Læsetid: 4 min.

Karen Ellemann og socialrealismen

Fattigdom handler om andet end penge, siger den nye socialminister. Det er lodret forkert, selve fattigdommen handler udelukkende om penge
9. maj 2009

Her i Nykøbing holder vi en pænt høj standard, men ellers forlyder det jo at gaderne i danske byer, især i visse områder af København, er møgbeskidte. Det har man da også set ved selvsyn. Der er ikke bare tale om almindeligt gadesnavs, cigaretskod, æbleskrog, hundelort og den slags, men også mere opsigtsvækkende genstande, som man ikke forventer ligger og flyder på gaden. Fyldte skraldeposer, som folk vel bare har smidt ud ad vinduet. Hele ruller toiletpapir, mælkekartoner, flagrende Nettoposer og brugte tandbørster. Det sidste virker umiddelbart uforståeligt, men så på den anden side: Hvis alt omkring én begynder at ligne en svinesti, så gider man vel heller ikke den personlige hygiejne til sidst. Hvad skal man så med en tandbørste? Til hvad nytte? Hvorfor dog holde sig ren i en verden, der gror til i møg. Forfaldet er under alle omstændigheder uundgåeligt, man er jo ligefrem til grin, hvis man kæmper imod det.

Fattigdom

Butikskæden Spar har deres eget ølmærke. Det smager sådan set udmærket, men det er især langt billigere end traditionelle mærker som Carlsberg og Tuborg. Flere og flere går over til at ryge de såkaldte EU-cigaretter. De svier i mundhulen og giver folk en grim hoste, men de er ca. ti kroner billigere end andre mærker. Der er børn, der dårligt nok ved, hvordan kartofler smager, pasta er billigere og deres forældre har ikke ret mange penge. De er simpelthen fattige. Måske har de et arbejde, men de får så lille en løn for det, at budgettet skal styres med den allerstørste stramhed. Der er ikke råd til udskejelser; børnene skal være glade, hvis bare de får et eller andet, de kan stoppe i munden. Der er heller ikke råd til, at far eller mor - eller endnu værre: begge - får en længere sygeperiode. Så ryger indtægten endnu længere ned, måske så langt ned, at der ikke længere er råd til at betale huslejen. Grunden til, at indtægten ryger ned, at sygedagpengene er mindre end arbejdsindkomsten, er naturligvis den, at det skal kunne betale sig at arbejde. Hvor var vi henne, hvis det kunne være lige meget om man er syg eller rask? Der skal være forskel, selvfølgelig skal der det. Der er ingen, der skal gøre sig illusioner. I Danmark er der ikke bare teoretisk, men helt regulær fattigdom. Det kunne man selvfølgelig tage en snak med den nye socialminister om, men det får man ikke noget ud af. Hun er skideligeglad. Fattigdom handler om andet end penge, siger hun og hendes partifælle Ellen Trane Nørby. Det er lodret forkert, selve fattigdommen handler udelukkende om penge.

Alt skal nok blive godt

Den nye socialminister er ikke ret gammel, kun sidst i trediverne. Længere tid behøvede hun altså ikke for at blive skideligeglad. Hun hedder Karen Ellemann og er 3. generationspolitiker. Hendes far er sikkert stolt af hende, fordi hun efter kun et år i Folketinget allerede er blevet minister. Og allerede har lært sig kunsten at snakke udenom, når hun er i fjernsynet. Regeringens socialpolitik ligger helt fast, den har taget model efter det gamle eventyr: i dag arbejde, i morgen mad. Der bliver flere og flere fattige børn, flere og flere familier sættes på gaden, men det er kun fordi regeringens 'tiltag' til at modvirke denne ulykkelige tendens endnu ikke har haft tid til at virke. Så som sagt: i dag arbejde, i morgen mad. I morgen skal det nok blive godt alt sammen. Det sure vil blive afløst af det søde. Men indtil da må vi holde ud. Der er bare ingen, der skal komme og sige, at regeringen ikke foretager sig noget. Hvis den ikke gjorde det, ville det jo være direkte pinligt. Her er Karen Ellemann fast i mælet, klar i blikket. Alt skal nok blive godt. I morgen.

Fattigdom lugter

Socialrealisme er nu engang en kedelig genre. Man orker ikke at høre om alle de Oliver Twist'er og Fagin'er, Gorgij og Andersen Nexø og fanden og hans pumpestok. Det samme og det samme om og om igen. Tilværelsen har jo trods alt også så meget andet at byde på. Kunst, spil og sport, ytringsfriheden og liberale frihedsrettigheder. Fri næring, satelit- og kabeltv, splinternye skattelettelser, så man har råd til også at nyde livet. Fattigdom lugter. Det gjorde den på Nexøs tid, og det gør den stadig. Den lugter af møg, af sved og af dårlig personlig hygiejne. De fattige taler grimt til hinanden, de råber og skriger og drikker sig fulde i billigt øl. Der er ikke noget at sige til, at man ikke kan holde dem ud. Desuden har de vel også et personligt ansvar. De kunne gøre noget selv - hvorfor gør de ikke det? I alt fald kan det ikke være rimeligt, at hårdtarbejdende mennesker, der har gjort sig umage med at tage en ordentlig uddannelse f.eks., skal gå rundt og føle dårlig samvittighed over, at der er børn, der ikke får nok at spise, og som render rundt i pjalter, så man - igen - kommer til at tænke på Oliver Twist og de andre gebrækkeligheder.

Man må dygtiggøre sig. Blive ferm, skaffe sig gode netværk, gode kontakter. Så kan man måske blive socialminister i en dansk regering. Politik er et håndværk, der skal læres. Og Karen Ellemann er sikkert lærenem, det tyder alting på indtil nu. Og måske skal man også se sådan på det, at en socialminister nu om dage simpelthen bliver nødt til at være skideligeglad. Politik er nu engang en anden genre end socialrealisme. Den er mere forfinet. Den handler om magt, om intriger og om karriere. Det er Shakespeare, ikke Martin Andersen Nexø.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Diepgen

Strengt taget findes kun én fattigdom, men mange rigdomme. Faderen Uffe var bidsk og hoven over for kassedamen, Karens farfar mere rund og åben over for de fattiges kultur. Jeppe Aakjær fortalte overalt sitrende om de fattiges tilværelse ved Dagbjerg Dås ligesom Evald Tang Kristensen eller min egen svigerfar, derude hvor lyng og al brydsomt mødtes. "Arbejdets glæder" var for dem noget andet end min nabos "Arbeit macht frei". Marxs kapitalismus får sin mening, idet det kapitale åg frigør den enkelte. Det store opgør mellem socialisme og liberalisme findes i forståelsen af begrebet frihed.