemerne og nævnte, at hun var fra Ishøj.

Senere, da hun lige var startet på Københavns Universitets cand.scient.pol-studie, boede hun en kort overgang hjemme og fik studiegruppen på besøg i sin mors lejlighed i Ishøj: "De var alle sammen fra Nordsjælland, og for dem var det en social safari. Både fordi de skulle besøge en lejlighed i en betonblok, og fordi det hele så lidt mystisk ud med betonbyggeriet, stisystemerne og tunnellerne. De havde simpelthen bare aldrig været i Ishøj. Og jeg kan jo godt se, at der er stor forskel på at køre til Ishøj og til Charlottenlund."

Da hun begyndte at få en offentlig stemme, oversatte pressen det, at hun kom fra Ishøj, til, at hun kom fra en dårlig og fattig baggrund:

"Det gav ikke mening, det er jo slet ikke de minder, jeg har. Og det har aldrig været min mening at tale Ishøj ned, og jeg har heller aldrig gjort det."

Helle Thorning-Schmidts minder er derimod ud over trygheden præget af oplevelsen af udvikling. Formanden for Socialdemokraterne voksede op sammen med velfærdsdanmark, hun så, hvordan initiativer blev taget for at forbedre tilværelsen for Ishøj-borgerne og skabe trygge rammer især for børn. Hun stod med flag, da Dronningen kom og indviede Ishøj Station. "Jeg kan bare huske glæden ved, at vi fik Ishøj Centret, Strandparken, og så kom gymnasiet. Og hver gang, der blev bygget et boligområde, blev der også bygget en institution. Det var helt rigtigt tænkt, synes jeg, og vi var vi jo virkelig stolte."

Mødet med omverdenens billede af Vestegnen som et skodsted skabte en fornemmelse af at være anderledes eller særlig, også fordi Helle Thorning-Schmidt godt kunne se, at der jo ikke var andre af hendes studiekammerater, hvis postnummer startede med 26. Og det gjorde og gør elitens heller ikke i dag.

"For alle os, der kommer fra Ishøj, er det jo bare et faktum, at det ikke er der, eliten kommer fra. Vi ved godt, at bankdirektørerne og departementcheferne og dem, der bestemmer i vores samfund, de kommer ikke derfra."

Men den vestegnske udenfor-position betragter Helle Thorning-Schmidt som positiv for hende, og jo ældre hun bliver, des mere bevidst bliver hun om, hvor meget Vestegnen har været med til at forme hende. På spørgsmålet om, hvorvidt der kan have fordele at stå i en vestegnsk udenfor-position, svarer hun:

"Det har i hvert fald været godt for mig. Det har givet mig nogle værdier, som bygger på almindelige menneskers erfaringer, en måde at være sammen på, som er langt fra elitens."

I stedet for kendskabet til eliten har Helle Thorning-Schmidt netop lært almindeligheden at kende, et begreb, hun vender tilbage til flere gange, når hun skal sætte ord på, hvad der er særligt for Vestegnen. Og det er dette kendskab til almindeligheden, der har været med til at gøre hende til den, hun er i dag.

"Jeg arbejdede i grillen i Bilka i Ishøj, da jeg var ung, og dér eksisterer en omgangsform, som du ikke kan tage ud af et menneske. En omgangsform blandt almindelige mennesker, med almindelige lønindkomster, som jeg er virkelig glad for at være rundet af. Det har givet mig respekt for de tusindvis af hårdarbejdende danskere, der aldrig får store indkomster, og det har været med til at gøre mig til socialdemokrat. Jeg føler, at jeg har en god fornemmelse for de værdier, der eksisterer i den gruppe af mennesker. Selvfølgelig er det de københavnske vælgere, der stemmer mig i Folketinget, men jeg repræsenterer også de værdier, som jeg kender hos mine gamle klassekammerater, min storebror og hans venner," siger hun.

Det at være placeret midt i almindeligheden ude vestpå, langt fra eliten, skaber ifølge Helle Thorning-Schmidt også en særlig måde at være på over for hinanden:

"En ting, du ikke kan være, når du er fra Vestegnen, er det snobbet eller elitær. Det går bare ikke. Hvis der noget, man ser ned på, så er det det. Og det skal nok blive pillet ud af dig, hvis du har tendens til det. Og det har jeg da taget med mig, det præger også min måde at gå til andre mennesker på i dag," siger Helle-Thorning-Schmidt.

Den pionerånd, som Helle Thorning-Schmidt oplevede i Ishøj under sin opvækst, har også været stærkt medvirkende til, at hun overhovedet blev politiker, og at hun er endt på toppen af den socialdemokratiske kransekage: "Hvis vi ville ændre noget, måtte vi jo selv gøre det. Det har skabt et billede i mit hoved af, at du har muligheden for at få indflydelse, du skal bare selv tage initiativet, involvere dig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer