Baggrund
Læsetid: 2 min.

Faldende omsætning presser forlag

Landets tre største forlag har alle fyret folk i 2009. Det skyldes ikke kun krisen, men også strukturelle forskydninger på bogmarkedet
Kultur
14. maj 2009

Hverken Gyldendal, Lindhardt og Ringhof eller Politiken er gået fri af den aktuelle krise på bogmarkedet. Som Information tidligere har kunnet berette, skilte Lindhardt og Ringhof sig i begyndelsen af året af med 11 medarbejdere efter et underskud på hele 34 millioner kroner i 2008. Også Politiken har måttet fyre fire medarbejdere efter et "utilfredsstillende" årsregnskab, og for nylig kom turen til landets største forlag Gyldendal, der trods rekordomsætning og pænt overskud i 2008 har set sig nødsaget til at fyre fem medarbejdere. Årsagen er en vigende omsætning i 2009 på salget til det generelle marked gennem boghandlerne.

"Hvis man isoleret kigger på trade-salget, så har vi ligesom alle andre forlag det problem, at vi ikke har den indtjening, vi plejede at have, og derfor har vi måttet kigge på omkostningerne," siger adm. direktør for Gyldendal Stig Andersen. Han peger på to årsager til det vigende salg.

"Der er en krisebestemt forsigtighed hos forhandlerne, som er affødt af den økonomiske lavkonjunktur. Men samtidig er der også nogle strukturelle udfordringer for både forlag og boghandlere, som består i, at bøgerne i stigende grad bliver ufysiske og i stedet kan downloades på nettet," siger han.

Fagbøger sælger ikke

Forlagsdirektør på Politiken Karsten Blauert fremhæver også de strukturelle forskydninger på bogmarkedet som en væsentlig årsag til fyringerne på forlaget.

"Vi er oppe imod en række ændringer på især fagbogsomsrådet, hvor internettet løber med mere og mere. For ikke ret mange år siden var Politikens Lægebog en kæmpe bestseller og det opslagsværk, du slog op i, når du havde ondt i hovedet. Nu går du i stedet på netdoktor.dk. Der er en lang række fagbøger, som ikke længere kan sælges i bogform," siger han.

Fagbøgerne er ellers et område, Politikens Forlag traditionelt har profileret sig stærkt på. Men med de ændrede vilkår vil forlaget nu i stedet satse på andre udgivelser.

"Ligesom bogmarkedets øvrige aktører skal vi forsøge at omstille os til et helt nyt marked, hvor det er bestsellere, der bliver efterspurgt, og hvor der er hård konkurrence på både priser og på forfattere. Og konkurrencen vil kun blive intensiveret de kommende år," siger han.

På Nordisk Bog Center A/S, der står for distributionen af bøger til boghandlerne, mærker man tydeligt forlagenes faldende trade-salg. I 2009 har man måttet fyre syv medarbejdere, fortæller direktør i NBC Jan Jensen.

"Vi ekspederer færre bøger, end vi gjorde på samme tid sidste år, og derfor har vi været nødt til at slanke os. Man siger altid, at bogbranchen i dårlige tider ikke rammes så hårdt som andre brancher. Men den forestilling kan vi roligt mane i jorden."

Som konsekvens af den kradsende krise skærer både Gyldendal, Politikens Forlag og Lindhardt og Ringhof samtidig ned på antallet af nye titler. Ifølge forlagsdirektør på Lindhardt og Ringhof Anette Wad har forlaget allerede skåret ti procent af udgivelserne væk i indeværende år:

"Det lyder voldsomt, men ved at skære ned på antallet af nyheder kan vi samtidig give den enkelte bog mere opmærksomhed. I mange år har forlagene kompenseret for et faldende salg pr. bogtitel ved at udgive flere titler. Det gør vi op med nu," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her