Læsetid: 8 min.

Filosoffen der måtte gå under jorden

Robert Redeker er Frankrigs svar på Kurt Westergaard - begge har skildret profeten Muhammed som hadefuld og morderisk, og begge har betalt prisen i form af et liv under vedvarende mordtrusler og politibeskyttelse
-Muslimernes reaktioner har intet at gøre med at forsvare religiøs tro. Det drejer sig om noget andet: om erobring og påtvingning af islams normer. Det er ikke forsvar, men angreb. Jeg har blot gjort brug af en forfatningsgaranteret ret. Nu er jeg nødsaget til at leve under jorden som en bandit,- siger Robert Redeker.

-Muslimernes reaktioner har intet at gøre med at forsvare religiøs tro. Det drejer sig om noget andet: om erobring og påtvingning af islams normer. Det er ikke forsvar, men angreb. Jeg har blot gjort brug af en forfatningsgaranteret ret. Nu er jeg nødsaget til at leve under jorden som en bandit,- siger Robert Redeker.

Søren Bidstrup

9. maj 2009

Han er den første franske filosof, jeg har bragt på randen af vredestårer. Jeg møder ham i en kælder et sted i København, der absolut må holdes hemmeligt. Robert Redeker lever i det hele taget under jorden, for der er sat en pris på hans hoved, og der er efter sigende nok af folk, der gerne vil slå ham ihjel.

Hvad har han bedrevet, denne midaldrende, rødmossede filosofilærer med den milde provencalske accent og den skeptiske mine? Jo, han har kort fortalt, i et indlæg i dagbladet Le Figaro i 2006 betitlet Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler?, karakteriseret profeten Muhammed som "voldsdyrker" og en "hadets mester".

Det skulle han aldrig have gjort, for selvbestaltede forsvarere for islams religionsstifter reagerede prompte med en syndflod af, ja, netop had. Og hvad værre er: dødstrusler, og fra den ene dag til den anden ændrede livet sig brat for arme Redeker. Han er således en parallelskæbne til vor hjemlige Kurt Wester-gaard. Hvor Danmark har sin Muhammed-sag, har Frankrig sin Redeker-affære.

Både Westergaard og Redeker må leve under permanent politibeskyttelse og i permanent frygt for deres liv, ikke mindst når de bevæger sig rundt i den offentlige sfære, og det vilkår må forventes at vare ved, så længe de lever. Selv i denne kælder passes der på Redeker, der ud over sin franske livvagt har to danske sikkerhedsfolk hos sig.

Om de store personlige omkostninger ved at være jaget religionskritiker har Robert Redeker skrevet bogen Man må prøve at leve, der just er udkommet på dansk, i hvilken anledning bogens udgiver, Trykkefrihedsselskabet, har inviteret ham til landet.

Det var først, da Robert Redeker bragte sig selv i fokus med sit polemiske udfald imod muslimernes hellige profet, at provinsprofessoren blev kendt af en større offentlighed.

Hans publikationsliste omfatter dog andet end pamfletter, og som målestok for hans anseelse i Frankrigs filosofiske miljø må fremhæves, at han i 15 år har siddet i redaktionspanelet for det fornemme tidsskrift Les Temps modernes, som i sin tid blev grundlagt af Jean-Paul Sartre. Redekers filosofiske selvfølelse fejler da heller ikke noget, og han vil bestemt ikke vide af, at hans retorik skulle være primitiv hate speech.

Åndsformørkelse

- Hvorfor har De karakteriseret profeten Muhammed som 'en hadets mester'? Hvad var motivet?

"Motivet? At sige sandheden selvfølgelig, fordi det er nødvendigt at sige sandheden og nødvendigt at bekæmpe åndsformørkelse og fanatisme. Det er nødvendigt at bekæmpe en magtprætentiøs religions forsøg på at beslaglægge og få herredømme over menneskers bevidsthed. Mit frisprog indskriver sig i en lang tradition for filosofisk religionskritik, som går tilbage til Epikur, og som også kan genfindes hos oplysningtænkere som de franske materialister og Spinoza - læs afsnittet om religion i Spinozas Etik, og De vil finde en lignende sprogbrug, en lignende stil. Mine formuleringer i Le Figaro er hverken ekstraordinære eller originale. Postyret skyldes det klima af selvcensur, der knytter sig til ytringer om islam. Men på samme måde som Michel Houllebecq, der har udtalt, at 'af alle religioner er islam dog den dummeste', vil jeg ikke underlægge mig selvcensur, ikke lade mig intimidere. Selvcensur i forhold til islam er termometer for ytringsfrihedens tilstand i dag."

Derpå følger en længere filosofisk ekskurs, som Redeker konkluderer ved at henvise til og tilslutte sig dette citat fra sin over 100-årige filosofkollega, den navnkundige Claude Lévi-Strauss, der om islam har sagt: Islams styrke "bygger mere på dens manglende evne til at knytte ånd udadtil end på styrken af dens åbenbarede sandhed (...) I Islams verden er der folk, der betragter det som en selvfølge at være intolerante, idet de (...) er ude af stand til at acceptere den Andens eksistens som Anden. Den eneste måde, hvorpå de kan beskytte sig mod tvivl og ydmygelse er ved at fordrive den Anden fra deres bevidsthed, så de ikke skal konfronteres med en fremmed måde at tro og handle på. Den broderfølelse, der eksisterer inden for islam, er et stiltiende afvisningvotum mod de vantro."

- Det er en etableret sandhed, at religionskritik er en valid filosofisk disciplin, men kunne De ikke have forudset de voldsomme reaktioner? At skarp kritik af islam er forbundet med at udsætte sig for livsfare, har vi vidst siden Rushdie. Theo van Gogh fik halsen skåret over. Må man ikke afpasse sine formuleringer, så de tjener saglig dialog frem for konfrontation? Kan man ikke på en måde sige, at De har sået vind og høstet storm?

Robert Redeker bliver bleg af raseri:

"Jeg har aldeles ikke sået vind. Det har islam, ved den undertrykkelse og censur, islamisterne har påtvunget civilsamfundet. De vender tingene totalt på hovedet. Hvor vover De at placere mig på anklagebænken. De gør brug af den type argument, som Caroline Fourest (fransk journalist, red.) har kaldt 'Den 2. fatwa'. Først kommer der en fatwa fra islamisterne, og så følger en fatwa til fra medier, organisationer og meningsmagere. Han har sået vind, ergo har han selv været ude om det. Det er nok velfortjent. Men hvor er volden i det, jeg har skrevet? Jeg kender kun folk, der er forfulgte islamister, men ingen, der forfølger islamister. Alligevel er det forfølgerrollen, De vil placere mig i. Og det vover De at byde mig, efter alt det jeg har været ude for. Jeg er ked af at sige det, monsieur, men det er politisk korrekt tale og meget ubehageligt at høre på, især i den situation, jeg befinder mig i."

Begravet levende

At Robert Redekers livssituation er ubehagelig, fremgår af hans bog, der som en dagbogskrønike følger den affære, hvori han blev ufrivilligt centrum, fra publikationen af Le Figaro-artiklen og til det punkt, da Nicolas Sarkozy (der dengang var indenrigsminister) tilsagde ham sin uforbeholdne støtte og stillede ham "under Republikkens beskyttelse". I de mellemliggende faser registrerer Redeker med stigende vantro og frustration, hvordan hans mailboks først oversvømmes af voldstrusler og ukvemsudgydelser fra islamister, hvordan mellemøstlige prædikanter nedkalder dødsfatwaer over ham, hvordan hans "venstreorienterede" gymnasielærerkolleger, ja selv den franske filosofilærerforening undlader at rykke ud med solidaritetserklæringer, hvordan han bagtales og nedgøres i dele af fransk presse, og frem for alt, hvordan hele hans daglige liv må lægges om. Han kan ikke længere undervise, han kan ikke længere bo i sit hus, kan ikke længere vise sig på gaden eller gå på cafeer og er bestandig underlagt massive sociale indskrænkninger, som også rammer hans familie alvorligt. Det er som at blive "begravet levende", og trods alle sikkerhedsforanstaltninger og en stadig flytten fra det ene 'sikre hus' til det andet bliver han to gange genkendt af tilfældige franske muslimer, der benytter lejligheden til overfuse ham på det mest aggressive.

- Trods alt vil disse vrede muslimer jo blot forsvare deres tro imod hån, spot og latterliggørelse?

"Nej, disse reaktioner har intet at gøre med at forsvare religiøs tro. Det drejer sig om noget andet: om erobring og påtvingning af islams normer. Det er ikke forsvar, men angreb. Jeg har blot gjort brug af en forfatningsgaranteret ret. Nu er jeg nødsaget til at leve under jorden som en bandit."

- Er De skuffet over den manglende solidaritet fra Deres kolleger?

"Jeg opfatter det som kapitulationstankegang. Det er ånden fra München 1938, der går igen. Mange af Frankrigs intellektuelle har dog støttet mig. Folk som Claude Lanzmann, André Glucksmann, Bernard-Henri Lévy, Pascal Bruckner, PierreAndré Targuieff og andre. Støtte har jeg også fået fra avisen Libération. Men en stor del af den franske venstrefløj, som ellers vigter sig af sin sekularisme og ateisme, har svigtet. Deres hykleri er fuldkomment, for de angriber gerne katolicismens indflydelse, skønt den er stækket for længst. Deres antiklerikalisme er således en selektiv bekvemmelighedsantiklerikalisme."

Det nye proletariat

- Hvad er den centrale pointe i bebrejdelserne fra venstre?

"Grundlæggende udspringer deres tolerance over for islams intolerance af en ejendommelig identifikation. For dem er muslimer det nye proletariat. Det er den gamle forestilling om, at proletariatet er en art Messias, som i kraft af sine lidelser skal forløse menneskeheden i skabelsen af det ideelle samfund. Det er selvfølgelig latterligt, men ikke desto mindre har disse venstrefløjens 'forældreløse', tror jeg, erstattet det gamle proletariat med de muslimske masser, overført rollen som det revolutionære subjekt til disse og investeret alle utopiske og idealiserende forhåbninger i islam, der er blevet til en slags fantasmatisk substitut for kommunismen."

- Er der ikke indvendinger, der går på, at robust islamkritik kan forstærke negative fordomme over for indvandrere og føre til racisme?

"Racismeanklagen er meningsløs, islam er ikke en etnisk kategori, ikke en race. Racisme er en biologisme. Islamkritik er noget helt andet. Argumentet om at vi risikerer at nære racismen er et ekstremt farligt argument. For indebærer det ikke, at vi så under påskud af, at folk har anden hudfarve, anden biologisk baggrund, ikke længere må angribe deres ideer? Hvad nu hvis indvandrere stiftede et nazistisk parti, måtte vi så ikke kritisere deres nazistiske ideer? Det siger sig selv, at det ræsonnement er helt uacceptabelt."

- Siden fatwaen mod Rushdie er kulturkonflikten mellem islamkritikere og islamister, der ikke tåler kritik, kun eskaleret. Hvis De blæser til intensiveret islamkritik, lægger De så ikke op til en infernalsk dialektik, hvor begge parter bestandig vil søge at overgå hinanden med stadig mere skingre, stadig mere voldelige overbud? Hvilke scenarier åbner det for? Den totale krig?

"Jeg mener ikke, vi skal se nogen dialektik i dette - så spiller vi islamisternes spil, og det kan kun gavne deres sag. Hvilken skade gør islamkritikere som Rushdie og Hirsi Ali, må jeg spørge. Ingen - de bidrager tværtimod til menneskehedens fremskridt imod større oplysning. Vi skal ikke dialektisere, for så går vi ind på at gøre ofre til skyldige. Ingen truer nogen ved at ytre sig frit. Vi skal fortsætte den europæiske oplysningstradition, som brød religionens magt og fortrængte kirken til samfundets margin. Nu forestår den samme opgave i forhold til islam. Også fra den religion bliver det en kamp at aftvinge den ytringsfrihed, som er noget af det dyrebareste vi har."

Robert Redekers 'Man må prøve at leve' udkom i denne uge på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek. Robert Redekers 'anstødelige' artikel kan, i dansk oversættelse, læses her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jannik Thorsen

Robert Redeker er en sand frihedskæmper for ytringsfrihed, religionskritik og ateisme.

På glimrende vis får han illustreret faren ved islam og islamapologeternes totale mangel på rygrad, og overdrevne leflen for muslimer.

Der ønskes flere af denne mands støbning, og færre typer som fx. Thøger Seidenfaden og Rune Engelbret.

Karsten Johansen

" (...)den navnkundige Claude Lévi-Strauss, der om islam har sagt: Islams styrke "bygger mere på dens manglende evne til at knytte (her mangler vel en "b", min anm.)ånd udadtil end på styrken af dens åbenbarede sandhed (...) I Islams verden er der folk, der betragter det som en selvfølge at være intolerante, idet de (...) er ude af stand til at acceptere den Andens eksistens som Anden. Den eneste måde, hvorpå de kan beskytte sig mod tvivl og ydmygelse er ved at fordrive den Anden fra deres bevidsthed, så de ikke skal konfronteres med en fremmed måde at tro og handle på. "

Glimrende sagt. Men det er vel viktigt å merke seg formuleringen "i islams verden er der folk", og ikke generalisere til alle muslimer, så vidt jeg vet inntar ikke flertallet av muslimer denne intolerante holdning, og det finnes en lang tolerant tradisjon i islam også. I middelalderens mauriske Spania var toleransen vid overfor både jøder og kristne, mens det var de kristne korsfarerne som kom med intoleranse og forfølgelser. Det samme gjaldt i middelalderens Palestina.

På den andre siden behøver vi ikke lete lenge også i kristne og talløse andre miljøer for å finne talløse eksempler på folk "der er ude af stand til at acceptere den andens eksistens som anden". Ja, vi behøver ikke å gå lenger enn til ovenstående Jannik Thorsen, som helst vil fjerne sine meningsmotstandere Seidenfaden og Engebret fra offentligheten.

Det er faktisk en så typisk menneskelig egenskap å ikke være "i stand til at acceptere den andens eksistens som anden", at vi finner den overalt og såmenn ikke minst iblant de tilsynelatende varmeste (eller iallfall mest militante) "forkjempere for ytringsfriheten", her kan det være nok å nevne senator Joseph McCarthy og f.eks. Bush II, den israelske statsledelsen mmfl. Et eksempel:

"A keynote research paper showing that Middle Eastern Jews and Palestinians are genetically almost identical has been pulled from a leading journal. Academics who have already received copies of Human Immunology have been urged to rip out the offending pages and throw them away.

Such a drastic act of self-censorship is unprecedented in research publishing and has created widespread disquiet, generating fears that it may involve the suppression of scientific work that questions Biblical dogma.

'I have authored several hundred scientific papers, some for Nature and Science, and this has never happened to me before,' said the article's lead author, Spanish geneticist Professor Antonio Arnaiz-Villena, of Complutense University in Madrid. 'I am stunned.' "

http://www.guardian.co.uk/world/2001/nov/25/medicalscience.genetics

Se også denne artikkel fra Aftenposten desember 2008:

"Advarsel.
Likud nominerte sine kandidater ved et internt valg mandag. På forhånd hadde Feiglin sendt ut en liste med navn han anbefalte medlemmene å stemme på. Netanyahu svarte med å advare mot disse kandidatene.

Resultatet ble en seier for Feiglin, som selv havnet på en sikker 20. plass, før partiledelsen skjøv ham ned til 36. plass på grunn av angivelige uregelmessigheter ved avstemningen. Men kandidater som Feiglin hadde anbefalt, tok dertil fem av de seks, og 19 av de 36, første plassene.

Ifølge israelsk presse var dette «et slag i ansiktet for Netanyahu», og det «har gjort Feiglin til en stjerne» i israelsk politikk.

«Fascist».
Den 46 år gamle Moshe Feiglin leder en bevegelse som kaller seg Manhigut Yehudit («Jødisk lederskap»). Da han sluttet seg til Likud, var det med den erklærte hensikt å overta ledelsen av partiet. Der utgjør hans fraksjon bare et lite mindretall, men de er samtidig både svært entusiastiske og disiplinerte, slik at de veier relativt tungt innen partiet.

Netanyahu mener selv at Feiglin er en «ekstremist», mens andre kaller ham en «høyreekstremist» og en trussel mot demokratiet. I en artikkel i Haaretz mener imidlertid skribenten og den tidligere statsråden Yossi Sarid at den eneste dekkende betegnelsen er «fascist, uansett hvordan man definerer ordet».

Hitler.
Sarid minner om et intervju Feiglin ga avisen i 1995, der han beskrev Hitler som «et militært geni uten sidestykke». Nazismen «ga Tyskland en fantastisk fysisk og ideologisk status», sa den israelske politikeren og tilføyde at det tyske folk derved fikk «et eksemplarisk regime, et skikkelig rettssystem, og offentlig ro og orden».

http://www.aftenposten.no/nyheter/uriks/midtosten/article2820036.ece

Man kan godt undre seg over, at folk som Feiglin og hans fascistgruppe ikke er gjenstand for undersøkende journalistikk f.eks. i Information. Spesielt nå, hvor en annen fascist, Lieberman, er blitt israelsk utenriksminister. Mens hele verden med god grunn er oppskremt over islamske fascisters fremmarsj i atommakten Pakistan, er ingen merkelig nok oppmerksom på jødiske fascisters fremmarsj og regjeringsdeltakelse i en sterkere atom- og militærmakt enn Pakistan, nemlig Israel... Ingen noterer seg heller, at islamistiske fascister styrer i Uzbekistan, som er vestlig samarbeidspartner i krigen i Afghanistan.

Og hvordan var det nå at Taliban ble så sterke? USA/CIA (Reagan og etterfølgere) støttet dem sterkt fra slutten av 70-tallet til iallfall 1990. Hvordan ble Hamas sterke? Bl. a. fordi Israel lenge støttet Hamas med penger for å svekke Arafat...

"Grundlæggende udspringer deres tolerance over for islams intolerance af en ejendommelig identifikation. For dem er muslimer det nye proletariat."

Muligvis er der en stor statistisk sammenhæng, men deres egenskab af proletariat, har da ikke virkligt noget at gøre med deres egenskab af muslimer - eller omvendt.

----------

"Jeg mener ikke, vi skal se nogen dialektik i dette - så spiller vi islamisternes spil, og det kan kun gavne deres sag. Hvilken skade gør islamkritikere som Rushdie og Hirsi Ali, må jeg spørge. Ingen - de bidrager tværtimod til menneskehedens fremskridt imod større oplysning. Vi skal ikke dialektisere, for så går vi ind på at gøre ofre til skyldige."

Dialektik kan vel næppe være noget man kan vælge
til eller fra - dialektik er jo blot det som uundgåligt gælder. At tro andet er værre end at tro at man kan vælge f.eks. tyngdeloven til eller fra.