Læsetid: 5 min.

'Kan I lide Osama bin Laden, og hvad synes I om bare bryster?'

Outlandish har været vidt omkring siden sidst og konstateret, at man bliver nødt til at tage selv de tåbeligste spørgsmål alvorligt. Og så har den storhittende hiphoptrio fra Brøndby Strand, Pakistan, Cuba og Marokko genfundet spilleglæden efter en truende skilsmisse
Outlandish overvejede sidste år at kaste håndklædet i ringen og gå hver til sit, men har fået talt ud og udgiver nu sit fjerde album.

Outlandish overvejede sidste år at kaste håndklædet i ringen og gå hver til sit, men har fået talt ud og udgiver nu sit fjerde album.

Per Morten Abrahamsen

9. maj 2009

Da Outlandish for tre år siden indtog udlandet for at optræde med trioens tredje album, gik medlemmerne og troede, det bare var den danske presse, den var gal med. Altid skulle muslimerne Isam Bachiri og Waqas Ali Qadris forklare og forsvare deres tro, mens katolikken Lenny Martinez som regel kunne se på fra sidelinjen.

Men den omsiggribende turné gjorde Outlandish klogere. Lige meget, hvor ungdomsvennerne fra Brøndby Strand kom frem, viste spørgsmålene sig at være skåret over samme læst. Norge, England, Spanien, Polen, Canada, Egypten, USA. Det var ét fedt - og til at begynde med også temmelig ufedt.

"Journalisterne derude gjorde generelt en stor sag ud af vores forskellige trosretninger. Sådan forventede jeg ikke, det ville være, men det gav os en større forståelse for, at vi som mennesker på tværs af nationaliteter og kontinenter egentlig ikke er så forskellige igen," fortæller Isam Bachiri, der er gruppens marokkanske islæt.

Outlandish tager imod i et øvelokale på Nørrebro Teaters førstesal, hvor Isam Bachiri for nylig færdiggjorde halvanden måneds optræden som syngende fortællerstemme i gadedramaet 2200 Carmen. Nu forbereder Outlandish sig på de koncerter, der skal bringe langspiller nummer fire, Sound of a Rebel, ud til danskerne. Og der er noget at følge op på - det seneste årtis største danske musiksucces har scoret hits, priser og anmelderros med hver og en af de tre forgængere.

På bordet flyder det med sangtekster, kaffekopper og en pose kanelgifler, som går på omgang. Lenny Martinez piller konstant ved sin laptop, og Waqas Ali Qadri havde svedt aftalen ud og kommer en smule for sent. Men de har lyst til at snakke og kan alle tre grine ad de hændelser, som de fisker op af gemmeposen med journalistiske skrækeksempler fra tre års turnévirksomhed.

Paven og kondomerne

Som Lenny Martinez forklarer, så skete der noget med den internationale presses fokus fra Outlandishs andet album, Bread & Barrels of Water fra 2002, og efterfølgeren Closer Than Veins fra 2005:

"Tidligere undrede alle sig over, at vi lavede engelsk- og spansksproget hiphop, når vi kom fra Danmark. Det undrede dem til gengæld ikke, at vi ikke lignede de fleste andre danskere. Men det ændrede sig, som verden blev mere opdelt, og vi selv afspejlede de ting i vores musik," beretter den kronragede gut, der indvandrede fra Cuba som teenager og stadig har en snert accent i udtalen.

Isam Bachiri minder ham om, at en spansk journalist for et par år siden spurgte om hans holdning til pavens modstand mod kondomer, mens en nordmand ville høre, hvordan det var at "være i gruppe med to muslimer".

"Men det er småting i forhold til, hvad vi andre har skullet tage stilling til," afbryder Waqas Ali Qadri, hvis familie stammer fra Pakistan.

Han fremhæver den tyske journalist, der i ét og samme spørgsmål afkrævede de to muslimske medlemmer en holdning til bare bryster, blondiner og Osama bin Laden. De tre mænd i deres tidlige 30'ere bryder ud i latter, inden Lenny Martinez igen lægger ansigtet i alvorlige folder:

"Vi er nødt til at acceptere, at verden fungerer sådan. Som artister må vi acceptere de spørgsmål. Vores baggrund lægger op til det."

Krisesnak og principsager

Det er nye toner fra Outlandish, som tidligere lukkede hermetisk af, når danske medier skrev mytomaniske artikler om gruppen. Medlemmerne er blandt andet blevet beskyldt for at støtte ekstreme elementer og afkræve tildækkede skuldre af deres kvindelige kolleger, hvis de skulle optræde på samme scene. Først i et interview med Ud&Se tidligere i år tog Isam Bachiri bladet fra munden og forklarede sin hidtidige modvilje mod at tilbagevise anklagerne. Det var en principsag.

"Det er da fint nok at interessere sig for vores tro," begynder han, "man skal bare ikke dæmonisere os eller gøre os til eksperter eller talsmænd for et særligt tankesæt. Vi repræsenterer os selv og må så sørge for, at det først og fremmest kommer til at handle om det, vi brænder for, og det er musikken."

Den åbne stil strækker sig også til en sjælden ærlighed om den interne krise, der gik forud for Sound of a Rebel. I efteråret 2008 overvejede medlemmerne således at trække stikket og stikke af fra hinanden.

Den intense turné-aktivitet i USA, Mellemøsten og Europa havde slidt på venskabet, og Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Ali Qadri kommunikerede efterhånden så dårligt, at de ikke længere lod sig inspirere af hinanden, men arbejdede hver for sig, prøvede sig af med soloprojekter og løb tør for ideer og entusiasme. Der var gået rutiner og skabeloner i musikken.

Da Isam Bachiri i august i fjor blev far for første gang, dukkede hverken Lenny Martinez eller Waqas Ali Qadri op og besøgte den nybagte familie på hospitalet, og det fremprovokerede en konfrontation, hvor frustrationerne fik frit løb.

"Det blev vores wake up call, og vi fik talt ud om tingene, inden det var for sent," mener Lenny Martinez.

Bandekrig og sult

Umiddelbart efter bandkrisen besluttede Outlandish sig for at begynde på en frisk og skrottede halvandets års arbejde og de 25 hel- og halvfærdige numre, der var kommet ud af det. Det var et nødvendigt skridt at tage for at genfinde hinanden og den livsglæde, der gav gruppen et gevaldigt gennembrud med debuten i 2000.

"Ellers var det ikke blevet et ærligt album, og vi bliver nødt til at kunne stå ved det, vi laver. Alt andet fungerer ikke for os," forklarer Isam Bachiri.

På Sound of a Rebel fylder politik, samfund og religion mindre end på den indadvendte og indignerede forgænger. I stedet leverer Outlandish historier om enten at skulle være præmieperker eller syndebuk, der er sange om mønsterbrydning og kærlighed på afstand, og så får barndomsvennerne, der valgte den kriminelle vej væk fra Vestegnens sociale boligbyggerier, en hilsen med på vejen. Nummeret "Someday" tager den igangværende bandekrig i Københavns gader under behandling:

"Tingene kan starte nok så uskyldigt med lidt drengestreger. Men dernæst møder man så de forkerte mennesker og prøver måske at få opmærksomhed hjemmefra, fordi der er noget galt i familien. Vi har set det så mange gange," siger Lenny Martinez.

Outlandishs fremtid ser straks lysere ud. Men det genforenede trekløver forsøger ikke at foregive, at alt er fryd og gammen. Venskabet og musikken skal stå sin prøve nu, understreger Waqas Ali Qadri:

"Vi er ikke nået dertil, hvor vi kan være 100 procent tilfredse med alt. Men processen med denne plade lægger op til en masse gode ting. Vi er sultne, og det er en befrielse at vide, hvordan vi har det med hinanden."

Det er ikke kun pressen, der behøver ren besked.

RUSK@INFORMATION.DK

'Sound of a Rebel'anmeldes i avisen på mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu