Læsetid 5 min.

Fotografier og vilde æsler

Når nogen forsvinder efterlader de altid et eller andet. For eksempel en stak fotografier eller nogle æsler, skriver Naja Marie Aidt fra ugen, hvor hun mistede sin morfar og for første gang mærkede, hvor langt væk hun er fra dem derhjemme
Når nogen forsvinder efterlader de altid et eller andet. For eksempel en stak fotografier eller nogle æsler, skriver Naja Marie Aidt fra ugen, hvor hun mistede sin morfar og for første gang mærkede, hvor langt væk hun er fra dem derhjemme
14. maj 2009

Ugen præget af triste nyheder hjemmefra: Min morfar døde natten til Store Bededag. Han blev 95 og fik en nådig død, skarp i hovedet og fuld af humor til det sidste, vi havde troet, han klarede den, men det gjorde han ikke. Til gengæld klarede han sig selv til en uge før sin død, ingen hjemmehjælper, ingen medicin. Han har aldrig i sit lange liv været uden for Danmarks grænser, ud over en tur til Grønland, der på det tidspunkt var dansk amt, i 1960'erne.

Han brugte sit liv på at læse, læse og atter læse, for et par år siden for eksempel Den store danske encyklopædi - alle artikler fra A til Z. Han spillede violin og klaver, var en fremragende amatørfotograf, og han efterlader sig en stor samling fotografier af sin familie og det danske landskab, fra han begyndte at tage billeder (og fremkalde dem) med glaspladenegativer sidst i 1920'erne, og frem til de seneste års digitale farvebilleder. Han var et menneske, der var sig selv, aldrig forstillet, en egenskab, der vokser, jo mere man tænker over, hvad det egentlig vil sige.

Da han døde, mærkede jeg for første gang, hvor langt væk jeg er fra dem derhjemme, noget uigenkaldeligt var sket, og jeg var der ikke. De danskere, jeg er knyttet til, er langt væk, til gengæld er der andre danskere i New York.

Det første møde med dansk kultur

Mit første møde med dansk kultur her var til Den danske sømandskirkes julemarked i Brooklyn Heights. Man træder ind og står så pludselig i en massiv duft af æbleskiver og glögg og indser, at her sælges julenisser, rødkål, flæskesteg og lakrids. Folk gik amok. En sær form for grådighed omkring boderne med spejderhagl og tyrkisk peber, som pludselig også overvældede mig. Jeg måtte da have et rugbrød, en leverpostej, et glas med rødbeder. Dog gik min grænse ved flæskestegen, men en af mine venner, som også er dansk, ringede i sidste øjeblik før jul til kirketjeneren. Han fik ham til at stille sig ud på gaden med en ordentlig steg, min ven kom hæsblæsende på cykel og snuppede stegen, kirketjeneren foreslog, at han da kunne komme til julegudstjenesten, hvortil min ven råbte: "Men jeg er jøde!" og ned ad den snedækkede gade gik det med stegen under armen.

Et andet dansk bekendtskab er en fotograf, der har boet her siden 1963, som kan fortælle om at være den eneste hvide på sin vej i Fort Greene, hvor der var så meget kriminalitet, at folk skiftedes til at holde vagt på deres trapper om aftenen med baseballbat, og hvor det slet ikke kom på tale at gå tur i den lokale park, fordi man kunne være sikker på at blive slået ned. Fra samme park så hun i 2001 folk springe ud fra Twin Towers den 9. september. Nu har hun amerikanske børnebørn, der ikke taler et ord dansk. New York er en by, man nemt bliver hængende i, selv om man troede, man bare skulle være her et par år.

Nanna Debois Buhl (f. 1975), dansk billedkunstner, har boet her on and off i tre år. Hun havde dette forår en soloudstilling på Brandts Klædefabrik, "Picture History", og har det seneste år fulgt Whitney Museums Independent Study Program. Der var omkring 500 ansøgere, kun 14 kom ind, heriblandt to danskere: Nanna og Kasper Akhøj (f. 1976) De er begge uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006. I går var der fernisering på deres afgangsudstilling på Art in General i Walker Street. Der var noget stærkt underholdende ved at være til fernisering i SoHo. Det var meget varmt, og man kunne næsten ikke trænge sig vej gennem menneskemængden for at komme til at se på værkerne. Hvidvin i plasticglas, folk klædt ud til lejligheden (som om hele Bedford Avenue i Williamsburg var kommet forbi iført hatte, solbriller, kombinationen hotpants/vinterstøvler, alt hvad der kunne fuldende et excentrisk kunstnerlook). Jeg fik et glimt af Akhøjs "Welcome (to the teknival)" - 18 sølvgelatineprints, arkitektonisk fotografi. Ligeledes også et glimt af Heather Harts ret sjove "Build-a-brother workshop", hvor man præcis som i Build-a-bear butikkerne, kunne lave sin egen bror, stoppe ham ud med vat, vælge accessories til ham og endelig give ham et navn. Som en af gæsterne sagde: "Der er ikke noget så godt som at få NY familie!"

På udkig efter æsler

Nanna Debois Buhl var repræsenteret med to værker: "Incredible Creatures" og videoinstallationen "Looking for Donkeys". Sidstnævnte handler om efterkommerne af de æsler, danske kolonister i sin tid indførte på de vestindiske øer, og som nu er vilde og holder til på øen St. John. I begge værker ses kunstnerens optagethed af de tidligere danske kolonier, og den historiske versus den personlige fortælling. Teksten udgør en væsentlig del i "Looking for Donkeys", som i de fleste af hendes værker. Og da jeg selv i januar besøgte Virgin Islands, som øerne nu hedder (Danmark solgte dem til USA i 1917 for 25 millioner dollar), og blev meget optaget af dette sted i verden, hvor dansk og amerikansk historie så at sige støder sammen (gadeskiltene i Charlotte Amalie er stadig på dansk: Vimmelskaftet og Håbets gade, selv om ingen mere kan udtale dem), er det med stor interesse, jeg følger Nanna Debois Buhls ind til videre fortløbende fortælling.

Men efter en times skubben rundt i galleriet blev jeg grebet af pludselig klaustrofobi og grådtrang og flygtede ud i Chinatowns gader for at ende på et fransk brasserie i Thompson Street, hvor jeg på fortorvet i den mælkede blåhvide og stadig meget hede aften indtog en steak frites. Før den, mens jeg endnu, over skulderen på en ung mand med en enorm hår- og skægpragt, forsøgte at se hele Nannas videoforløb, kom jeg til at tænke på, at min morfar var tre år gammel i 1917. Han kunne have løbet og leget under palmerne på en sukkerplantage. Men han sad og fiskede i Ribe å med sin storebror på det tidspunkt. Nu er han væk. Men historierne om historien og menneskerne fortsætter. Og når nogen forsvinder efterlader de altid et eller andet. For eksempel en stak fotografier eller nogle æsler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu