Læsetid: 7 min.

Jagten på de forbudte bøger

Ord kan være magtfulde. De kan udfordre bestående systemer og rykke ved fasttømrede dogmer. De kan ændre vores måde at tænke på. Derfor er bøger gennem århundreder blevet beslaglagt, censureret, forbudt og brændt på bålet. Men paradoksalt nok er bandlysninger den bedste anbefaling, bøger kan få
Ord kan være magtfulde. De kan udfordre bestående systemer og rykke ved fasttømrede dogmer. De kan ændre vores måde at tænke på. Derfor er bøger gennem århundreder blevet beslaglagt, censureret, forbudt og brændt på bålet. Men paradoksalt nok er bandlysninger den bedste anbefaling, bøger kan få
7. maj 2009

Så skete det igen. Endnu en titel blev føjet til listen over forbudte bøger, da den tyrkiske forfatter Nedim Gürsel for nylig blev anklaget for at have såret muslimers religiøse følelser med sin roman, Allahs døtre. Nedim Gürsel risikerer op til to års fængsel, hvis han bliver dømt for sin forseelse. I et interview med Information har den tyrkiske forfatter begrædt den kontroversielle anklage imod sig.

»Det er jeg virkelig skuffet over. Det er et stort skridt tilbage i retning af tidligere tiders udemokratiske traditioner,« sagde han.

Det er da rigtignok heller ikke første gang i historien, at en forfatter tvinges ud af skrivekammeret og ind i en retssal. Historien er fuld af eksempler på bøger, der enten er blevet retsforfulgt, beslaglagt, trukket tilbage, censureret eller slet og ret forbudt. Typisk fordi de har forbrudt sig mod den gode moral, den sande religion eller den rette politik.

Et af de til dato mest omfattende og ambitiøse forsøg på at forhindre udbredelsen af litteratur til masserne tilfalder Vatikanet i Rom. Den katolske kirkes liste over forbudte bøger, Index Librorum Prohibitorum, blev første gang udsendt i 1559 og var en del af kirkens omfattende censurapparat. Formålet med listen var at beskytte masserne mod den kætterske teologi og værne om den sande tro. Indekset, der til at begynde med kun rummede værker af reformister som Martin Luther og John Calvin, blev ajourført helt frem til 1961, og da det endelig blev afskaffet efter det andet Vatikankoncil i 1966, stod der godt 6.000 bøger på listen. Herunder værker af Giordana Bruno, Galileo Galilei, René Descartes, Blaise Pascal, Voltaire, Immanuel Kant og Gustave Flaubert. Enkelte forfattere, som blandt andre Emile Zola og Jean-Paul Sartre, stod opført på listen med betegnelsen opera omnia: ’Alle værker’.

På den sorte liste

Beslaglæggelser og censur er dog langtfra kun et historisk fænomen, hvilket den aktuelle retssag mod Nedim Gürsel bekræfter.
Hver dag verden over bliver forfattere og forlag udsat for forsøg på censur og pression fra magtfulde politiske og religiøse grupperinger. Det sker i Kina, i Rusland og i Iran. Men det sker også – i mindre målestok – i vestlige demokratier. I USA modtager The American Library Association hvert år 500-600 indberetninger om bøger, der er blevet klaget over til skoler og offentlige biblioteker. Titlerne på de kontroversielle bøger varierer fra år til år, men emnerne er som regel de samme: Det drejer sig om sex, vold og religion. På top-10-listen fra 2008 finder man blandt andet kendte værker som Khaleid Hosseinis Drageløberen, der er anmeldt for stødende sprogbrug og eksplicitte seksuelle beskrivelser samt Philip Pullmans ungdomsbogstrilogi Hans Dystre Værker, som er anmeldt for eksplicitte voldscener samt anstødelige politiske og religiøse synspunkter.

Paradoksalt nok har forfattere og forlag sjældent noget imod at blive sat på den sorte liste. I mange tilfælde går salget af bøgerne nemlig op, når de stemples som kontroversielle, oplyser The American Library Association.

Det er en logik, som også gør sig gældende på det kinesiske bogmarked, fortæller ph.d.-studerende Morten Laugesen fra Afdeling for Asienstudier på Aarhus Universitet. Som eksempel nævner han ægteparret Chen Guidi og Wu Chuntao, som i 2004 udgav en kritisk bog om bøndernes levevilkår i de kinesiske landområder.

Bogen blev straks efter sin udgivelse stemplet af Kommunistpartiet som ’åndelig og politisk forurenende’ og omfattet af et totalforbud. Siden er salget eksploderet. Bogen har foreløbig solgt i flere end otte millioner eksemplarer på det sorte marked, hvor piratforlag står for tryk og distribution. Selv har Morten Laugesen erhvervet sig to eksemplarer af bogen, hvoraf det ene er købt på en tankstation i en kinesisk provins.

»De bøger, der rammes af censuren i Kina, oplever ofte en utrolig stor opmærksomhed. Folk vil gerne vide, hvorfor de tilsyneladende er så kontroversielle, og dermed får et forbud ofte den totalt modsatte effekt af den intenderede,« siger han.

Også Nedim Gürsel har opnået mere omtale af sin bog, end han har kunnet håbe på. Retssagen imod ham er blevet bragt som nyhedsstof i alverdens medier og har sikret den tyrkiske forfatter en status som litterær frihedskæmper. Herhjemme overvejer Per Kofods Forlag nu at udgive Allahs døtre på dansk. Forlaget har tidligere udgivet en enkelt bog af Nedim Gürsel i 1989 med titlen Den første kvinde: »Jeg har snakket med Gürsels litterære agent i Paris om at udgive bogen herhjemme,« bekræfter Per Kofod.
»Jeg har ikke læst den endnu, men den problematik, som bogen rejser, optager mig meget. For så vidt er det underordnet, om bogen udkommer på det her forlag eller på et andet, jeg synes bare, den bør findes på dansk,« siger han.

Når man taler om forbud og censur, må man også tale om selvcensur, mener formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard: »Problemet er jo ikke bare de bøger, som er blevet skrevet og bagefter forbudt. Et mindst lige så stort problem er de bøger, som aldrig nogensinde bliver udgivet, fordi folk er bange for at skrive det, de gerne vil.«

Den 19. september 2006 bragte den franske avis Le Figaro en artikel af filosoffen og gymnasielæreren Robert Redeker med titlen: Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler?

Få dage efter var Robert Redeker på flugt fra rasende islamister med en fatwa hængende over hovedet. Omgivet af både danske og franske sikkerhedsvagter besøgte han i mandags København i forbindelse med sin nye bog, Man må prøve at leve, som Trykkefrihedsselskabets Bibliotek udgiver.

Prøve at leve gør Robert Redeker hver dag. Men ifølge Lars Hedegaard får hverken Redeker eller andre af tidens forfulgte forfattere fuld opbakning.

»Herhjemme sidder den ene lederskribent, journalist, kommentator, intellektuelle, forfatter og kunstner efter den anden og vrider og vender sig og siger, at ’nu må vi forstå, at vi ikke kan være bekendt at håne, spotte og latterliggøre’. Men det er jo selve grundlaget for vores kultur og civilisation, at vi har lov til at håne, spotte og latterliggøre lige dem, vi har lyst til. Så kan man synes, det er mere eller mindre god smag,« siger han.

Litteratur versus jura

Da Irans leder Ayatollah Ruhollah Khomeini i 1989 udstedte en fatwa over Salman Rushdie, var det også for gudsbespottelse i kraft af bogen De sataniske vers. Islamisk censur har i det hele taget præget de senere års avisoverskrifter. Fra talerstolen ved bogmessen i Frankfurt sidste år adresserede også Nedim Gürsels landsmand, nobelpristageren i litteratur Orhan Pamuk, Tyrkiets forhold til ytringsfrihed.

»Den tyrkiske stats tendens til at forbyde bøger og straffe forfattere fortsætter desværre uafbrudt,« sagde Pamuk, som selv stod anklaget i 2005 for sine kritiske bemærkninger om tyrkernes masseudryddelser af armenierne i begyndelsen af det 20. århundrede.
Dykker man tilbage i historien, er den fuld af lignende eksempler på forfattere, der har måttet forsvare sig, ikke bare over for en litterær offentlighed, men over for et tribunal af dommere og vidner i en retssal. Gustave Flaubert måtte forsvare sine erotiske beskrivelser i Madame Bovary (1857), det samme var tilfældet med Herman Bangs Håbløse Slægter (1880), James Joyces Ulysses (1922) og Agnar Mykles Sangen om den røde rubin (1956).

Lektor og ph.d. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet Karen-Margrethe Simonsen har specialiseret sig i forholdet mellem jura og litteratur. Ifølge hende afslører de mange retssager et grundlæggende dilemma, når forfattere skal forsvare litteraturen.

»Det er to forskellige diskurstyper, der kolliderer, når litteraturen bliver hentet ind i retten. Og det paradoksale er, at forfattere, for at unddrage sig straf, ofte ser sig nødsaget til at argumentere for, at litteraturen slet ingen betydning har uden for værket selv. De slår på, at der er tale om et æstetisk værk, som fungerer på æstetiske præmisser, men at værket ikke spiller nogen rolle i virkeligheden,« siger hun.

Ser man på den aktuelle retssag mod den tyrkiske forfatter Nedim Gürsel, synes analysen at ramme plet. I et interview med Information i sidste måned argumenterede forfatteren netop for sin uskyld med henvisning til, at hans roman er fri fantasi: »Jeg synes faktisk, jeg respekterer islam i min bog. Jeg er sikker på, at jeg ikke sårer folks følelser. Men under alle omstændigheder er bogen en roman. Den er fiktion. Ikke nogen teologisk afhandling. Og så mener jeg, jeg må have frihed til at fantasere over religion, som jeg vil.«

Karen-Margrethe Simonsen er fuld af forståelse for, at man som forfatter med alle midler forsøger at slippe uden om et eventuelt fængselsophold: »Men det er samtidig ærgerligt for litteraturen, hvis konklusionen i retten bliver, at litteraturen ikke spiller nogen rolle. Anklageren vil jo netop forsøge at tillægge litteraturen betydning ved at argumentere for bogens skadelige effekter. Og set i det lys er det ærgerligt, hvis litteraturens eneste forsvar er at undergrave sin betydning,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Mosbak

"Men det er jo selve grundlaget for vores kultur og civilisation, at vi har lov til at håne, spotte og latterliggøre lige dem, vi har lyst til. Så kan man synes, det er mere eller mindre god smag,« siger han."
(Citat Lars Hedegaard)

Og Mahatma Ghandi sagde:

What do I think of Western Civilisation?
I think it would be a very good idea!

Hvis Lars Hedegaards civilationsforståelse er den gældende norm - så siger jeg - Tak for kaffe!