Læsetid: 5 min.

At få røven med sig

Hvor meget røv har man mon efterladt rundt omkring?
23. maj 2009

Det kan være svært at flytte sig fra det ene sted til det andet. Og selv når man har gjort det, er det tit som om, der er blevet noget tilbage af én, der hvor man kom fra. Man har ikke helt, som vort smukke sprog udtrykker det, fået røven med sig. Her for nylig blev jeg ringet op af en mand, jeg ikke har talt med i 40 år. De sidste 30 har han boet i Grønland, og det anede jeg heller ikke noget om. Men for 40 år siden lod han mig bo gratis i et baghus, der hørte til hans lejlighed i Danmarksgade i Aalborg. Jeg kunne faktisk ikke genkende hans stemme - jeg har det med at glemme, hvor ålborgensisk ålborgensisk lyder - men mens vi talte sammen, han i Nuuk, jeg i Nykøbing F, kunne jeg ligefrem se baghuset for mig.

Kløe i røven

Det er som sagt 40 år siden, jeg boede der, og næsten 40 år siden, jeg flyttede fra landsdelen deroppe. Men jeg har åbenbart ikke fået røven med mig, noget af den render stadig rundt oppe i Danmarksgade. Jeg har ellers allerede i forvejen en anden røv, der også holder til deroppe, nemlig på en trappeopgang i Prinsensgade. Jeg havde sat mig for at vente på en kammerat, da en mand, en af beboerne, pludselig åbnede sin dør. Han stod længe og så på mig, jeg blev lidt urolig, måske brød han sig ikke om, at der sad en drengerøv på hans fine trappe. Men det var ikke det. Det var noget underligt noget. I betragtning af, at jeg virkelig aldrig havde set ham før, og han vel heller ikke mig, og også i betragtning af, at han var meget ældre end mig, var det virkelig et besynderligt spørgsmål, han pludselig stillede mig. I et sagligt tonefald, med en trænet og kultiveret stemme. Han spurgte mig, om jeg nogensinde havde overvejet at begå selvmord. What?! Øh, næe, det havde jeg ikke. Aldrig da alvorligt, faktisk slet ikke, hverken før eller siden for resten. Hvorfor skulle jeg dog det? Jeg var lidt længe om at svare manden, og særligt sammenhængende var mit svar nok heller ikke, men det betød ikke noget. Manden ventede tålmodigt til jeg var færdig. Han konkluderede endda, for at enhver misforståelse kunne udelukkes: Du har altså aldrig overvejet at begå selvmord? Nej, sagde jeg så. Så var det på plads. Han blev stående et stykke tid endnu, men han sagde ikke mere. Og da han gik ind til sig selv, og lukkede døren efter sig, var det som om, han havde glemt mig. Det, jeg til gengæld kan huske, er hans saglighed og så det blå skær, der var over hans barberede underansigt. Og så den uro jeg følte i - rent ud sagt - røven, da han var gået. Skulle jeg ringe til politiet? Var han ved at tage livet af sig derinde, i selvsamme øjeblik? Jeg kan huske, at jeg rejste mig op. Men jeg fik ikke ringet til politiet. Og jeg kan stadig mærke en kløe i røven, når jeg tænker på det.

En fremmed røv

Hvor meget røv har man egentlig? Især tidligt om morgenen kommer jeg ikke så sjældent til at tænke på vores meget lange og smalle køkken i Vanløse, da vi i sin tid boede der. Der skete ikke noget som helst usædvanligt i det køkken, ingen dramatiske begivenheder eller traumatiske hændelser, der ville gøre det forståeligt, at jeg så tit kommer til at tænke tilbage på det. Det var bare et køkken. Med et klapbord, fordi der ikke var plads til et rigtigt bord. Her kunne det unge ægtepar, hr. og fru Nielsen, sidde og spise deres aftensmad, men de foretrak nu at tage den med ind i stuen. Der var et vindue ud mod en græsplæne, det var en stuelejlighed, så der var ikke meget lys. Nielsen kunne godt lide at sidde ved klapbordet, på sin røv, mens han f.eks. ventede på, at kartoflerne kom i kog. Bare sidde og glo dumt. Og i en vis forstand må min røv jo sidde der endnu, jeg fik den ikke med mig. Gad vide, hvem der bor i lejligheden nu? Mon det er flinke mennesker, der ikke har noget imod, at der sidder en fremmed røv ude i deres køkken? Det er det sikkert, folk i Vanløse er gennemgående flinke. De har heller ikke grund til andet, det er en dejlig bydel.

Over for Shakespeare

Fra nyere tid har jeg også sådan noget som en kvart balde siddende i Litauen, på et hotelværelse i Vilnius. Udsigten fra vinduet var et andet, meget mere fornemt hotel, der hed William Shakespeare. Mere er der ikke, der skete ikke en skid, jeg hæftede mig bare ved at den fornemme, hvide hotelbygning overfor hed William Shakespeare. Hvor bor De så, unge mand? Mig? Jamen, jeg bor lige over for William Shakespeare. Jeg sad på sengen og skvadrede i mobiltelefon med min hustru, jeg fortalte hende, at den elektriske pære ude på det fælles badeværelse var noget billigt, østeuropæisk skidt, der lyste med et sygeligt, gult skær, der fik en til at tænke på et lighus eller sådan noget. Velkommen til dissektionsstuen, Nielsen, vi må hellere foretage en tilbundsgående undersøgelse - De kan lægge Dem på skridmåtten der. Jeg har en lillebror, der er elektriker, han har senere forklaret mig, at de netop bruger en særlig slags elektriske pærer i den gamle Sovjetblok. Det er et meget, meget grimt og ubehageligt lys, sagde jeg til min hustru. Du overlever nok, forudså hun. Det gjorde jeg også, men hvordan kunne hun være så sikker? Nå, men hotellet overfor hed altså William Shakespeare, jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg husker det så godt. Min vært fortalte mig for resten, at Klaus Rifbjerg engang boede på mit hotelværelse, nøjagtig det samme, men han var der nu ikke mere. Jeg lagde i alt fald ikke mærke til noget.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Bent Vinn Nielsen

Så fik du så lejlighed til at skrive noget med røv ca. 14 gange. Håber du er tilfredsstillet for en tid, med henvisninger til de nedre organer og legemsdele.

Den oprindelige betydning med ”at have svært ved at komme ud af stedet/flytte sig”, tilføjer jeg lige for fuldstændighedens skyld.

Måske skulle du selv se at komme videre.