Klumme
Læsetid: 5 min.

Homo-event i hetero-pels

Kreativitet og kropsvæsker rejser på tværs af grænser. Men russerne har ikke magtet at oversætte ideen om kreative krydsknald til seksualitetens arena, hvor ikke alle er breeders
Kultur
22. maj 2009
Vinderen. Alexander Rybaks show er perfekt til lejligheden: Mænd i vest, skjorte, bukser. Violinen er nøglen til en svunden tid, hvor mænd tager armbøjninger for at imponere kvinder.

Vinderen. Alexander Rybaks show er perfekt til lejligheden: Mænd i vest, skjorte, bukser. Violinen er nøglen til en svunden tid, hvor mænd tager armbøjninger for at imponere kvinder.

Indrømmet. Jeg vælger en bizar opvarmning til Melodi Grand Prix-finalen lørdag aften. Unge dirigenter venter i kulissen, mens en ældre herre knastørt, uden de store armbevægelser, uden grafik, uden buldrende fanskarer præsenterer dem. Op på podiet med dem. Dirigentstokken som vigtigste rekvisit. Kunsten at dirigere sig til hæder og ære. Malko-konkurrencen.

Jeg griber ud efter slumretæppet og undres over, at statsradiofoniens monopol er blevet genindført. Men så kommer jeg i tanke om tiden, der går så illusorisk fremad i hvert fald på tv-kanalerne og i min krop, og får skiftet kanal.

Jeg viser mig hurtigt skidt ekviperet til løjerne. Ja, jeg er allerede rundtosset ca. 30 sekunder inde i indledningssekvensen til Melodi Grand Prix-finalen efter nogle frygtløst speed-klippede passager. En model-lignende herre - sidste års russiske vinder - blive sænket i stålwire ned på et gangpodie. Han tager sin jakke af, men den bliver hængende i stålwiren. Han flår hårdt i den, mens han går målrettet hen ad podiet. Forgæves. Heldigvis mødes han af hjælpsomme, men underernærede piger, der får lempet den af ham med hvad, nogle ville kalde feminin ynde. Således befriet kan manden penetrere ikke en, men tre mure, barrierer, grænser, jomfruhinder, berømmelses-sfærer, you name it. Bag den første venter flere underernærede piger, nu med blitzende kameraer. Efter de to næste er han på egen hånd.

Taget i opløbet

Den lader vi lige stå et øjeblik. Og vender blikket mod Moskva tidligere på lørdagen. Her er der også ballade på de høje nagler. Byens politi overpræsterer simpelthen. Omkring 30 mennesker, der elsker og knalder personer af samme køn, har fået den profane ide at demonstrere for det Gay Pride-optog, som bystyret har nægtet dem at gennemføre samme dag.

De bliver ført væk med vold, ja, den britiske homo-rettighedsforkæmper Peter Tatchell er i gang med at udtale sig til journalister, da han bliver slæbt væk. Man må jo tage den i opløbet, altså homoseksualiteten. "Satanisk," som borgmesteren har kaldt denne dille blandt nogle forvirrede individer.

Pakket ind i hetero-vams

Så nu da hovedstadens seksuelle vellevned er i trygge barkede næver, så lad os vende tilbage til Melodi Grand Prix, hvor raske drenge og piger dyster om europæernes, tyrkernes, israelernes og russiske randstaters gunst. Se bare hvordan kvinderne - kun kvinder - ser indbydende ind i kameraet, mens de bærer arkitektur på hovedet, som afslutning på vignetterne for de i alt 25 dystende nationer.

Hvis nogen troede, at Melodi Grand Prix var en homo-event i højere grad end skeetskydning eller brøndgravning, så må de tro om igen. Og hvis nogen leder efter bøssenationens regnbueflag ved festlighederne, så kan de godt spare sig. Det er selvfølgelig forbudt i år. Kun rigtige nationer her, folkens. Ikke alt det pjat. Og hvis der er nogen på scenen, der har lidt homoseksuelle tilbøjeligheder, ja, så vælger de at pakke det ind i hetero-vams. Tag den åbent homoseksuelle Oscar Loya - forsanger for Tyskland - der lader sig mandsopdække af kvindelige dansere, som han sågar flirter dygtigt med. Eller den trekvart afklædte burlesk-stjerne, der dukker op til sidst i sangen, uden anden videre synlig funktion end at få husarerne til at rasle med de metaforiske sabler.

Men hvad er en nation egentlig nu om dage? Oscar Loya er mexicansk-amerikansk. Aftenens vinder, norske Alexander Rybak, kommer oprindelig fra Hviderusland. Aserbajdsjans sang er komponeret af en svensker. Svenskerne vælger operaens udråbstegn. Danmark har en britisk sangskriver, den jamrende ligegyldige Ronan Keating, med på holdet. Ukraine har kastet sig over (ret så gay) gladiator-mundering og hi-nrg-disco. Og Finland dyrker technopop.

Kreativitet og kropsvæsker rejser på tværs af grænser. Om man så mærker hjertet banke under hammer og segl eller regnbuefarver. Og så må man tage med, at amerikansk fødte disco- og house-rytmer kan vansire europæiske sange, fordi klovnene bag numrene ikke har mindste rytmefornemmelse - eller personlig tilgang til den software, som har serveret dem de præfabrikerede beats. Eller at en brite er med til at sende Danmark til finalen med et stykke kønsløst, engelsksproget poprock.

Tavse kommentatorer

Men russerne har åbenbart ikke magtet at oversætte ideen om de kreative krydsknald til seksualitetens arena, hvor ikke alle er breeders. For vi befinder os denne lørdag aften i den stolte tv-nation Homofobien. Som får lov at stå uimodsagt. Jeg ser ikke Oscar Loya flashe lidt regnbue på scenen. Hvad har han at tabe? Ville arrangørerne have lagt ham i aflåst sideleje på scenen? Jeg hører ikke den danske tv-kommentator berøre balladen. Og jeg savner den hollandske sanger Gordon Heuckeroth, der annoncerede, at han ville boykotte aftenen, hvis politiet slog ned på homo-demoerne, som de jo gør denne lørdag. Desværre nåede han ikke finalen. Men det kunne da have været oplagt at nævne det fra kommentators side, da hollænderne tonede frem på skærmen, afgav deres stemmer og refererede til Heuckeroths band, Toppers.

Men ak. Den russiske bjørn har doneret sin uigennemtrængelige hetero-pels til en homo-event. Alt er godt og flot og sikkert for artens videre formering. Desværre kan man så frygte yderligere indavl i populærkulturens mest skamløse show. Den simulerede diversitet, udstillet i om muligt endnu mindre strambuks.

En svunden tid

Jeg zapper over til Malko-konkurrencen. Men det virker, som om billedet er frosset. Der er kun en smule flimmer oppe på scenen, og det hele ser ud, som om det er i sort/hvid. Eller brun/hvid. Jeg giver op og vender tilbage til den heteroseksuelle omskoling i Moskva.

Den norske vinder Alexander Rybaks show er perfekt til lejligheden: Mænd i vest, skjorte, bukser; blondiner i høstkjoler. Violinen er nøglen til en svunden tid, hvor mænd tager armbøjninger for at imponere kvinder. Som fniser. Og autenticiteten i udtrykket, den norsk/hviderussiske melankoli, den nordiske folketone går lige igennem. Lige som den ukødelige ide om kærligheden som et eventyr. Må jeg være fri.

Melodi Grand Prix' åbenlyse camp-kvaliteter er ved at drukne i østeuropæisk forstærket homofobi og deres helt anderledes seriøse, kristent fundamentalistiske fortolkning af showet. Endda på det olympiske stadion, hvor der denne lørdag aften er grund til at genoptage linjen fra amerikanernes boykot ved legene i 1980. Det er mange år siden, og i mellemtiden er Rusland blev olie- og gasmilliardær. Hvorfor de da også meget passende reklamerer med de 13 megawatt, som showet sluger. "Se, hvad vi kan. Se, hvad vi tør. Hvad har I tænkt jer at gøre ved det?" runger det i hver en forførende højglanset distanceblændende detalje og opulente gestus under showet. Og på gaden i Moskva. Og svaret? Åbenbart ingenting.

Malko-konkurrencen 2009, Finale - DR2, lørdag

Det Europæiske Melodi Grand Prix 2009, Finale - DR1, lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her