Læsetid: 3 min.

Kongen af Cannes fortæller

Cannes Festivalen ses indefra i den 78-årige Gilles Jacobs åbenhjertige erindring om sine små 30 år som leder af verdens største og mest kendte filmfestival, der åbner i morgen
Gilles Jacob (tv.), formanden for Cannes Filmfestivalen, der løber af stablen for 62. gang i år, ses ved pressekonferencen i april, hvor listen over film i hoved-konkurrencen blev afsløret. Til højre ses festivalens kunstneriske leder, Thierry Fremaux, foran dette års officielle Cannes-plakat

Gilles Jacob (tv.), formanden for Cannes Filmfestivalen, der løber af stablen for 62. gang i år, ses ved pressekonferencen i april, hvor listen over film i hoved-konkurrencen blev afsløret. Til højre ses festivalens kunstneriske leder, Thierry Fremaux, foran dette års officielle Cannes-plakat

Gonzalo Fuentes

12. maj 2009

Høj, slank og elegant ligner Gilles Jacob den fuldendte diplomat og forhandler, han ofte blev rost for at være, mens han bestred det krævende job som hovedansvarlig for udvalget af film til Cannes festivalen.

Indtil han i det nye årtusind steg i graderne og siden 'kun' har været president. - direktør/formand for festivalen.

Men den tilknappede gentleman forvandler sig i sine erindringer til en forbløffende udiplomatisk fortæller. På vej væk fra sin elskede festival giver han et højst indiskret indblik i Cannes bag kulisserne. Den (over) korrekte herre er ikke bleg for at fortælle om alle intrigerne, rævestregerne, krukkerierne og de mange absurditeter, der fremelskes på dette forfængelighedens marked, hvor sol- og hjerneskoldede filmfolk samles hvert år for at fremvise deres produkter, komme i medierne og sælge, hvad sælges kan.

En ægte cinéphile

Det er dog slet ikke Cannes som handelsplads, der optager Jacobs stofrige erindringsmosaik, hvor personlige tilbageblik på jødisk-borgerlig barndom og en karriere som filmkritiker veksler med de mere spektakulære Cannes-erindringer.

Jacob understreger gang på gang, at han frem for alt opfatter sig som cinéphile - et uoversætteligt ord, der kan oversættes som en mellemting mellem en filmelsker og filmlærd.

Han fascineres af de store gamle instruktører og har samtidig følt det som sin fornemste opgave at opdage nye talenter ved at promovere det nybrydende og præsentere instruktører fra fjerne verdensdele, ellers ukendte for europæerne.

Og når Jacobs regnebræt gøres op, er det denne konsekvente cinéphile-holdning, der - parret med diplomatisk sans og fornemmelse for showbusiness trods alt - har båret ham igennem tre årtiers Cannes-festivaler.

Mens markedsgøglet har buldret omkring ham, har Jacob stået fast på, at det var filmkunsten med stort F, det handlede om i den officielle konkurrence - og også i de sideserier, han yderligere satte i gang.

Da ingen jo har et ufejlbarligt kunstnerisk jugement, har det ført til temmelig mange vildskud i et program med hældning mod overprætentiøse, centnertunge kunstfilm.

Men gennemgår man navnelisten på de instruktører, som Jacob især har dyrket og fået præmieret i Cannes, så forstår man hans stolthed:

Coen-brødrene, Maurice Pialat, Emir Kusturica, Wim Wenders, Lars von Trier, Bille August, Krzysztof Kieslowski. Nanni Moretti, Dardenne-brødrene, Mike Leigh, Ken Loach, Michael Haneke, David Lynch, Steven Soderbergh, Jim Jarmusch, Abbas Kiarostami, Zang Yimou, Chen Kaige, Wong Kar Wai, Edward Yang, Hu Hsiao Hsien og Gus Van Sant.

Kompromitteret fortid

En så eksklusiv kunstlinje var aldrig gået under den foregående Cannes-ledelse, der inden Jacobs indtræden i 1976 førte en politik domineret af de store produktionscentre, toneangivende lande og politisk-diplomatiske hensyn. Jacobs skildring af sine forgængere Favre Le Bret og Maurice Bessy er maliciøs: Den første interesserede sig mere for danserinder end for film, og Bessy var kørt træt.

Ledelsen prøvede dengang efter bedste evne at påvirke juryens valg af prisvindere - som Jacob viser det i en kostelig beretning om Favre Le Brets forgæves forsøg i 1977 på at skaffe sit hjertes udkårne, Sophia Loren, skuespillerprisen.

Men al manipulation prellede af på juryformanden Roberto Rossellini. Mere overbærende er Jacob, når han fortæller om egocentriske filmkunstnere, der har givet ham søvnløse nætter: navne som Maurice Pialat, Gérard Depardieu, Roman Polanski, Michael Cimino, Alain Delon. Besværlige og krævende? Det er ikke ordet.

Store navne en masse

Heller ikke stjerner som Isabelle Adjani og Isabella Rossellini er helt nemme, men her skinner Jacobs egen forelskelse kraftigt igennem. Ingen skam i Frankrig!

Hvad vores egen Lars von Trier angår, så får han to venlige sider. Ved første møde blev Jacob forskrækket over Triers punkudseende, siden blev det til et far-søn-forhold. Som enfant terrible hører Trier slet ikke hjemme i de slemme Cannes-drenge- og pigers superliga.

Bogen er skrevet med let pen, ofte befriende humoristisk. Jacob er en stor beundrer af det new y orker-jødiske vid og selvfølgelig også af Woody Allen.

Samtidig har han en sans for afbalanceret, ærlig personkarakteristik, der gør, at bogen på en måde ophøjer sin uophørlige name dropping til lidt af en kunstart.

Der mangler egentlig kun et indeks, så man kan holde styr på alle navnene. Gilles Jacob er en af de få administratorer, der virkelig kan skrive, fuld af selvironi og stærk følelse.

Gilles Jacob: La vie passera comme un rêve. 380 s. 21 euro. Robert Laffont 2009

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu