Interview
Læsetid: 8 min.

'Frihed er uenighed- demokratier diskussion'

Moderne diktaturer er puritanske. Det var de ikke i de gode gamle, frivole dage, mener Salman Rushdie, der nok tror på universelle værdier, men afskyr magtens monopol på sandheden
-I et åbent samfund må man acceptere, at andre synes noget andet, end man selv synes. Alt andet ender i blodbad-, siger Salman Rushdie.

-I et åbent samfund må man acceptere, at andre synes noget andet, end man selv synes. Alt andet ender i blodbad-, siger Salman Rushdie.

Kultur
16. maj 2009

I dag er Fatehpur Sikri i det nordlige Indien en støvet spøgelsesby. Og historikerne ved ikke ret meget om, hvad der foregik i Stormogulernes prægtige hovedstad, før den blev forladt i 1585. Men Salman Rushdie har et bud.

Forfatteren er i København for at tale om sin nye roman, Fortryllersken fra Firenze. Den fabulerende, farve-rige fortælling udspiller sig i 1500-tallets Fatehpur Sikri, hvor Jalaluddin Muhammed Akbar, også kendt som Akbar den Store, regerer.

"Jeg har altid kendt til fortællingerne om byen, og de har altid fascineret mig," siger Salman Rushdie på klingende britisk.

Og kender man lidt til den inkarnerede oplysningsapostels idealer om pluralisme og tolerance, forstår man hvorfor.

Én ting ved man med sikkerhed om Fatehpur Sikri. Her lader Akbar et tempel for diskussion opføre. Et rum helliget uenighed og debat. Et frit forum, hvor filosoffer og forkyndere af alverdens religioner skal krydse klinger uden at bekymre sig om despoters repressalier.

Ganske vist kommer den berygtede krigsherre først på sådanne tanker efter en lang række erobringstogter, der har vædet hele det nordlige Indien i blod. Og ganske vist er hans eget ord lov i hele hans rige. Men alligevel.

"For så mange hundrede år siden fik han den idé. Er det ikke fantastisk?" udbryder Salman Rushdie, der i stift blågråt jakkesæt, lyseblå skjorte og mørke sko ikke rigtig ligner manden bag den eventyrlige roman fuld af hekse, kæmper og drager, elskovseliksirer, troldspejle og forsvindingsnumre.

En fantastisk fortælling

Fortryllersken fra Firenze er en fortælling om magt og magtens monopol på sandheder - to forbundne temaer, der står centralt i hele Salman Rushdies forfatterskab.

Historiefortælleren besidder én slags magt. Ikke overraskende har den altid interesseret Rushdie, der ligesom Karen Blixen har kaldt sig selv en storyteller frem for forfatter.

Romanen begynder, da den unge Niccolò Vespucci ankommer til stormogulens hof og giver sig til at fortælle en forbløffende historie om sin herkomst. Han hævder at være søn af den forunderligt smukke forsvundne mogul-prinsesse Qara Köz, der er søster til Akbars bedstefar. Hun blev i sin tid bortført af en usbekisk krigsherre, men da han blev besejret af lejesoldaten og hærføreren Argalia fra Firenze, lod hun sig velvilligt tage som krigsbytte, fortæller han. Men det er ikke holdbart at være en soldats elskerinde, og efter yderligere forviklinger endte hun med en ny mand i Amerika, Den Nye Verden.

"Faktisk var det for en gangs skyld meningen, at romanen ikke skulle handle om at fortælle historier. Men da jeg havde skrevet hele teksten færdig, kom jeg alligevel til at lægge den i munden på Vespucci. Åbenbart kan jeg ikke lade emnet ligge," siger Salman Rushdie.

Historien, Niccolò Vespucci fortæller, er så utrolig, at ingen burde tro på ham. Skulle den unge knægt virkelig være Akbars onkel? Beviser har han ingen af.

Alligevel lader Akbar ham snakke. Og langsomt bliver han og resten af hoffet fortryllet af beretningen.

"Som fortæller er han simpelthen blændende dygtig. Jeg er efterhånden nået frem til, at hvis man har talent nok, kan man overbevise folk om hvad som helst. Det er jo også det, gode romaner gør. De overbeviser for en kort stund folk om, at helt urimeligt usandsynlige begivenheder faktisk er foregået," siger Salman Rushdie.

Øjeblikkelig erektion

Smukke kvinder besidder en anden slags magt end historiefortællerne. Og der er rigtignok mange smukke kvinder i romanen.

Allerskønnest er denkimæriske Qara Köz, som Niccolò Vespucci fortæller om. Hun er så indtagende, at enhver mand får øjeblikkelig erektion, når han ser hende, og med det samme er parat til at opgive alt for hende.

"I den periode havde kvinder meget lidt at sige. De var deres mænds ejendele. Men jeg ville forsøge at skabe en kvinde med nogle muligheder for at opnå noget. Hvordan kunne det lade sig gøre? spurgte jeg mig selv. Selvfølgelig måtte hun bruge den kraft over mænd, som kvinder altid har besiddet, nemlig deres erotiske tiltrækning," siger Salman Rushdie, der forrige år blev skilt fra den tidligere indiske supermodel Padma Lakshmi, som var 24 år yngre end ham selv og to hoveder højere.

Men de mest magtfulde figurer i romanen er fyrsterne og kejserne, der regerer over store landområder og konstant forsøger at erobre mere land. Som krigsherren Argalia bemærker, var der på den tid herskere, der "kunne gøre sandheden til, hvad de ønskede, at den skulle være, blot ved at dekretere, at den skulle være det." Og samtidig var der herskere, der "forlangte at styre, fordi de var overbeviste om, at en højere magt havde vist dem, hvad sandheden i virkeligheden bestod i."

"Begge slags styrer er tyranniske," siger Salman Rushdie. "Det ene er religiøs despotisme, og det andet er sekulær despotisme."

Og problemet er ifølge forfatteren, at begge slags styrer bruger magten til at vinde monopol på sandheden. Tyrannerne installerer enten sig selv i guddommelige positioner og dikterer, hvad der er rigtigt og forkert. Eller de gør sig til talsmænd for guder og kræver, at folket lever i overensstemmelse med religiøse regler.

Ekstrem litteraturkritik

Selv har Salman Rushdie mærket tyranniet på egen krop, da den iranske ayatollah Khomeini i 1989 nedkastede en fatwa over ham. Det skete, efter han i romanen De sataniske vers havde fantaseret frit over legenden om, at profeten Muhammed skulle have tilladt andre guder end Allah, idet Satan havde udgivet sig for at være ærkeeng-len Gabriel og hvisket ham de utilladelige vers i øret.

Det er dog efterhånden mange år siden, pointerer Salman Rushdie. Trussels-niveauet imod ham er faldet, og han er efterhånden begyndt at kunne lave sjov med fatwaen.

"Jeg vil give V.S. Naipaul ret, når han siger, at det var en ekstrem form for litteraturkritik," siger han og klukker.

Men selv om Salman Rushdie ikke længere føler, at han selv lever et liv, der er underlagt fanatikeres dagsorden, understreger han, at despotisme ikke er blevet mindre udbredt. Tværtimod. Og det er hans største bekymring på verdenssamfundets vegne.

"Frihed er uenighed. Demokrati er diskussion. I et åbent samfund må man acceptere, at andre synes noget andet, end man selv synes. Alt andet ender i blodbad," siger han.

Og da talen falder på et tilbagevendende tema i hans romaner, nemlig migration, når han frem til, at mødet mellem forskellige synspunkter ikke blot er noget, vi må finde os i, men noget, der er frugtbart.

"Uden migration havde jeg ikke været til. Mit liv er blevet skabt af bevægelser rundt på jordkloden. Sådan er det for mange moderne mennesker. Og det ligger der et stort potentiale i. Synspunkter mødes, og der opstår nye ideer," siger han og tilføjer:

"Det er derfor, jeg er et bymenneske. Hvis du kigger på moderne byer, er de jo fulde af forskellige slags mennesker. Den diversitet er det, jeg elsker allermest ved New York, hvor jeg bor nu. Og sådan havde jeg det også, da jeg boede i Mumbai og London."

Men samtidig må han erkende, at fundamentalister ad omveje har fået ram på den diversitet, som han værdsætter så meget, at den kommer til udtryk på alle niveauer i hans romaner, selv på det stilistiske plan, hvor overfloder af sprog bal-styrisk støder sammen.

"På grund af 11. september er der opstået en mistænksomhedskultur. Folk er blevet bange for dem, der er anderledes. De er farlige. Og det, mener jeg, er meget tragisk."

Seksuel frihed

Mødet i storbyen mellem forskellige synspunkter foregår i destilleret form i stormogulens diskussionspalads i romanen.

"Akbar begynder langsomt at forstå, at enevælden er en brutal regeringsform," siger Salman Rushdie.

Men forfatterens figurer er sjældent endimensionale, og det er Akbar heller ikke.

"Der er en konflikt i ham. På den ene side har han nogle filosofiske idealer om tolerance og åben diskussion. Derfor lægger han op til debat. Men debattørerne får på den anden side ikke tildelt den mindste smule lovgivende magt. De får kun lov at snakke," siger Salman Rushdie og fortsætter:

"Akbar bliver ved med at være en enevældig konge. Han beholder magten over alles sine undersåtters liv, og han kan ikke lide, når folk siger ham imod. Sådan var den virkelige Akbar faktisk, og det gør ham interessant for mig som forfatter."

Men selv om Akbars styre aldrig udvikler sig i demokratisk retning, er det indiske samfund i 1500-tallet forbløffende frivolt, grænsende til det hedonistiske, pointerer han. Og det samme gælder det florentinske, hvor en del af handlingen bliver forlagt til - for hos Rushdie er det en fast regel, at både Øst og Vest skal indgå.

Figurerne i romanen knepper løs. Ingenting er forbudt. Gruppesex og homosex. Tag, hvad du vil have.

"Uafhængigt af hinanden er begge verdener fulde af en utrolig rig kulturel og seksuel frihed. Men de var begge despotier. Et eller andet må der være sket siden den tid," siger Salman Rushdie.

For ser man på moderne despotier, er det bemærkelsesværdigt, hvor puritanske de er, mener han. Og det bliver netop fremhævet i romanen via kontrasten til fortidens promiskuøse tyrannier.

"Hvis du for eksempel tager Taleban, er de mere interesserede i kulturelle restriktioner end i realpolitiske projekter. Musik hader de virkelig. Og dans, teater, film og korte skørter. Det, de vil forbyde, er nydelsen," siger han og fortsætter:

"Men underligt nok er puritanismen ikke kun noget, der hører religiøse despotier til. Se på Kina for eksempel. Der lægger de heller ikke ligefrem op til løssluppenhed. Det er, som om der findes et element af frihed i nydelsen, som er farligt for de lukkede samfund."

Relativismefælden

At være kritisk over for de sandheder, magtmonopolet indstifter, er ikke det samme som total værdirelativisme, understreger Salman Rushdie sidst i interviewet.

"Det er måske nok umoderne, men jeg mener faktisk, universelle værdier findes. Vi lever i en tidsalder, hvor særligt venstrefløjen er faldet i den relativistiske tænknings fælde. Og det er meget farligt. For det kan føre til, at man retfærdiggør handlinger, der ikke bør retfærdiggøres," siger han.

"Hvis folk i et land slår homoseksuelle ihjel, er det så i orden, fordi det hører til deres kultur? Nej, det er det ikke! Og hvis de omskærer kvinder, fordi det er tradition, er det så i orden? Nej, det er det ikke!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stanley Opmann

Det ville være en strålende idé at forbyde nydelse, blot kun i Danmark..