Læsetid: 5 min.

Fox, Auster og Holzer

At læse litteratur, der foregår det sted, hvor jeg som nytilflyttet er havnet, har ikke overraskende vist sig at være en god måde at få byens historie ind under huden på, skriver Naja Marie Aidt, der også besøger kunstmuseet Whitney, hvor Irak-krigen trækker spor i en Jenny Holzer-udstilling
At læse litteratur, der foregår det sted, hvor jeg som nytilflyttet er havnet, har ikke overraskende vist sig at være en god måde at få byens historie ind under huden på, skriver Naja Marie Aidt, der også besøger kunstmuseet Whitney, hvor Irak-krigen trækker spor i en Jenny Holzer-udstilling
7. maj 2009

En vis stress kan indfinde sig, når man pludselig ikke bare skal følge med i, hvad der udgives i Danmark, læse de klassikere man altid vender tilbage til, men også forsøge at få overblik over amerikansk litteratur. Jeg bor i et såkaldt 'litterært kvarter', det vil sige et sted, som er befolket af forfattere - blandt andet Paul Auster, Siri Hustvedt, Jonathan Safran Foer og Nicole Krauss. Og Paula Fox bor ikke langt væk, i Cobble Hill.

Vi andre bor i Park Slope, som grænser op til vestsiden af den store, nu meget sommerligt grønne Prospect Park, der i øvrigt er skabt af de samme mænd, som i 1860'erne anlagde Central Park, Frederick Law Olmstedt og Calvert Foux. Kvarteret er beliggende på en bakke, deraf navnet. Det kaldes også Park Dope eller Park Smoke, fordi der ryges en del pot herude ...

Allerede før jeg flyttede fra Danmark, nærmest slugte jeg Austers Brooklyn dårskab, fordi den foregår i præcis de gader, jeg nu betræder hver dag. Pludselig blev beskrivelserne af kvarteret, forretningerne, ruterne op og ned af avenues og gader meget interessante. Det er efter min mening en af hans mest charmerende og underholdende bøger, selv om man kommer til at lede forgæves efter stilen fra for eksempel By af glas, der blandt andet rummer denne New York-beskrivelse: "New York var et uudtømmeligt rum, en labyrint af endeløse skridt, og uanset hvor langt han gik, uanset hvor fortrolig han blev med sit kvarter og dets gader, havde han altid fornemmelsen af at fare vild. Ikke blot fare vild i byen, men også i sig selv ..."

'Som en såret hund til mit fødested'

By af glas udkom i 1985, mens Brooklyn Dårskab er præcis 20 år yngre. Den begynder sådan her: "Jeg ledte efter et stilfærdigt sted at dø. En eller anden anbefalede Brooklyn, så den næste morgen tog jeg derned fra Westchester for at sondere terrænet. Jeg havde ikke været tilbage i seksoghalvtreds år, og jeg kunne intet huske. Mine forældre var flyttet ud af byen da jeg var tre, men jeg vendte instinktivt tilbage til det kvarter hvor vi havde boet, kravlede hjem som en såret hund til mit fødested."

Begge bøger handler om mænd, der traver rundt i New York og ledes videre og rundt i livet ad tilfældighedernes uforudsete veje, der fører til nye møder og muligheder, men som der står i en anmeldelse på litteraturnu.dk om Brooklyn dårskab, er det "Auster goes Allen", og her henvises selvfølgelig til en anden stor New York-skildrer, Woody Allen. For Brooklyn dårskab er en farce, den er decideret sjov sine steder, noget, man vist ikke ligefrem kan sige om By af glas.

Paula Fox (f. 1923), mest kendt i Danmark for sine mange børnebøger, skrev i 1970 romanen Desperate Characters. Den udkom på dansk 37 år senere, i 2007, og er et decideret et mesterværk af en bog. Den foregår i Cobble Hills, der i 1970'erne, som resten af Brooklyn, var et fattigt, smadret og hårdt kvarter, men præcis i de år begyndte middelklassen (særligt den hvide) så småt at opkøbe brownstone-husene og renovere dem. Det samme skete i Park Slope. Og de har for længst overtaget det; begge kvarterer hører i dag til i den absolut dyreste ende af Brooklyn, hvad angår huspriser. Men Fox' roman beskriver og dissekerer samme middelklasse på en meget elegant, stilsikker og stadig aktuel måde. Med en kvindelig hovedperson i centrum. Og det er et helt andet Brooklyn, vi møder end i Austers bog fra 2005: "Manden, som boede i huset på den anden side af ægteparrets Bentwoods baghave, stod op, vaklede hen til vinduet og lod vandet gå. Katten blinkede, rejste hovedet og lyttede, mens det plaskede ned på den victorianske havegang. Manden segnede om på sengen igen. På etagen ovenover vågnede et lille barn og begyndte at græde."

Ord findes andre steder end i bøger

Bogen er fremragende oversat af Merete Riis. Og i USA har den og Paula Fox nærmest fået kultagtig status, da en ny generation af forfattere fik øje på bog og forfatterinde: bogen blev genudgivet i 1999, hvor Jonathan Franzen blandt andet skrev om den i sit forord: "Den hæver sig højt over al anden realistisk fiktion siden Anden Verdenskrig."

Og ja, det gør den. En mageløs roman, som man bør unde sig selv at læse. Og det gælder faktisk hele Paula Fox' forfatterskab. At læse litteratur, der foregår det sted, hvor jeg som nytilflyttet er havnet, har ikke overraskende vist sig at være en god måde at få byens historie ind under huden på. Et sted at starte, i forhold til at navigere og trænge ind i amerikansk litteratur. Magasiner, tidsskrifter og boganmeldelser samt lister med anbefalinger fra venner og bekendte er naturligvis uundværlige. Og så køber jeg selvfølgelig mange flere bøger, end jeg har råd til. De hober sig op, og synet af dem er et dagligt skønt syn: Charles Reznikoff, Joe Brainard, Gary Shteyngart, Anne Carson (som godt nok er canadier), Lorrie Moore med mange flere.

Men ord findes også andre steder end i bøger. Lige nu udstiller Jenny Holzer på Whitney, og hendes vilde lysinstallationer hvor rullende ord og sætninger så at sige forsvinder ind i væggene, er værd at se, hvis man er i byen nu og frem til 31 maj. Udstillingen hedder "Protect Protect". Holzer har altid brugt sproget i sine værker, lige siden sin debut for 30 år siden. Nogle af teksterne er som (dekonstruerede) digte, andre er udformet som endeløse glidende udsagn, der spiller på moral, gode råd og lommefilosofi, som for eksempel: "The best way to fight your enemies is to ignore them."

Den del af udstillingen, der omhandler Irak-krigen, fik mig decideret til at tude. Her er de rapporter, breve, dødserklæringer og manualer i brug af tortur, der først for nylig blev offentliggjort, helt enkelt hængt op på væggene. Et bord med knogler, omhyggeligt sorteret efter størrelse, står midt i rummet. En hel væg med store prints af hånd- og fingeraftryk, som er gjort ulæselige/censureret med sort tusch, dominerer det næste rum. Der hviler en egen skønhed over dem, midt i gruen. Alt fremstår ubearbejdet, og som det er.

Og ellers: svineinfluenza, selvfølgelig! Fire skoler lukket i New York. Obamas fly over Manhattan, som udløste evakuerede bygninger og almen panik, og så var det bare en fotosession. Og så er der flyttet møl ind i mit klædeskab. De er meget kræsne. De æder kun det dyreste tøj. Alle træer står lysegrønne i gaderne, og temperaturen stiger og stiger mod sommer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu