Nyhed
Læsetid: 4 min.

Haydn-festival standser tiden i Ørestaden

I to dage var København forvandlet til Haydns venskabsby
Kultur
4. maj 2009

DR Koncerthusets celebrering af 200-året for Haydns død lagde skidt ud i marts måned. Men her i begyndelsen af maj har man heldigvis taget revanche med hele to pletskud, to koncerter, der hver for sig fokuserede på det vokale og det symfoniske. For begge afteners vedkommende forlod man stedet med hovedet summende af den gamle Haydns geniale indfald, noget af det var velkendt, men hørt på en ny måde, andet var fuldstændig nyt, og det modsagde alt sammen den gængse opfattelse af Haydn som en pensioneret traver, man trækker ud af stalden i ny og næ.

Det er irriterende fortsat at skulle møde denne fordom, kun baseret på dovenskab og uvidenhed, for løgn og latin er det jo! Haydn rummer alt, hvad man kan begære hos en komponist, og det er et lykketræf, at to orkestre på dansk grund er i stand til at formidle ham med en sådan gejst og på et så højt internationalt niveau.

Sangen hos Haydn

Fredagens koncert i studie 1 åbenbarede den ene juvel efter den anden fra Haydns hengemte skatkiste. På sine gamle dage skrev han et dusin flerstemmige sange med klaverledsagelse, her fik vi seks af dem med DR Vokalensemblet og Lars Ulrik Mortensen ved et hammerklaver, en kopi af et instrument fra 1795.

Sangene veksler fra det muntre til det dybsindige, men alle er de hundesvære at få til at virke så ligetil, som de er tænkt. En slags strygekvartetter for stemmer, har man sagt om dem. Mortensen dirigerede fra sit keyboard, det lykkedes ikke altid lige godt, men som regel samlede sangen sig smukt og homogent. Allerbedst i den afsluttende aftensang til Gud.

Så kom barokorkestret Concerto Copenhagen på banen for at levere modspillet til Mortensen i klaverkoncerten i F-dur. Han havde skiftet hammerklaveret ud med et sprødt cembalo, og egentlig skulle han havde beholdt det første, for med det andet kunne man ofte kun se musikken. Men de 20 strygere klang formidabelt, de diskede op med et væld af farvenuanceringer, kontakten mellem dem og solisten var nærmest telepatisk.

Og igen må man beundre Mortensens næsten improvisatoriske freestyle oven på orkestrets puls og hans suveræne skift mellem henført solospil og øjenkontrol med musikerne.

Han ville dog næppe komme langt i en Malko-konkurrence, dertil er hans dirigentstil for bizar og uakademisk. Men pyt med det, hans ærinde er at animere, og det gjorde han så rigeligt i Haydns Theresienmesse ved at sparke bagud som en hest, danse som Tina Turner eller flagre som en teenager på breezer. Ikke just som Mogens Wøldike dirigerede Haydn i gamle dage, men betydeligt mere opløftende.

Messen er i lange stræk den pure kammermusik, og det passede eminent til barokorkestrets og vokalensemblets fint afbalancerede klangidealer. En solistkvartet fra ensemblets rækker understregede denne slanke intimitet, og især sopranen Klaudia Kidon og tenoren Adam Riis var bemærkelsesværdigt til stede i deres replikker. Alt i alt en gennemmusikalsk og dynamisk opførelse.

Symfoniske eventyr

Lørdagens Haydn-koncert var henlagt til studie 2, hvor DR Underholdningsorkestret havde besøg af italieneren Rinaldo Alessandrini, en af barokmusikkens tiljublede ikoner ikke mindst på cd, og hold da op, hvad han kunne få ud af dette fortræffelige kammerorkester. Her var det to kendte symfonier og den mest spillede klaverkoncert, men alt lød nyt, tænkt forfra, sprudlende af liv og eventyrlyst.

Den unge Tanja Zapolski var solist på et Steinway, og det kunne i hvert fald høres! Ikke på den tunge måde, men let og lyst, så at sige anslået med det yderste af fingerspidserne. Alessandrini og orkestret bar hende adræt på en sølvbakke, og så viste hun vovemod ved at spille sine egne solokadencer, som man gjorde på Haydns tid. Godt gået!

Men de store oplevelser indfandt sig først og fremmest i symfonierne. Det var forbløffende at høre, hvor langt orkestret og Alessandrini var nået frem til et fælles retorisk fodslag. Den moltonede Trauer-symfoni pulsede på højtryk, med svimlende skalapassager i violiner og svedeture i basregionen. Adagioens sordinerede aftenstemning blev indfanget med sublim koncentration, som et helt betagende kabinetsstykke.

Og London-symfonien var langt fra et genhør med en god gammel bekendt. Hver sten på vejen var vendt og undersøgt med nye øjne. Det var som at se Hamlet og ikke vide, hvordan det ender. Blot en detalje som begyndelsen på trioen i menuetten, oboens og violinernes prøvende optakter, her fremsunget i én svajende, afventende bevægelse, hvor tiden standser.

Og det gjorde den mange gange denne aften.

Haydn-koncerter i Koncerthuset1. maj i studie 1:Seks flerstemmige sange med klaverKlaverkoncert nr. 3 TheresienmesseDR Vokalensemblet. Concerto CopenhagenSolist og dirigent: Lars Ulrik Mortensen

2. maj i studie 2:Symfoni nr. 44 TrauerKlaverkoncert nr. 11Ouverturen til Mondo della lunaSymfoni nr. 104 LondonTanja Zapolski (klaver)DR UnderholdningsorkestretDirigent: Rinaldo Alessandrini

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her