Læsetid: 5 min.

Federers franske forløsning

Han er én titel fra at have vundet alt – det er eftermælet som den største spiller nogensinde, der er på spil for Roger Federer, når de franske mesterskaber går i gang søndag
Jeg er her. Roger Federer triumferer efter sejren over Rafael Nadal i Madrid sidste weekend.

Jeg er her. Roger Federer triumferer efter sejren over Rafael Nadal i Madrid sidste weekend.

Juan Medina

23. maj 2009

Roger Federers jubelscene efter finalesejren over Rafael Nadal sidste weekend i Madrid indeholdt en løftet pegefinger. Bogstaveligt talt. Den schweiziske tennisstjerne løftede armene i vejret, strakte højre pegefinger opad og bevægede den frem og tilbage et par gange.

Det lignede en diskret påmindelse fra den tidligere så altdominerende verdensétter, der ikke havde vundet en turnering siden oktober 2008 og for længst har måttet overlade tennistronen til sin spanske rival.

'Jeg er her stadigvæk, og jeg er her for at vinde,' syntes Federers finger at sige efter den imponerende 6-4 6-4-sejr på grus over gruskongen Nadal.

Bedre optakt til French Open fås næppe. De franske mesterskaber starter denne søndag, og med Federer i topform tyder meget på, at han om to uger har spillet sig frem til finalen for fjerde år i træk.

Og mon ikke modstanderen bliver den samme som i de foregående år, mon ikke vi får endnu et kapitel i den allerede episke rivalisering mellem verdens to bedste tennisspillere. Spørgsmålet er så bare, om Federer kan fuldføre den mission, der er mislykkedes de seneste tre år: slå Nadal i Paris og vinde sin første grand slam-titel på grus.

Komplet pokalskab

Det er ikke et trivielt spørgsmål. Det er måske det vigtigste spørgsmål, nu hvor Federers karriere bevæger sig ind i sit efterår.

For nok har han domineret sporten som få andre, nok har han vundet 13 Grand Slam-titler, men han har aldrig vundet de franske mesterskaber.

Det sidder som en plet på hans karriere, og der bliver det siddende, indtil det bliver til en plet på hans eftermæle. Medmindre han vinder i Paris om 14 dage.

Han ved det, for han er ikke den første. Stort set alle store spillere har lagt ketsjeren på hylden og kigget over på et bugnende pokalskab skæmmet af en gabende tom plads.

Dér hvor det sidste Grand Slam-trofæ skulle have stået.

Pete Sampras, der nærmest ejede førstepladsen på verdensranglisten i 90'erne og løftede syv Wimbledon-trofæer, vandt aldrig French Open.

Han forsøgte alt - aggressivt netspil, afventende baglinjedueller - lige lidt hjalp det, han havde ikke det, der skulle til på det langsomme franske grus, hvor han led det ene pinlige nederlag efter det andet til upåagtede opkomlinge.

Enhver diskussion om Sampras' storhed tager højde for denne manglende bedrift, ligesom han selv dedikerer flere sider af sin selvbiografi til emnet.

Erkendelsen er tung:

"Til sidst blev jeg nok bare indhentet af sandheden. Måske var jeg ganske enkelt ikke god nok på grus (...) til at ende på sejrspodiet bare den ene afgørende gang," skriver Sampras.

Når det betyder så meget at vinde alle fire Grand Slam-turneringer, hænger det sammen med jagten på total dominans.

Det er nemlig sådan, at de fire turneringer - Wimbledon, French Open, US Open og Australian Open - spilles på fire forskellige underlag; græs, grus og to forskellige typer hard court.

Underlagene påvirker på hver deres måde boldens spin og hastighed, spillerens løbemønstre og ultimativt kampens udfald.

Man taler om de bedste grusspillere og de bedste græsspillere, men man taler også om de bedste tennisspillere. Det er dem, der kan det hele. Det optimale er at vinde en Grand Slam - alle fire turneringer inden for samme kalenderår - som tyske Steffi Graf gjorde i 1988 (hvor hun tilmed vandt OL og dermed gjorde det til en Golden Slam). Så er der en Career Grand Slam, hvilket vil sige, at man vinder alle fire turneringer mindst en gang i løbet af sin karriere.

Det har kun én mandlig tennisspiller formået de seneste 30 år. Det er amerikaneren Andre Agassi, der med sin French Open-sejr i 1999 sikrede sig en vægtig plads i historiebøgerne.

McEnroes største nederlag

Andre har været tæt på. Mægtige Ivan Lendl, den hårdtslående tjekkoslovak med savsmuld i lommen og et jerngreb om ketsheren, vandt alt i 80'erne på nær Wimbledon.

"Græs er for køer," forklarede han sig med, men i virkeligheden gjorde han alt, hvad han kunne for at få den sidste titel i hus. Lendl droppede flere gange at spille French Open blot for at øve sig på græs op til Wimbledon. Han ansatte Tony Roche som træner for at udvikle sit netspil, men lige lidt hjalp det. To gange kom han til finalen, hver gang gik han kold.

Det samme gjorde John McEnroe, da han spillede mod netop Ivan Lendl i French Open-finalen i 1984. Johnny Mac havde vundet US Open og Wimbledon flere gange, men altid haft det svært i Paris, hvor hans serv-og-flugt-spil ikke udgjorde samme trussel.

Nu havde han endelig nået finalen, var i sit livs form og foran 2-1 i sæt. McEnroe førte 4-2 i egen serv, stillingen var 40-30, han var ét point fra at komme afgørende foran.

En venstrehåndsserv ud af banen tvang Lendl til at returnere med en underskruet baghånd. Den havde McEnroe læst, han stod klar ved nettet og behøvede blot at lægge en kort stopflugtning tilbage.

I stedet lagde han den dybt, for dybt, den gik ud, Lendl brød tilbage, vandt sættet og afgjorde kampen i fem sæt. McEnroe nåede aldrig finalen i Frankrig igen.

18 år senere skrev han om kampen i sin bog Serious.

"Det var mit livs største tab, et knusende nederlag: Af og til holder det mig stadig vågen om natten. Selv mit arbejde som kommentator under French Open er hårdt for mig - jeg går ofte rundt de første par dage og har kvalme over bare at være der og tænke på den kamp. Tænke på, hvad jeg smed væk, og hvor anderledes mit liv ville have været, hvis jeg havde vundet."

"Jeg havde vundet Wimbledon to gange og US Open tre. En French Open-titel efterfulgt af min tredje Wimbledon ville have givet mig den fuldendelse, jeg ikke har nu - en berettigelse som muligvis den største spiller nogensinde."

Skulle det lykkedes for Roger Federer at komme i finalen den 7. juni, vil han næppe være i tvivl om kampens betydning.

French Open starter søndag den 24. maj og kan ses på Eurosport.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu