Læsetid: 3 min.

In the Summer of 89

Det er 20 år siden, at house elegant pustede sig som et dansende spøgelse igennem Europa. Det var fedt. Men da slet ikke noget, vi kan fælde nostalgiske tårer over nu
15. maj 2009

Nostalgi er en flæbende uskik. Tænk bare på Bryan Adams' "The Summer of 69". "Those were the best days of my life," klynker dengse. Fordi han dengang var vaks nok til, at byde sig til i en trekant i Paris, hvor Jane Birkin og Serge Gainsbourg fejrede deres Année Erotique? Niksen. Nummeret drejer sig alene om at komme hjem til et hul i den canadiske provins og spille seks-strenget guitar med to talentløse gymnasievenner og vente på en pige på sin mors veranda. Gå aldrig tilbage til en fuser. Men Bryan om det.

Can You Feel It?

Selv har jeg lige nu nogle af de helt gode dage i mit liv. For forelsket til fnidder. For fattig til finanskrise. Sommeren 09 tegner fint. Men skulle jeg på sporet af noget tabt tid et sted, ville det blive til 20 tryk på rewind i tidsmaskinen. Ud med mig i the Summer of 89. Lige ind i det elegante pust af house, der bragede ind i den europæiske mainstream og på vegne af sig selv og andre af det tiårs uønskede børn som disco, italo, elektropop, rap og Hi NRG spillede den selvhøjtidelige machoide rock af dansegulvet og hitlisterne. Selv The Stone Roses var på vores side den sommer med den funky basguitar på "Fools Gold", ligesom Happy Mondays bakkede op med et bimlende housy piano på "Hallelujah". Discodrenge i alle lande, foren jer!

Peace, love, unity and having fun som et dansende spøgelse - i hvert fald ned gennem Vesteuropa. Mens vi ventede på efteråret, med Berlin-muren, Basinger i Batman og Axgil'erne i bøssebrylluppet over dem alle. Jean Baudrillard havde allerede bekendtgjort, at år 2000 ikke ville komme forbi. Så af sted i lånte Fiat 127'ere, intereuropæiske regionaltog eller med tommelfingeren kækt oppe ved motorvejsramperne. På vej mod Boy i Paris, med stop på Boccacio i Gent eller aldrig videre fra Front i Hamborg. Blot for at høre spørgsmålet fra Fingers Inc., som Kjeld Tolstrup faktisk allerede stillede hjemme på Vestergade 58 i Århus: "Can You Feel It?" Men ding-dong dumme, kunne vi ikke svare "Oh, yeah" tit nok ved at kaste hænderne i vejret og armene om hinanden på dansegulvet i et stort, fælles good life.

Ingen posh, ingen pis

Den franske antropolog Emile Durkheim (1858-1917) beskriver dans som noget i retning af "en rituelt fremkaldt passion eller ekstase, der cementerer sociale bånd". Havde han danset med på Front i kælderen af betonblokken i Hamborgs mere centrale periferi, ville han have været sommerens Smiley. Han havde i hvert fald ret. Her fandt kontinentale discodrenge udelukkende sammen med vrikkende baller i 4/4 takt til de nye slag fra de nye: Todd Terry, Lil' Louis, ESP, Inner City ... Med bandanaer og caps på hovedet, klædt i trainers og whatever t-shirts, der skulle vrides nogle gange undervejs på vej ud over uendeligheden, der stoppede op ad søndagen. På Front vovede vi at føle os frie i fællesskab i et rum uden siddepladser og med hvide betonvægge, et sort Pirelli-gulv og otte farvede neonrør i loftet som eneste deco. Ingen posh, ingen pis. Just wanna dance.

Halvstolt og indforstået

Den sommer anede vi selvfølgelig ikke, at det engelske parlament nogle år efter skulle definere house som "lyde som helt eller overvejende er karakteriseret ved udladningen af på hinanden følgende repetitive taktslag" for at gennemføre lovgivning, der skulle dæmme op for dansen. At house skulle blive til noget, nogen sælger skælshampoo og brander slatne softdrinks med. Eller noget om al den anden vulgære og kontraproduktive vederstyggelighed, der også skulle ramme vores beat i den bløde bold.

Men vi forudså heller ikke, at vi her 20 år senere nu og da kan møde møde hinanden igen, når de kids, der blev født, da vi dansede for, er dj's på de cooleste og kærligste klubber, hvor de med bedårende smil og helt originalt også spørger crowden "Can You Feel It?". Og den hengivent svarer "Oh, yeah" med et dansende fælleskram. Så nikker vi lidt halvstolte med indforståede smil til hinanden. Muligvis også med fugtige øjne. We are the old school, that's the new. Så nostalgisk kan den tåre jo da slet, slet ikke være.

Lars Erik Frank er skribent og redaktør på den københavnske kulturavis Citadel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu