Læsetid: 5 min.

En helt almindelig onsdag aften

Oplæsninger. Det er et ubeskriveligt privilegium, at man en onsdag aften kan gå ind fra gaden og høre fantastiske oplæsninger eller Boston-trioen Drug Rug, skriver Naja Marie Aidt, der i ugens løb har været til flere oplæsninger og en fundraising med Obelix i baren
Oplæsninger. Det er et ubeskriveligt privilegium, at man en onsdag aften kan gå ind fra gaden og høre fantastiske oplæsninger eller Boston-trioen Drug Rug, skriver Naja Marie Aidt, der i ugens løb har været til flere oplæsninger og en fundraising med Obelix i baren
28. maj 2009

Man kan med fordel gribe Time Out, hvis man er i tvivl om, hvad man vil se og høre i New York; selv min indfødte overbo abonnerer på det.

På denne onsdag så jeg, at der i Bowery Poetry Club var kombineret oplæsning, koncert og fundraising. Så kan det vist ikke blive mere amerikansk. Dog vaklede jeg mellem dét og en oplæsning med Rick Moody (som har skrevet The Icestorm, filmatiseret af Ang Lee, og en sand klassiker) i et meditationscenter ved navn Village Zendo. Her startede man med en times meditation, før Rick Moody gik på scenen - eller yogamåtten. Et andet sted læste John Giorno op, et tredje Zadie Smith, og sådan kan man blive ved.

Men det endte altså med en af New Yorks mest berømte 'gaywriters', Eileen Myles, i selskab med Sam Lipsyte, der lagde ud med en novelle, jeg er sikker på, han har skrevet til lejligheden: en ekstrem, næsten hysterisk insisterende, maskulin sag om mænds agressioner og kønsdrift. Han håbede at provokere. Men det gjorde han ikke, for Ms. Myles sagde roligt, at hun jo mest var kendt som lesbisk digter, men nu ville hun læse et kapitel om straight sex, fra en roman, hun var ved at skrive. Og det gjorde hun så, og hele salen skreg af grin, for det var sjovt. Charmen vandt over - ja, hvad?

Bagefter kunne man byde på forskellige ufatteligt grimme 'kunstgenstande', heriblandt hvad man kan betegne som 'psykiske smykker' - smykker, der skal udsige noget om sin bærer (primært: 'jeg er i balance med med mig selv og naturen'). Pengene gik til H.O.W - en organisation, der støtter de 15 millioner børn i Afrika, som har mistet deres forældre til aids. H.O.W udgiver i øvrigt et litterært tidsskrift med bidrag fra både etablerede forfattere og nye talenter.

Jeg bød på en lille tegning af to lidt triste spøgelser, men efter nervepirrende kamp vandt en cubansk kvinde den; hun var så træt af sin teenagedatter, at hun ville hænge spøgelserne på samme datters badeværelse i håb om at skræmme hende om natten. I baren stod en mand, der på en prik lignede Obelix - kæmpestor med et dødningehoved tatoveret på brystet og to fine, små fletninger ned ad nakken. Han skænkede nogle gode øl. Så spillede Boston-trioen Drug Rug, der efterhånden er et ret stort navn her - snart blev sangerinden Sarah Cronin forvandlet til trommeslager, hvorefter trommeslager Tommy Allen blev til sanger, så var det bassisten, der var på trommer, og Cronin, der greb bassen og så fremdeles. De var gode, klart inspireret af Velvet Underground - og Paul og Linda McCartney, hvis man kan forestille sig den kombination. De så så søde ud, da de sammen med en arketypisk roadie med smøg i kæften bar deres flightcases ud og kørte væk i en lille varevogn. Og jeg tænkte: Tænk, at man en onsdag aften kan gå ind fra gaden og høre f.eks dem. Det er et ubeskriveligt jublende privilegium.

Oplæsning med Ashbery

Dagen efter sad jeg igen og stirrede i Time Out (bange for at gå glip af noget) og så dette fantastiske: John Ashbery skulle læse op i St. Mark's Church samme aften - hans eneste oplæsning i New York i løbet af forår og sommer. Den store digter, en af sin generations absolut mest betydningsfulde og fremtrædende, hvis ikke den største, er født i 1927, så han er ingen årsunge. I dansk oversættelse findes tre bøger af ham: En bølge fra 1984 (da. udg. 1987) oversat af Niels Frank, Selvportræt i et konvekst spejl fra 1975 (da. udg. 1989) oversat af Poul Borum og Niels Frank og Søvnens landsby, der er et udvalg fra samlingerne Wakefulness (1998) og Your Name Here (2000) oversat af Martin Larsen og Pejk Malinovski (2002).

Self-Portrait in a Convex mMrror indbragte digteren the Pulitzer Prize for Poetry, the National Book Circle Critics Award samt the National Book Award. Og man bør læse den bog. Jeg husker dens kultstatus blandt danske digtere i de tidlige 1990'ere, og hvilken revolution det var for mig selv at læse den.

Ikke et øje er tørt

Den begynder sådan her: "I tried each thing, only some were immortal and free." Den fås antikvarisk på dansk. Nå, men det var oplæsningen, og den begyndte med et chok. Jeg træder hen til billetdamen, og mit blik strejfer hendes ansigt, mens jeg roder efter penge, jeg tror ikke mine egne øjne, men jo - det er Dy Plambeck! I sølvkjole og arbejdende frivilligt for St. Mark's Poetry Project, mens hun alligevel er i byen i nogle måneder. Verden er lille, selv her, når det gælder poesi. Jeg iler ind for at få en plads, og som Charles North siger i sin introduktion, "det er ikke nemt at introducere en helt". Men så rejser helten sig og vakler op til mikrofonen, man kan godt se, at han er en gammel mand, men man kan ikke høre det: hans oplæsning er stærk og karismatisk, livfuld og humoristisk. Han læser blandt andet fra sin seneste bog A worldly Country (2007), hvor man kan læse følgende: Why wait for another day?/You know this one is happening/and will be the same after it has happened./Nothing will come to take it's place/and that will be good, fine.

Salen, fuld af alle slags mennesker, en del unge, der sandsynligvis studerer på NYU, som ligger lige om hjørnet, kan ikke holde op med at klappe. Klapperiet bliver til langvarig stående ovation. Og ikke et øje er tørt. Heller ikke mit. Dy fortæller bagefter, at hun har stået og set lige ned i Ashberys have - uden at vide, at det var hans. Hun læste op på et galleri i Hudson, hvor han bor, og var selvfølgelig ved at falde ud over stakittet og ned i Ashberys blomsterbede, da hun omsider fik at vide, at det var hans bede. Han er født i Rochester, New York, og bor nu skiftevis på Manhattan og altså i Hudson, hvor Dy tilfældigvis befandt sig en dag i maj; Dy er tilsyneladende hele tiden på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Jeg ser Eileen Myles begave Ashbery med en blå iris, før de begge strømmer ind til receptionen i de tilstødende lokaler. En flok meget tynde og meget unge digterspirer i stramme jeans og blazere flokkes om deres helt, som var han en rockstjerne. De fotograferer ham endeløst og vil ikke på nogen måde lade ham være. Den aften var det køligt og regnfuldt. Jeg havde gudskelov min røde paraply. Og fik mig helt zen-agtigt en beskeden kop myntete på vej hjem. Men nu er det pludselig blevet sommer, 28 grader og sol i dag, mens jeg sidder og skriver; snart venter strandlivet på Long Beach og alle de gratis koncerter i byens parker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu