Læsetid: 11 min.

Kunsten giver dig værdigheden tilbage

'Vi lever i tusmørket, i afstandene mellem hinanden, i nætterne mellem dagene og i mylderet mellem tankerne,' siger Christian Lemmerz, der er aktuel med udstillingen LARGO på Statens Museum for Kunst
En anden dag. -Vi lever jo sådan, at døden hele tiden eksisterer for den anden person, ikke dig selv. Vi er alle sammen ualmindeligt klar over, at vi skal dø. Bare ikke i dag. Ikke lige nu,- siger Christian Lemmerz, der er udstillingsaktuel på Statens Museum for Kunst.

En anden dag. -Vi lever jo sådan, at døden hele tiden eksisterer for den anden person, ikke dig selv. Vi er alle sammen ualmindeligt klar over, at vi skal dø. Bare ikke i dag. Ikke lige nu,- siger Christian Lemmerz, der er udstillingsaktuel på Statens Museum for Kunst.

15. maj 2009

Christian Lemmerz' udstilling, der åbner i morgen, er enkel. En skovl og en kirkeklokke danner midterlinjen i rummet og på væggen hænger syv store relieffer, der umiddelbart ligner arkæologiske udgravninger, for hist og her stikker halve kranier ud af den sortpatinerede bronze mellem former, der minder om stalaktitter og lerbund. Måske fordi de hænger her og ikke i et historisk museum, er det som at kigge tusind år frem i tiden på det, der graves ud fra i dag. Med et rislende nærvær af forgængelighed.

Men faktisk er de syv relieffer Christian Lemmerz' tanke over skabelsens syv nætter, for hvad med nætterne ind imellem dagene? Hvad skete der dér? Er ansigterne, der træder frem, arkæologiske fortidsfund eller er de i deres spæde skabelse?

"Vi lever i et tusmørke," siger Christian Lemmerz. "Meget mere, end vi tror. I afstandene. Lige før du falder i søvn. I afstandene mellem mennesker, i tankemylderet mellem tanker. Eller afstanden mellem døden og livet. Hvis man kigger mellem tingene, ser alting meget anderledes ud. Man bliver forbløffet og skal passe på, man ikke bliver angst, hvis man virkelig tænker over det," siger Christian Lemmerz.

Christian Lemmerz søger tavsheden. På trods af hans mange ord og associationer, er det tavshedens rum, han gerne vil skabe. For sig selv og beskueren. Et rum, der ikke larmer med logoer og slogans og støjende medieflader, men som møder os stille. Et rum til refleksion.

Vi lever i tusmørket

"Vi lever i en meget overfladisk kultur. Det er jo en kliché at sige, men se på tv-fladerne. Vi lever i en verden, hvor for eksempel Coca-Cola kan være et symbol på frihed. Så tænker man: Det er en brun klistret saft med lidt brus i. Hvordan kan den blive til et frihedssymbol? Og bestemte tøjmærker udtrykker individualitet, men forestil dig 30.000 individuelle mennesker, der har det samme tøjmærke på," siger Christian Lemmerz og en dyb vifte af smilerynker om øjnene, folder sig ud. Det gør de tit, især når han prøver at undertrykke en latter over hverdagsting, der pludselig springer frem med en absurditet.

Som for eksempel at vi alle lever et uvist sted mellem fødsel og død.

"Problemet er, at når man prøver at rive de fundamentale begreber som liv og død ud af sproget, fordi sproget klistrer dem til med både ord og billeder, og laver en udstilling, så må man forklare den på ny, men det skal jo blive en slags sprogløs tavshed, noget der skal mærkes og ikke forklares."

"Jeg gruer ved tanken om flokke af skolebørn, der kommer ind og får at vide af en pædagog, hvad det her er, og så tænker de NÅ og går ud igen. Hvis du bliver her længe nok, begynder rummet faktisk at tale til dig. Ligesom den tavse klokke derovre kan have en meget smuk lyd."

Men Lemmerz har frataget klokken sin funktion. På samme måde som han har frataget den store skovl af bronze sin funktion. Det er hverdagsobjekter, han har taget ud af deres kulturelle sammenhæng, omformet og sat tilbage igen, så vi kan kigge på dem på ny. Filosofiske objekter, kalder han dem.

"Se den kiste her," siger Lemmerz. "Den er ubrugelig, den er støbt i bronze og låget kan ikke tages af. Nu ligner den en abstrakt krop."

Kisten er kulsort, og ser ud som om, den er lavet af sort træ. Det kribler i fingrene.

- Må jeg røre ved den?

"Ja da, det er bronze, det går ikke i stykker."

Netop som mine fingre skal til at røre relieffet på kanten, råber han "Pas på!", og jeg trækker hånden til mig. Christian Lemmerz slår en stor latter op.

Vi går videre, og Christian Lemmerz kaster en sidste grinende bemærkning bagud mod reliefferne:

"Min mor sagde engang til mig, at når jeg så en smuk kvinde, skulle jeg bare forestille mig kraniet inde bag ansigtet. Det var vel en måde at sige på, at vi alle er her på samme vilkår."

Det gør jeg så. Forsøger at forestille mig den høje, mørke mands kranie.

Attrapliv og attrapdød

Christian Lemmerz har ofte gjort sig bemærket med stærkt konfronterende udstillinger om død og forgængelighed. Sammensyede rådnende grisekroppe på Esbjerg Kunstmuseum i 1994, buster af kranier med sener langs halsen på Aros, margarineskulpturen på Charlottenborg, der destruerede sig selv med en påtrængende lugt af rådden margarine, og genopbygning af Twin Towers og et sønderbombet København på Galleri Faurschou i 2006. Han siger selv, leende, at det er nærmest en besættelse.

"Altså døden er jo det ene absolutte, vi ved, og vi kan ikke komme i nærheden af den. Jeg synes vores væren, vores sein er så uklar, netop et tusmørke. Jeg ved ikke engang, hvem jeg er. I asiatiske kulturkredse har man faktisk ikke haft et jeg i sproget. Noget, der altid undrer mig, er, hvis jeg spørger folk: hvad skal jeg gøre nu? Så siger de: Subjektivt mener jeg, at du skal gøre sådan, men objektivt mener jeg noget andet. Jeg tænker: Hvordan gør de det? Har de to hjerner? Eller kan de hive hjernen ud og kigge ned oppefra på situationen, og putte den ind igen? Hver gang vi taler om drømme, angst og følelser er det noget, vi tror, den anden også har, men vi ved det ikke. Hvad er jeg? Det eneste, vi ved, er døden."

- Er du dødsangst?

"Nogle gange. Men vi lever jo sådan, at døden hele tiden eksisterer for den anden person, ikke dig selv. Vi er alle sammen ualmindeligt klar over, at vi skal dø. Bare ikke i dag. Ikke lige nu. Du har jo ikke tænkt dig, når du har lavet der her interview, at blive kørt over af en bus, vel? Aldrig nu. Du laver alle mulige planer. Men jeg har f.eks. lige oplevet, at en ven, der var i Italien og som skulle tage en liter olivenolie med til mig, døde. Han faldt om og jeg fik aldrig min olivenolie. Vi går blinde ind i døden. Og det er mærkeligt, at vi lever i en dødsfikseret kultur, og samtidig er den meget dødsfornægtende. I gamle dage havde man kirkegården midt i landsbyen, i dag er den ude i periferien, og alt, der kommer i nærheden af døden, bliver sat på plejehjem. Men samtidig dyrker vi den i massemedierne. I nyhederne og i retsmedicinske programmer med dissektioner for åben skærm. Og masser af film og videospil handler om at dræbe eller blive dræbt. Det er stadig en leg. Det er attrappersoner, der dør. Det er ikke rigtige mennesker."

"Også vores liv bliver et attrapliv i medierne. Som i Big Brother eller Robinson ekspeditionen, hvor man leger, at man lever, og at der ikke er nogen kameraer. Det er en fornægtelse af både livet og døden. Turismen, for eksempel, er en fuldstændig fornægtelse af at være til stede. For når afstandene forsvinder, forsvinder også nærheden, som en filosof sagde. Hvis du kan flyve til Italien på få timer, så kommer du aldrig til Italien. Så sidder man på en fin restaurant og fotograferer hinanden. Eller din datter sidder og laver sms'er under bordet og udveksler med veninden, at de begge sidder på en restaurant sammen med deres mor. Spændende samtale, ikke? Alt er fyldt op, der skal ikke være nogen tavshed, ikke være nogen bevidsthed. Nærværet glider ud."

Kunst giver værdighed tilbage

Vi går ud i museumsparken og finder en bænk i solen. På vejen passerer vi ved udstillingens indgang et gravid foster. Dét er ikke lige til at se. Mest ligner det en amøbe med en bule på formet i sand.

- Den havde jeg ikke regnet ud.

"Nej, men det er jo også bare min tanke, den er sød, ikke?" ler Lemmerz. "Jeg har en joke med Michael Kvium om, at god kunst er en hemmelighed mellem venner."

Humor er vigtig for Lemmerz. Sort humor. For humor kan forløse. Og kultur kan forløse. "Selv den mest platte gamle popsang kan give dig værdigheden tilbage. Det er også det, kunst kan: Den kan give dig værdigheden tilbage. Det er meget smukt. Jeg bryder mig ikke om, at kunsten skal forklares, for så oplever man den ikke. Et af mine yndlingseksempler var en kubistisk udstilling med Picasso, der var fuldstændig abstrakt. Under et billede stod der: Stilleben med flaske og dug. Så står der to mennesker og kigger på det, og den ene siger: Aha, jeg kan se flasken. Og den anden siger: Men jeg kan se dugen, og så går de. Jeg kigger på billedet, og der er bare overhovedet ingen flaske at få øje på."

Verden kan ændre sig på et øjeblik

Christian Lemmerz er et rodløst menneske. Han præsenteres altid i Danmark som tyskfødt dansk kunstner, men det er en sandhed med store modifikationer.

Hvor han egentlig hører til, er svært at sige, for han bor i Italien, hvor han oprindeligt har læst og har boet i mange år. Som 24-årig mødte han på akademiet i Carrara i Italien den danske kunstner Erik Frandsen, der inviterede ham til Danmark. Efter at have boet lidt i Paris, tog han imod tilbuddet, og var med til at starte kunstnergruppen, der i 1980'erne blev omtalt 'De unge vilde' i København.

Han blev boende fire år i Danmark. Derefter boede han seks år i Barcelona. Siden hen i Belgien, New York og Brasilien. Det danske blander sig med engelsk, tysk og endda italiensk af og til. Når han er i Danmark bor han i sit atelier i København, hvor alle hans bøger er. Oprindeligt ville han have været forfatter.

- Tror du, vi lever i verdens sidste dage?

"Måske. Men det fornægter vi. Det var derfor jeg lavede den udstilling i 2006, (God på Galleri Faurschou i København, red.), hvor jeg byggede en model af København efter den store atomkrig eller det store attentat. Den blev vist under Muhammedkrisen og blev pludselig meget, meget virkelig. Der ligger denne her kollektive fornægtelse af sårbarhed i vores tid. But it can happen. Finanskrisen er heller ikke noget, der bare går over, hvis vi dukker os, og gemmer os bag vores friværdi. Det er forbløffende, hvordan vi tager ting for givet. Blot en generation før mig skete den store katastrofe i Europa, nemlig verdenskrigen. Men har der været fred i én generation, tager også den næste freden for givet, og så fralægger vi os ansvaret. Det er en mærkelig kultur, vi lever i, en underholdningskultur, hvor vi ikke behøver forholde os til noget, for nogen vil klare det for os. Men hvis for eksempel Barack Obama bliver skudt nu, har vi altså et stort problem, der kan ændre hele verdensstrukturen på et øjeblik. Bare se på Island. I 2008 var Island kåret til det sikreste og smukkeste land i verden, og nu har 35 mennesker ødelagt en hel infrastruktur på otte måneder. Det kan gå så stærkt. Det er faktisk forbløffende, at vi ikke vågner op og kigger os paranoidt over skuldrene ved hvert skridt."

På stierne i museumsparken spadserer folk rundt i solskinnet, og i træet over os synger en solsort energisk. En kvinde standser et stykke nede af stien og studerer en blodrød rhododendron-blomst. Hun snuser til den.

"På den anden side giver fornemmelsen af at dette kunne være de sidste dage, de sidste åndedrag, også en særlig skønhed i tingene," smiler Christian Lemmerz og tænder en cigaret. Han læner sig tilbage og ryger lidt.

Alt hvad Christian Lemmerz ved om grusomhed og skønhed i verden, har han lært omvendt. Først så han Monets åkander, derefter gik han ud i naturen og forstod, hvor smukke de var. I dag læser han Dantes guddommelige komedie og forstår derefter grusomhedens væsen.

Han var et aparte barn, for forældrene, som anså sig selv for kulturelle, måtte trækkes med drengen Christian, der ville på kunstmuseer i alle ferierne, og det kunne de dårligt nægte ham, selvom faren hellere ville sidde på en café med en kold øl.

Dalai Lama er provokerende

- Du bruger mange kristne symboler i din kunst, er du selv religiøs?

"Nej. Jeg tror ikke på gud. Jeg bliver faktisk lidt aggressiv over religiøse mennesker. Save us from the saviors, ikke? Hvordan kan gud have eneret til kærlighed? En mor har da altid elsket sit barn, også før nogen fortalte hende, at der eksisterer en gud. Kærlighed er grundlæggende, gud er bare noget, mennesket har fundet på. Jeg er stolt af at være europæer, jeg tror på den franske revolution, det man kæmpede for: Lighed, frihed og broderskab. Og jeg tror på spiritualitet og holder af de katedralske tavse kirkerum. Jeg tror også, at der har eksisteret spirituelle mennesker bigger than life. Mandela for eksempel. Og Michelangelo. Picasso. Einstein. Det giver mig en menneskelig stolthed, at de eksisterer."

- Du er blevet beskrevet som en provokatør - er du det?

"Jeg vil ikke provokere. Vi har et offentligt kunstnerisk rum, der måske er det sidste frie rum til refleksion. Jeg tvinger ikke folk til at se mine ting, men jeg vil selvfølgelig gerne have reaktioner. Først og fremmest vil jeg have en reaktion fra mig selv. Hvis det lykkes, håber jeg, at det jeg laver, også kan skabe en reaktion i dig. Kunst er jo levende og ændrer sig med beskueren."

- Hvad provokerer dig?

"Dumhed," kommer det prompte. "Morgen-tv for eksempel. Og selvhjælpsbøger. Og Dalai Lama provokerer mig."

Nu ser Christian Lemmerz oprigtigt provokeret ud.

"Det virker så nemt at være meditativ og afslappet, men når jeg står foran en rigtig stor livskatatrofe, kan jeg ikke bruge det til noget. Jeg er rædselsslagen og er ved at pisse i bukserne af skræk. De fleste af os lever jo som små mennesker med små følelser. Vi prøver at klare os igennem."

Carsten Jensens tale til Christian Lemmerz ved åbningen af hans udstilling bliver bragt i Refleks i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu